Anton Tjekhov: Steppen. Historien om en rejse

“Det er kun på havet og på steppen om natten i måneskin man kan dømme om himlens umådelige dybde og uendelighed. Den er frygtindgydende, smuk og blid, den ser smægtende og lokkende på en, og man bliver svimmel af dens kærtegn.”

Anton Tjekhov (1860-1904)er blandt historiens allerstørste dramatikere, og det er som sådan, han er bedst kendt. Tjekhov skrev dog også prosa. Som ung producerede han hundredevis af korte, humoristiske historier, som han solgte til aviser for at tjene til føden. Senere gav han sig i kast med at skrive mere “seriøs” litteratur, og han har udgivet adskillige novellesamlinger og en række kortromaner og romaner.

Kortromanen Steppen (opr. 1888) hører til blandt Tjekhovs første, større, seriøse værker. Den har været oversat til dansk tidligere, men udkom her i efteråret 2023 i en nyoversættelse ved altid gode Marie Tetzlaff på Forlaget Sisyfos.

Steppen handler, som undertitlen angiver, om en rejse. Den niårige dreng Jegorusjka er sendt hjemmefra for at gå i skole, og i romanen følger vi ham på hans rejse henover den sydrussiske steppe hjemmefra mod byen, hvor han fremover skal bo hos en gammel veninde til hans mor.

I begyndelsen rejser Jegorusjka sammen med sin lidt vrante onkel og en godmodig, gammel præst. Undervejs skilles deres veje dog, da onklen og præsten skal gøre forretninger på vejen, og derfor får drengen sat på et hølæs hos nogle bønder, der skal samme vej.

Meget mere handling er der sådan set ikke ikke i romanen, men det er heller ikke den ydre handling, der driver den. Det er derimod menneskeportrætterne, beskrivelsen af de konkrete, levende situationer og steder – og ikke mindst portrættet af steppen selv. Hos Tjekhov bliver naturen, steppen, nærværende og levende.

I bogens bagsidetekst (skrevet af oversætter Marie Tetzlaff, gætter jeg på) hedder det, Tjekhov og Dostojevskij i ét og alt var hinandens modsætninger, men også at de “i samme grad [førte] den russiske litteratur ind i modernismen.”

Sandt er det da også, at man ikke hos Tjekhov finder de lange filosofiske, moralske og religiøse diskurser, som Dostojevskij er kendt for. Tjekhov ikke optaget af de “store” filosofiske og eksistentielle spørgsmål.

I stedet er han – ihvertfald i Steppen – optaget af enkle menneskers enkle liv, som han indfanger realistisk og uden sentimentalitet: Det at ligge og sove på toppen af et studetrukket hølæs, der skrumler sig langsomt frem over steppen i solskin og i skybrud. Bønder, der bader og fanger fisk i floden eller fortæller hinanden røverhistorier omkring et bål.

Jegorusjka [forstod] at alle hans nye bekendte, uanset forskelle i deres alder og karakter, havde noget tilfælles der fik dem til at ligne hinanden: De var alle mennesker med en skøn fortid og en meget sølle nutid; de talte alle som én om deres fortid med begejstring, men til nutiden forholdt de sig nærmest med foragt. En russer elsker at mindes, men ikke at leve […].

I det stykke minder Tjekhovs Steppen mere om Ivan Turgenev (1818-1883), ikke mindst En jægers dagbog (1852). Og det er så ikke den værste at blive sammenlignet med.

Steppen er ikke en stor roman af hverken omfang eller tyngde, og den tåler ikke sammenligning med f.eks. Dostojevskijs og Tolstojs bedste værker. Men overgiver man sig til den som en realistisk beskrivelse af nogle dage på steppen omgivet af steppens mennesker, så er det en en skøn (man fristet til at bruge ordet: vederkvægende) læseoplevelse.

K's vurdering: