Proust, Dostojevskij, Nietzsche og Marquis de Sade møder Japan i årene omkring Anden verdenskrig i Yukio Mishimas roman om en dreng og ung mands erkendelse af sin egen homoseksualitet og af ikke at leve op til omverdenens krav om normalitet.
Yukio Mishimas (1925-1970) semi-selvbiografiske roman, Confessions of a Mask, oprindeligt udgivet i 1949 af den da kun 24-årige forfatter, blev i den engelske oversættelse hans store internationale gennembrud. >> Læs videre
Hmm … Hvad var det lige, jeg læste her? Jeg ved det ikke. Jeg forstod ikke en bønne. Der er besynderligt smukke sætninger her og dér, som har én eller anden form for dragende appel. Fleur Jaeggy kan afgjort noget med ord. Men jeg forstod egentlig ikke noget af det.
Jeg har tidligere med begejstring læst schweizisk fødte, i Italien bosiddende Fleur Jaeggys (f. 1940) novellesamling I am the Brother of XX (opr. 2014, eng. 2017). Det var også udfordrende læsning, men dog (overvejende) intelligibelt. >> Læs videre
Når tyrkiske Bilge Karasu er bedst i disse historier, bringer han tankerne hen på Borges, Kafka eller Calvino. Når han er mindre god, er han lidt lang i spyttet. Under alle omstændigheder dog et særdeles interessant bekendtskab med endnu en repræsentant for tyrkisk modernistisk litteratur.
The Garden of Departed Cats (opr. 1979, engelsk udgave 2004) er en samling af tolv forskellige fortællinger, skrevet henover perioden 1969-1977, her samlet via en trettende fortælling, der er brudt op i korte kapitler og indlagt mellem de tolv øvrige historier som en slags litterært mellemlægspapir. >> Læs videre
Fortrængte traumer over den salvadoranske borgerkrig semi-forløst af uafsluttede homøopatiske behandlinger af almindelig hypokondrisk selvoptagethed tilsat et godt skvæt vodka tonics.
Horacio Castellanos Moya (f. 1957) er en eksil-salvadoransk forfatter. Han forlod El Salvador i 1979, kort efter udbruddet af den salvadoranske borgerkrig (1979-1992) mellem militærdiktaturet og forskellige venstrefløjsorienterede guerillagrupper. Siden har han kun været bosat i El Salvador for en kort bemærkning og har ellers opholdt sig i bl.a. Costa Rica og Mexico, hvor han har arbejdet som journalist. Castellanos Moya er i dag bosiddende i USA.
The Dream of My Return (opr. 2013, eng. 2015) er fortalt i jeg-form af journalisten og eksil-salvadoraneren Erasmo Aragon, som deler en række ihvertfald ydre biografiske træk med forfatteren. Romanen udspiller sig i Mexico City i begyndelsen af 1990’erne på det tidspunkt, hvor konturerne af en fred i El Salvador begynder at tegne sig. Erasmo planlægger at vende tilbage til El Salvador, som han forlod i 1979, for at arbejde på et journalistisk projekt – uagtet, at han lever sammen med en kæreste og deres fælles barn. >> Læs videre
Syriskfødte Osama Alomars små fabler og allegorier er vældigt sympatiske, og de bedste af dem er søde og pudsige og moderat tankevækkende. De fleste er dog for banale for min smag, gående mod det ligegyldige.
The Teeth of the Comb & Other Stories, som netop er udgivet for første gang, er en samling af cirka 160 kortprosatekster i form af moderne fabler og allegorier over den menneskelige tilstand. De længste af dem strækker sig lige akkurat over 2-3 sider, men de fleste er ganske korte, kun nogle få sætninger eller helt ned til en enkelt. >> Læs videre
En fin og stilfærdig historie om en handelsmand fra de kapverdiske øer, som gerne ville være et godt og ordentligt menneske. Som hans liv faldt ud, endte han med bare at blive et menneske. Men det er heller ikke så lidt.
Det er godt at have sin kapverdiske geografi på plads, når man læser Germano Almeidas fine roman om handelsmanden senhor da Silva Araújos liv. Der er mange referencer til de ti forskellige øer, som udgør den tidligere portugisiske koloni, Republikken Kap Verde i Atlanterhavet, 500 km fra Afrikas vestkyst. Det meste af romanen foregår på São Vicente, men vi kommer også omkring blandt andet São Nicolau, Santo Antão og Boa Vista. >> Læs videre
Sære. Felisberto Hernández’ historier er sære. Meget sære. Men også sært fascinerende.
Jeg tør ikke give et bud på en sammenhængende mening i ret mange – om nogen – af novellerne i denne samling. Jeg har læst dem alle sammen, de fleste ret omhyggeligt, men jeg kan simpelthen ikke sige, hvad de handler om. Ikke desto mindre var jeg glad for at læse de fleste af dem.
Det eneste, man som læser kan være sikker på i selskab med uruguayanske Felisberto Hernández (1902-1964), er, at intet er, hvad det ser ud til. Francine Prose skriver i sit forord til samlingen, at Hernández formår at overbevise os læsere om, at vi må have haft de samme drømme som forfatteren (selv om vi måske har glemt dem). Det ved jeg nu ikke helt – jeg tror heldigvis ikke, at jeg har haft den slags drømme… >> Læs videre
A little lumpen novelita er ikke andet end en lang novelle eller en meget kort roman, som det også fremgår af titlen. Bogen er opdelt i 16 korte, skarptskårne kapitler, og med rigeligt med tom plads på siderne mellem kapitlerne svarer de 109 sider vel ikke til meget mere end 60 siders tekst.
Men man skal ikke lade sig narre: Bogen rummer mere gods, end dens klejne omfang umiddelbart tilkendegiver. Det er en sær og på overfladen underligt uforløst historie, men der er noget dragende over Bolaños måde at fortælle den på. Fra første til sidste sætning er fortællingen ladet med noget mestendels blot antydet, der skal komme, og som vi fornemmer vil være noget skidt. >> Læs videre
Foruroligende, postmodernistisk, ironisk kritik anno 1979 af samfundets evne til at håndtere sin traumatiske fortid og nutid.
How German Is It – Wie Deutsch Ist Es (og ja, det er hele den originale amerikanske titel, og den er uden spørgsmålstegn – dem må man selv sætte) læses umiddelbart som en kritik af det moderne Vesttysklands manglende evne til at håndtere landets nazistiske fortid og en nutid præget af venstreorienteret terrorisme (anno 1979). Men den er ikke helt nem at få hold på. >> Læs videre
