KAPANG! 4.300 års lagring i kileskrift har ikke frataget den sumeriske ypperstepræstinde Enheduanas power-digt meget saft og kraft. Dronning over verdens magter i Sophus Helles flotte danske gendigtning fremstår helt frisk, vild og voldsom og i allerhøjeste grad læseværdig.
Og så kommer den danske version fra 2020 tilmed flot gennemillustreret af Johanne Helga Heiberg, hvis illustrationer emmer af samme kraft som teksten og fortolker den på fornem vis. >> Læs videre
“At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg vil det. Men det er det, der sker.”
Amduat. En iltmaskine er en flot og rørende fortælling i digtform om en gammel mands død på en lungeklinik på et dansk hospital, mens hans søn er hos ham. Samtidig fortalt med Harald Voetmanns velkendte humor og optagethed af det abjekte, det ækle og det groteske – iklædt gevandter fra den oldegyptiske dødekult.
Harald Voetmann kender vi her på bloggen for hans begavede og bizarre romaner med afsæt i historien og klassikken. Amduat. En iltmaskine adskiller sig i sin form og tone markant fra de øvrige værker, jeg har læst af ham. Men bogen er samtidig ubestrideligt voetmannsk. >> Læs videre
Dybsort congolesisk satire. Intens og kompakt, voldsom og brutal, grotesk og fantasifuld, begavet morsom og samtidig stærkt deprimerende. Men også lidt for meget og i nogle stræk tæt på enerverende.
Sony Labou Tansis (1947-1995) congolesiske nyklassiker Life and a Half (opr. 1979) anses ikke uden grund som en af de 100 bedste afrikanske bøger nogensinde. >> Læs videre
Palmevinsdrankeren af Amos Tutuola (1920-1997) er en nigeriansk klassiker, som trækker på myter og eventyr fra en folkelig, mundtlig fortælletradition og kombinerer dem i romanform med masser af surrealistisk humor. Det er en sjov og interessant, men i kraft af den episodiske form alligevel også lidt træg læseoplevelse. Mest for læseren, der i forvejen har en særlig interesse i afrikansk litteratur.
Der har været stille usædvanligt længe her på bloggen. Jeg er her endnu. Det er bare blevet forår, og på forunderlig vis har det trukket mere i mig at begrave hænderne i havemuld end at læse. Man skal jo passe sin have, som Epikur har lært os. >> Læs videre
Hold da op. Hold nu helt op. Det er flere år siden, at jeg sidst er blevet grebet om hjertet af en bog, som jeg blev det af Tarjei Vesaas’ Isslottet. Den er knugende og isnende god. Vesaas’ enkle sprog og lavmælte, langsomme fortælleteknik rummer de voldsomste følelser, der raser som en isfrossen norsk elv, der sprænges i stumper i forårets tøvejr.
En omtale af handlingen og temaerne i bogen får den uvægerligt til at lyde en smule tam. Mine ord rækker ihvertfald ikke. Selv havde jeg aldrig fundet på at læse bogen på baggrund af bagsideomtalen, hvis der ikke lige på forsiden havde stået navnet Tarjei Vesaas, forfatteren til Fuglene. >> Læs videre
Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.
I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende. >> Læs videre
Mere Dostojevskij: Dobbeltgængeren er for mit vedkommende en genlæsning, men min første læsning ligger så mange år tilbage, at handlingen var helt væk i min erindring. Den hektiske stemning omkring den befippede hovedpersons sammenbrud har jeg dog båret med mig i alle de 30-35 år, der er gået siden mit første møde med hr. Goljádkin og hans dobbeltgænger. Og genbesøget er ingen skuffelse, tværtimod.
Med Dobbeltgængeren (opr. 1841) er vi tilbage i den tidlige del af Dostojevskijs forfatterskab. Den sociale indignation er ikke helt så fremtrædende som i debuten, Stakkels mennesker, men den er bestemt ikke fraværende, og Dostojevskij er, som vi kender ham, på “de små menneskers” side. >> Læs videre
Yes! Det er sådan her, jeg foretrækker min Dostojevskij: Kort, stram og skarp. Men samtidig med den dybde og de nuancer, som Dostojevskij er kendt for i de store romanværker.
Den evige ægtemand stammer fra den anden periode i Dostojevskijs forfatterskab, dvs. perioden efter hans ophold i en straffelejr i Sibirien. Det er i den periode, han skriver de mest kendte værker, herunder Brødrene Karamazov, som jeg læste i sidste måned. Den evige ægtemand udmærker sig imidlertid ved at være kort, og den er langt mere stramt komponeret end de store, fortællende romaner. >> Læs videre
Kejser Hadrians erindringer holder, hvad bagsideteksten lover: Man glemmer ganske, “at ikke kejserens egen hånd har ført pennen”, men at der derimod er tale om den romerske kejsers fiktive erindringer skrevet af den franske forfatter Marguerite Yourcenar.
I 2021 har jeg sat mig for både at få gjort et indhug i de ulæste bøger i mine reoler og få læst nogle flere klassikere. Marguerite Yourcenars Kejser Hadrians erindringer (opr. 1951) opfylder begge kriterier. Romanen fremhæves ofte som et af den franske forfatters hovedværker. Min antikvariske danske udgave fra 1954 (oversat fra fransk af Karl Hornelund) har stået i kø herhjemme i mere end 25 år, kan jeg se af min datering i bogen. Men nu kom det altså over mig at pille den ud af reolen. >> Læs videre
En gynækologs utroværdige bekendelser. En bevægelseshæmmet opdrætter af dræberhunde. En dreng, hvis mor tager sig betalt for at fremvise hans kønsdele i offentlige bade. Kort sagt: Tre meget bellatinske Mario Bellatin-noveller.
Vi tager lige en Mario Bellatin mere – i forlængelse af min læsning af Mrs. Murakami’s Garden. >> Læs videre
Mexicos enarmede litterære sørøver, Mario Bellatin, leger i Mrs. Murakami’s Garden med genrerne, med læseren og i det hele taget med den litterære bog som konstruktion. Det er som altid hos Bellatin ganske fermt gjort, men ikke helt på niveau med hans bedste udgivelser.
For følgere af disse noter behøver mexicanske Mario Bellatin ikke nogen nærmere præsentation (se ellers min omtale i forbindelse med anmeldelserne af andre af Bellatins bøger). Dermed er det også unødvendigt at sige, at fra Bellatin ved man aldrig helt, hvad man skal vente – udover at hans værker sjældent er, hvad de ser ud til at være – eller omvendt netop gør en pointe ud af, at de præcis kun er det, de ser ud til at være, nemlig ord og billeder på papir … og dermed afslører, at værkernes mening tilføres andetsteds fra og altid er notorisk ustabil og uforudsigelig. >> Læs videre
“Why is everything shaking?” I ask. “Such sadness, such suffering,” says one. “The earth shakes when this many people are in pain.”
Pergentino José (f. 1981) er en mexicansk forfatter med rødder i den zapotec-indianske befolkning i Oaxaca i det sydlige Mexico. Red Ants (opr. 2012, eng. 2020) er den første udgivelse af José på engelsk. Ifølge bagsideteksten er den oprindeligt skrevet på sierra zapotec (et af mange zapotec-sprog), men den engelske udgave synes dog oversat fra spansk. >> Læs videre
En underholdende, smukt skrevet fortælling om skønheden i naturens mangfoldighed og om kvinders frigørelse over fire århundreder. Inspireret af historiske kvindelige naturhistorikere og kunstnere – og af sommerfuglens metamorfose, græshoppens sang og ildfluernes dans. Desværre kammer den over i lidt for meget sentimental øko-politisk prædiken – som det er svært at være uenig i, men som bare heller ikke fungerer ret godt litterært.
Finske Selja Ahavas roman, Kvinden der elskede insekter (opr. 2020, da. 2021), tager afsæt i en række historiske personer, først og fremmest naturforskeren og kunstneren Maria Sibylla Merian (1647-1717) og den opdagelsesrejsende fotograf og naturforsker Isabella Bird (1831-1904), men flere andre historiske personer passerer forbi. >> Læs videre
Brødrene Karamazov er en tragedie, en komedie, en farverig knaldroman, en kriminalintrige, et retssalsdrama, et stykke gribende socialrealisme, en samfundskritik og ikke mindst en dybt moralfilosofisk roman og et mangefacetteret studium af det menneskelige sinds krinkelkroge.
Dostojevskijs sidste, store roman er stadig en fascinerende fortælling, og den gør sig godt i Marie Tetzlaffs nye oversættelse til flydende, letlæst dansk, som samtidig klædeligt bevarer et lidt altmodisch præg i form af enkelte ældre udtryk, så vi ikke helt glemmer, at teksten immervæk er skrevet for mere end 140 år siden.
Men – og jeg er nødt til sige det, når nu ingen andre gør det – den er altså for lang. >> Læs videre
Rygtet siger, at … Danmark har en ny, spændende og lovende forfatter, og at han hedder Rasmus Daugbjerg. Og for en gangs skyld taler rygtet sandt. I modsætning til, hvad det gør i Daugbjergs flotte og grumt ubehagelige debutroman, hvor rygtet ikke desto mindre – som rygter har det med at gøre – bekræfter sig selv i en uhyggelig gennemspilning af det universelle syndebukketema.
Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman, Rygtet, der udkom i januar på Forlaget Møllegades Boghandel, har allerede fået flotte anmeldelser med på vejen , og det er fuldt fortjent. >> Læs videre
Salt er en lille, sjov, pudseløjerlighed fra Flandern. Måske ikke ligefrem verdenslitteratur af stor tyngde, men Marc Reugebrink er med sin lette pen, monty pythonske humor og kringlede, finurlige fantasi ganske godt og fornøjeligt selskab.
Det er ikke så tit, man støder på oversat skønlitteratur fra Flandern, den hollandsk- (eller rettere: flamsk-)talende del af Belgien. Dét alene var jo nok til at vække min interesse for den første roman på dansk af hollandskfødte (men i Flandern bosiddende) Marc Reugebrink, Salt (opr. 2019, da. 2021), som udkom i fredags i Miriam Boolsens veloplagte fordanskning. >> Læs videre
The Storm har stilmæssige ambitioner af shakespearske dimensioner. Den er også så ambitiøs, at jeg undervejs var på nippet til at fælde den dom, at colombianske Tomás González var i gang med at overgøre de litterære eksperimenter. Men han får hevet den i land, efterhånden som romanen skrider frem. Og det samlede indtryk er af en forfatter i absolut litterær verdensklasse.
Af Tomás González har jeg tidligere været særdeles begejstret for den fine, stilfærdige Det vanskelige lys (opr. 2016/2018, da. 2019) og også debutromanen In the Beginning Was the Sea (opr. 1983, eng. 2014). The Storm skuffer ikke. González er bare god. >> Læs videre
Moacyr Scliars roman om den jødisk-brasilianske kentaur Guedali Tartakovsky – halvt menneske, halvt hest – er en underholdende fabel om at være splittet mellem forskellige identiteter, om at være anderledes og længes efter at blive som de andre – og om længslen efter det, man tabte, når det endelig lykkes at blive “normal.”
Nej, jeg var ikke helt færdig med Moacyr Scliar. Men nu lover jeg, at det er den sidste (ihvertfald i et godt stykke tid). Til gengæld er det også en af de bedste, jeg har læst af ham. The Centaur in the Garden (opr. 1980, eng. 2003) omtales ofte som Scliars hovedværk, og det forekommer mig ikke uretfærdigt. >> Læs videre
En ung mand og en sulten jaguar i en redningsbåd midt i Atlanterhavet. Hvad gør han? Gør sig til dens ydmyge, frygtsomme tjener ved at fange fisk til den for at overleve? Eller gør han modstand? Hos Moacyr Scliar er det et spørgsmål til ethvert menneske, der lever under diktaturets trussel.
Hvis I håbede, at jeg helt havde sluppet brasilianske Moacyr Scliar, så må jeg skuffe. For selv om ikke alt, hvad jeg har læst af ham, får mig helt op at ringe, så er det noget ved Scliars stil, som giver mig lyst til at læse mere. >> Læs videre
Et sprudlende og farverigt portræt af den jødiske bydel Bom Fim i Porto Alegre, Brasilien, i 1940’erne. Med masser af humor, satire og nogle stænk magisk realisme.
Jeg bliver lige hængende lidt ved Moacyr Scliar (1937-2011). Denne gang ved hans første roman fra 1972, The War in Bom Fim (oversat til engelsk fra det originale portugisiske af David William Foster i 2010). >> Læs videre
Mildt underholdende, ironisk kortroman om et mislykket, romantisk forsøg på at genskabe Paradisets have som en økologisk turistpark i et stykke jungle i Brasilien.
Eden-Brazil (opr. 2002) hører til brasilianske Moacyr Scliars (1937-2011) senere produktion. Det er ikke en af hans mest kendte romaner, og lad os bare være ærlige og sige, at det nok også er med god grund. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig bog, den er bare et stykke fra standarden hos Scliar, når han er bedst. >> Læs videre
“Det eneste, der tilsyneladende stod helt klart, var, at vi på et eller andet tidspunkt undervejs havde opgivet missionen og kuldsejlet projektet, og fordi intet andet virkede mere relevant, besluttede jeg at tage til San Francisco.”
I går omtalte jeg Joan Didions (f. 1934) roman, Intet gælder (Play It as It Lays) fra 1970. Hendes store gennembrud var imidlertid essaysamlingen Slæber sig mod Betlehem fra 1968 (på dansk ved Claus Bech, Gyldendal 2018), tyve essays skrevet i perioden 1961-1967, oprindeligt bragt i diverse magasiner, men her samlet i bogform af Didion selv. >> Læs videre
Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok finpudsede Hollywood-facade i Joan Didions nyklassiker fra 1970.
Joan Didion (f. 1934) er måske mest berømt for sine new journalism essays (og dem kommer jeg til i en senere anmeldelse), men hun har også skrevet skønlitteratur, og Play It as It Lays fra 1970 har status af en amerikansk nyklassiker, som imidlertid først i 2020 er blevet oversat dansk under titlen Intet gælder (ved Olga Ravn). >> Læs videre
Jules Archers små historier er netop det, titlen antyder: Little Feasts, små festmåltider, der kun tager et par minutter af gnuffe i sig, men som man kan være noget længere om at fordøje. Og nogle af dem kræver en stærk mave, der er tilvænnet det groteske, så er du advaret.
De fleste af de 19 korte historier i Little Feasts (2020) er det, man med et smart begreb kan kalde flash fiction – små historier, der er for korte til at være noveller. Nogle af dem har dog lige akkurat normal novellelængde. De fleste af teksterne har været bragt før i diverse tidsskrifter og udgives her samlet i en – tro mod tekstformatet – billig, hurtig paperbackversion (med med et flot forsidedesign af Carolyn Brandt). >> Læs videre
Hvad sker der, når en matematikprofessor på vej mod de 50 pludselig overvældes af et øjeblik af “inkommensurabel betydning,” et uventet glimt af mening hinsides fornuft i et ellers kedeligt, borgerligt normalliv? Hos Hilda Hilst går han i mental opløsning i en mere end almindelig alvorlig midtvejskrise – som måske kan være vejen til genfødsel (som hund).
Fra Moacyr Scliars noveller til en anden af Brasiliens store forfatterprofiler, Hilda Hilst (1930-2004). I 2018 fik vi for første gang adgang til at læse Hilda Hilst på dansk i form af Lean Pejtersens oversættelse af den uanstændige Madam D (opr. 1982), udgivet på Forlaget Gladiator. Lean Pejtersen står også bag den fine fordanskning af Med min hundeøjne (opr. 1986), som udkom for et par måneder siden på det relativt nye mikroforlag, Harpyie. >> Læs videre
Brasilianske Moacyr Scliars noveller er et festfyrværkeri af finurligheder, skæve karakterportrætter, politisk, social og religiøs satire, allegorier, fabler, grotesker, fantastik, magisk realisme og andre besynderligheder. Ikke altid umiddelbart meningsfuldt, men ofte tankevækkende og hele vejen igennem underholdende.
Af en novellesamling at være er The Collected Stories of Moacyr Scliar en moppedreng på 475 store sider. Der er da heller ikke tale om én, men hele seks novellesamlinger, oprindeligt udgivet i perioden 1968-1989 og med et nyt efterord af Scliar selv fra 1999. Nogle af samlingerne har tidligere været udgivet selvstændigt i engelsk oversættelse, andre findes kun på engelsk her. Alle oversat fra det portugisiske af Eloah F. Giacomelli. >> Læs videre
Tolstojs tre fortællinger fra Sevastopol under Krimkrigen er ikke det ypperste fra mesterens hånd, men mindre kan gøre det. Fortællingerne er værd at læse for de levende stemningsbilleder fra byen og bastionerne og for Tolstojs satiriske blik på forfængeligheden i de menneskelige relationer.
Den unge Lev Tolstoj (1828-1910) meldte sig i 1851 frivilligt til hæren, og i 1854-1855 deltog han som sekondløjtnant i Krimkrigen, blandt andet under belejringen af Sevastopol på Krim. Sevastopolfortællingerne (opr. 1855) er vokset ud af Tolstojs erfaringer herfra. >> Læs videre
Et år er gået, og traditionen tro kommer her en opsamling på mit læseår i form af en halv snes udvalgte titler, som gjorde særligt indtryk på mig i 2020.
Som det fremgår er der ikke tale om en liste over de bedste nyudgivelser i 2020 (dem flyder aviserne og andre medier over med), men min personlige anbefaling af to håndfulde tidløst gode bøger, som kun har det tilfælles, at jeg tilfældigvis har læst dem i 2020. >> Læs videre
Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.
Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig. >> Læs videre
Tysk-amerikanske Nora Krugs familiealbum er en særegen og fremragende grafisk familiebiografi om identitet, familie, historie og nedarvet skyldfølelse.
Nora Krug blev født i 1977 og voksede op i Karlsruhe i Tyskland, men flyttede senere til USA, hvor hun i dag er bosiddende. Som tysk-amerikaner oplever hun gang på gang at blive konfronteret med Tysklands nazistiske fortid, som noget hun alene i kraft af sin tyske afstamning har en eller form for del i. >> Læs videre
