Can Xue: Rejsen med toget i natten

Velkommen på en surrealistisk rejse i den endeløse nat med et gådefuldt tog, der ikke fører nogen steder hen, men som man aldrig kan stige af, når man én gang er steget på.

“Vi taler tit om menneskets mentale egenskaber. Men hvordan opbygger man litterære egenskaber, kunstneriske egenskaber og filosofiske egenskaber? Og hvis man gerne vil være et moderne menneske, hvordan kommer man så i besiddelse af det moderne menneskes egenskaber?” spørger Can Xue retorisk i sin egen drilske fortale til Rejsen med toget i natten (opr. 2016, da. 2026), før hun selv svarer, at dette spørgsmål præcis er, hvad bogen beskæftiger sig med:

Her undersøges det, hvordan mennesket forædler sin egen personlige livskrop og udmejsler den ypperste livskvalitet.

Dette er jo allerede i sig selv en temmelig gådefuld, om end inciterende programerklæring (hvad er f.eks. overhovedet en “livskrop”?). Og gådefuld er i det hele taget denne seneste udgivelse på dansk af den kinesiske stjerneforfatter, der ikke ufortjent har været nævnt som kandidat til nobelprisen i litteratur (og hun kan jo nå det endnu – måske et godt bud i 2028?).

Bogen er oversat fra kinesisk til smukt og gådefuldt dansk af Sidse Laugesen, og bogen er udgivelse nr. 31 i forlaget Korridors fine “novellaserie.”

Can Xue er ikke for de læsere, der søger klare og afsluttede handlingsforløb med tydelige pointer. Hun er heller ikke engang for de læsere, der ynder at løse gåder – for ganske vist er Rejsen med toget i natten gådefuld, men gåderne er ikke af en sådan karakter, at de nødvendigvis lader sig besvare, og formentlig er det heller ikke meningen.

Har man læst Can Xues Kærlighed i et nyt årtusind (opr. 2013, da. 2021), så kan man danne sig forestillinger om, hvad der venter i Rejsen med toget i natten. For også her er vi i et surrealistisk univers iblandet elementer af fantastik. Rejsen med toget i natten er (heldigvis) en del kortere end førnævnte mursten og for så vidt mere overkommelig. Men ikke mindre mærkelig.

Kafka og Borges melder sig uundgåeligt på listen over de beslægtede ånder, som jeg får association til under læsningen, men stemningsmæssigt er Rejsen med toget i natten måske endnu tættere på værker af uruguayanske Mario Levrero, ikke mindst Byen og Paris.

Handlingsmæssigt følger bogen primært en mand kaldet Mærke, som arbejder på en hønsefarm. Han er blevet sendt på forretningsrejse med tog på første klasse og penge på lommen. Men snart opdager han, at der er noget mærkeligt ved toget og ikke mindst togføreren, for slet ikke at tale om de andre passagerer, han efterhånden støder på.

Der er for eksempel den tykke kvinde, Søs Fæ, der efter eget udsagn kun har et halvt ansigt, og derfor holder sig i mørket, hvor hun forsøger at erobre mænd, der uforvarende kommer inden for hendes rækkevidde, herunder vores protagonist.

“Hun er aldrig, hvor der er lys, det er det, der er så tiltrækkende ved hende.”

Og der er den smukke, men kolde og mystiske Skønne Yi, som dog synes at være i konstant både psykisk og fysisk forandring, nogle gange tæt på nedsmeltning. Også en af Mærkes gamle kolleger er på mystisk vis på toget, men også han synes – ligesom alle de andre passagerer – at have fuldstændig styr over, hvad der foregår, og kun foragt tilovers for den forvirrede Mærke.

Kun Mærke – og læseren – er vedblivende og i stigende grad forvirret, mystificeret og i sidste ende eksistentielt slået ud af kurs. Eller måske ind på kurs? Eller ingen af delene, det er ikke til at få greb om.

Mærke bliver mere og mere desperat for at finde en mening med det hele, at få hånd om situationen, at forstå den besynderlige togfører, som alle synes at betragte som en form for omdrejningspunkt, en frelser såvel som en tyran.

Men toget kører og kører, det bliver ved med at være nat, og ingen står af. Indtil de pludselig allesammen må stå af om natten i ødemarken, udleveret til glubske ulvekobler. Og det bliver det ikke mindre mystisk af.

Og jeg røber ikke for meget ved at afsløre, at kortromanen ikke afrundes med en forklarende sløjfe, der får alle brikker til at falde på plads. Det er ikke den slags litteratur, Can Xue skriver.

Derimod betegner Can Xue i det omtalte forord selv bogen som “en særlig form for performende litteratur,” der “realiseres gennem livskroppens mestrede færdigheder. Den følger instinkt og impuls og lader sig samtidig kontant oplyse af skæret fra det ideale.”

Det lyder mystisk, men giver på en eller anden måde mening, mens man læser Can Xue. Og hun er vitterligt en fornøjelse af læse, her i Sidse Laugesens fine fordanskning. Også selv om man som læser ikke nødvendigvis altid fanger, hvad meningen egentlig er med det, man læser.

Men sådan er det jo også med livet, som er det, Can Xue skriver om.

Så lad mig give Can Xue det sidste ord med hendes egen anbefaling – igen fra forordet – til en læsestrategi for nye læsere:

[…] nemlig i læsningen at fjerne sig fra det overfladiske liv, vende sig mod menneskets essentielle liv og gradvist gøre sig bekendt med dette; bevæge sig ind, påtage sig rollen og via performance opdage sit eget ‘ukendte’ liv. I den betydning bliver læsningen af eksperimenterende litteratur den ultimative nydelse for ånd og krop og vejen til menneskelig frihed.

Det er en smuk anbefaling, som med fordel kan anvendes også på mange andre eksperimenterende forfatteres værker. Men Rejsen med toget i natten er ikke et dårligt sted at begynde på at øve sig på den form for frigørende og livsrealiserende læsning.

K's vurdering: