K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker

Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker

Af Kasper Håkansson, 2. januar 2021
7 kommentarer

Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.

Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig.

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) behøver ingen introduktion. Men måske gør hans debutroman fra 1846, som ikke hører til hans allermest kendte værker. Romanen er udkommet på dansk to gange tidligere under titlerne Fattige folk (1884) og Arme mennesker (1941), men for godt et år siden udkom den i endnu en dansk udgave ved Tine Roesen, denne gang med titlen Stakkels mennesker. Og lad os bare begynde her:

I Tine Roesens korte, oplysende efterord berører hun blandt andet udfordringerne ved at oversætte Dostojevskij. En af dem angår titlen, Bednyje Ljudi. “Bednyje” kan på russisk både betyde “fattig” og “stakkels,” og hvordan oversætter man det til dansk?

Roesen argumenterer med, at vi på dansk ikke har et tilsvarende ord, der rummer begge betydninger. Lige præcis dette ræsonnement kan jeg nu ikke helt følge, for er det ikke netop det, der ligger i ordet “arme,” som er anvendt i en af de tidligere oversættelser? Men jeg medgår, at “arm” i denne betydning klinger lidt gammeldags.

Fjodor M. Dostojevskij (1821-1881)

Andre af Roesens argumenter for at vælge “Stakkels mennesker” som dansk titel, kan jeg til gengæld godt følge. Ikke mindst dette, at romanen oplagt kan læses sådan, at den ikke bare handler om to konkrete, stakkels og fattige mennesker, men om netop den “stakkels menneskehed” som sådan.

Stakkels mennesker er bemærkelsesværdig på flere punkter. Den er skrevet som en brevroman – på et tidspunkt, hvor brevromanen ellers så småt er ved at gå af mode.

Brevvekslingen er mellem den fattige, lavtstående embedsmand Marka Devusjkin (som må være sidst i 50’erne, kan man regne ud) og den væsentligt yngre Varvara Dobrosjolova, en “falden kvinde,” der kun akkurat tjener til dagen og vejen som syerske. De to bor overfor hinanden, men kommunikerer helt overvejende via brevveksling, fordi den forskræmte og usikre embedsmand er utilbøjelig til at tage imod Varvaras gentagne invitationer til at komme på besøg.

Hvad er det dog, De skriver, min egen? Hvordan skulle jeg kunne komme over til Dem? Min due, hvad ville folk da ikke sige? Jeg ville jo blive nødt til at gå tværs over gården, vi ville blive set, man ville stille os spørgsmål – snakken ville gå, sladderen ville gå, man ville lægge en anden betydning i det.

Marka Devusjkin har åbenlyst forelsket sig til op over begge ører i den unge Varvara. Det meste af tiden skriver han til hende i rollen som en faderlig beskytter og ven. Ind i mellem forløber han sig og drister sig til noget, der ligner kurmageri, som Varvara Dobrosjolova imidlertid lader som om, at hun ikke opfatter, idet hun som den ganske vist yngre, men alligevel langt mere modne i forholdet fastholder den venskabelige distance.

Romanen er i den forstand en ulykkelig kærlighedshistorie. Men det er samtidig en stærk socialrealistisk skildring af de hårde kår for de fattigste i Sankt Petersborg i midten af 1800-tallet. Her for eksempel et uddrag af Devusjkins beskrivelse af sit logi, som han uden stort held forsøger at få til at lyde, som var det ikke så slemt:

[…] man kan ikke sige andet, end at [lejligheden] virkelig er praktisk indrettet, men værelserne er på en måde indelukkede, ikke sådan at der lugter grimt, det er mere, hvis man kan sige det sådan, en lidt rådden, sødlig-skarp lugt. Det første indtryk er ufordelagtigt, men det gør ikke noget; man skal bare være her et par minutter, så går det over, og man lægger ikke engang mærke til, at det går over, for man begynder også selv at lugte lidt dårligt, både tøjet og hænderne begynder at lugte, alt begynder at lugte – nå ja, og så vænner man sig til det. Men kanariefuglene dør hos os.

Selv er Devusjkin ikke engang indlogeret i et rigtigt værelse i lejligheden, men i et hjørne af fælleskøkkenet bag et skærmbræt.

Mest af alt er Stakkels mennesker dog en roman om menneskelig værdighed. En værdighed, som er næsten umulig at opretholde i den yderste fattigdom, som romanens hovedpersoner lever i, og som samtidig er det eneste, de har tilbage at kæmpe for.

Marka Devusjkin kæmper for at være et menneske. Et menneske, som bliver set og anerkendt. Mere end sult og kulde og andre fysiske afsavn frygter han sladderen, hvad andre vil sige om ham, hvis de bemærker de manglende knapper og albuehullerne på hans jakke eller de gabende støvler.

[…] for min egen skyld er det lige meget, om jeg skal gå i knagende frost uden kappe og uden støvler, det kan jeg klare, jeg kan udholde alt, det gør mig ikke noget; jeg er et simpelt menneske, et ringe menneske – men hvad vil folk sige? Hvad vil mine fjender, alle de onde tunger sige, når jeg kommer gående uden kappe? Det er jo for andre menneskers skyld, man går i kappe, ja og faktisk også for deres skyld, man bærer støvler. Følgelig, min pige, mine søde, har jeg brug for støvler for at bevare min ære og mit gode navn, i hullede støvler mister jeg begge dele.

Brevformen bruger Dostojevskij til at rendyrke de to karakterers stemmer og personligheder. Vi hører intet om den ydre handling udover igennem deres breve til hinanden, der er ingen alvidende fortæller eller medierende forfatterkommentarer i øvrigt.

På de første sider blev jeg slået af, at stilen var så ganske anderledes end den, jeg ellers husker Dostojevskij for. Marka Devusjkins breve er umiddelbart kluntede, fyldt med gentagelser og klodset sprog. Men det bliver snart klart, at det er alt andet end uoverlagt eller sjusket fra Dostojevskijs side.

Tværtimod er der tale om, at Dostojevskij benytter skrivestilen til at skabe og karakterisere sine personer – han lader dem så at sige tale for sig selv i deres “eget” sprog.

I kontrast til den ældre embedsmands hakkende og klodsede stil skriver den unge og bedre belæste Varvara sine breve i velformede og veloverlagte sætninger. I det hele taget fremstår hun som den mere fornuftige og modne af de to.

Devusjkins sprog udvikler sig til gengæld undervejs. Han arbejder i et departement som skriver, det vil sige, at han kopierer tekster. Men han har drømme om selv at kunne skrive “med stil” frem for blot “ganske simpelt, uden spidsfindigheder og bare sådan, som tankerne falder mig ind.”. På den anden side:

[…] hvis alle begyndte at komponere, hvem skulle så stå for at kopiere?

Devusjkin er udmærket klar over sin sociale position og sine begrænsede evner, men søger samtidig anerkendelsesværdigt at holde fast i en stolthed ved at udføre et hæderligt og nyttigt arbejde. Alligevel søger han ind i mellem at arbejde med sin “stil” i brevene til sin kære Varvara, og i passager lykkes det ham faktisk ganske godt.

Stakkels mennesker er ikke Dostojevskijs største roman, og det fristende at læse den primært som forvarsler om de hovedværker, der skal komme senere. Men det vil være uretfærdigt, og læst og bedømt som en roman i egen ret er der for mig ingen tvivl: Det er en ren femmer.

Er du en af de heldige, der stadig har til gode at læse Dostojevskij, men tøver lidt over for længden af de mere kendte storromaner, såsom Brødrene Karamazov, Raskolnikov (Forbrydelse og straf), Idioten og Onde ånder, så er Stakkels mennesker også et godt sted at starte. Både fordi den er kort, og fordi den er skrevet med en anden lethed end de senere værker.

I den forbindelse må dog nævnes, at Dostojevskijs ry som en af den “tunge” russiske forfattere efter min mening er ganske ufortjent. Han er ikke svær eller tung at læse, tværtimod altid en fornøjelse, men man må medgive, at han i nogle af de store romaner skriver langt.

For mit eget vedkommende så må det blive et nytårsfortsæt for læseåret 2021, at jeg skal (gen)læse mere Dostojevskij. I det hele taget skal jeg læse flere af de klassiske, russiske værker. Jeg har forventningsfuldt noteret mig, at forlaget Sisyfos til foråret udgiver nogle af Pushkins fortællinger (Pushkin har jeg endnu til gode), og her i efteråret 2020 udkom Dostojevskijs Brødrene Karamazov i en nyoversættelse ved Marie Tetzlaf. Det er titler, der står højt på min læseliste for det kommende år.

Titel: Stakkels mennesker
Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Udgiver: Gyldendal
Sider: 262
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Tine Roesen
Originaltitel: Бедные люди [Bednyje ljudi]
Opr. udgivelsesår: 1846
Læst: December 2020

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Klassikere, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Europa, Rusland

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
7 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Ivan
Ivan
19. januar 2021 22:08

Det er forkert oversat. Det er ARME MENNESKER.

Original titel BEDNIE LJUDI på ingen måde kan oversættes til STAKKELS MENNESKER.

