Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig.

Netotjka Nezvanova er fortalt i jeg-form af titelfiguren, som ser tilbage på sin barndom og ungdom fra et ikke præcist defineret tidspunkt i hendes voksne liv. I Tine Roesens oplysende efterord kan man læse, at Netotjka er et russisk kælenavn for Anna, og at Nezvanovna betyder “navnløs.” Titelfiguren er med andre ord Navnløse Anna (jf. initialerne NN). Det kan tolkes derhen, at Dostojevskij med romantitlen måske har villet sige, at han her fortæller en historie, som kunne have været en hvilken som helst fattig piges historie.

Under alle omstændigheder skinner Dostojevskijs sociale indignation tydeligt igennem i fortællingen – i lige linje fra debutromanen Stakkels mennesker.

Den lille Netotjka vokser op i den yderste fattigdom i Sankt Petersborg som datter af en hårdtarbejdende, men syg mor, og med en sjuft af en fordrukken stedfar, som hun ikke desto mindre forguder. Da både hendes mor og stedfar dør under dramatiske omstændigheder, bliver pigen taget ind som plejebarn hos en godhjertet fyrste og hun bliver hjerteveninde med fyrstens datter (på en for dén tid foruroligende tæt og fysisk intim facon).

Romanens hovedperson er ubetvivleligt Netotjka, men i den første del af romanen er det ikke desto mindre portrættet af hendes stedfar, der fylder mest. Og netop denne del af romanen er efter min mening også suverænt den bedste. Stedfaren er en klassisk Dostojevskij-figur: En mand med et vist kunstnerisk talent som violinspiller, som han imidlertid smider væk som følge af lige dele drukkenskab og selvovervurdering, mens han selv gradvist degenererer både moralsk og fysisk med ødelæggende følger for sine omgivelser.

Efter morens og stedfarens død er det imidlertid som om romanen får lov til at løbe helt frit i et oversentimentalt og i det hele taget følelsesmæssige helt overgearet spor.

Jeg anerkender, at romanen demonstrerer flere litterært interessante fortællemæssige greb, som peger frem mod Dostojevskijs senere forfatterskab. Og jeg er helt med på, at meget af den sentimentalitet, der driver ned over siderne, kan tolkes som et udtryk for jeg-fortællerens selvbillede. En jeg-fortæller, der i øvrigt er tydeligvis utroværdig: Vi har ikke at gøre med en klassisk, alvidende, nøgtern fortæller, men netop med en fortælling fortalt at et psykologisk jeg med egne interesser og farvede erindringer.

Men der driver ikke desto virkelig meget sentimentalitet ned over virkelig mange af siderne. Mindre kunne have gjort det uden at tabe pointen. I stedet tabte Dostojevskij mig som læser.

Det hører retfærdigvis med til billedet, at de foreliggende kapitler af Netotjka Nezvanova bærer tydeligt præg af at have været tænkt som kun indledningen til en langt større udviklingsroman. Som del af en større roman kunne jeg måske bedre have kaperet de meget sentimentale barndomskapitler i og med, at de ville have fyldt relativt mindre. Men det er selvfølgelig spekulation, da Dostojevskij aldrig fik gjort romanen færdig. Således er der kun den foreliggende tekst at vurdere. Og den gjorde mig altså lidt træt og irriteret.

Hvad der ikke gjorde mig irriteret, var til gengæld Trine Søndergaards nyoversættelse. Søndergaards oversættelser er altid en fornøjelse, og her har hun oversat til flydende nutidsdansk, samtidig med at hun rammer en tone, der bevarer tekstens præg af trods alt at være mere end 170 år gammel.

Samlet set kan jeg svinge mig op til tre stjerner til Netotjka Nezvanova. Nogle vil muligvis mene, at det er disrespektfuldt over for mesteren, men jeg synes selv, at det er en flot vurdering, som alene skyldes anerkendelsen af de i litteraturhistorisk perspektiv interessante litterære virkemidler. For når jeg skal være ærlig, så kedede jeg mig noget igennem det meste af bogen.

K's vurdering: