K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Gyldendal

J. M. Coetzee: Scener af livet i provinsen (Drengeår – Ungdom – Sommertid)

Af ,
Skriv en kommentar

Den sydafrikanske nobelpristagers fiktionaliserede erindringstrilogi er en blandet landhandel. De to første bøger er glimrende, men så heller ikke mere, mens den tredje bog i trilogien er et finurligt og legesygt mesterværk.

Det er på sin vis oplagt at samle J. M. Coetzees tre fiktionaliserede, selvbiografiske romaner, Drengeår (opr. 1997), Ungdom (opr. 2002) og Sommertid (opr. 2009) i én udgivelse. Og så vidt jeg forstår, er det også sket med forfatterens billigelse, måske endda efter hans egen idé, ihvertfald har han medvirket ved en revision af alle tre værker i forbindelse med den samlede udgivelse af trilogien på engelsk i 2011. >> Læs videre

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Af ,
Skriv en kommentar

Sigrid Undsets store hovedværk er klassiker med stort K. Et hovedværk i nordisk litteratur – og i verdenslitteraturen. En episk klassiker forankret i hverdagslivet i middelalderens Norge befolket af stærke og nuancerede romankarakterer, der taler direkte til os i dag. Den er god. Men den er knageme lang – og ærlig talt også en noget tung omgang at komme igennem.

Det er ikke svært at forstå, at denne roman var udslagsgivende for, at Sigrid Undset fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1928. Og det er kun passende, at Gyldendal i anledning af romanens ethundrede års fødselsdag valgte at genudgive den. Om man også havde haft nødig at genoversætte den til dansk, ved jeg ikke, men nogen skade har det nok ikke gjort. Jeg har ikke sammenlignet Niels Brunses nyoversættelse systematisk med Peder Hesselaas version fra 1940, men jeg har foretaget nogle tilfældige nedslag uden at finde nævneværdige forskelle. >> Læs videre

Clarice Lispector: Stjernens time

Af ,
Skriv en kommentar

”Tilgiv mig, men jeg vil fortælle lidt mere om mig selv da jeg er ukendt for mig selv, og når jeg skriver, bliver jeg overrasket over at opdage at jeg har en skæbne.”

Jeg har endnu til gode at læse noget af Clarice Lispector, som ikke benover, berører og begejstrer – og samtidig mystificerer mig. Hendes sidste bog, Stjernens time, som hun færdiggjorde kort før sin død i 1977, er ingen undtagelse. >> Læs videre

Italo Svevo: Zenos bekendelser

Af ,
Skriv en kommentar

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre

Katrine Marie Guldager: Birgithe med th

Af ,
Skriv en kommentar

Birgithe med th er et portræt af en kvinde midt i livet. Som ikke orker mere pis og ikke lægger meget bånd på sin irritation og vrede. Men som under overfladen er lige så skrøbelig som alle os andre. En ganske fin, lille roman, men så heller ikke mere. Sine steder både morsom og også rørende. Hurtigt læst – men nok også hurtigt glemt.

Birgithe med th er vred. Og der er nok at være vred over: Alle dem, der ikke tager klimaforandringerne alvorligt og bare fortsætter deres umådeholdne overforbrug. Forældre, der ikke opdrager deres børn. Unge drenge, der mobber hjemløse på gaden. Trælse fyre, der lufter sexistiske kommentarer i kassekøen i supermarkedet. Cyklister, der ikke kender forskel på en fodgængerovergang og en cykelsti. Birgithes lillesøster, der har ondt i livet, men ærlig talt godt kunne prøve at tage sig lidt mere sammen. >> Læs videre

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Af ,
1 kommentar

Læst i dag, 166 år efter førsteudgivelsen, er Flauberts klassiker om den romantisk længselsfulde madame Bovary stadig en god historie. Den er velskrevet, velfortalt og i det hele taget værd at læse – først og fremmest for Flauberts fine og nuancerede personportrætter.

Madame Bovary (opr. 1857) har en sikker top ti-placering på ikke så få lister over de største romaner gennem tiderne. Den er også en god roman. Og den kan snildt læses i dag uden omsvøb og med fornøjelse. Men skal jeg forsvare dens top ti-placering i kanon, så kræver det dog nok alligevel inddragelse af litteraturhistoriske kriterier såsom dens betydning for udviklingen af den realistiske romangenre og for kvindelige romanprotagonister. >> Læs videre

Olga Ravn: De ansatte

Af ,
2 kommentarer

“I har skabt mig, givet mig sprog, og nu ser jeg jeres fejl og mangler. Jeg ser jeres utilstrækkelighed.”

Af en eller anden grund har jeg ikke tidligere læst noget af Olga Ravn. Og det er da en fejl. Ihvertfald er De ansatte (2018) en aldeles glimrende roman – uanset om man læser den som en kritisk samtidsroman eller som fermt fortalt science fiction-fortælling (og god science fiction er som bekendt altid også det første). >> Læs videre

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet – Manifest

Af ,
4 kommentarer

Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling og aktuel debatbog med væsentlige budskaber, som er drevet af vrede og frustration, javel, men som ikke (kun) bliver RÅBT ud, men derimod serveret med både alvor, humor, følelsesmæssig sårbarhed og væsentligt flere nuancer, end man kunne få indtryk af fra omtaler og uddrag af den i pressen. Og så er den ganske velskrevet. At den så er lidt rodet og temmelig ujævn, det tager vi med.

Lad mig starte med en tilståelse: Jeg forventede ikke, at Glenn Bechs digtsamling/debatbog ville være noget for mig. Men nu ville jeg alligevel teste, hvad der lå bag alt hypen – senest forstærket ved, at bogen her ved udgangen af februar 2023 blev udpeget til den bedste danske udgivelse i 2022 ved afstemning blandt Politikens læsere. >> Læs videre

Knut Hamsun: Pan

Af ,
2 kommentarer

Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebuten Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.

Pan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker. >> Læs videre

Dorthe Nors: Spejl, skulder, blink

Af ,
Skriv en kommentar

Jeg var forleden meget begejstret for kombinationen af humor og mørke i Dorthes Nors’ noveller i Kantslag. Spejl, skulder, blink kan også noget, men har ikke samme niveau. Den har lidt mere karakter af en feel-good-roman – altså bortset fra, at den nærmere er feel-bad.

Romanen handler om den litteraturuddannede Sonja, der ernærer sig som oversætter af en succesfuld svensk krimiforfatter. Sonja er fra Jylland, men bor nu alene i København, og hun er ensom. Hun savner Jylland, hvor der er længsel og opdrift, grågæs og sangsvaner, og ikke bare plasticugler på naboens altan, der skal skræmme byduer væk. >> Læs videre

Knut Hamsun: Victoria

Af ,
Skriv en kommentar

Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i kraft af Hamsuns sprog og fortælleteknik.

Sult kan godt give mere appetit på Hamsun, og i min reol fandt jeg hans korte roman Victoria (1898). Victoria er dog på mange måder en ganske anden roman end Sult (1890). Slet ikke på samme svimlende litterære niveau som sidstnævnte, men en glimrende fortælling ikke desto mindre. >> Læs videre

Knut Hamsun: Sult

Af ,
5 kommentarer

Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.

Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen. >> Læs videre

Agota Kristof: I går

Af ,
Skriv en kommentar

“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”

I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck. >> Læs videre

Shahrnush Parsipur: Frie oplevelser

Af ,
Skriv en kommentar

Frie oplevelser er en magisk bog på flere niveauer. Den indeholder magisk-realistiske elementer, og Shahrnush Parsipur skriver i et magisk forførende sprog, som man bare sluger som læser.

Shahrnush Parsipur er en virkelig spændende forfatter, og det er godt, at vi her tidligere på året fik adgang til at læse endnu en af hendes bøger på dansk – udgivet på Gyldendal og oversat af Nazila Ghavarmi Kivi, ligesom den første bog på dansk af Parsipur, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019). >> Læs videre

Islændingesagaerne: Egils saga

Af ,
Skriv en kommentar

Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.

Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet. >> Læs videre

Olga Tokarczuk: Bizarre fortællinger

Af ,
Skriv en kommentar

Mærkelige. Foruroligende. Forvirende. Pudsige. Morsomme. Tankevækkende. Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger kan lidt af hvert, om end ikke alle det hele på én gang. Men de alle uhyre velskrevne.

Den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuk (f. 1962) kan skrive. Og hun kan fortælle en historie, så man fanges ind af den fra start til slut. Det gælder alle historierne i denne samling. De bedste af dem bevarer deres fascination efter læsningen, mens andre flader lidt tamt ud og fordamper hurtigt. Men de faktisk alle læseværdige. >> Læs videre

Leonora Christina: Jammers Minde

Af ,
Skriv en kommentar

Kongedatteren Leonora Christinas litterære hovedværk, den selvbiografiske skildring af hendes 22 år i fangenskab i det berygtede Blåtårn i perioden 1663-1685, er en kanoniseret klassiker. Interessant som historisk dokument (selv om hun er fuld af løgn), men bestemt også værd at læse for sine litterære kvaliteter. Og i Line Kroghs moderniserede udgave fra 2010 er den gamle tekst gjort tilgængelig på nudansk, uden at den har mistet sit præg af at være skrevet for 350 år siden.

Leonora Christina (1621-1698) er en legendarisk skikkelse i dansk historie. Datter af Christian IV og Kirsten Munk (som aldrig blev gift med kongen, men af ham selv blev betragtet som hans hustru). Hustru til adelsmanden Corfitz Ulfeldt, som steg til højderne som Danmarks rigshofmester under Christian IV, men endte som den velsagtens mest berygtede landsforræder i Danmarkshistorien. Indespærret i fængselstårnet Blåtårn gennem 22 år for mistanke om medvirken til sin mands forrædderi. Og forfatter til det mest berømmede stykke dansk prosa fra barokken, fængselsberetningen Jammers Minde. >> Læs videre

Thomas Mann: Buddenbrooks

Af ,
6 kommentarer

Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den.

Buddenbrooks. En families forfald er Thomas Manns debutroman fra 1901, som han udgav som blot 25-årig. Romanen indtog hovedpladsen i begrundelsen for tildelingen af Nobels litteraturpris til Mann i 1929 og står stadig som et af hans hovedværker.

Buddenbrooks er historien om en rig købmandsfamilies økonomiske og moralske forfald i perioden 1835-1877. Samtidig er det historien om en epokes forfald, den klassiske borgerligheds forfald. >> Læs videre

Herta Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv

Af ,
Skriv en kommentar

Herta Müller er ikke kendt for at skrive feelgood-bøger, og sådan én er I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv heller ikke. Til gengæld er hun kendt for at skrive fremragende og vedkommende bøger, hvor hun bestandigt udfordrer sproget. Og det gælder også denne.

Nobelpristageren Herta Müller er født i Rumænien i 1953 som en del af landets tyske mindretal, men emigrerede i 1987 til det daværende Vesttyskland. I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv (opr. 1997, da. 2012) er – som størstedelen af hendes forfatterskab – skrevet i Tyskland, men foregår i Rumænien under Ceaușescus diktatur. >> Læs videre

Tove Ditlevsen: Gift (Københavnertrilogi III)

Af ,
2 kommentarer

Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.

Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn). >> Læs videre

Tove Ditlevsen: Barndom & Ungdom (Københavnertrilogi I+II)

Af ,
Skriv en kommentar

Tove Ditlevsen skriver enkelt, ligetil og stærkt. Hendes to små erindringsromaner Barndom og Ungdom er værd at læse for det prunkløse, men virkningsfulde sprog, den kradse socialrealisme fra baghusene i Istedgade og i det hele taget for tidsbillederne af Vesterbro i København i 1920’erne og 1930’erne.

Tilståelse: Jeg har faktisk aldrig før læst Tove Ditlevsen. Jo, javel, jeg er i gymnasiet givetvis blevet tvunget til at analysere nogle digte fra Pigeliv eller lignende, men dansktimerne i gymnasiet kan jo ødelægge enhver læseglæde og efterlod mig i dette tilfælde heller ikke med andet end en diffus forestilling om, at Tove Ditlevsen vist mest var noget med noget kedsommelig, socialrealistisk poesi for piger. Siden gik der Anne Linnet i Barndommens gade, og det var heller ikke ligefrem med til at rykke Ditlevsen frem i køen på min læseliste. >> Læs videre

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen

Af ,
2 kommentarer

Jesper Wung-Sung lykkes på fornem vis med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i dette velskrevne romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model.

Uanset om man er fan eller ej, så kender vi alle sammen de gentagne motiver fra Hammershøis berømte malerier: En stillestående opstilling med en kvinde i mørk kjole set fra ryggen på en gråmeleret baggrund af trist væg, måske et vindue eller en dør, måske en kaffekande eller en skål i forgrunden.

Den gennemgående model, kvinden med ryggen til, kender vi til gengæld ikke så meget til. Hun var Hammershøis kone, Ida Hammershøi, født Ilsted (1869-1949). Jesper Wung-Sung (f. 1971) har med romanen Kvinde set fra ryggen sat sig for “at vende hende mod verden og give hende en stemme,” som det hedder i bagsideteksten. Det lykkes ganske godt. >> Læs videre

Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskine

Af ,
Skriv en kommentar

“At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg vil det. Men det er det, der sker.”

Amduat. En iltmaskine er en flot og rørende fortælling i digtform om en gammel mands død på en lungeklinik på et dansk hospital, mens hans søn er hos ham. Samtidig fortalt med Harald Voetmanns velkendte humor og optagethed af det abjekte, det ækle og det groteske – iklædt gevandter fra den oldegyptiske dødekult.

Harald Voetmann kender vi her på bloggen for hans begavede og bizarre romaner med afsæt i historien og klassikken. Amduat. En iltmaskine adskiller sig i sin form og tone markant fra de øvrige værker, jeg har læst af ham. Men bogen er samtidig ubestrideligt voetmannsk. >> Læs videre

Amos Tutuola: Palmevinsdrankeren

Af ,
1 kommentar

Palmevinsdrankeren af Amos Tutuola (1920-1997) er en nigeriansk klassiker, som trækker på myter og eventyr fra en folkelig, mundtlig fortælletradition og kombinerer dem i romanform med masser af surrealistisk humor. Det er en sjov og interessant, men i kraft af den episodiske form alligevel også lidt træg læseoplevelse. Mest for læseren, der i forvejen har en særlig interesse i afrikansk litteratur.

Der har været stille usædvanligt længe her på bloggen. Jeg er her endnu. Det er bare blevet forår, og på forunderlig vis har det trukket mere i mig at begrave hænderne i havemuld end at læse. Man skal jo passe sin have, som Epikur har lært os. >> Læs videre

Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Af ,
2 kommentarer

Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.

I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Dobbeltgængeren

Af ,
2 kommentarer

Mere Dostojevskij: Dobbeltgængeren er for mit vedkommende en genlæsning, men min første læsning ligger så mange år tilbage, at handlingen var helt væk i min erindring. Den hektiske stemning omkring den befippede hovedpersons sammenbrud har jeg dog båret med mig i alle de 30-35 år, der er gået siden mit første møde med hr. Goljádkin og hans dobbeltgænger. Og genbesøget er ingen skuffelse, tværtimod.

Med Dobbeltgængeren (opr. 1846) er vi tilbage i den tidlige del af Dostojevskijs forfatterskab. Den sociale indignation er ikke helt så fremtrædende som i debuten, Stakkels mennesker, men den er bestemt ikke fraværende, og Dostojevskij er, som vi kender ham, på “de små menneskers” side. >> Læs videre

Joan Didion: Slæber sig mod Jerusalem

Af ,
Skriv en kommentar

“Det eneste, der tilsyneladende stod helt klart, var, at vi på et eller andet tidspunkt undervejs havde opgivet missionen og kuldsejlet projektet, og fordi intet andet virkede mere relevant, besluttede jeg at tage til San Francisco.”

I går omtalte jeg Joan Didions (f. 1934) roman, Intet gælder (Play It as It Lays) fra 1970. Hendes store gennembrud var imidlertid essaysamlingen Slæber sig mod Betlehem fra 1968 (på dansk ved Claus Bech, Gyldendal 2018), tyve essays skrevet i perioden 1961-1967, oprindeligt bragt i diverse magasiner, men her samlet i bogform af Didion selv. >> Læs videre

Joan Didion: Intet gælder

Af ,
2 kommentarer

Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok finpudsede Hollywood-facade i Joan Didions nyklassiker fra 1970.

Joan Didion (f. 1934) er måske mest berømt for sine new journalism essays (og dem kommer jeg til i en senere anmeldelse), men hun har også skrevet skønlitteratur, og Play It as It Lays fra 1970 har status af en amerikansk nyklassiker, som imidlertid først i 2020 er blevet oversat dansk under titlen Intet gælder (ved Olga Ravn). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker

Af ,
7 kommentarer

Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.

Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig. >> Læs videre

Herta Müller: Livsangst og ordsult

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg tror lede ved staten og dødangst giver helt andre sætninger end ligegyldighed og almindeligheder.“ Den rumænsk-tyske nobelprismodtager, Herta Müller, i interview om at skrive og om, hvad det gør ved sproget at leve under et diktatur.

Livsangst og ordsult samlede jeg op i en boghandel for nogle år siden, lokket navnlig af titlen og af det fine, lille format – egentlig ikke af en særlig interesse for Herta Müller (f. 1953), som jeg på daværende tidspunkt ikke havde læst noget af endnu, så vidt jeg husker. Det har jeg siden rådet bod på med hendes Mennesket er en stor fasan i verden, som jeg læste tilbage i 2015 og husker som fremragende. >> Læs videre