Bilge Karasu: The Garden of Departed Cats

Når tyrkiske Bilge Karasu er bedst i disse historier, bringer han tankerne hen på Borges, Kafka eller Calvino. Når han er mindre god, er han lidt lang i spyttet. Under alle omstændigheder dog et særdeles interessant bekendtskab med endnu en repræsentant for tyrkisk modernistisk litteratur.

The Garden of Departed Cats (opr. 1979, engelsk udgave 2004) er en samling af tolv forskellige fortællinger, skrevet henover perioden 1969-1977, her samlet via en trettende fortælling, der er brudt op i korte kapitler og indlagt mellem de tolv øvrige historier som en slags litterært mellemlægspapir.

Titel- og rammefortællingen handler om en mand, der som turist besøger en by, hvor man siden arkaisk tid hvet tiende år har spillet et skaklignende spil, men med mennesker – lokale og turister – som brikker og med potentielt dødelig udgang for spillerne. Fortælleren vikles ind i spillet, men også i en sær forførelseshistorie med en mystisk og dragende mand, der viser sig at være det modsatte holds anfører.

De øvrige historier er også fabellignende fortællinger, som tidsmæssigt og geografisk er henlagt til forskellige, men ubestemte steder, hvilket er med til at give historierne et universelt, mytisk præg.

Genremæssigt bevæger historierne sig fra magisk realisme og fantastik til noget, der ligger tæt på den renlivede myte.

I flere historier optræder dyr med menneskelignende egenskaber eller som symboler på menneskelige dyder og laster – som i en klassisk fabel, men fortalt i en stemning, der minder mere om Kafka.

I The Prey bliver jægeren byttet, da en overnaturlig fisk fanger en fisker og gradvist æder ham, mens han selv i stigende grad føler sig som ét med fisken.

The Red-Salamander handler om en magisk, tulipanlignende blomst, som dømmer den, der spiser ét af dens blade, til aldrig at kunne fortælle en løgn igen (mens man efter to blade mister forstanden og efter tre blade livet). Det er en moralsk historie, der stiller spørgsmålet, om verden ville være et bedre eller i virkeligheden et værre sted, hvis alle altid kun talte den fulde og hele sandhed.

A Medieval Monk er en endnu mere bizar historie om et mystisk dyr, en mellemting mellem en springmus og et desmerdyr med lyserød pels og meget skarpe tænder og klør, som kan fæstne sig til og tære på et menneske i årevis.

Fans af Borges og fantastikken vil nikke genkendende til Karasus undersøgelse af temaerne tid, gentagelse, spejling og uendelighed. Blandt andet i historien med den sigende titel The Man Who Misses His Ride, Night After Night om manden, der aldrig kommer til den by, han drømmer om, fordi han aften efter aften ikke når bussen.

Eller den lige så sigende betitlede The Man Walking in the Tunnel, om en mand, der trodser den ellers umisforståelige skiltning (“DO NOT ENTER”) og går ind i en tunnel, han kommer til at vandre igennem i timer, dage, uger, år, lokket af lyset for enden, som han ikke når, før han er blevet blind – en parabel over menneskets vandren gennem livet i en uendelig og udsigtsløs stræben.

He only knows one thing: walking. Why and how he entered, he no longer remembers. Yet he know why he is walking: to reach the light. And what will happen when he reaches the light? He does not know this either.

Undervejs eksperimenterer Bilge Karasu på forskellig vis stilistisk med de litterære former. I et afsnit er to forskellige, parallelle fortællespor for eksempel flettet sammen ved at være skrevet skiftevis på hver anden linje (nogle læsere vil genkende formen fra Julio Cortázars Hinkeleg).

Andre steder bryder Karasu prosatekstens rytme op ved at opstille dele af teksten som lyriske vers.

I det hele taget eksperimenteres der meget. Nogle gange effektfuldt på måder, der understøtter eller udfordrer historien. Andre gange virkede det på mig mest som eksperimenter for eksperimenternes skyld. Men det skal jo også til en gang i mellem.

Det er i øvrigt en tilsnigelse at hævde, som Karasu ellers selv gør det, at samlingen består af tolv fortællinger (plus rammefortællingen). Den tolvte historie skiller sig således ud ved en essaylignende form og kan dårligt kaldes en historie, snarere udgør den forfatterens egen reflektion over værket som helhed.

Ifølge bagsideteksten kan de tolv enkelte historier læses som ekkoer eller fordoblinger af rammehistoriens temaer. Hmm, tjah, tjoh, det kan man nok godt mene. Men der skal god vilje til. Det kan selvfølgelig være et udslag af min uformåenhed som læser, men jeg fandt formen en smule anstrengt. For min skyld kunne den trettende fortælling således lige så godt have været inkluderet i bogen som en selvstændig novelle på samme vis som de øvrige tolv frem for at have været brudt op som “mellemlægspapir.”

Bekendtskabet med Bilge Karasu skylder jeg forresten libanesiske Rabih Alameddines romanfigur Aaliya fra Den overflødige kvinde. Hun har Karasu blandt sine favoritter, og med den sikre smag, hun i øvrigt lægger for dagen i romanen, kunne jeg ikke gøre andet end straks at bestille et par titler af Karasu hjem, da jeg havde læst Den overflødige kvinde for mere end halvandet år siden.

Karasu har så fået lov at stå i reolen siden og modnes, mens han ventede på en passende lejlighed til at blive læst – og den indtraf så nu, mens jeg ferierer i Tyrkiet. Jeg har mere Karasu på hylden, men der er også andre tyrkiske forfattere, jeg skal omkring. Næste stop: Ahmet Hamdi Tanpınar.

Bilge Karasu er mig bekendt ikke oversat til dansk.

K's vurdering: