En fragmentarisk roman om ofre og bødler for vold og kidnapninger i Guatemala i 1960’erne – koblet med en identitetsmæssig undersøgelse af, hvad det egentlig vil sige at være en guatemalansk forfatter med jødiske og syrisk-libanesiske rødder.

Den guatemalanske forfatter Eduardo Halfon (f. 1975) har et stort forfatterskab bag sig, men Canción (opr. 2021) er debuten på dansk, oversat af Pia Sloth Poulsen for forlaget Aurora Boreal.

Romanen er skrevet som en selvbiografisk historie om forfatteren selv og hans jødiske, syrisk-libanesiske bedstefar. I hvilket omfang der er tale om en virkelig familiebiografi, eller om den er helt eller delvist fiktiv, ved jeg ikke. Det er heller ikke afgørende for romanens litterære værdi.

Romanens første sætning:

Jeg ankom til Tokyo udklædt som araber.

Fortælleren – forfatteren Halfon – er inviteret til Tokyo for til sin egen overraskelse at deltage i en konference for libanesiske forfattere. Hvordan de japanske arrangører har fået ham, der er guatemalaner og i øvrigt af jødisk herkomst, kategoriseret som libanesisk forfatter, forbliver ham selv et ubesvaret spørgsmål. Men formentlig har det at gøre med, at hans bedstefar var født i den del af Syrien, der senere blev til Libanon.

Nuvel, fra bedstefaren har Halfon arvet en række udklædninger, herunder en arabisk, så han tager afsted.

Anledningen giver fortælleren lejlighed til at reflektere over sin egen barndom i 1970’ernes Guatemala og over sin bedstefars historie. Omdrejningspunktet er her bedstefarens månedlange kidnapning i 1967. Herfra udfolder fortælleren en række reflektioner over Guatemalas historie, præget af krig, vold og terror i et komplekst politisk landskab, hvor alliancerne skifter, og rollerne som bødler og ofre bliver sværere og sværere at skille ad.

Blandt de identificerede kidnappere ved bedstefarens kidnapning i sin tid var en vis Canción, der lægger navn til romanen. Med ham som en vis gennemgående figur udfolder bogen sig i en række nedslag i Guatemalas voldsprægede historie fra 1960’erne og frem.

Halfon kan skrive. Og jeg var egentlig godt indfanget undervejs af de enkelte scener. Samlet set oplevede jeg dog romanen som noget fragmentarisk og splittet mellem de to spor: den retrospektive fortælling om bedstefarens kidnapning og Canción på den ene side, og den aktuelle rammefortælling om forfatterens deltagelse i den litterære konference for libanesiske forfattere i Tokyo på den anden.

Ikke, at pointen ikke er tydelig nok:

I Tokyo indrulleres fortælleren i en akademisk diskurs om “libanesisk litteratur og identitet.” Og da forsamlingen gradvist bliver mere og mere mistænksomme over for, hvor “libanesisk” han egentlig er, responderer han med en konkret fortælling om sin jødisk-syriske bedstefars kidnapning i Guatemala. Til stor forargelse for forsamlingen.

Denne scene indfanger en kerne i romanen: Akademiske diskurser om national identitet, herunder i litteraturen, er abstrakte og virkeligsfjerne. Det, der gælder, er det konkrete, vores egne og vores nærmestes virkelige historier. Din bedstefars historie. Hans bøddels historie.

Og som guatemalaner er fortælleren rundet af en historie præget af vold, korruption, kidnapninger, krig og terror. Om man er “jødisk” eller “libaneser” er hovedrystende ligegyldigt i den sammenhæng.

Eduardo Halfon (f. 1975). Pressefoto fra forlagets hjemmeside.

Halfon forfølger i bogen sin pointe ved en række nedslag i Guatemalas politiske historie. Som det er tilfældet for mange andre latinamerikanske lande er Guatemalas moderne historie præget af en mængde politiske og militære bevægelser, og der er nok at holde styr på for den, der ikke er helt fortrolig med de forskellige revolutionære partier og militser. Men det går.

Jeg har sympati for intentionen med bogen. Halfon skriver som sagt godt. De konkrete historier i bogen, såvel de historiske nedslag som den nutidige rammefortælling, er nærværende og medrivende.

Som nævnt er jeg ikke klar over, i hvilket omfang der er tale om virkelige erindringer om bedstefaren og om en virkelig tur til Japan for Hafon. Jeg får det indtryk, at det i relativt høj grad er tilfældet. Ihvertfald kan det i et vist omfang forklare bogens lidt for usammenhængende og fragmentariske struktur. For livet former sig jo sjældent som en roman.

“Autencitet” i form af nærhed til virkelige, personlige oplevelser er for nogen måske en kvalitet. Fra en litterær betragtning kan det dog godt komme til at stå i vejen for den gode, sammenhængende fortælling. Og det er måske det, der gør sig gældende her.

Ikke desto mindre er Canción anbefalelsesværdig læsning. Både som en adgang til Guatemalas voldsplagede, moderne historie og som en reflektion over spørgsmålet om identitet.

K's vurdering: