“All my life I pursued knowledge, but I pursued it outside time, and time took its revenge by outfolding elsewhere.”
I dag runder bogbloggeren halvtreds år, og hvad kunne være en mere passende markering her på bloggen end en omtale af en bog, hvori en forfatter komtemplerer over netop dette – eller snarere med afsæt i dette – at fylde halvtreds? >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.
Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre
Chilenske Alejandro Zambras novellesamling, Dokumenter, er her i december endelig udkommet på dansk. Hvis du mangler den sidste julegave til en kræsen læser, så er den et godt bud.
Jeg havde egentlig allerede læst chilenske Alejandro Zambras Mis documentos (opr. 2013), blot i den engelske oversættelse, der udkom for godt fire siden under titlen My documents (2015). Jeg havde derfor ikke nogen plan om at genlæse den i sin helhed i den danske version, der udkom for en uges tid siden på Skjødt Forlag. >> Læs videre
Højt begavet, litterært eksperimenterende, men samtidig legende let og vildt sjov. Der er mere spræl og liv i denne brasilianske stemme fra graven end i de fleste nutidige romaner.
Machado de Assis’ (1839-1908) roman Brás Cubas’ posthume erindringer udkom første gang som føljeton i tidsskriftet Revista Brasileira omkring 1880. Den har tidligere været udgivet på dansk, men er nu udkommet i en helt ny oversættelse ved Tine Lykke Prado på forlaget Multivers. >> Læs videre
Costaricansk-puertoricanske Carlso Fonsecas (f. 1987) eksperimenterende debutroman, Colonel Lágrimas, er sprogligt velskrevet, har verdenshistorisk vingesus og store både formmæssige og indholdsmæssige ambitioner, som dog desværre ikke indløses. Resultatet er for mig i sidste ende lidt småkedeligt.
Romanens hovedperson, “obersten” optræder uden navn i fortællingen (Lágrimas fra titlen er ikke hans navn, men betyder “tårer” på spansk), og han er i øvrigt heller ikke egentlig oberst i militær forstand. Det fremgår derimod, at figuren bygger løseligt på matematikeren Alexander Grothendiecks (1928-2014) livshistorie. >> Læs videre
“… jeg vågnede klokken syv med et jag af angst i maven på grund af min søn Jacobos død, som vi havde planlagt til klokken syv om aftenen, Portland-tid, ti om aftenen i New York.”
Tomás González (f. 1950) kender vi her på bloggen fra hans debutroman, Primero estabo el mar (1983), som jeg læste for tre år siden i den engelske oversættelse, In the Beginning Was the Sea (2016,) som det colombianske indslag på min litterære rundrejse gennem alle verdens lande. Dén var jeg ret begejstret for. Dengang skrev jeg blandt andet, at jeg var overrasket over, at det var González’ debutroman i betragtning af, hvor helstøbt romanen fremstod for mig. >> Læs videre
På en café i Paris sidder en forfatter og søger efter en idé til sin næste roman. Han begynder med en barndomserindring og ender i et grotesk gakket, men også ret humoristisk, sine steder endda poetisk, og under alle omstændigheder aldeles udsyret, fantasy-lignende roadtrip gennem Patagonien – dér, hvor ørkenvinden kan blive forelsket i en syerske, og mytologiske monstre fødes.
Argentinske César Aira har som nævnt i gårsdagens anmeldelse af hans The Little Buddhist Monk en enorm produktion af udgivne bøger bag sig. På baggrund af min beskedne erfaring med hans bøger kan jeg få den tanke, at antallet af udgivelser måske også er for stort. Aira har åbenlyst et gigantisk talent, men tilsyneladende ikke selv noget filter for, hvad der kan udgives – og det kan være farligt for forfatter, hvis store succes måske også har gjort hans udgivers hullet. >> Læs videre
Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.
Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays. >> Læs videre
Essayistisk fiktion med afsæt i dét at gå på sine ben gennem by og natur som anledning til reflektioner over verden og livet og meningen med det hele er en klassisk litterær genre, som også har mange fornemme moderne eksempler. Hos argentinske Sergio Chejfec bliver det desværre mestendels til en abstrakt, pseudointellektuel gang på stedet.
Opmærksomme læsere af disse bognoter vil have bemærket, at jeg på det seneste har turneret rundt i den spansktalende del af den litterære verden og for tiden er i gang med et deep dive, som det hedder på nydansk, i den argentinske del af min reol med ulæste bøger. Det var egentlig ikke planlagt, men Argentina er et spændende sted at være rent litterært, så nu, hvor jeg er her, bliver jeg lidt endnu. >> Læs videre
Norah Langes hovedværk er værd at læse for sit intense, hallucinatoriske sprog. Men det kræver sin læser at fastholde interessen for en syttenårig piges fantasier om tre pebermøer, der aldrig foretager sig noget, en hel roman igennem.
Jeg havde store forventninger til denne argentinske klassiker fra 1950, der sidste år udkom i engelsk oversættelse for første gang. Og jeg ville virkelig gerne have været begejstret. >> Læs videre
En syg ko aflives ved pistolskud for pande. En hund får sparket hovedet ind af en sømbeslået støvle i en flok skoledrenges machismoleg. En banal trafiksituation fører til slagsmål mellem to ophidsede trafikanter. En oberst tager sig til sin sabel, før han iværksætter en udryddelseskrig mod et indiansk folk. En sygepasser sprøjter bevidst en overdosis ind i årerne på en patient.
Seks ud af syv noveller i samlingen Southerly (opr. 2016) af argentinske Jorge Consiglio (f. 1962) har det til fælles, at de alle kulminerer i en eller anden form for voldsom eller voldelig udgang. Men derudover er der ikke meget, der binder dem sammen. >> Læs videre
En fortrængt, voldelig, politisk fortid spøger i tilmurede kælderrum, mens alle familier, der har råd, på overfladen holder et rum parat til landets præsident, hvis han skulle få det indfald at komme forbi.
Argentinske Ricardo Romeros (f. 1976) kortroman, The President’s Room (opr. 2015), er ret beset ikke meget længere, end at den også kunne kaldes en lang novelle. Den er skrevet som en serie små stykker kortprosa, der former en sammenhængende historie, men også kan stå alene – hvilket de rent fysisk også gør i bogen: Hver “kapitel” er typisk ikke mere end otte-ti linjer langt; de korteste er kun en sætning; de længste knap tre sider lange. >> Læs videre
Gangstere, mordere, knivstikkere, løgnere, kvindehadere … Jorge Luis Borges’ noveller i Brodie’s Report er fyldt med usympatiske typer. Men fortælle en fortættet, god historie, det kan han.
Brodie’s Report (El informe de Brodie) hører til blandt Borges’ seneste udgivelser – fra den periode, hvor han var blevet blind og dikterede sine skrifter. >> Læs videre
“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”
Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt. >> Læs videre
“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”
Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring. >> Læs videre
“Vi går alle oven på knogler, det er et spørgsmål om at grave dybt nok og nå ned til de tildækkede døde. Jeg må grave, med en skovl, med hænderne, ligesom hundene, der altid finder ben, der altid ved hvor de gemte dem, hvor de efterlod dem glemte” (Mariana Enriquez, fra novellen Intet kød, kun knogler).
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) regnes ifølge forlagets klaptekst blandt de bedste, nyere argentinske forfattere. Og det forstår jeg godt på baggrund af Ting vi mistede i ilden (2015, da. 2017 ved Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munch). Romanen er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk, men forhåbentlig bliver det ikke den sidste. >> Læs videre
Chilenske Alia Trabucco Zeráns debut er en sprogligt spændende og også i andre henseender interessant roman om diktaturets børn. Men for uforløst og ufokuseret til at få mig helt op at ringe.
Flere markante chilenske, skønlitterære forfattere har bearbejdet tiden under Pinochets militærdiktatur i perioden 1973-1990. Her på bloggen har jeg tidligere omtalt f.eks. Roberto Bolanos Nocturne fra Chile og Fjern stjerne og flere andre. >> Læs videre
Fiktion forklædt som litteraturhistorie og religiøst inspireret litterær eksegese. Den litterære spasmager Mario Bellatin fortsætter sin selvrefererende leg med historiske, litterære og personlige sandheder og andre konstruktioner.
Jacob the Mutant er en litterær og en personlig fortolkning af et af de mindst kendte værker af den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), som følgere af disse bognoter vil være godt bekendt med. >> Læs videre
En biografi over den japanske forfatter Yukio Mishimas liv – vel at mærke som det formede sig efter, at hans hoved blev hugget af i forbindelse med hans rituelle selvmord i 1970 … Og en collage af historier om mangler og deformiteter – med thalidomidskandalen i 1960’erne som omdrejningspunkt.
Dette er den tredje bog, jeg læser af mexicanske Mario Bellatin, og jeg er ved at lære, at fra hans side kan man lige så godt indstille sig på at blive udsat for noget, der er endnu mere mærkeligt, end man havde indstillet sig på … Således også i Flowers & Mishima’s Illustrated Biography / Flores y biografía ilustrada de Mishima. >> Læs videre
At læse Mario Levreros Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.
I dag udkom endelig uruguayanske Mario Levreros roman Paris i dansk oversættelse (ved Liv Camilla Skjødt, Skjødt Forlag). Endelig, fordi jeg har glædet mig til at læse mere Levrero, lige siden samme forlag udgav Byen for små tre år siden i 2016. >> Læs videre
“I’m not interested in finding answers any more, not in the slightest. For now the questions are enough, and maybe I don’t even need them.”
I 2016 fik vi på dansk en oversættelse af den sære, uruguayanske forfatter Mario Levreros debutroman, den Kafka-inspirerede Byen (opr. 1970), den første af de tre bøger, Levrero selv i restrospekt kaldte sin utilsigtede triologi. >> Læs videre
Et fascinerende portræt af den for de fleste ukendte, men ikke desto mindre særdeles indflydelsesrige, japanske forfatter Shiki Nagaoka, hvis næse var så usædvanlig stor, at mange efterfølgende har været fristet til at betragte ham som en fiktiv figur.
Den mexicanske forfatter Mario Bellatin var et helt ukendt navn for mig, indtil hans kortroman Skønhedssalon tidligere på denne måned som det første og hidtil eneste værk af Bellatin blev udgivet på dansk. Jeg var ret begejstret (hvilket man kan læse om her), og skyndte mig at bestille alt, hvad jeg kunne finde på nettet af Bellatin i engelsk oversættelse (jeg arbejder på at lære mig selv spansk for at kunne læse nogle af de mange spændende, men ikke-oversatte spanskskrivende forfattere, men der går nok lige nogle år, før jeg når dertil …). >> Læs videre
Mario Bellatins Skønhedssalon er en sær og dragende kortroman om en skønhedssalon omvendt til dødssted, en ramme om sygdom og død. På nogle måder ubehagelig i sine temaer, men samtidig umådelig smuk.
I går udkom peruviansk-mexicanske Mario Bellatin (f. 1960) for første gang på dansk i form af hans mest kendte bog, kortromanen Skønhedssalon (opr. 1994), oversat til dansk med vanlig sikkerhed af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre
For den, der måtte have kategoriseret Julio Cortázar i en snæver genrekasse som (kun) forfatter af fantastisk litteratur, må denne fremragende samling af oversatte noveller give anledning til en revurdering.
Som Martin Zerlang skriver i sin indledning til samlingen (læs den til sidst, hvis du ikke vil have din læsning forudindtaget af Zerlangs i øvrigt glimrende, korte analyser af teksterne), så har Cortázar skrevet “i de fleste eksisterende plus et antal hidtil ikke-eksisterende genrer,” og det er afspejlet i udvalget. >> Læs videre
“Hvilken vidunderlig beskæftigelse at rive et ben af en edderkop, anbringe det i en konvolut, skrive Udenrigsministeren uden på den, tilføje adressen, springe ned ad trappen, sende brevet fra postkontoret nede på hjørnet.”
Dette er blot én af mange vidunderlige og underlige beskæftigelser, argentinsk-franske Julio Cortázar (1914-1984) inviterer læseren til at deltage i i tekstsamlingen Historier om kronoper og famøser (opr. 1962). >> Læs videre
En costaricansk, historisk roman fra conquistadorernes tid. Indholdsmæssigt egentlig fyldt med handling, et spraglet persongalleri og masser af historiske konflikttemaer, der burde være spændende. Den fangede mig bare aldrig. Til gengæld føltes den meget, meget, meget lang.
Romanen udspiller sig primært i Costa Rica i 1700-taller med enkelte tilbageblik til scener i Spanien, hvorfra protagonisten, lykkeridderen Pedro Albaran er flygtet fra et mellemværende med Den spanske Inkvisition. >> Læs videre
Brasilianske Clarice Lispectors noveller er komplekse, fascinerende, urovækkende og svære at fastholde. Og det er det, der gør dem gode.
Clarice Lispector (1920-1977) er blandt de mest anerkendte forfattere i hjemlandet Brasilien og også en af landets internationalt bedst kendte forfattere – selv om det måske ikke siger så meget, for brasiliansk litteratur forekommer mig at være noget overset herhjemme (og måske også i resten af verden). Og det er en skam, som man kan overbevise sig om ved at dykke ned i nogle af de – alle gode, men i øvrigt meget forskellige – bøger af brasilianske forfattere, jeg har læst henover de sidste par uger. >> Læs videre
