Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.

Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig.

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) behøver ingen introduktion. Men måske gør hans debutroman fra 1846, som ikke hører til hans allermest kendte værker. Romanen er udkommet på dansk to gange tidligere under titlerne Fattige folk (1884) og Arme mennesker (1941), men for godt et år siden udkom den i endnu en dansk udgave ved Tine Roesen, denne gang med titlen Stakkels mennesker. Og lad os bare begynde her:

I Tine Roesens korte, oplysende efterord berører hun blandt andet udfordringerne ved at oversætte Dostojevskij. En af dem angår titlen, Bednyje Ljudi. “Bednyje” kan på russisk både betyde “fattig” og “stakkels,” og hvordan oversætter man det til dansk?

Roesen argumenterer med, at vi på dansk ikke har et tilsvarende ord, der rummer begge betydninger. Lige præcis dette ræsonnement kan jeg nu ikke helt følge, for er det ikke netop det, der ligger i ordet “arme,” som er anvendt i en af de tidligere oversættelser? Men jeg medgår, at “arm” i denne betydning klinger lidt gammeldags.

Fjodor M. Dostojevskij (1821-1881)

Andre af Roesens argumenter for at vælge “Stakkels mennesker” som dansk titel, kan jeg til gengæld godt følge. Ikke mindst dette, at romanen oplagt kan læses sådan, at den ikke bare handler om to konkrete, stakkels og fattige mennesker, men om netop den “stakkels menneskehed” som sådan.

Stakkels mennesker er bemærkelsesværdig på flere punkter. Den er skrevet som en brevroman – på et tidspunkt, hvor brevromanen ellers så småt er ved at gå af mode.

Brevvekslingen er mellem den fattige, lavtstående embedsmand Marka Devusjkin (som må være sidst i 50’erne, kan man regne ud) og den væsentligt yngre Varvara Dobrosjolova, en “falden kvinde,” der kun akkurat tjener til dagen og vejen som syerske. De to bor overfor hinanden, men kommunikerer helt overvejende via brevveksling, fordi den forskræmte og usikre embedsmand er utilbøjelig til at tage imod Varvaras gentagne invitationer til at komme på besøg.

Hvad er det dog, De skriver, min egen? Hvordan skulle jeg kunne komme over til Dem? Min due, hvad ville folk da ikke sige? Jeg ville jo blive nødt til at gå tværs over gården, vi ville blive set, man ville stille os spørgsmål – snakken ville gå, sladderen ville gå, man ville lægge en anden betydning i det.

Marka Devusjkin har åbenlyst forelsket sig til op over begge ører i den unge Varvara. Det meste af tiden skriver han til hende i rollen som en faderlig beskytter og ven. Ind i mellem forløber han sig og drister sig til noget, der ligner kurmageri, som Varvara Dobrosjolova imidlertid lader som om, at hun ikke opfatter, idet hun som den ganske vist yngre, men alligevel langt mere modne i forholdet fastholder den venskabelige distance.

Romanen er i den forstand en ulykkelig kærlighedshistorie. Men det er samtidig en stærk socialrealistisk skildring af de hårde kår for de fattigste i Sankt Petersborg i midten af 1800-tallet. Her for eksempel et uddrag af Devusjkins beskrivelse af sit logi, som han uden stort held forsøger at få til at lyde, som var det ikke så slemt:

[…] man kan ikke sige andet, end at [lejligheden] virkelig er praktisk indrettet, men værelserne er på en måde indelukkede, ikke sådan at der lugter grimt, det er mere, hvis man kan sige det sådan, en lidt rådden, sødlig-skarp lugt. Det første indtryk er ufordelagtigt, men det gør ikke noget; man skal bare være her et par minutter, så går det over, og man lægger ikke engang mærke til, at det går over, for man begynder også selv at lugte lidt dårligt, både tøjet og hænderne begynder at lugte, alt begynder at lugte – nå ja, og så vænner man sig til det. Men kanariefuglene dør hos os.

Selv er Devusjkin ikke engang indlogeret i et rigtigt værelse i lejligheden, men i et hjørne af fælleskøkkenet bag et skærmbræt.

Mest af alt er Stakkels mennesker dog en roman om menneskelig værdighed. En værdighed, som er næsten umulig at opretholde i den yderste fattigdom, som romanens hovedpersoner lever i, og som samtidig er det eneste, de har tilbage at kæmpe for.