0
Svar
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
Reply to  Ivan
21. januar 2021 23:48

For en oversætter kan det være særdeles vanskeligt at oversætte 1 til 1 og samtidigt skabe de samme virkemidler på dansk som på originalsproget, og samtidigt – af rent kommercielle hensyn – være på forkant med et sprog som unge og yngre læsere forstår. Vor kendte oversætter Niels Brunse skriver: over­sætterne bliver i mindre grad tolke og i højere grad fortol­kere, der ­gen­skaber et frem­med værk på deres eget sprog og dermed sætter et nyt værk i verden – et værk, der ikke skal læses, høres eller ses som en mere eller mindre perfekt kopi af for­læg­get, men som en… Læs mere »

2
Svar
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
6. januar 2021 23:21

Jeg kunne ikke modstå den fristelse at begynde at læse “Stakkels mennesker” (min version har titlen “Arme mennesker” og er udgivet i 1965 af Stig Vendelkærs forlag) og jeg er da allerede godt grebet af den. Der er blot en ting der distraherer mig, det er at der tidligt i bogen synes at være et lidt uforklarligt spring i korrespondancen mellem Markar Djevusjkin og Varvara Dobrosselova. Varvara daterer et brev til Markar d. 25. april, som Markar FØRST besvarer d. 20. maj med indledningen: “Jeg sender Dem hermed nogle druer …” Marka refererer i dette brev til en i korrespondancen… Læs mere »

Last edited 1 år siden by Peter Stig Sørensen
2
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Stig Sørensen
8. januar 2021 20:58

Der er samme spring i den nye udgave. Og der forekommer flere lange spring i tid senere (som du på nuværende tidspunkt givetvis har opdaget). Jeg har ikke konsulteret Dostojevskij-forskningen, som sikkert har mange gode tolkninger. Jeg gætter på, at det er helt bevidst fra D’s side, og det giver anledning til, at man som læser selv må fylde på: Er der breve, vi bare ikke får lov at se, eller har der været en pause i korrespondancen, vi kun kan gisne om årsagerne til?

1
Svar
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
Reply to  Kasper Håkansson
9. januar 2021 00:52

Tak for dit uddybende svar. Sideantallet i den nye udgave på 262 sider undrede mig nemlig også lidt. Min version er på bare 148 sider, hertil kommer de 3 fortællinger (medindbundet) Hr. Prokhartjin, Polsunkov og En roman i 9 breve, der i alt bringer min udgave op på 210 sider. Udgaven af 1941 kniber sig op på bare 192 sider. Den første danske udgave har jeg ikke kunnet spore nogen information om. Min version er trykt med meget små skrifttyper, ganske tæt i opsætning, dette kan meget vel forklare et mindre sideantal. Brevromanen er nok gået af mode, men dette… Læs mere »

1
Svar
Jonas
Jonas
2. januar 2021 18:39

Det er Sisyfos, der er på vej med Pusjkin-fortællinger. Men vi havde faktisk overvejet det samme! Mvh Jonas, Multivers

1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Jonas
2. januar 2021 20:27

Ups! Fejlen er straks rettet. Undskyld, Sisyfos, og tak, Multivers!

0
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Fjodor M. Dostojevskij: Dobbeltgængeren
Fjodor M. Dostojevskij: Brødrene Karamazov
Thomas Mann: Buddenbrooks

Fjodor M. Dostojevskij: Onkels drøm
Fjodor M. Dostojevskij: Et latterligt menneskes drøm
Fjodor M. Dostojevskij: Den sagtmodige

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 554 følgere
  • 54 venner
  • 521 følgere
  • 247 fans

Mest læste seneste uge

  • Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann: Amduat. En iltmaskine “At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg…
  • Markus Werner: On the EdgeMarkus Werner: On the Edge On the Edge af schweiziske Markus Werner (1944-2016) kan karakteriseres som et lille kammerspil i…
  • Martin Walser: Mit hinsidigeMartin Walser: Mit hinsidige “At tro betyder at gøre verden så smuk, som den ikke er. Det er smukt…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • Thomas Mann: BuddenbrooksThomas Mann: Buddenbrooks Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den. Buddenbrooks.…
  • Charles Dickens: Store forventningerCharles Dickens: Store forventninger Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning…
  • Fredrik Backman: En mand der hedder OveFredrik Backman: En mand der hedder Ove Hyggelig, svensk feel-good-roman. For lang, for forudsigelig og lidt for pladderharmonisk mod slutningen. Men den…
  • Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i ParadisRakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante…
  • Theis Ørntoft: Digte 2014Theis Ørntoft: Digte 2014 Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende,…

Seneste kommentarer

  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “KORREKTION Fejlagtigt oplyste jeg at min udgave af “Buddenbrooks” af 1931 var oversat af L. Lange Det korrekte navn er…” maj 6, 18:54
  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “😊👍” maj 4, 22:01
  • Kasper Håkansson on Thomas Mann: Buddenbrooks: “Doktor Faustus’ position på at-læse-listen hermed konsolideret.” maj 4, 21:52
  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “Det glæder mig enormt at du i “Trolddomsbjerget”, som jeg, har kunnet få en blivende oplevelse; jo, tung og til…” maj 4, 21:41
  • Kasper Håkansson on Gunnhild Øyehaug: Onde blomster: “Mange tak. Lad gerne høre, hvis du får læst mere af hende, du kan anbefale.” maj 4, 21:24

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.017)
    • Biografier og erindringer (20)
    • Sagprosa (102)
      • Antropologi (4)
      • Essays (10)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (20)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (940)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (163)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (248)
      • Romaner og noveller (818)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 554 følgere
  • 54 venner
  • 521 følgere
  • 247 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.