Juan José Arreola: Fabularium

“På min mors side er jeg smed og på min fars tømrer. Heraf kommer min lidenskabelige kærlighed til sproget som håndværk.” Således hedder det i forfatterens fortale til novellesamlingen Fabularium. Og Arreola kan sit håndværk. Fabularium (opr. 1952) er finurlig, forrygende og – kunne man fristes til at sige, hvis det ikke ville være for billigt – fabelagtig læsning.

Skjødt Forlag kan med denne første udgivelse på dansk af den mexicanske forfatter Juan José Arreola (1918-2001) fejre en ny sejr i det lille forlags sympatiske ambition om at gøre ældre og nyere kvalitetslitteratur på spansk tilgængelig på dansk.

Fabularium består af 28 noveller (og en slags fortale), hvoraf flere er så korte (3-4 sider) og i øvrigt unddrager sig egentlig handling, at de knap nok kan kaldes noveller.

Genre- og stilmæssigt ligger novellerne tæt på argentinerne Julio Cortázar (1914-1984) og Jorge Luis Borges (1899-1986). Inspirationen herfra må utvivlsomt være stor. Ligesom Borges blander Arreola fantastiske elementer med referencer til og reflektioner over til religion, videnskab, kunst, litteratur og historie.

Formen veksler mellem ‘normal’ novelle (omend intet er normalt hos Arreola), fabel, brev, essay, dialog, religiøst bekendelsesskrift og sågar reklameannonce.

Blandt teksterne er der f.eks. en fiktiv dialog mellem Leonardo da Vinci og hans elev; en historie om den babyloniske konge Nabonid som arkæolog, lingvist og grammatiker; en dialog mellem en mexicansk professor og en utålmodig amerikansk student om ballistikkens militærhistorie; en kort indføring i Synesios fra Rhodos’ oldkirkelige teorier om engle baseret på Paul Mignes “kedsommelige Patrologica Graeca“; et portræt af Baltasar Gérard (1555-1582), som er gået over i historien som Vilhelm af Oraniens morder (sidstnævnte er som taget ud af Borges’ galleri over historiske skurke i samlingen Nederdrægtighedens historie).

Det kan lyde tørt, men Arreola skriver legende let (og er betydeligt lettere at læse end f.eks. Borges), og alle hans historier har noget finurligt fascinerende over sig.

I ikke så få tilfælde kræver det dog lidt benarbejde af læseren for at forstå Arreolas referencer. Et eksempel er Oprørerens monolog, som udløste en del trial-and-error-søgninger på nettet fra min side, før jeg baseret på historiens undertitel, “Hyldest til M.A.”, og enkelte antydningsvise pejlemærker i teksten kunne slutte mig til, at der måtte være tale om en fiktiv afskedstale fra den mexicanske, romantiske forfatter Manuel Acuña (1849-1873), der af uvisse årsager tog livet af sig selv med gift som 24-årig.

Andre historier er ovre i den rene fabulerende fantastikgenre. For eksempel den kirkekritiske fabel, Det vidunderlige miligram, om myren, der af de andre myrer i tuen “var blevet bebrejdet for sine alt for lette byrder og hyppige svinkeærinder,” men en morgen finder “et vidunderligt miligram” (og nej, vi hører ikke noget nærmere om, hvad dette miligram består af). Myren bliver først fængslet for ved sit fund af et så vidunderligt miligram at skille sig uantageligt ud fra de andre, men efter dens martyrdød ophøjes den til helgen, og miligrammet bliver genstand for en kult og opbygningen af en hel religion, der imidlertid uvægerligt fører tuen mod dens undergang.

To af de sjoveste tekster er udformet som kommercielle annoncer. Baby H.P. er et aggregat, man kan montere på sin baby for at uddrage dens kinetiske energi:

Kære husmor: Gør Deres børns vitalitet til en energikilde. Nu er den vidunderlige Baby H.P. i handlen, en opfindelse, som er kaldet til at revolutionere hjemmet. […]
Fra i dag vil De betragte Deres børns hyperaktivitet med andre øjne. Og selv et voldsomt raserianfald vil ikke kunne få Dem til at miste tålmodigheden i betragtning af den rige energikilde, det er. Et brystbarns sparken og sprællen fireogtyve timer i døgnet forvandles takket være Baby H.P. til et par effektive sekunder med blenderen eller et kvarters musik i radioen.

Endnu mere bizar er annoncen for produktet Plastisex©, en fuldautomatisk, kunstig kvinde uden originalens uheldige bivirkninger, anbefalet til anvendelse “hvor som helst kvindens tilstedeværelse er problematisk, generende eller skadelig, i ungkarlens soveværelse eller i koncentrationslejren”:

Vore damer er absolut formfaste og rynkesikre, de bevarer deres skære teint og stramme linjer, kan sige ja på alverdens levende og døde sprog, synger og bevæger sig til tidens rytmer. […]
Vores damer har en garanti på ti års perfekt service – den gennemsnitlige varighed for en almindelig hustru.
[Plastisex©] bruger elektricitet som et køleskab og kan tilsluttes ethvert stik i hjemmet, og udstyret med sit mest værdifulde tilbehør vil den hurtigt vise sig at være billigere end en almindelig hustru.

Samme humoristisk-feministiske tema udfoldes i Parabel om byttehandel, hvor en marskandiser falbyder mekaniske erstatningshustruer med råbet “Gamle koner for nye!”. I en landsby lader alle mænd sig besnære til at udskifte deres levende hustruer med nye mekaniske. Kun en enkelt mand er for samvittighedsplaget til at slå til – til både hans og hustruens fortrydelse, for de nye, mekaniske kvinder synes at være de gamle så langt overlegne, og den tilbageværende virkelige kvinde bliver en slags paria i landsbyen (“Jeg tilgiver dig aldrig, at du ikke skiftede mig ud!”).

Min favorit i samlingen er den lidt længere (hvilket i denne sammenhæng vil sige 11 små sider) historie Sporskifteren, en kafkask-borgesisk groteske i form af en dialog på en jernbanestation mellem en mand, der venter på et tog til byen T., og “en lille gamling med et anstrøg af noget jernbaneagtigt over sig.” Gamlingen er sporskifter på stationen og råder manden til straks at indlogere sig på kroen for rejsende og for en sikkerheds skyld reservere værelset for en måned.

Sporskifteren forklarer den oprørte rejsende, at det i dette land, der er berømt for sine jernbaner, er lykkedes at gøre store fremskridt, hvad angår publikation af køreplaner og udstedelse af billetter i selv de fjerneste flækker. Det eneste, der egentlig mangler, er, at togene rent faktisk kører til stationerne. Dialogen udfolder sig som en filosofisk reflektion over det at rejse og have en destination:

– Hvorfor er De så forhippet på, at [toget] skal køre til netop T.? De burde være tilfreds med at komme med. Når de først befinder Dem i toget, får deres liv helt sikkert en retning. Kan det ikke være ligegyldigt, om endestationen er T.?

Det er selvfølgelig ikke alle historier, der er lige interessante. Men samlet set er Arreolas Fabularium et særdeles interessant og ret underholdende bekendtskab. Endnu engang kan man undre sig over, at en så markant latinamerikansk forfatter ikke tidligere er oversat til dansk. Til gengæld kan man glæde sig over, at han nu er tilgængelig i Ane-Grethe Østergaards flydende fordanskning.

Fabularium udkom officielt i går, den 24. maj 2017. Bogen er modtaget som frieksemplar fra forlaget til anmeldelse. K’s bognoter har ikke nogen forbindelse til forlag eller oversætter i øvrigt.

K's vurdering: