K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s Top
    • K’s årlige anbefalinger
    • Med K verden rundt i bøger
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Can Xue: Rejsen med toget i natten

Can Xue: Rejsen med toget i natten

Af Kasper Håkansson, 7. november 2026
Skriv en kommentar

Velkommen på en surrealistisk rejse i den endeløse nat med et gådefuldt tog, der ikke fører nogen steder hen, men som man aldrig kan stige af, når man én gang er steget på.

“Vi taler tit om menneskets mentale egenskaber. Men hvordan opbygger man litterære egenskaber, kunstneriske egenskaber og filosofiske egenskaber? Og hvis man gerne vil være et moderne menneske, hvordan kommer man så i besiddelse af det moderne menneskes egenskaber?” spørger Can Xue retorisk i sin egen drilske fortale til Rejsen med toget i natten (opr. 2016, da. 2026), før hun selv svarer, at dette spørgsmål præcis er, hvad bogen beskæftiger sig med:

Her undersøges det, hvordan mennesket forædler sin egen personlige livskrop og udmejsler den ypperste livskvalitet.

Dette er jo allerede i sig selv en temmelig gådefuld, om end inciterende programerklæring (hvad er f.eks. overhovedet en “livskrop”?). Og gådefuld er i det hele taget denne seneste udgivelse på dansk af den kinesiske stjerneforfatter, der ikke ufortjent har været nævnt som kandidat til nobelprisen i litteratur (og hun kan jo nå det endnu – måske et godt bud i 2028?).

Bogen er oversat fra kinesisk til smukt og gådefuldt dansk af Sidse Laugesen, og bogen er udgivelse nr. 31 i forlaget Korridors fine “novellaserie.”

Can Xue er ikke for de læsere, der søger klare og afsluttede handlingsforløb med tydelige pointer. Hun er heller ikke engang for de læsere, der ynder at løse gåder – for ganske vist er Rejsen med toget i natten gådefuld, men gåderne er ikke af en sådan karakter, at de nødvendigvis lader sig besvare, og formentlig er det heller ikke meningen.

Har man læst Can Xues Kærlighed i et nyt årtusind (opr. 2013, da. 2021), så kan man danne sig forestillinger om, hvad der venter i Rejsen med toget i natten. For også her er vi i et surrealistisk univers iblandet elementer af fantastik. Rejsen med toget i natten er (heldigvis) en del kortere end førnævnte mursten og for så vidt mere overkommelig. Men ikke mindre mærkelig.

Kafka og Borges melder sig uundgåeligt på listen over de beslægtede ånder, som jeg får association til under læsningen, men stemningsmæssigt er Rejsen med toget i natten måske endnu tættere på værker af uruguayanske Mario Levrero, ikke mindst Byen og Paris.

Handlingsmæssigt følger bogen primært en mand kaldet Mærke, som arbejder på en hønsefarm. Han er blevet sendt på forretningsrejse med tog på første klasse og penge på lommen. Men snart opdager han, at der er noget mærkeligt ved toget og ikke mindst togføreren, for slet ikke at tale om de andre passagerer, han efterhånden støder på.

Der er for eksempel den tykke kvinde, Søs Fæ, der efter eget udsagn kun har et halvt ansigt, og derfor holder sig i mørket, hvor hun forsøger at erobre mænd, der uforvarende kommer inden for hendes rækkevidde, herunder vores protagonist.

“Hun er aldrig, hvor der er lys, det er det, der er så tiltrækkende ved hende.”

Og der er den smukke, men kolde og mystiske Skønne Yi, som dog synes at være i konstant både psykisk og fysisk forandring, nogle gange tæt på nedsmeltning. Også en af Mærkes gamle kolleger er på mystisk vis på toget, men også han synes – ligesom alle de andre passagerer – at have fuldstændig styr over, hvad der foregår, og kun foragt tilovers for den forvirrede Mærke.

Kun Mærke – og læseren – er vedblivende og i stigende grad forvirret, mystificeret og i sidste ende eksistentielt slået ud af kurs. Eller måske ind på kurs? Eller ingen af delene, det er ikke til at få greb om.

Mærke bliver mere og mere desperat for at finde en mening med det hele, at få hånd om situationen, at forstå den besynderlige togfører, som alle synes at betragte som en form for omdrejningspunkt, en frelser såvel som en tyran.

Men toget kører og kører, det bliver ved med at være nat, og ingen står af. Indtil de pludselig allesammen må stå af om natten i ødemarken, udleveret til glubske ulvekobler. Og det bliver det ikke mindre mystisk af.

Og jeg røber ikke for meget ved at afsløre, at kortromanen ikke afrundes med en forklarende sløjfe, der får alle brikker til at falde på plads. Det er ikke den slags litteratur, Can Xue skriver.

Derimod betegner Can Xue i det omtalte forord selv bogen som “en særlig form for performende litteratur,” der “realiseres gennem livskroppens mestrede færdigheder. Den følger instinkt og impuls og lader sig samtidig kontant oplyse af skæret fra det ideale.”

Det lyder mystisk, men giver på en eller anden måde mening, mens man læser Can Xue. Og hun er vitterligt en fornøjelse af læse, her i Sidse Laugesens fine fordanskning. Også selv om man som læser ikke nødvendigvis altid fanger, hvad meningen egentlig er med det, man læser.

Men sådan er det jo også med livet, som er det, Can Xue skriver om.

Så lad mig give Can Xue det sidste ord med hendes egen anbefaling – igen fra forordet – til en læsestrategi for nye læsere:

[…] nemlig i læsningen at fjerne sig fra det overfladiske liv, vende sig mod menneskets essentielle liv og gradvist gøre sig bekendt med dette; bevæge sig ind, påtage sig rollen og via performance opdage sit eget ‘ukendte’ liv. I den betydning bliver læsningen af eksperimenterende litteratur den ultimative nydelse for ånd og krop og vejen til menneskelig frihed.

Det er en smuk anbefaling, som med fordel kan anvendes også på mange andre eksperimenterende forfatteres værker. Men Rejsen med toget i natten er ikke et dårligt sted at begynde på at øve sig på den form for frigørende og livsrealiserende læsning.

Titel: Rejsen med toget i natten
Forfatter: Can Xue
Udgiver: Forlaget Korridor
Udgivelsesdato: 08.10.2026
Sider: 180
Originalsprog: Kinesisk
Oversætter: Sidse Laugesen
Originaltitel: 神秘列车之旅
Opr. udgivelsesår: 2016
Læst: November 2026

K's vurdering:

Share this:

  • Print (Opens in new window) Print
  • Email a link to a friend (Opens in new window) Email
  • Share on Facebook (Opens in new window) Facebook
  • Share on X (Opens in new window) X
  • Share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Nyere udgivelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Eksperimenterende, Gådefulde tog, Identitet, Kina, Korridors novellaserie, Kortroman, Nat, Rejse, Surrealisme, Togrejse

Abonner
Giv mig besked om
guest

guest

0 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Følg K's bognoter

  • 115 mailabonnenter
  • 86 venner
  • 375 følgere

Måske er du også interesseret i:

Wang Xiaobo: Så blødt som vand & Guldalder
Can Xue: Aldrende skyer i drift
Yu Hua: En virkelighed

Sun Pin: Uendelig lidelse
Ge Fei: Usynlighedskappen
Rin Usami: Idol, brænder

Mest læste seneste uge

  • Ersi Sotiropoulos: Tiltrækning andetstedsfraErsi Sotiropoulos: Tiltrækning andetstedsfra Om græske Ersi Sotiropoulos (f. 1953) skriver Jensen & Dalgaard fra Jensen & Dalgaard i…
  • Can Xue: Rejsen med toget i nattenCan Xue: Rejsen med toget i natten Velkommen på en surrealistisk rejse i den endeløse nat med et gådefuldt tog, der ikke…
  • Tarjei Vesaas: IsslottetTarjei Vesaas: Isslottet Hold da op. Hold nu helt op. Det er flere år siden, at jeg sidst…
  • John Steinbeck: Øst for ParadisJohn Steinbeck: Øst for paradis Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har…
  • Anne Carson: Den skønne ægtemandAnne Carson: Den skønne ægtemand “MEN FOR AT ÆRE SANDHEDEN SOM ER GUDDOMMELIG GLAT OG LEVER BLANDT GUDERNE ER VI…

Seneste kommentarer

  • mie on Yassin Adnan: Hot Maroc: “Tak – kan være, at jeg skal læse den som den næste – jeg er nemlig i gang med Marokko…” okt 20, 15:16
  • Peter Sørensen on Mikhail Bulgakov: En ung læges optegnelser: “Det konkurstruede og senere krakkede forlag Broe udsendte i 2010 en oversættelse af Gitta Serenys “Albert Speer: His Battle with…” okt 16, 11:33
  • Kasper Håkansson on Mikhail Bulgakov: En ung læges optegnelser: “Enig, det er for sløjt, Lindhardt & Ronghof. I kolonnen står der ganske vist “Copyright (c) 1977, 2024 Lindhardt og…” okt 10, 13:52
  • Trine Søndergaard on Mikhail Bulgakov: En ung læges optegnelser: “Lindhardt og Ringhof laver desværre rigtig mange genoptryk af klassikere (russiske og andre) uden at gøre opmærksom på det. Og…” okt 10, 11:14
  • Peter Sørensen on Ahmed Bouanani: The Hospital: “Det var nemlig din sidstnævnte pointe der slog mig. Begge hovedpersoner befinder sig i et tomrum. Tidens gang er flydende.…” okt 10, 10:50

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.346)
    • Sagprosa (151)
      • Antropologi (4)
      • Biografier og erindringer (40)
        • Rejsebeskrivelser (2)
      • Essays (27)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (26)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (30)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (28)
      • Naturvidenskab (6)
      • Samfund og debat (35)
      • Sport og fritid (6)
    • Skønlitteratur (1.251)
      • Børnebøger (11)
      • Grafiske romaner og billedbøger (15)
      • Historiske romaner (118)
      • Klassikere (256)
      • Komedie (16)
      • Krimi, spænding og ramasjang (67)
      • Lyrik og drama (66)
      • Nyere udgivelser (326)
      • Romaner og noveller (1.100)
      • Science fiction (58)
  • Boghandeler (34)
  • Øvrige indlæg (36)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 115 mailabonnenter
  • 86 venner
  • 375 følgere

Copyright © 2026 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz