En sjov, lille sag om en forfatters livslange besættelse af cigaretter. Ikke et stort værk, men ganske pudsig og fornøjelig læsning, som giver appetit på at læse mere Ribeyro.
Den peruanske forfatter Julio Ramón Ribeyro (1929-1994) er i særlig grad kendt for sine noveller. Én af dem er Kun for rygere (opr. 1987), som forlaget Editorial Aurora Boreal sidste år udgav som en selvstændig bog, oversat til dansk af Pia Sloth Poulsen. >> Læs videre
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet.
Argentinske Samanta Schweblins debutroman Redningsafstand var en fascinerende og foruroligende affære, som fortjent har høstet meget anerkendelse verden over. Jeg blev selv indfanget og besnæret (og skræmt) af den, om end den var mig en tand for uforklaret til at komme helt op at ringe. >> Læs videre
En gynækologs utroværdige bekendelser. En bevægelseshæmmet opdrætter af dræberhunde. En dreng, hvis mor tager sig betalt for at fremvise hans kønsdele i offentlige bade. Kort sagt: Tre meget bellatinske Mario Bellatin-noveller.
Vi tager lige en Mario Bellatin mere – i forlængelse af min læsning af Mrs. Murakami’s Garden. >> Læs videre
Mexicos enarmede litterære sørøver, Mario Bellatin, leger i Mrs. Murakami’s Garden med genrerne, med læseren og i det hele taget med den litterære bog som konstruktion. Det er som altid hos Bellatin ganske fermt gjort, men ikke helt på niveau med hans bedste udgivelser.
For følgere af disse noter behøver mexicanske Mario Bellatin ikke nogen nærmere præsentation (se ellers min omtale i forbindelse med anmeldelserne af andre af Bellatins bøger). Dermed er det også unødvendigt at sige, at fra Bellatin ved man aldrig helt, hvad man skal vente – udover at hans værker sjældent er, hvad de ser ud til at være – eller omvendt netop gør en pointe ud af, at de præcis kun er det, de ser ud til at være, nemlig ord og billeder på papir … og dermed afslører, at værkernes mening tilføres andetsteds fra og altid er notorisk ustabil og uforudsigelig. >> Læs videre
“Why is everything shaking?” I ask. “Such sadness, such suffering,” says one. “The earth shakes when this many people are in pain.”
Pergentino José (f. 1981) er en mexicansk forfatter med rødder i den zapotec-indianske befolkning i Oaxaca i det sydlige Mexico. Red Ants (opr. 2012, eng. 2020) er den første udgivelse af José på engelsk. Ifølge bagsideteksten er den oprindeligt skrevet på sierra zapotec (et af mange zapotec-sprog), men den engelske udgave synes dog oversat fra spansk. >> Læs videre
The Storm har stilmæssige ambitioner af shakespearske dimensioner. Den er også så ambitiøs, at jeg undervejs var på nippet til at fælde den dom, at colombianske Tomás González var i gang med at overgøre de litterære eksperimenter. Men han får hevet den i land, efterhånden som romanen skrider frem. Og det samlede indtryk er af en forfatter i absolut litterær verdensklasse.
Af Tomás González har jeg tidligere været særdeles begejstret for den fine, stilfærdige Det vanskelige lys (opr. 2016/2018, da. 2019) og også debutromanen In the Beginning Was the Sea (opr. 1983, eng. 2014). The Storm skuffer ikke. González er bare god. >> Læs videre
Moacyr Scliars roman om den jødisk-brasilianske kentaur Guedali Tartakovsky – halvt menneske, halvt hest – er en underholdende fabel om at være splittet mellem forskellige identiteter, om at være anderledes og længes efter at blive som de andre – og om længslen efter det, man tabte, når det endelig lykkes at blive “normal.”
Nej, jeg var ikke helt færdig med Moacyr Scliar. Men nu lover jeg, at det er den sidste (ihvertfald i et godt stykke tid). Til gengæld er det også en af de bedste, jeg har læst af ham. The Centaur in the Garden (opr. 1980, eng. 2003) omtales ofte som Scliars hovedværk, og det forekommer mig ikke uretfærdigt. >> Læs videre
En ung mand og en sulten jaguar i en redningsbåd midt i Atlanterhavet. Hvad gør han? Gør sig til dens ydmyge, frygtsomme tjener ved at fange fisk til den for at overleve? Eller gør han modstand? Hos Moacyr Scliar er det et spørgsmål til ethvert menneske, der lever under diktaturets trussel.
Hvis I håbede, at jeg helt havde sluppet brasilianske Moacyr Scliar, så må jeg skuffe. For selv om ikke alt, hvad jeg har læst af ham, får mig helt op at ringe, så er det noget ved Scliars stil, som giver mig lyst til at læse mere. >> Læs videre
Mildt underholdende, ironisk kortroman om et mislykket, romantisk forsøg på at genskabe Paradisets have som en økologisk turistpark i et stykke jungle i Brasilien.
Eden-Brazil (opr. 2002) hører til brasilianske Moacyr Scliars (1937-2011) senere produktion. Det er ikke en af hans mest kendte romaner, og lad os bare være ærlige og sige, at det nok også er med god grund. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig bog, den er bare et stykke fra standarden hos Scliar, når han er bedst. >> Læs videre
Hvad sker der, når en matematikprofessor på vej mod de 50 pludselig overvældes af et øjeblik af “inkommensurabel betydning,” et uventet glimt af mening hinsides fornuft i et ellers kedeligt, borgerligt normalliv? Hos Hilda Hilst går han i mental opløsning i en mere end almindelig alvorlig midtvejskrise – som måske kan være vejen til genfødsel (som hund).
Fra Moacyr Scliars noveller til en anden af Brasiliens store forfatterprofiler, Hilda Hilst (1930-2004). I 2018 fik vi for første gang adgang til at læse Hilda Hilst på dansk i form af Lean Pejtersens oversættelse af den uanstændige Madam D (opr. 1982), udgivet på Forlaget Gladiator. Lean Pejtersen står også bag den fine fordanskning af Med min hundeøjne (opr. 1986), som udkom for et par måneder siden på det relativt nye mikroforlag, Harpyie. >> Læs videre
Arkaisk jordbrug er på godt og ondt en markant og særegen læseoplevelse. En ikonisk historie med ny- og gammeltestamentelige konnotationer om landbrugsjord, incestuøst begær og undertrykkende familierelationer, fortalt i Raduan Nassars vildt og voldsomt fossende, ekspressionistiske og lyriske prosa.
Sidste uge bød på en dobbeltudgivelse af de første danske oversættelser af brasilianske Raduan Nassars to (eneste) romaner, Galdens bæger (opr. 1978) og Arkaisk jordbrug (opr. 1975), begge fornemt fordansket af Tine Lykke Prado. I sidste uges anmeldelse af Galdens bæger kan du også læse en smule om forfatteren. >> Læs videre
Et brasiliansk skænderi af mytologiske dimensioner, emmende af magt og sex, iklædt sublime sproglige gevandter. Nyklassisk, brasiliansk forfatter er endelig oversat til dansk.
Raduan Nassar (f. 1935) er næppe et navn, der ringer klokker hos mange danske læsere. For mig var han ihvertfald helt ukendt indtil Jensen & Dalgaards udgivelse i går af hele to romaner fra hans hånd, begge oversat til dansk af altid gode Tine Lykke Prado. >> Læs videre
En på flere måder fin debutroman om sorgens forskellige former, og om forskellige måder at håndtere den på. For alvor grebet blev jeg dog kun sporadisk.
Umami er mexicanske Laia Jufresas debutroman fra 2015, som nu foreligger på glimrende dansk ved Ane-Grethe Østergaard (Skjødt Forlag). >> Læs videre
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.
Carlos Fuentes (11928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En kortroman i lyrisk prosa om galskab, men også om seksualitet, kønnede magtstrukturer, social tvang og religion.
Det er ikke blevet til så meget med læsningen de seneste par måneder af forskellige grunde, og bagud med anmeldelserne er jeg også. Sådan er det nogle gange. Lidt bliver der dog læst, og ind i mellem endda også noget fremragende litteratur. >> Læs videre
Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.
Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden. >> Læs videre
Fin, afdæmpet chilensk kortroman om den kollektive erindring i en generation opvokset under Pinochetregimet – fortalt gennem en gruppe voksnes glimtvise drømme og erindringer om nogle afgørende år i deres barndom og ungdom i perioden 1980-1991.
Omfangsmæssigt er Space Invaders (opr. 2013) af chilenske Nona Fernández (f. 1971) snarere en novelle end en roman. Fraregner man blanke sider, er den kortere end 40 sider. Det, at den handlingsmæssigt udspiller sig over en flerårig periode, er dog ikke desto mindre med til at give den et romanagtigt præg. >> Læs videre
Bolivia er relativt underrepræsenteret i danske oversættelser af latinamerikansk litteratur. Så allerede af den grund er udgivelsen af Liliana Colanzis (f. 1981) Vores døde verden tidligere på året en glædelig begivenhed. Tak til Forlaget Silkefyret og oversætterne Sabine Dueholmn Bech og Marie Groth Bastiansen.
Dertil kommer, at de otte noveller i samlingen er værd at læse. Eller: Sådan husker jeg ihvertfald, at jeg havde det, da jeg læste dem for to uger siden (der har været andre prioriteter på det sidste, så jeg er lidt bagud med anmeldelserne). >> Læs videre
“All my life I pursued knowledge, but I pursued it outside time, and time took its revenge by outfolding elsewhere.”
I dag runder bogbloggeren halvtreds år, og hvad kunne være en mere passende markering her på bloggen end en omtale af en bog, hvori en forfatter komtemplerer over netop dette – eller snarere med afsæt i dette – at fylde halvtreds? >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.
Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre
Chilenske Alejandro Zambras novellesamling, Dokumenter, er her i december endelig udkommet på dansk. Hvis du mangler den sidste julegave til en kræsen læser, så er den et godt bud.
Jeg havde egentlig allerede læst chilenske Alejandro Zambras Mis documentos (opr. 2013), blot i den engelske oversættelse, der udkom for godt fire siden under titlen My documents (2015). Jeg havde derfor ikke nogen plan om at genlæse den i sin helhed i den danske version, der udkom for en uges tid siden på Skjødt Forlag. >> Læs videre
Højt begavet, litterært eksperimenterende, men samtidig legende let og vildt sjov. Der er mere spræl og liv i denne brasilianske stemme fra graven end i de fleste nutidige romaner.
Machado de Assis’ (1839-1908) roman Brás Cubas’ posthume erindringer udkom første gang som føljeton i tidsskriftet Revista Brasileira omkring 1880. Den har tidligere været udgivet på dansk, men er nu udkommet i en helt ny oversættelse ved Tine Lykke Prado på forlaget Multivers. >> Læs videre
Costaricansk-puertoricanske Carlso Fonsecas (f. 1987) eksperimenterende debutroman, Colonel Lágrimas, er sprogligt velskrevet, har verdenshistorisk vingesus og store både formmæssige og indholdsmæssige ambitioner, som dog desværre ikke indløses. Resultatet er for mig i sidste ende lidt småkedeligt.
Romanens hovedperson, “obersten” optræder uden navn i fortællingen (Lágrimas fra titlen er ikke hans navn, men betyder “tårer” på spansk), og han er i øvrigt heller ikke egentlig oberst i militær forstand. Det fremgår derimod, at figuren bygger løseligt på matematikeren Alexander Grothendiecks (1928-2014) livshistorie. >> Læs videre
“… jeg vågnede klokken syv med et jag af angst i maven på grund af min søn Jacobos død, som vi havde planlagt til klokken syv om aftenen, Portland-tid, ti om aftenen i New York.”
Tomás González (f. 1950) kender vi her på bloggen fra hans debutroman, Primero estabo el mar (1983), som jeg læste for tre år siden i den engelske oversættelse, In the Beginning Was the Sea (2016) som det colombianske indslag på min litterære rundrejse gennem alle verdens lande. Dén var jeg ret begejstret for. Dengang skrev jeg blandt andet, at jeg var overrasket over, at det var González’ debutroman i betragtning af, hvor helstøbt romanen fremstod for mig. >> Læs videre
På en café i Paris sidder en forfatter og søger efter en idé til sin næste roman. Han begynder med en barndomserindring og ender i et grotesk gakket, men også ret humoristisk, sine steder endda poetisk, og under alle omstændigheder aldeles udsyret, fantasy-lignende roadtrip gennem Patagonien – dér, hvor ørkenvinden kan blive forelsket i en syerske, og mytologiske monstre fødes.
Argentinske César Aira har som nævnt i gårsdagens anmeldelse af hans The Little Buddhist Monk en enorm produktion af udgivne bøger bag sig. På baggrund af min beskedne erfaring med hans bøger kan jeg få den tanke, at antallet af udgivelser måske også er for stort. Aira har åbenlyst et gigantisk talent, men tilsyneladende ikke selv noget filter for, hvad der kan udgives – og det kan være farligt for forfatter, hvis store succes måske også har gjort hans udgivers hullet. >> Læs videre
Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.
Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays. >> Læs videre
Essayistisk fiktion med afsæt i dét at gå på sine ben gennem by og natur som anledning til reflektioner over verden og livet og meningen med det hele er en klassisk litterær genre, som også har mange fornemme moderne eksempler. Hos argentinske Sergio Chejfec bliver det desværre mestendels til en abstrakt, pseudointellektuel gang på stedet.
Opmærksomme læsere af disse bognoter vil have bemærket, at jeg på det seneste har turneret rundt i den spansktalende del af den litterære verden og for tiden er i gang med et deep dive, som det hedder på nydansk, i den argentinske del af min reol med ulæste bøger. Det var egentlig ikke planlagt, men Argentina er et spændende sted at være rent litterært, så nu, hvor jeg er her, bliver jeg lidt endnu. >> Læs videre
