K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Bloggen

Dolores Reyes: Jordspiser

Af ,
Skriv en kommentar

Argentinske Dolores Reyes’ debutroman, Jordspiser (opr. 2019), som i år er udkommet på dansk, er en hård, men også poetisk samtidsroman om fattigdom, vold og fortabte ungdomsgenerationer i Argentina. Handlingen rummer magiske elementer, men romanen fremstår ikke desto først og fremmest som et stykke hård realisme.

Jordspiser handler om vold mod piger og kvinder i Argentina. Men også bredere om det hårde liv i Argentinas fattigste kvarterer, hvor børn og unge overlades til sig selv i et miljø præget af vold, misbrug og almindelig trøstesløshed. >> Læs videre

Eduardo Halfon: Sorg

Af ,
Skriv en kommentar

En ganske fin kortroman om fortrængte familietragedier, fordækte forhistorier og forskudte erindringer. Og om de sandheder, der kan gemme sig i erindringer baseret på misforståelser.

Sorg (opr. 2017, da. 2023) er den anden udgivelse på dansk af den guatemalanske forfattter Eduardo Halfon. Tidligere har vi på dansk stiftet bekendtskab med romanen Canción (opr. 2021, da. 2022), som jeg har anmeldt her. Begge bøger er oversat til flydende dansk af Pia Sloth Poulsen og udgivet på forlaget Aurora Boreal. >> Læs videre

Ferdinand Oyono: Houseboy

Af ,
Skriv en kommentar

Ferdinand Oyonos nyklassiske kortroman er en ironisk, men også realistisk-grum, kritisk kommentar til fransk kolonialisme i det vestlige Afrika i 1950’erne. På en gang humoristisk og hjerteskærende brutal.

Ferdinand Oyonos Houseboy (fr. Une Vie de Boy, opr. 1956) indledes med en kort rammefortælling placeret i det daværende Spansk Guinea (senere Ækvatorialguinea). Her bliver en ferierende camerouner hidkaldt til dødslejet for en anden camerouner, som er blevet fundet fysisk mishandlet. På den unge mands krop finder rammefortælleren to stilehæfter, som indeholder den afdødes dagbogsnotater. Og det er disse dagbogsnotater, skrevet af den unge camerouner Toundi, der udgør den roman, vi herefter læser. >> Læs videre

Wayétu Moore: She Would Be King

Af ,
Skriv en kommentar

Semi-historisk roman om dannelsen af staten Liberia i det 19. århundrede – tilsat magisk realisme og deciderede fantasyelementer. Liberiansk-amerikanske Wayétu Moore skal have point for et modigt forsøg på genrefornyelse. For mig virkede det dog ikke, og jeg kedede mig ærlig talt igennem det meste af romanen.

Wayétu Moore (f. 1985) er født i Liberia i det vestlige Afrika. Da hun var fem år gammel flygtede hendes familie med hende fra borgerkrigen i Liberia via Sierra Lenoe til USA, hvor hun har boet siden. Det kan man læse om i hendes selvbiografiske bog The Dragons, the Giant, the Women (2020). Hendes litterære debut var imidlertid romanen She Would Be King (opr. 2018). >> Læs videre

Maximian: Levende død. Elegier

Af ,
Skriv en kommentar

“Sortsyge Ælde, hvad tøver du for – du skal fremskynde døden! / Skal min udmattede krop / vente så længe på dig? / Fri mit elendige liv fra dit fængsel, jeg beder dig. Døden / er nu kun hvile, men at / leve en straf i sig selv.”

Maximians elegier er en senromersk klassiker. En herlig tekst, som netop er udgivet i en ny sprællevende, dansk oversættelse ved Harald Voetmann, der også har forsynet teksten med et kort, men oplysende og relevant efterord. >> Læs videre

Ali Zamir: A Girl Called Eel

Af ,
Skriv en kommentar

A Girl Called Eel er mig bekendt den første oversatte roman nogensinde fra Comorerne. Og den er slet ikke ueffen. Velskrevet og original. Rørende og endda helt sjov. Men for lang.

Da jeg for nogle år siden læste mig gennem bøger fra alle verdens lande i læseudfordringen Verden rundt i bøger, havde jeg svare problemer med at finde en repræsentant for den lille, afrikanske østat Comorerne i Det Indiske Ocean. >> Læs videre

Deborah Levy: August Blue

Af ,
Skriv en kommentar

En melankolsk – men alligevel mere humoristisk end sørgmodig – roman om at søge efter sig selv i en tabt fortid. Om at blive skabt og genskabe eller omskabe sig selv. Om forskellen på at skabe kunst og gøre kunst(er). Og også noget om kærlighed og venskab.

Den sydafrikansk fødte, britiske forfatter Deborah Levy (f. 1959) har været et af dette læseårs spændende og for mit vedkommende nye bekendtskaber. Tidligere på året læste jeg således med stor fornøjelse hendes selvbiografiske romantrilogi, Ting jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022), Livets omkostninger (opr. 2018, da. 2022) og Fast ejendom (opr. 2021, da. 2023).

Seneste udgivelse fra Levys hånd er romanen August Blue, som udkom her i foråret 2023. Den holder det høje niveau fra de førnævnte bøger. >> Læs videre

J. M. Coetzee: Age of Iron

Af ,
Skriv en kommentar

Age of Iron er angiveligt en af de mest læste af sydafrikanske Coetzees romaner. Efter min mening er den dog langt fra at være blandt hans bedste. Men mindre kan gøre det, Coetzees mesterlige grundform taget i betragtning, så læs den alligevel.

J. M. Coetzee (f. 1940) kunne jeg i en højstemt situation finde på at nævne blandt mine top 10-favoritforfattere. Det harmonerer så ganske vist ikke helt med mine egne anmeldelser her på bloggen af diverse af hans værker (retfærdigvis mangler nogle af de bøger, jeg har læst af ham, på bloggen, især den mesterlige Dostojevskij-pastiche, Mesteren fra Petersborg). >> Læs videre

Doris Lessing: The Grass is Singing

Af ,
Skriv en kommentar

Doris Lessings debutroman fra 1950 er en stærk beretning om nedbrydningen af en kvinde, om følelsesmæssige magtrelationer på tværs af og i kraft af race, køn og stand og en social kritik af det racistiske samfund i det sydlige Afrika.

Med skam at melde, har jeg aldrig tidligere fået læst noget af nobelpristageren Doris Lessing (det vil sige: jeg har ikke gentaget forsøget, siden min dansklærer i syvende klasse i et velment, men misforstået forsøg på at understøtte min allerede dengang veludviklede læselyst anbefalede mig at læse Shikasta fra Lessings Canopus in Argos-serie – det var trods alt lige lovlig voksent for den dengang trettenårige, som måtte give op). >> Læs videre

Madeline Miller: Galatea

Af ,
Skriv en kommentar

Et fint, lille, moderne korrektiv til den klassiske myte om Pygmalion – denne gang fortalt fra den besjælede statues perspektiv.

Den amerikanske forfatter Madeline Miller (f. 1978) har haft ganske stor succes med sine gendigtninger af historier fra den klassiske, græske mytologi. I debutromanen, The Song of Achilles (2011), genfortæller hun kærlighedshistorien mellem Achilleus og Patroklos, kendt fra Homers Iliaden, men fortalt fra Patroklos’ perspektiv. I romanen Circe (2018) gør hun troldkvinden Kirke (som optræder som bifigur i Homers Odysseen) til hovedperson frem for Odysseus. >> Læs videre

Helle Helle: Hafni fortæller

Af ,
Skriv en kommentar

Hafni fortæller er meget Helle Hellesk – og det er godt. Måske en kende mere eksperimenterende i formen, end jeg har oplevet hende før – men det kommer der også kun godt ud af.

Forleden skrev jeg i min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Birgithe med th, at jeg måske bare ikke er til romaner om helt almindelige menneskers helt almindelige liv.

Det udsagn vil jeg gerne trække tilbage: For hvis det er Helle Helle, der skriver om helt almindelige menneskers helt almindelige liv, så kan det lige pludselig blive ikke alene vedkommende og spændende, men også litterært nyskabende. >> Læs videre

Imre Kertész: Fiaskoen

Af ,
Skriv en kommentar

En svær anmeldelse. Fiaskoen har mange fremragende kvaliteter, endda mesterlige. Jeg har ikke svært ved at genkende den Imre Kertész, hvis andre bøger, jeg tidligere har været benovet over. Samtidig er jeg bare nødt til at indrømme, at jeg kedede mig. Midt i alt denne litterære kvalitet kedede jeg mig massivt.

Den ungarnske nobelpristager Imre Kertész (1929-2016) er nok især kendt for den selvbiografiske Auschwitz-roman, De skæbneløse (opr. 1975), men hans omfattende forfatterskab rummer mange andre perler. Fiaskoen (opr. 1988), som først nu er oversat til dansk, kan i en vis forstand ses som en fortsættelse af De skæbneløse. >> Læs videre

Katrine Marie Guldager: Birgithe med th

Af ,
Skriv en kommentar

Birgithe med th er et portræt af en kvinde midt i livet. Som ikke orker mere pis og ikke lægger meget bånd på sin irritation og vrede. Men som under overfladen er lige så skrøbelig som alle os andre. En ganske fin, lille roman, men så heller ikke mere. Sine steder både morsom og også rørende. Hurtigt læst – men nok også hurtigt glemt.

Birgithe med th er vred. Og der er nok at være vred over: Alle dem, der ikke tager klimaforandringerne alvorligt og bare fortsætter deres umådeholdne overforbrug. Forældre, der ikke opdrager deres børn. Unge drenge, der mobber hjemløse på gaden. Trælse fyre, der lufter sexistiske kommentarer i kassekøen i supermarkedet. Cyklister, der ikke kender forskel på en fodgængerovergang og en cykelsti. Birgithes lillesøster, der har ondt i livet, men ærlig talt godt kunne prøve at tage sig lidt mere sammen. >> Læs videre

Goliarda Sapienza: Møde i Positano

Af ,
Skriv en kommentar

En roman om venskab og kærlighed mellem to kvinder i 1950’erne. Samtidig et portræt af en italiensk landsby på kanten af at udvikle sig til en turistdestination. Og et tidsbillede af dele af Italien. En på flere måder fin og meget velskrevet bog. Men ærlig talt også lidt kedelig.

Goliarda Sapienza (1924-1996) er formentlig ikke kendt af så mange danske læsere. Jeg havde ærlig talt heller ikke hørt om hende, før jeg faldt over denne nylige udgivelse på dansk af hendes sidste roman (oprindeligt skrevet i 1984, men først udgivet efter hendes død). Forlaget Grønningen 1 har dog også tidligere udgivet Sapienzas hovedværk, Kunsten at glædes (da. 2021). >> Læs videre

Mariana Enriquez: Farerne ved at ryge i sengen

Af ,
Skriv en kommentar

Hekseri, hjemsøgelser, åndemaneri og ondsindede forbandelser. Døde, rådnende spædbørn, der går igen. Kannibalistisk nekrofili. Seksuel fetichistisk besættelse af døende, menneskelige organer. Og såmænd også et par gotiske spøgelseshistorier i næsten klassisk stil. Det hele serveret med et feministisk twist og et strejf af samfundskritik. Mariana Enriquez’ noveller er ikke for sarte maver, men de giver appetit på at læse mere.

Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) fik sit store, internationale gennembrud med novellesamlingen Ting vi mistede i ilden (opr. 2015, da. 2017), som her på bloggen udløste fem stjerner, da jeg anmeldte den tilbage i 2019. >> Læs videre

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Leoparden

Af ,
Skriv en kommentar

Lad os bare tage det up front: Leoparden er en siciliansk, italiensk og europæisk klassiker. Men romanen er også en noget tung omgang. Faktisk tenderende til det småkedelige. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved at komme igennem den, og jeg var glad, da den sluttede.

Som følgere af disse bognoter vil vide, hører jeg ikke til de læsere, der kræver af en bog, at den er pakket med action, ydre handling eller på anden vis er en decideret pageturner. >> Læs videre

Dorte Karrebæk: Stensamleren / Evige gentagelser

Af ,
1 kommentar

Stenstrandzen. En bog for fossilsamlere og fans af Dorte Karrebæks geniale streg. Man skal nok være en hel del af begge dele for at elske denne bog. Jeg er en hel del af begge dele.

Jeg er ud af en stensamlerfamilie. Jeg er opdraget med, at sandstrande, hvor man bader og soler sig, er tarvelige og kedelige steder for pøblen. En god strand er en stenstrand, hvor man kan finde fossiler. Rigtig strandaktivitet er at gå langsomt langs vandet i dét spor, hvor der er sten, med blikket rettet nedad og med såvel øjne som sind i den perfekte fossilfinderbalance: Dedikeret og fokuseret, men samtidig åben for indtryk fra millionårgamle aftryk i sten. >> Læs videre

Hernán Rivera Letelier: Pigen der fortalte film

Af ,
4 kommentarer

Charmerende, lille, chilensk roman om fascinationen af filmens magiske verden og om fortællingens kraft.

Hernán Rivera Leteliers kortroman fra 2009 (på dansk i 2013 ved altid sikre Rigmor Kappel Schmidt) udspiller sig i en lille salpeterminelandsby langt ude på pampaen i det nordlige Chile. Her er en af de få og højt skattede fornøjelser at gå i biografen. Vi er i en tid, hvor Hollywoodfilm med Marilyn Monroe, John Wayne og Charlton Heston er i høj kurs – men dog ikke nær så populære som mexicanske musikalske melodramaer. >> Læs videre

Albert Cossery: Mennesker glemt af Gud. Historier fra Kairo

Af ,
Skriv en kommentar

”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”

Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik. >> Læs videre

Sadegh Hedayat: Den blinde ugle

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg lugtede af lig, af råddent kød. Man skulle tro, at jeg altid havde ligget i en sort kiste, altid lugtet af lig, altid var blevet kørt rundt af en gammel og krumrygget mand, hvis ansigt jeg ikke kunne se, mellem tågebanker og omflakkende skygger.”

Det her er altså virkelig syret og virkelig hårdt. Det er Kafka på iranske stoffer. Den blinde ugle har snart et helt århundrede på bagen, men hvis det skulle få nogle til at tænke, at romanen så sikkert er en tam omgang, så kan de godt tro om. >> Læs videre

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Af ,
1 kommentar

Læst i dag, 166 år efter førsteudgivelsen, er Flauberts klassiker om den romantisk længselsfulde madame Bovary stadig en god historie. Den er velskrevet, velfortalt og i det hele taget værd at læse – først og fremmest for Flauberts fine og nuancerede personportrætter.

Madame Bovary (opr. 1857) har en sikker top ti-placering på ikke så få lister over de største romaner gennem tiderne. Den er også en god roman. Og den kan snildt læses i dag uden omsvøb og med fornøjelse. Men skal jeg forsvare dens top ti-placering i kanon, så kræver det dog nok alligevel inddragelse af litteraturhistoriske kriterier såsom dens betydning for udviklingen af den realistiske romangenre og for kvindelige romanprotagonister. >> Læs videre

Solvej Balle: Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket

Af ,
5 kommentarer

Jeg er glad for, at jeg ikke er litteraturstuderende på universitetet og har fået stillet en opgave i Solvej Balles novellesamling/roman, Ifølge loven (opr. 1993). Jeg ville være temmelig meget i vildrede med, hvordan jeg skulle få skrevet noget klogt.

Heldigvis er jeg bare en almindelig læser og som sådan kan jeg slet og ret vælge at nyde Solvej Balles sprog, hendes finurlige iagttagelser, hendes fiktive, semividenskabelige udredninger, skæve vinkler og underfundige, underspillede humor. Uden at skulle stilles til regnskab i form af at levere indsigtsfulde analyser. >> Læs videre

Rakel Haslund-Gjerrild: Øer

Af ,
Skriv en kommentar

En samling små, meget velskrevne, ganske fine, men også noget forglemmelige noveller om folk og fæ og fiskere på Bornholm og omegn. Rakel Haslund-Gjerrild demonstrerede i denne debutsamling gode takter, som hun senere har udfoldet med større dybde og tyngde.

Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) er vi her på bloggen tidligere stødt på i kraft af hendes særdeles vellykkede biografiske roman om den flamboyante maler Kristian Zahrtmann, Adam i Paradis (2021). Hun debuterede imidlertid som forfatter fem år tidligere med novellesamlingen Øer (2016). >> Læs videre

Solvej Balle: Om udregning af rumfang I-IV

Af ,
Skriv en kommentar

”Det utænkelige er noget, vi bærer med os hele tiden. Det er allerede sket: vi går omkring og er usandsynlige.”

Kan man skrive 700 sider over fire bind (med tre bind mere på vej) om en kvinde, der vågner op til den samme dag igen og igen? Uden at miste læseren? Nej, det kan man næppe, ville jeg have sagt. Men Solvej Balle (f. 1962) gør det alligevel. Allerede nu, inden færdiggørelsen, fremstår Om udregning af rumfang som et storværk i verdenslitterær klasse. Og så er det endda en letlæselig fornøjelse. >> Læs videre

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret

Af ,
Skriv en kommentar

Amerikanske Lydia Davis kan så afgjort noget i novelleformen og den helt korte prosaform. De bedste tekster i denne samling er skarpe, humoristiske og menneskeligt rørende. En god del af historierne var mig dog også tæt på lidt ligegyldige. Og så gør oversættelsen til dansk ikke noget godt for Davis’ enkle, men finurlige sprog, der ellers er hendes store styrke.

Jeg stødte første gang på Lydia Davis i kraft kortprosasamlingen Can’t and Won’t: Stories (2014), som jeg læste for nogle år tilbage. Den var jeg dengang lidt lunken overfor. >> Læs videre

Don Carpenter: Hard Rain Falling

Af ,
Skriv en kommentar

Jeg havde set frem til at læse Don Carpenters Hard Rain Falling, baseret på gode anmeldelser. Jeg blev dog en lille smule skuffet. Det er ikke en dårlig bog. Den er velsagtens endda ganske god. Eller det var den nok, da den blev skrevet. Tiden har dog ikke været så god ved den.

Don Carpenter (1931-1995) havde aldrig for alvor stor succes som forfatter. Hans debutroman og hovedværk, Hard Rain Falling (opr. 1966), blev vel modtaget af anmelderne ved udgivelsen, men fik ikke noget bredt publikum. Efter hans død genudgav New York Review Books romanen i 2009 med et forord af George Pelecanos, som er den version, jeg har læst. >> Læs videre

James Baldwin: Giovanni’s Room

Af ,
6 kommentarer

For pokker, hvor er Giovanni’s Room en god bog. Og langt bedre, end noget handlingsreferat kan give indtryk af. En dybt rørende, medrivende sanselig og grundlæggende eksistentiel roman om personlig frihed og de mulige personlige konsekvenser af at gribe den – eller ikke at gøre det.

Handlingen i James Baldwins (1924-1987) anden roman, Giovanni’s Room (opr. 1956) er ganske enkel, og i det nedenstående afslører jeg ikke mere, end man kan læse i bogens bagsidetekst – eller hvad der for så vidt allerede afsløres af romanens første par sider: >> Læs videre

Matt Ruff: Lovecraft Country

Af ,
Skriv en kommentar

En kærlig-ironisk pastiche over horror- og science-fictiongenren fra første halvdel af det 20. århundrede og samtidig et på ingen måde ironisk billede af den alt for virkelige racisme i det raceadskilte USA i 1950’erne. Lovecraft Country er ikke ligefrem verdenslitteratur, men den går an som mildt underholdende ferielæsning.

Romanen starter med et citat fra “The Safe Negro Travel Guide” (1954-udgaven), en praktisk rejsehåndbog, som giver anvisninger på hoteller, diners og værksteder m.v., hvor sorte amerikanerne kan forvente at blive betjent med nogenlunde anstændighed (eller overhovedet betjent) på rejser internt i USA i 1950’erne: >> Læs videre

Ithell Colquhoun: Hermogenes’ gås

Af ,
Skriv en kommentar

Her får du litterær surrealisme for fuld udblæsning – i gotisk klædedragt og tilsat elementer af okkultisme, kabbalisme og alkymisme. Lyder det syret? Vær advaret: Det er meget mærkeligere end som så. Ithell Colquhouns roman bevæger sig hinsides det rationelt forståelige, langt hinsides. Helt sikkert ikke en roman for alle. Herunder ikke for mig.

Ithell Colquhoun (1906-1988) er allerede et interessant bekendtskab af den grund, at hun var en af meget få kvindelige surrealistiske kunstnere i det 20. århundrede. Tilmed var hun dybt interesseret i det okkulte, ikke mindst alkymismen (forstået ikke bare som drømmen om at lave bly til guld, men som en vej til åndelig oplysning), og hun var igennem sit liv medlem af adskillige okkulte selskaber. >> Læs videre

Ursula K. Le Guin: The Left Hand of Darkness

Af ,
Skriv en kommentar

“The King is pregnant.” Sådan lyder den nok mest berømte enkeltsætning fra Ursula K. Le Guins moderne sci-fi-klassiker, The Left Hand of Darkness (opr. 1969). Og kongen er vel at mærke ikke “gravid” på samme måde, som nutidige forældre kan finde på at sige, at “vi er gravide.” Kongen er fysiologisk gravid.

Vi befinder os i en fjern fremtid mange lysår væk på vinterplaneten Gethen, også kaldet Winter.

Hovedpersonen i romanen er Genly Ai, udsending fra den intergalaktiske handels- og idéudvekslingssammenslutning, The Ekumen. Selv er han oprindeligt fra planeten Terra (som vi må forstå som Jorden), men han er udsendt til planeten Gethen for at etablere kontakt og optage beboerne i The Ekumen. >> Læs videre