Marka Devusjkin kæmper for at være et menneske. Et menneske, som bliver set og anerkendt. Mere end sult og kulde og andre fysiske afsavn frygter han sladderen, hvad andre vil sige om ham, hvis de bemærker de manglende knapper og albuehullerne på hans jakke eller de gabende støvler.

[…] for min egen skyld er det lige meget, om jeg skal gå i knagende frost uden kappe og uden støvler, det kan jeg klare, jeg kan udholde alt, det gør mig ikke noget; jeg er et simpelt menneske, et ringe menneske – men hvad vil folk sige? Hvad vil mine fjender, alle de onde tunger sige, når jeg kommer gående uden kappe? Det er jo for andre menneskers skyld, man går i kappe, ja og faktisk også for deres skyld, man bærer støvler. Følgelig, min pige, mine søde, har jeg brug for støvler for at bevare min ære og mit gode navn, i hullede støvler mister jeg begge dele.

Brevformen bruger Dostojevskij til at rendyrke de to karakterers stemmer og personligheder. Vi hører intet om den ydre handling udover igennem deres breve til hinanden, der er ingen alvidende fortæller eller medierende forfatterkommentarer i øvrigt.

På de første sider blev jeg slået af, at stilen var så ganske anderledes end den, jeg ellers husker Dostojevskij for. Marka Devusjkins breve er umiddelbart kluntede, fyldt med gentagelser og klodset sprog. Men det bliver snart klart, at det er alt andet end uoverlagt eller sjusket fra Dostojevskijs side.

Tværtimod er der tale om, at Dostojevskij benytter skrivestilen til at skabe og karakterisere sine personer – han lader dem så at sige tale for sig selv i deres “eget” sprog.

I kontrast til den ældre embedsmands hakkende og klodsede stil skriver den unge og bedre belæste Varvara sine breve i velformede og veloverlagte sætninger. I det hele taget fremstår hun som den mere fornuftige og modne af de to.

Devusjkins sprog udvikler sig til gengæld undervejs. Han arbejder i et departement som skriver, det vil sige, at han kopierer tekster. Men han har drømme om selv at kunne skrive “med stil” frem for blot “ganske simpelt, uden spidsfindigheder og bare sådan, som tankerne falder mig ind.”. På den anden side:

[…] hvis alle begyndte at komponere, hvem skulle så stå for at kopiere?

Devusjkin er udmærket klar over sin sociale position og sine begrænsede evner, men søger samtidig anerkendelsesværdigt at holde fast i en stolthed ved at udføre et hæderligt og nyttigt arbejde. Alligevel søger han ind i mellem at arbejde med sin “stil” i brevene til sin kære Varvara, og i passager lykkes det ham faktisk ganske godt.

Stakkels mennesker er ikke Dostojevskijs største roman, og det fristende at læse den primært som forvarsler om de hovedværker, der skal komme senere. Men det vil være uretfærdigt, og læst og bedømt som en roman i egen ret er der for mig ingen tvivl: Det er en ren femmer.

Er du en af de heldige, der stadig har til gode at læse Dostojevskij, men tøver lidt over for længden af de mere kendte storromaner, såsom Brødrene Karamazov, Raskolnikov (Forbrydelse og straf), Idioten og Onde ånder, så er Stakkels mennesker også et godt sted at starte. Både fordi den er kort, og fordi den er skrevet med en anden lethed end de senere værker.

I den forbindelse må dog nævnes, at Dostojevskijs ry som en af den “tunge” russiske forfattere efter min mening er ganske ufortjent. Han er ikke svær eller tung at læse, tværtimod altid en fornøjelse, men man må medgive, at han i nogle af de store romaner skriver langt.

For mit eget vedkommende så må det blive et nytårsfortsæt for læseåret 2021, at jeg skal (gen)læse mere Dostojevskij. I det hele taget skal jeg læse flere af de klassiske, russiske værker. Jeg har forventningsfuldt noteret mig, at forlaget Sisyfos til foråret udgiver nogle af Pushkins fortællinger (Pushkin har jeg endnu til gode), og her i efteråret 2020 udkom Dostojevskijs Brødrene Karamazov i en nyoversættelse ved Marie Tetzlaf. Det er titler, der står højt på min læseliste for det kommende år.