Fernanda Trías: Tagterrassen

Fernanda Trías skriver godt. Pia Sloth Poulsen oversætter fint. Terrassen er som roman udmærket komponeret. Historien er egentlig også fængende fortalt. Og man kan ikke anklage Fernando Trías for at gå udenom tabuer. Men historien er i sin kerne simpelthen for ubehagelig – og ja, jeg medgiver det: for mig måske simpelthen for tabu-overskridende – til, at jeg kan elske denne roman.

Spoiler-alert: Jeg kommer i det følgende til at afsløre handlingsmæssige pointer i romanen, som læseren ellers først bliver bekendt med efter de første ti sider i romanen. Så hvis du vil læse romanen og holde spændingen intakt de første ti sider, skal du ikke læse videre her. Men jeg kan ikke skrive noget meningsfuldt om romanen ud over ovenstående, hvis jeg ikke må røbe mere.

Terrassen (opr. 2000, da. 2022) af uruguayanske Fernanda Trías er en fortættet, klaustrofobisk roman, som i det store hele foregår i en lille, indelukket lejlighed. Her bor kvinden Clara med sin lille datter, sin smådemente far og en undulat.

Romanen er præget af en krybende uhygge, efterhånden som den bevæger sig frem mod det klimaks, vi som læsere allerede på de første sider har fået en fornemmelse af, hvad drejer sig om.

Romanen begynder således med en scene, hvor fortælleren Clara ligger i sin seng og venter på, at nogen (naboerne, politiet, nogen …) skal komme og slå døren ind, mens hendes far og datter ligger i værelset ved siden af, må man forstå. Fra romanens første sider:

Hvis de kom i dette øjeblik, ville de finde mig liggende på ryggen i samme stilling, som jeg lod mig falde om på sengen i nær midnat. Klokken elleve otteogtredive, for at være helt nøjagtig, det tidspunkt, hvor alt sluttede. Jeg havde givet Flora et kys, sagt, at hun skulle sove sødt, og hun havde lukket øjnene, som om det var en helt almindelig aften.
[…]
Jeg er alene, Jeg er nødt til at overbevise mig selv om, at det, der er inde på det andet værelse, ikke er en mand, det er ikke far. Dækket til og sammen så de ud til at sove.

Herfra springer romanen frem mellem denne aften (romanens nutid) og Claras tilbageblik på de foregående fire år i lejligheden. Fire år tidligere døde Claras stedmori en ulykke. Det sendte faren mentalt til tælling, og siden har han ikke forladt lejligheden. Clara sørger for det mest nødvendige, og hun bevæger sig også selv kun nødigt uden for lejligheden. Som regel får hun sin underbo til at købe ind for sig.

Ret tidligt i romanen fornemmer vi, at det ikke kun er faren, der er psykisk udfordret. Fortælleren Clara lever selv i en forstyrret mental verden, hvor hun har et billede af, at resten af verden (inklusive den muligvis irriterende, men dog hjælpsomme underbo) er en del af en stor konspiration mod hende og faren.

Det bærende i romanen er udfoldelsen af magtrelationerne mellem Clara og faren. Faren er den sårbare i relationen, og Clara kontrollerer ham – hun holder ham inde i lejligheden for at sikre sig, at hun forbliver det eneste andet menneske i hans liv. Det vil sige hende og så hendes lille datter, Flora.

Flora har aldrig været uden for den lille beklumrede lejlighed, undtagen da hun blev født på etagen nedenunder ved underboens hjælp. Hun er også undfanget i lejligheden – som et resultat af farens og datteren Claras forhold.

Det biologiske forhold mellem Clara, faren og Flora gør Trías ret tydeligt inden for de første ti sider af romanen. Spændingsmomentet, som mest har karakter af et stigende ubehag, består især i den gradvise afdækning af, hvordan relationerne mellem de to og siden tre har udfoldet sig.

Fernando Trías (f. 1976). Pressefoto, auroraboreal.dk.

Et særligt twist ved Terrassen er, at Trías mere eller mindre vender den “typiske,” incestuøse overgrebsrelation på hovedet: Her er det datteren, der begår overgrebet ved at forføre sin psykisk uligevægtige far. En far, der bliver forfærdet og i første omgang væmmes ved at blive konfronteret med resultatet af forholdet til datteren.

Derudover kan man se det sådan, at datteren vedholdende begår overgreb mod faren ved i årevis at holde ham indespærret i deres lille lejlighed mod hans vilje via psykisk og til dels fysisk kontrol.

Fernanda Trías bygger denne stemning glimrende op. Som læsere får vi ret hurtigt en forestilling om hovedplottet (den incestuøse relation og indespærringen i lejligheden), men Trías formår alligevel at lade tilpas mange elementer af historien henligge i mørke frem til det sidste, til at romanen faktisk er spændende at læse.

Jeg har været i vildrede med, hvordan jeg skulle bedømme denne bog. Målt på litterære kvaliteter er jeg et sted mellem tre of fire stjerner, men på min personlige anbefalingsskala (dvs.: ville jeg anbefale et menneske, som jeg holder af og vil noget godt, at læse denne bog?) er det snarere to stjerner, for den er virkelig ubehagelig at læse, og man kommer heller ikke ud på den anden side som et bedre menneske. Det bliver et slags kompromis og ender på tre.

K's vurdering: