Ny peruansk kortroman mangler ikke ambitioner, men fejler desværre på komposition og sprog.

Jeg ville egentlig gerne have kunnet give denne roman flere gode ord med på vejen.

Forlaget Editorial Aurora Boreal® er grundlagt i 2006, oprindeligt som et litterært tidsskrift på spansk, men i denne måned debuterer forlaget med sine tre første udgivelser på dansk – alle oversættelser af nyere latinamerikanske romaner (henholdsvis to columbianske og en peruansk). Ambitionen om at ville præsentere nutidige latinamerikanske forfattere på dansk er i sig selv sympatisk, for det er mit indtryk, at der er mange spændende bøger fra den del af verden, som kun i begrænset omfang når det danske publikum.

Repræsentanten fra Peru er Gunter Silva Passuni (f. 1977) med Tiagos overdrevne og vildfarne eventyr (opr. 2016), på dansk ved Helge Krarup.

I romanen følger vi hovedpersonen Tiago og hans personlige udvikling fra ung til voksen i Peru i 1980’erne og 1990’erne. Det er en historie om forelskelser, seksuel debut, universitetsliv, natteliv i barmiljøer og de op- og nedture af forskellig beskaffenhed, der hører sig ungdomslivet til. Men historien om Tiago og hans bekendte rummer også berøring med politivold, bortførelser, tortur, mord, indbrud og mangt og meget andet.

Gunter Silva Passuni har således samtidig ambitionen om – via Tiagos rejser rundt i Peru og de personer, han møder på sin vej – at male et billede af det peruanske samfund i den historiske periode, den korte roman udspiller sig i. Det er et billede præget af massive klasseforskelle, politisk korruption, politiundertrykkelse, terrorisme (vi er i Den Lysende Stis blomstringsperiode) m.m.

Ideen har formentlig været at ville male et flimrende billede af Peru i perioden som baggrund for en ung mands personlige udviklingshistorie. Men selv om romanens temaer er interessante, fungerer det bare ikke.

Gunter Silva Passuni (f. 1977)

Ét af romanens problemer er, at den vil proppe alt for meget ind i en kort roman på 142 sider og samtidig gerne vil fortælle historien litterært raffineret og med mange spring frem og tilbage i tiden, som for mig at se ikke gør andet godt end at skabe en smule forvirring for læseren ind i mellem.

Hverken hovedperson Tiago eller hans kumpaner fik for mig på noget tidspunkt et troværdigt liv i historien. Og de ydre begivenheder er fortalt for summarisk til at blive vedkommende, endsige spændende.

Ikke at jeg ville have ønsket, at romanen var længere, for så havde jeg ikke holdt ved hele vejen. Den måtte bare gerne have været skarpere.

Det største problem er dog sproget, som virker tungt og nogle steder kluntet. Jeg har ikke grundlag for at vurdere konkret, i hvilket omfang oversættelsen er tro mod originalen, men jeg har undervejs markeret en del steder, der ihvertfald er præget af dårligt dansk. Tag som eksempel en sætning som “Eftermiddagen begyndte modvilligt at forsvinde med ulyst” – altså: Eftermiddagen havde egentlig lyst til at forsvinde, med modvilligt begyndte den i stedet at forsvinde med ulyst …? Det kan være en smutter i korrekturen, men eksemplet står ikke alene.

Skylden kan dog ikke kun skydes på oversætteren. Den sproglige stil er også præget af en mængde anstrengte og klodsede metaforer, der emmer af lidt for påtagede, men mislykkede forsøg på at tilføre teksten en lyrisk dimension, og som jeg antager, at forfatter Gunter Silva Paasuni selv må tage ansvaret for. Et par eksempler af mange mulige:

Skyerne var som fortæppet i et teater, der skulle opføre en tragedie. Tiago lå stadig på jorden; på trods af maskingeværsalver i luften, udstrålede verden et barns skrøbelighed.

[…]

Bjerghøjden fik hans hjerte til at ryste som en maraca i merenguerytme.

[…]

Neyra lå uden bevidsthed i adskillige timer [efter at være blevet udsat for fysisk tortur, K.]. Så åbnede han øjnene og blinkede forsigtigt med øjenlågene, som om de var sommerfugle, der lærte at flyve.

Og så er der lige titlen: Den originale spanske titel er “Pasos Pesados”, som direkte oversat vist betyder noget i retning af “Tunge trin.” Hvordan i alverden det på dansk er blevet til den fjollede titel “Tiagos overdrevne og vildfarne eventyr,” er mig en gåde. Det virker ihvertfald både en smule overdrevent og vildfarent.

Når alt det er sagt, så vil jeg dog gerne endnu en gang komplimentere forlaget Editorial Aurora Boreal® for ambitionen om at udgive noget af den smallere, latinamerikanske litteratur på dansk. Jeg håber, at de holder fast, men der skal strammes lidt op på fordanskningen.

Bogen er tilsendt uopfordret som anmeldereksemplar fra forlaget. Den udkom i Danmark den 10. november 2017 i forbindelse med åbningen af dette års Bogforum

• Lignende indlæg

Mario Bellatin: Shiki Nagaoka. A Nose for Fiction

Mario Bellatin: Skønhedssalon

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Julio Cortázar: Passager