At læse Mario Levreros Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.

I dag udkom endelig uruguayanske Mario Levreros roman Paris i dansk oversættelse (ved Liv Camilla Skjødt, Skjødt Forlag). Endelig, fordi jeg har glædet mig til at læse mere Levrero, lige siden samme forlag udgav Byen for små tre år siden i 2016.

Levreros Byen (opr. 1970), Paris (opr. 1980) og Stedet (opr. 1982) er tre uafhængige romaner, som imidlertid deler nogle temaer, hvorfor Levrero selv i retrospekt kaldte dem for en “Utilsigtet trilogi” (Stedet foreligger endnu ikke på dansk, men Skjødt Forlag bebuder, at en oversættelse er på vej senere på året).

Jeg var ret begejstret for Byen med dens tydelige inspiration fra Kafka i både temaer, stil og stemning. Den samme inspiration gør sig i høj grad også gældende i Paris, men det er alligevel en ganske anden bog og helt sin egen. Om muligt er den endnu mere sær, for Levrero giver den her et ekstra nøk opad på fantastikskalaen.

Et kort referat af de første sider i bogen kan måske give et indtryk af, hvad jeg mener:

En mand, romanens jeg-fortæller, ankommer med toget til Paris. Han har ifølge eget udsagn været tre hundrede århundreder undervejs, og de sidste mange år har han ikke sovet, så han er træt og mærker en spirende fortvivlelse over formålsløsheden med den lange rejse (som vi i øvrigt aldrig finder ud, hvad har gået ud på). “Og dog,” siger en mand på toget til ham med en formulering, Levrero vender tilbage til flere gange i romanen:

“Og dog synes jeg ikke, det er tåbeligt at påbegynde en rejse for så at indse, hvor nytteløs den i grunden er. Hvis De erstatter Deres spirende fortvivlelse med en behersket form for håbløshed, vil De have opnået noget, som mange mennesker længes efter.”

Uden for stationen sætter fortælleren sig ind i en taxa, men chaufføren viser sig at være død og har været det længe at dømme efter spindelvævene i bilen. Straks kommer dog en afløser, som trækker den døde chaufførs mumificerede lig ud og smider det på fliserne på pladsen.

Fortælleren ved ikke, hvor han skal hen, men taxaen kører – indtil han beder den stoppe ved en butik, han genkender. Her arbejder hans gamle ven Marcel, og alt ligner sig selv som for tre hundrede århundreder siden, selv om alt også er forandret. Fortælleren får lejlighed til at kigge ind i et baglokale, en grotte, hvor en masse nøgne kvinder står lænket til klippevæggen omgivet af måleapparater og mænd i hvide kitler. Og nu kan han huske, at han og Marcel jo har gang i et stort, årelangt projekt, et særnummer af magasinet Paris-Hollywood:

Nogle modeller, som var begyndt at falde af på den, gik med til, at man dokumenterede faserne i deres aldringsproces og fotograferede deres voldsomme død tyve år senere; det bliver et sensationsnummer, som en million onanister, koprofager og sådan nogle typer, den slags mennesker, spændt har ventet på.

Hvad er jeg dog gået i gang med at læse? tænkte jeg, men jeg kan berolige potentielle andre læsere: Der er ikke mere nekrofili eller den slags i resten af bogen. For snart er fortælleren videre og på en eller anden måde ender han og hans kuffert med at blive indskrevet i et asyl for værdigt trængende bestyret af en præst.

“Og hvem er du så, min søn?” spurgte han […].
   “Det er en af de ting, jeg forsøger at finde ud af,” svarede jeg. “For tiden ved jeg ikke engang, om jeg overhovedet er.”
   “Det er et godt svar.”

Dette asyl bliver det fysiske (hvis det ellers er fysisk?) omdrejningspunkt for det meste af resten af bogen. Mystiske mennesker går ind og ud: En gal, gammel mand (som måske, måske ikke er varulv …), der er foruroligende angst for bestyrerne på asylet. En prostitueret, som fortælleren ved en fejl og mod sin vilje kommer til at “bestille” hos præsten, men som han derefter gribes af et utæmmeligt begær efter. En anden tilsyneladende prostitueret, der imidlertid viser sig at være en del af modstandsbevægelsen, som hun forsøger at indrullere fortælleren i (men hvilken modstandsbevægelse og mod hvad eller hvem?). Og udenfor sørger bevæbnede gendarmer for, at ingen kan forlade asylet, kun komme ind.

Samtidig forstår vi, at tyske tropper ruller frem mod Paris, der forventes at falde om få dage. Vi må med andre ord være i 1940, tænker man som læser, men så nemt er det ikke hos Levrero, for der bliver ved med at dukke ting op, der ikke passer med tiden.

Alt imens glider fortælleren ud og ind af besynderlige drømme, som dog ikke er mere besynderlige end begivenhederne i den angivelige virkelighed i den by, han befinder sig i – en by, som vi på den ene side genkender som Paris i kraft af kendte stednavne, men som på den anden side ikke opfører sig helt som Paris. Der er noget med tiden og rummet.

Mario Levrero (1940-2004). Foto: Eduardo Abel Gimenez

Hos Levrero er tid og rum plastiske størrelser, som strækker sig ud på urovækkende måder og nogle gange synes at møde hinanden i krydspunkter. Et eksempel:

På et tidspunkt befinder fortælleren sig pludselig i det klassiske parisiske teater Théâtre Odéon de l’Europe – navnesøster til det ligeledes legendariske argentiske Teatro Odéon i Buenos Aires, hvor blandt mange andre den store fransk-argentinske tangosanger, Carlos Gardel (1890-1935), har optrådt. Og ja, her på scenen ser og hører fortælleren til sin forbløffelse, men uden tvivl, selveste Carlos Gardel optræde med en af sine mest populære tangosange – uagtet, at fortælleren udmærket er klar over, at Gardel blev dræbt år tidligere i et flystyrt i 1935 i Medellín, Colombia.

Blandt de optrædende på scenen i teatret er der blandt de spanske sangere og flamencodansere i øvrigt også en gruppe “langhårede hippier fra tresserne, garanteret skaldede under parykken, som de rystede til en træt beatrytme, der ikke længere lignede sig selv.” Hvordan kan der være afdankede hippier fra tresserne i et Paris, der angiveligt lige er på nippet til at falde for tyskernes invasion i juni 1940? når man lige at tænke, men så er historien videre.

Og ja, når jeg nu læser ovenstående igennem, kan jeg godt se, at det vist er blevet en lidt rodet omgang. Jeg undskylder mig med, at Levreros Paris er mere end svær at få fat om.

Genremæssigt befinder vi os et sted mellem fantastik og magisk realisme. I et univers, hvor tid og rum ikke opfører sig helt, som de plejer; hvor det er vanskeligt for både læseren og hovedpersonen at skelne mellem drømme og virkelighed, mellem fantasi og erindring; og hvor hovedpersonen pludselig kan gro sig et par velvoksne vinger til, så han for en nat kan opleve friheden ved at flyve rundt højt over Paris’ hustage.

Ovenstående nedslag i bogens mildest talt forvirrende handling kan måske give indtryk af, at det er en meget gakket eller ligefrem fjollet bog. Det er dog ingenlunde tilfældet. Der er meget (underspillet) humor og ironi i bogen, men den overvejende stemning er mørk og lettere klaustrofobisk, som vi kender det fra nogle af forbilledet Franz Kafkas værker. Og samtidig er romanen faktisk også fyldt med smukke, poetiske billeder, ikke mindst i de mange drømmelignende scener.

Men hvad går det hele ud på? Svært at sige, men ét tema er portrættet af en ustabil identitet – strukket ud mellem erindring og glemsel, mellem drømme og vågen tilstand – og i konstant forandring som følge af andres projektioner.

I en scene har fortælleren for eksempel en oplevelse af på én gang at befinde sig i en drømmeverden, samtidig med at han i sin vågne tilstand bevæger sig rundt i Paris’ gader, hvor han følger en mand, der viser sig at være et spejlbillede af ham selv – og han må spekulere på, hvem af dem, der er det bevidste jeg, manden i drømmen eller manden i den vågne tilstand.

Et andet tema er måske eksilet: Fortællerens følelse af at være en fremmed i byen, hans fremmedhed over for dens regler og dens omgangsformer, som også gør ham til en en fremmed sig selv.

På et tidspunkt bliver fortælleren betroet en bog, eller nærmere en pamflet, med den ubeskedne titel “HELE SANDHEDEN,” hvori der angiveligt “står alt.”. Da fortælleren senere læser bogen, er han først “dybt interesseret i de fantastiske afsløringer, den havde stillet i udsigt,” og de ting i bogen, “som skabte underlige ekkoer i min hukommelse,” men senere bliver han lige så dybt skuffet, da værket udvikler sig til noget, der ikke giver mening:

Det stod som et værk skrevet af en mand, der gerne ville have en vigtig sandhed at fortælle, men ikke har det, og forsøger at skjule sin fiasko i et virvar af anekdoter og øregas, så læseren ikke opdager den hule tomhed i ordene; og sådan skulle ironien, uvist hvem den egentlig var rettet imod, gøre læseren meddelagtig, ligeledes uvist med hvilket formål.

Jeg kan ikke lade være med at læse denne dom over bogen i bogen som en slags selvironisk metakommentar fra Levreros side til netop den bog, vi læser. Og måske også som en slags implicit advarsel til os læsere mod risikoen for at forstrække tanken i alt for intensive forsøg på at fremanalysere en dyb, filosofisk-psykologisk pointe eller et skjult revolutionerende budskab i romanen – som måske ikke er der.

Jeg er lidt tiltalt af denne tolkning – ikke mindst fordi jeg selv måtte give fortabt i forsøget på at fravriste romanen en sådan sammenhængende mening.

Forstå mig ret, der er masser af mening i romanen, faktisk er den et veritabelt overflødighedshorn af overskydende mening, der byder sig til for et væld af mulige tolkninger. Levrero tilbyder bare ikke mange udstrakte hænder til den læser, der higer efter en entydig fortolkning eller en logisk sammenhængende handling. Men det er på den anden side også netop herfra, bogen henter en del af sin fascinationskraft.

Min begejstring for Paris skinner forhåbentlig igennem, men egentlig synes jeg, at Byen var lige en tak bedre – lidt mere intens og fortættet, måske især i kraft af, at den (overvejende) udspillede sig inden for et snævrere fysisk rum og havde et lidt mindre og knapt så spraglet persongalleri.

Begge bøger er under alle omstændigheder stærkt anbefalelsesværdige for alle, der ligesom jeg har en hang til latinamerikansk fantastik eller bare er vild med Kafka.

Mario Levreros Paris udkommer i dag den 4. september 2019 på Skjødt Forlag. Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: