Der er god energi og sjove ideer i tyrkiske Özgür Mumcus roman, og siderne vender sig selv hurtigt. Men jeg savnede et skarpere fokus og nogle mere troværdige persontegninger. Og i sidste ende sad jeg tilbage med et ubesvaret spørgsmål om, hvad det egentlig var, Mumcu gerne ville med sin historie.
Fredsmaskinen (opr. 2016) udkom i denne uge på dansk på forlaget Jensen & Dalgaard i oversættelse ved Sadi Tekelioglu. >> Læs videre
Litterært eksperimenterende armensk-fransk roman om fremmedgørelse og rodløshed blandt armenske studerende i Paris i 1920’erne. Særdeles velskrevet, tematisk og formmæssigt interessant. Men også lidt mere udfordrende komponeret end den måske havde behøvet at være.
I april læste jeg en række modernistiske tyrkiske forfattere (alle virkelig gode eller aldeles fremragende – tjek mine anmeldelser af Atılgan, Tanpınar, Karasu og Pamuk, hvis du ikke allerede har været der).
The Candidate (opr. 1967) af den fransk-armensk-tyrkiske forfatter Zareh Vorpouni (1902-1980) ligger i fin forlængelse heraf både stilistisk og tematisk. Stilmæssigt er der således tale om et i allerhøjeste grad modernistisk og litterært eksperimenterende værk ikke ulig de nævnte tyrkiske forfattere. >> Læs videre
En skandale! En veritabel litteraturhistorisk skandale! Ja, næsten en forbrydelse! Dét er, hvad det er, at moderne tyrkisk litteraturs mester, Ahmet Hamdi Tanpınar, aldrig er blevet oversat til dansk. Og at han i øvrigt også i den engelsksprogede litterære verden synes næsten overset. Det må stoppe nu! Tanpınar har et format og en tyngde, der burde sikre ham en plads blandt de allerstørste litterære satirikere og analytikere af den moderne tilstand.
Lad mig dog retfærdigvis starte med en tilståelse: Indtil for bare to uger siden havde heller ikke jeg nogensinde hørt (eller ihvertfald nogensinde bidt mærke i) navnet Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1962). Jeg stødte på hans navn blandt de forfattere, den i Danmark helt anderledes kendte og læste Orhan Pamuk nævner som en af sine store inspirationskilder. Og da jeg faldt over The Time Regulation Institute (opr. udgivet i 1962, engelsk oversættelse fra 2013) i en boghandel under min netop afsluttede ferie i Tyrkiet, kom den med hjem. >> Læs videre
Når tyrkiske Bilge Karasu er bedst i disse historier, bringer han tankerne hen på Borges, Kafka eller Calvino. Når han er mindre god, er han lidt lang i spyttet. Under alle omstændigheder dog et særdeles interessant bekendtskab med endnu en repræsentant for tyrkisk modernistisk litteratur.
The Garden of Departed Cats (opr. 1979, engelsk udgave 2004) er en samling af tolv forskellige fortællinger, skrevet henover perioden 1969-1977, her samlet via en trettende fortælling, der er brudt op i korte kapitler og indlagt mellem de tolv øvrige historier som en slags litterært mellemlægspapir. >> Læs videre
Hvis ikke andre allerede havde kaldt Yusuf Atılgan for en tyrkisk William Faulkner, så ville jeg have gjort det. For så god er han. Motherland Hotel er et modernistisk mesterstykke. Men læseren skal være klar til at blive sat på arbejde.
K & konen er i Tyrkiet, og med på ferie har man et udvalg af nogle af Tyrkiets vigtigste modernistiske forfattere. Jeg lagde ud med at læse Orhan Pamuk, nu er det blevet Yusuf Atılgans tur, og klar i feriekufferten ligger Bilge Karasu, som i dag fik selskab af Ahmet Hamdi Tanpınar, som bød sig til på boghylderne i en museumsbutik i Göreme. >> Læs videre
En uhyre velskrevet allegorisk roman om både det moderne og det klassiske Tyrkiet, om Tyrkiet som grænselandet mellem Europa og Asien. Også en mysticistisk roman om litteraturens kraft, om farerne ved religion, ideologi og filosofi – og kærlighed. En roman, der ville have været et mesterværk, hvis den ikke havde været for lang.
“En dag læste jeg en bog, og hele mit liv var forandret.” Sådan lyder den første sætning i Orhans Pamuks roman Det nye liv (opr. 1994, på dansk ved Henning Goldbæk 2007). Og dén sætning er så at sige både afsæt og omdrejningspunkt for hele romanen. >> Læs videre
Den tysk-romerske ambassadørs rejseberetninger fra sit ophold ved den osmanniske sultan Süleyman den Prægtiges hof i midten af 1500-tallet er særdeles interessant og overraskende underholdende læsning.
Ogier Ghislan de Busbecq (1522-1592) var i perioden 1555-1562 udsendt som tysk-romersk kejserlig ambassadør til Konstantinopel, hvor han opholdt sig ved Süleyman den Prægtiges hof som diplomat.
Det Osmanniske Rige var på den tid på sit højdepunkt. Tyrkerne havde blandt andet underlagt sig det meste af Balkan, Grækenland og Ungarn og bankede også på Wiens byporte. Der var derfor gode grunde for den tysk-romerske kejser og hans bror, ærkehertug Ferdinand, som Busbecq refererede til, til at opdyrke diplomatiske forbindelserne med tyrkerne. >> Læs videre
En historisk roman fra Süleyman den Prægtiges Istanbul i det 16. århundrede med fokus på en af verdenshistoriens største arkitekter, sultanens hofarkitekt Sinān, skrevet af en af det moderne Tyrkiets mest ansete kvindelige forfattere. Det lød som et godt oplæg, tænkte jeg. Ak, jeg blev sørgeligt skuffet. The Architect’s Apprentice er lige så kedelig, som den er lang. Og den er meget lang.
Der har været stille usædvanligt længe her på bloggen. Det skyldes, at jeg har været optaget af andre ting i august og haft sværere ved at finde tid læsning og blogging. Men det skyldes også, at jeg har brugt usædvanligt lang tid på at kæmpe mig igennem tyrkiske Elif Shafaks The Architect’s Apprentice. Ikke så meget fordi den med sine 420 store sider er lidt længere, end de bøger, jeg helst læser. Mere fordi den mangler fortællemæssigt drive og sammenhæng i en grad, der har været tæt på helt at tage læselysten fra mig. >> Læs videre
