Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.

Carlos Fuentes (11928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes.

Aura (opr. 1962) kan man flere steder se nævnt blandt højdepunkterne i Fuentes’ værk, men det er ikke desto mindre første gang, den udkommer på dansk, når Skjødt Forlag sender den på gaden i dag i Rigmor Kappel Schmidts oversættelse.

Illustration fra bogen (ill.: Alejandra Acosta)

Kan en enkelt novelle på 48 små sider (når man fraregner illustrationerne) bære en selvstændig bogudgivelse? Ja, dén her kan i kraft af sin høje litterære kvalitet. Og så er den aktuelle udgivelse tilmed lidt af et udstyrsstykke i kraft af den chilenske grafiker og illustrator Alejandro Acostas (f. 1975) smukke illustrationer, som giver mindelser om Gustave Dorés klassiske graveringer i en stil, der passer perfekt til den gotiske stemning i novellen.

Novellen handler om den unge historiker Felipe Montero, der får ansættelse hos en gammel, tæt på skindød, enke, som vil have ham til at renskrive og færdiggøre hendes afdøde mands erindringer.

Lønnen er god, men betingelsen er, at han indlogerer sig i den gamle dames skumle, mørke hus. I huset bor imidlertid også enkens smukke niece, Aura, som Felipe Montero øjeblikkeligt drages imod, som var det skæbnebestemt.

Du vil flytte dig lidt for ikke at blive blændet af lysene fra kærterne. Pigen bliver stående med lukkede øjne og hænderne over kors i den ene side: Hun ser ikke på dig. Langsomt åbner hun øjnene, som frygtede hun lysskæret i værelset. Endelig vil du kunne se de havgrønne øjne, der strømmer, bruser, bliver til grøn ro, for igen at bruse op som en bølge: Du ser dem og gentager ved dig selv, at det ikke kan være rigtigt, at de smukke, grønne øjne ligner alle de andre smukke, grønne øjne, du har set eller vil få at se. Alligevel er du ikke i tvivl: Disse øjne strømmer og forvandler sig, som tilbød de dig et landskab, kun du kan se og begære.

Ikke meget i det dystre, mørklagte hus er imidlertid, hvad man først skulle tro. Noget er ikke, som det burde være, og ikke mindst er der noget mystisk ved forholdet mellem den gamle enke og hendes smukke niece. Mere skal jeg ikke røbe, udover at der er tale om gyserfortælling i klassisk, gotisk stil.

Aura holdt mig fanget fra start til slut. Som gotisk skæbnefortælling er den i sig selv mesterligt dragende og uhyggelig på den klassiske facon. Dertil kommer Fuentes’ markante sproglige stil.

Grammatisk er novellen skrevet i andenperson, som om læseren selv var hovedpersonen, som teksten taler direkte til. Dertil kommer, at Fuentes veksler løbende mellem nutids- og fremtidsform, som løber ind og ud af hinanden, tilsyneladende uden at følge nogen bestemt systematik.

Illustration fra bogen (ill.: Alejandra Acosta)

Det sidste er med til at give teksten en drømmende form og historien en karakter af noget skæbnebestemt. Det er imidlertid også en form, der ikke fungerer helt så godt på dansk, som jeg tror, at den fungerer på spansk. På spansk kan verber bøjes i en særskilt fremtidsform, mens man på dansk er nødt til at benytte sig af ville som hjælpeverbum. For eksempel som i citatet ovenfor: “Du vil flytte dig …”. Det bliver en lille smule tungt på dansk, mens det på spansk har en anden elegance, fordi verbet at flytte sig kan bøjes i en fremtidsform (“Te moverás …”).

Dette er ikke en kritik af oversættelsen, for jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre løsning, som Rigmor Kappel Schmidt kunne have valgt. Og den danske tekst flyder i øvrigt let og udadleligt, ligesom vi er vante til at se det i oversættelser fra Rigmor Kappel Schmidts hånd.

I øvrigt har jeg intet grundlag for at gøre mig til af noget som helst særligt spanskkendskab – jeg er kun lige begyndt at lære mig selv sproget. Men den grammatiske fremtidsform sprang bare så meget i øjnene på dansk, at jeg var nødt til tjekke med den spanske originaltekst (som man nemt kan finde på nettet). Når jeg en dag er blevet lidt bedre til spansk, kunne jeg sagtens finde på at genlæse Aura på originalsproget (indtil videre må jeg nøje mig med at øve mig på nogle noget lettere tekster).

Man hører det ikke tit fra mig, men jeg kunne godt have ønsket mig, at Aura havde været lidt længere. Ikke fordi, der mangler noget, historien er tværtimod meget velkomponeret, og alle brikkerne er til stede i den meget intense fortælling. Men slet og ret fordi historiens rene underholdningsværdi som snigende gys sagtens kunne have båret at blive strukket lidt længere ud.

Således stærkt anbefalet. Og jeg må snart se at få læst noget mere Carlos Fuentes (jeg har til min begejstring lige fundet hans kortroman Inez i dansk oversættelse i min reol, hvor den vist har stået og gemt sig i et par årtier eller tre)

Aura er venligt tilsendt fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: