Fiktion forklædt som litteraturhistorie og religiøst inspireret litterær eksegese. Den litterære spasmager Mario Bellatin fortsætter sin selvrefererende leg med historiske, litterære og personlige sandheder og andre konstruktioner.
Jacob the Mutant er en litterær og en personlig fortolkning af et af de mindst kendte værker af den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), som følgere af disse bognoter vil være godt bekendt med. >> Læs videre
En biografi over den japanske forfatter Yukio Mishimas liv – vel at mærke som det formede sig efter, at hans hoved blev hugget af i forbindelse med hans rituelle selvmord i 1970 … Og en collage af historier om mangler og deformiteter – med thalidomidskandalen i 1960’erne som omdrejningspunkt.
Dette er den tredje bog, jeg læser af mexicanske Mario Bellatin, og jeg er ved at lære, at fra hans side kan man lige så godt indstille sig på at blive udsat for noget, der er endnu mere mærkeligt, end man havde indstillet sig på … Således også i Flowers & Mishima’s Illustrated Biography / Flores y biografía ilustrada de Mishima. >> Læs videre
At læse Mario Levreros Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.
I dag udkom endelig uruguayanske Mario Levreros roman Paris i dansk oversættelse (ved Liv Camilla Skjødt, Skjødt Forlag). Endelig, fordi jeg har glædet mig til at læse mere Levrero, lige siden samme forlag udgav Byen for små tre år siden i 2016. >> Læs videre
“I’m not interested in finding answers any more, not in the slightest. For now the questions are enough, and maybe I don’t even need them.”
I 2016 fik vi på dansk en oversættelse af den sære, uruguayanske forfatter Mario Levreros debutroman, den Kafka-inspirerede Byen (opr. 1970), den første af de tre bøger, Levrero selv i restrospekt kaldte sin utilsigtede triologi. >> Læs videre
Et fascinerende portræt af den for de fleste ukendte, men ikke desto mindre særdeles indflydelsesrige, japanske forfatter Shiki Nagaoka, hvis næse var så usædvanlig stor, at mange efterfølgende har været fristet til at betragte ham som en fiktiv figur.
Den mexicanske forfatter Mario Bellatin var et helt ukendt navn for mig, indtil hans kortroman Skønhedssalon tidligere på denne måned som det første og hidtil eneste værk af Bellatin blev udgivet på dansk. Jeg var ret begejstret (hvilket man kan læse om her), og skyndte mig at bestille alt, hvad jeg kunne finde på nettet af Bellatin i engelsk oversættelse (jeg arbejder på at lære mig selv spansk for at kunne læse nogle af de mange spændende, men ikke-oversatte spanskskrivende forfattere, men der går nok lige nogle år, før jeg når dertil …). >> Læs videre
Mario Bellatins Skønhedssalon er en sær og dragende kortroman om en skønhedssalon omvendt til dødssted, en ramme om sygdom og død. På nogle måder ubehagelig i sine temaer, men samtidig umådelig smuk.
I går udkom peruviansk-mexicanske Mario Bellatin (f. 1960) for første gang på dansk i form af hans mest kendte bog, kortromanen Skønhedssalon (opr. 1994), oversat til dansk med vanlig sikkerhed af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre
For den, der måtte have kategoriseret Julio Cortázar i en snæver genrekasse som (kun) forfatter af fantastisk litteratur, må denne fremragende samling af oversatte noveller give anledning til en revurdering.
Som Martin Zerlang skriver i sin indledning til samlingen (læs den til sidst, hvis du ikke vil have din læsning forudindtaget af Zerlangs i øvrigt glimrende, korte analyser af teksterne), så har Cortázar skrevet “i de fleste eksisterende plus et antal hidtil ikke-eksisterende genrer,” og det er afspejlet i udvalget. >> Læs videre
“Hvilken vidunderlig beskæftigelse at rive et ben af en edderkop, anbringe det i en konvolut, skrive Udenrigsministeren uden på den, tilføje adressen, springe ned ad trappen, sende brevet fra postkontoret nede på hjørnet.”
Dette er blot én af mange vidunderlige og underlige beskæftigelser, argentinsk-franske Julio Cortázar (1914-1984) inviterer læseren til at deltage i i tekstsamlingen Historier om kronoper og famøser (opr. 1962). >> Læs videre
En costaricansk, historisk roman fra conquistadorernes tid. Indholdsmæssigt egentlig fyldt med handling, et spraglet persongalleri og masser af historiske konflikttemaer, der burde være spændende. Den fangede mig bare aldrig. Til gengæld føltes den meget, meget, meget lang.
Romanen udspiller sig primært i Costa Rica i 1700-taller med enkelte tilbageblik til scener i Spanien, hvorfra protagonisten, lykkeridderen Pedro Albaran er flygtet fra et mellemværende med Den spanske Inkvisition. >> Læs videre
Brasilianske Clarice Lispectors noveller er komplekse, fascinerende, urovækkende og svære at fastholde. Og det er det, der gør dem gode.
Clarice Lispector (1920-1977) er blandt de mest anerkendte forfattere i hjemlandet Brasilien og også en af landets internationalt bedst kendte forfattere – selv om det måske ikke siger så meget, for brasiliansk litteratur forekommer mig at være noget overset herhjemme (og måske også i resten af verden). Og det er en skam, som man kan overbevise sig om ved at dykke ned i nogle af de – alle gode, men i øvrigt meget forskellige – bøger af brasilianske forfattere, jeg har læst henover de sidste par uger. >> Læs videre
Fermt komponeret brasiliansk roman om at miste sig selv i sproget og skriften – i en slags lingvistisk variant over Fausttemaet.
Chico Buarque (f. 1944) er i hjemlandet Brasilien især kendt som sanger og musiker, men han har også en hel del skuespil og bøger på samvittigheden. En af dem er romanen Budapeste, der udkom på dansk i 2015 under titlen Fortabt i Budapest i Tine Lykke Prados glimrende oversættelse (Jensen & Dalgaard).
Protagonisten og jegfortælleren i romanen er den midaldrende José Costa. Med base i Rio de Janeiro ernærer han sig som succesfuld ghostwriter, dvs. en anonym forfatter, der lever af at skrive i andres navn. >> Læs videre
Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.
Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske. >> Læs videre
Faldet er en slags erindringsbog om forfatterens erfaringer som far til en hjerneskadet dreng. Samtidig et strejftog i essayets form gennem kunst-, litteratur- og idéhistorien. Først og fremmest er bogen dog en fars kærlighedserklæring til sin hjerneskadede søn.
I år 2000 blev den brasilianske forfatter og journalist Diogo Mainardi (f. 1962) far for første gang. På grund af lægefejl ved fødslen blev hans søn, Tito, født med hjerneskade og spastisk lammelse. >> Læs videre
Stærkt vidnesbyrd i fiktionens form om en fars kafkaske søgen efter sin datter, der er en af de mange, som “forsvinder” under militærregimet i Brasilien efter kuppet i 1964.
Fra Moacyr Scliars Kafkas leoparder, som jeg omtalte forleden, bevæger vi os til en anden fremragende forfatter og repræsentant for den jødiske litterære tradition i Brasilien, Bernardo Kucinski (f. 1937). >> Læs videre
Brasilianske Moacyr Scliars kortroman, Kafkas leoparder, er en lille perle. Underholdende, legende, begavet, grinagtigt vittig og samtidig med en underliggende, vemodig alvorstone.
Dette er mit første bekendtskab med den brasilianske forfatter Moacyr Scliar (1937-2011), men jeg kan love, at det ikke blive det sidste. >> Læs videre
Guadalupe Nettels delvist selvbiografiske roman om at vokse op som en pige-udgave af Kafkas kakerlakkede Gregor Samsa i Mexico City i 1970’erne har tematisk potentiale, men formår desværre ikke at engagere på grund af fladt og kedsommeligt sprog.
Mexicanske Guadalupe Nettels (f. 1973) Kroppen jeg blev født i er en, må man forstå, delvist selvbiografisk roman over forfatterens barndom. >> Læs videre
En kort, men intens, boliviansk roman baseret på historiske begivenheder om den tyske familie Ertls liv i spændet fra nazistisk propagandaæstetik til marxistisk guerillakrig i Bolivia. Velfortalt, men ikke uforglemmelig.
Den tyske kameramand og bjergbestiger Hans Ertl (1908-2000) arbejdede i 1930’ernes Nazityskland sammen med blandt andre filminstruktøren Leni Riefenstahl, der er berømt for sin fornyelse af filmæstetikken – og berygtet for at bruge sit talent i nazipropagandaens tjeneste, hvorfor hun også er kendt som “Hitlers chefinstruktør.” >> Læs videre
Tretten noveller fra fantastikkens grænseland mellem virkelighed og uvirkelighed, liv og død, kærlighed og sex, Gud og mennesker.
Den panamanske forfatter Enrique Jaramillo Levi (f. 1944) har mere end 50 bøger bag sig inden for flere genrer, men han har i særlig grad dyrket novellen som form. Enkelte af hans novellssamlinger er oversat til engelsk, En af dem er Ahora que soy él fra 1994, som har titel efter en af de tretten noveller i samlingen. >> Læs videre
Roman om de forsvundne under militærdiktaturet i Argentina i 1976-1983, om eksilet og om det, man kunne kalde glemslens politik på både mikro- og makroplan – fortalt gennem to subtilt sammenvævede personhistorier, fortællerens og den fortaltes.
Skærsild (spansk: Purgatorio) blev den argentinske forfatter Tomás Eloy Martínez’ (1934-2010) sidste roman. Den udkom oprindeligt på spansk i 2008 og er oversat til flere sprog. I dag udkommer den så også på dansk på forlaget Apuleius’ Æsel, oversat af Viveca Tallgren, som også har forsynet bogen med et glimrende forord, der sætter romanen i historisk kontekst. Af Martínez er på dansk tidligere udkommet Santa Evita (1995, da. 1996) og Tangosangeren (2004, da. 2006). >> Læs videre
Et skuespil om frygt og forræderi, modstand og moderkærlighed fra diktatoren Alfredo Stroessners Paraguay. Enkelt, kort og prægnant, men alligevel med nerve. Ret godt.
Stykket er angiveligt baseret på den virkelige historie om, hvordan den paraguayanske dramatiker, Néstor Amarillas, egen bedstemor på et tidspunkt reddede hans far fra arrestation og henrettelse under Stroessner-regimet (ifølge denne artikel i The Liberator Magazine). >> Læs videre
Gotiske skæbnefortællinger, groteske fabler, modernistisk-psykologiske vanvidshistorier og en gennemgående optagethed af død og vold og menneskets udleverethed til naturen (i sig selv). Argentinske Horacio Quiroga er ikke for enhver, men er afgjort et bekendtskab værd – dog mest for den litteraturhistorisk interessede.
Horacio Quiroga (1878-1937) blev født og voksede op i Uruguay, men han tilbragte store dele af sit voksne liv i Argentina, og han betragtes normalt som en argentinsk forfatter. >> Læs videre
Enriqueta and I (opr. 1944) af honduranske Argentina Díaz Lozano (1912-1999) er en traditionelt fortalt historie fra Honduras i perioden 1915-25 om det følelsesmæssige bånd mellem en datter og en mor.
Romanen fortælles af datteren, Maria Elena, som i bogens handlingsmæssige tidsspænd udvikler sig fra en lille femårig pige til en ung næsten-kvinde. >> Læs videre
Colombianske Armando Romeros Cajambre er interessant for sine billeder af livet i en landsby i den colombianske jungle. Den rummer sådan set også en god historie. Men den taber noget på eksekveringen og på sproget – og måske også på oversættelsen.
Cajambre (opr. 2010/2012, på dansk 2018) udspiller sig i en landsby i den colombianske jungle ved floden Cajambre. Den begynder med, at en af landsbyense beboere, den smukke, sorte kvinde, Ruperta, er fundet dræbt – tilsyneladende ved et vådeskud af en hvid, hollandsk kolonist. >> Læs videre
Ambitiøs og ikke helt uinteressant roman fra Ecuador, som imidlertid falder på for lidt handling og på en for selvbevidst skrivestil, der grænser til det litterært prætentiøse.
Vi er i Quito, Ecuadors hovedstad, i 1980. Ifølge bogens bagsidetekst handler Wolves’ Dream af ecuadorianske Abdón Ubidia (f. 1944) om fem mænd, der på trods af deres gensidige mistro til hinanden sammen planlægger et bankkup. Drømmen om hurtig rigdom udvikler sig imidlertid til et mareridt, da situation udvikler sig anderledes, end de havde kunnet forudse. >> Læs videre
En særdeles velskrevet og veloversat slægtskrønike om Brasiliens 500-årige historie fortalt med både humor og alvor gennem tyve fascinerende kvindeportrætter.
Maria José Silveira (f. 1947) er født og bor i Brasilien. Hun har skrevet en række romaner, men Her Mother’s Mother’s Mother and her Daughters (opr. 2002) var hendes debut og den første, der er oversat til engelsk. >> Læs videre
Bozambo’s Revenge af fransk-guyanesiske Bertène Juminer er en på flere måder skæg – og litteraturhistorisk heller ikke uinteressant – satire over den europæiske kolonialisme og racisme, som Juminer udstiller ved at vende den på vrangen. Som roman er den dog ikke sluppet helt godt fra tidens tand.
Hvad nu, hvis det ikke var europæerne, der havde koloniseret Afrika og store dele af resten af verden, men afrikanerne, der havde koloniseret Europa? I en verden, hvor begreberne “sort” og “neger” konnoterede civilisation, magt og herredømme, mens “hvid” og “lyserød” var nedladende, racistiske kategorier som betegnelse for de “indfødte” i de tilbagestående, europæiske kolonier? >> Læs videre
En litterær fremstilling af diktaturets natur – skrevet af en dengang aktiv politiker mod den nicaraguanske diktator, Somoza. Ikke meget læst i vores del af verden i dag, men stadig relevant og også litterært interessant.
Sergio Ramírez (f. 1942) var et prominent medlem af den intellektuelle del af den sandinistiske modstand mod Somozas diktatur i Nicaragua fra 1967-1979. Som politiker var Ramírez i perioden 1985-1990 vicepræsident i Nicaragua under Daniel Ortega. I 1996 trak Ramírez sig dog tilbage fra politik og har siden primært helliget sig karrieren som forfatter, der startede i 1963. >> Læs videre
Atlantic Hotel af brasilianske João Gilberto Noll udmærker sig ved sin mystiske, mørke og rugende stemning og Nolls meget enkle, men samtidig stærkt billedskabende, filmiske sprog. Det er som at læse en road movie omsat til roman. Desværre fører den ingen steder hen.
Jeg skal advare mod afsløringer i det følgende, som nogle vil kunne opfatte spoilers, men uden visse, minimale afsløringer er det mig ikke muligt at skrive noget begrundet om min vurdering af bogen. Jeg lover, at for den type læser, der vil kunne have fornøjelse af bogen, vil det ikke være ødelæggende afsløringer. >> Læs videre
Yuri Herreras korte symbolmættede debutroman er interessant og afgjort et bekendtskab værd – men i retrospekt især i kraft af, at den peger frem mod hans senere og bedre romaner.
Kingdom Cons er egentlig mexicanske Yuri Herreras debutroman, men først den tredje af hans bøger, der er udgivet på engelsk (opr. 2004, på engelsk ved Lisa Dillman 2017).
Kingdom Cons er ikke i samme mesterskabsklasse som de efterfølgende Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015) og The Transmigration of Bodies (opr. 2013, på engelsk 2016). Men det er ikke desto mindre en interessant bog og i sin korthed værd at læse for fans af Yuri Herrera. >> Læs videre
