Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“[…] today is a very strange day for me, I’m dreaming but what I dream seems to me to be real, and I have to meet certain people who exist only in my memory.”
I italienske Antonio Tabucchis (1943-2012) kortroman, Requiem med den sigende undertitel A Hallucination, vandrer jeg-fortælleren rundt i Lissabon på en éndags odyssé. >> Læs videre
Familieleksikon går gerne for at være Natalia Ginzburgs hovedværk. Det var også den bog, der indbragte hende den store italienske bogpris Premio Strega, da bogen udkom i 1963. Det er dog ikke min personlige favorit blandt hendes bøger. Men Natalia Ginzburgs mellemniveau vipper ikke desto mindre de fleste andre forfattere af pinden.
Jeg skal ikke gøre nogen hemmelighed af, at jeg er ret begejstret for Natalia Ginzburg. Jeg har – af uransagelige årsager – først inden for de seneste par år stiftet bekendtskab med hendes værker, men på grundlag af de få bøger, jeg indtil nu har læst af hende (den første, den anden, den tredje) er hun hurtigt rykket op på min øverste hylde blandt europæiske forfattere i det tyvende århundrede. Og ja, der er virkelig mange, vanvittigt gode forfattere på dén hylde. Ginzburg er én af dem, og det er aldeles uretfærdigt, at hun ikke er mere eksponeret. >> Læs videre
Den italienske forfatter Natalia Ginzburg er mesterlig, når hun er bedst. Der er anmeldere, der ikke mener, at disse to kortromaner er blandt hendes bedste. Men jeg synes, at de tæt på. Family og Borghesia er begge meget ginzburgianske, og de er begge fremragende.
Natalia Ginzburg kan skrive mere ætsende skarpt om relationer mellem mennesker end de fleste forfattere, jeg er stødt på. Det gør hun igen i de to kortromaner, Family og Borghesia, der her er samlet i én bogudgivelse (opr. 1977), oversat til engelsk af Beryl Stockman. >> Læs videre
Storhed. Vanvid. Umådelig viljestyrke. Uendelig lidelse. Stridende urkræfter. En mytologisk kappedyst mellem helte og guder. Det er the Grand Tours. Det er landevejscykling. Og det er næppe nogensinde formidlet større og mere ikonisk end i Dino Buzzatis reportager fra det legendariske Giro d’Italia 1949.
Lige nu er det cykelsæson. Det gør det også til Dino Buzzati-sæson. Det vil nok være en overdrivelse at hævde, at man ikke behøver at være interesseret i cykelsport for at kunne nyde Buzzatis journalistiske reportager fra Giro d’Italia i 1949. Men kan man mobilisere bare en lille smule begejstring for de store landevejsløb, så er Buzzatis klassiske reportager helt vidunderlige. >> Læs videre
“In a real dark night of the soul it is always three o’clock in the morning.”
Citatet, hvorfra Gianrico Carofiglio henter titlen på sin roman, stammer fra F. Scott Fitzgeralds essay The Crack-Up (opr. bragt i tre dele i 1936 i magasinet Esquire, hvor det kan læses i sin helhed her).
Citatet er ikke upassende som titel på Carofiglios fine kortroman, om end citatet antager en egen og anden betydning her end i Fitzgeralds oprindelige essay. >> Læs videre
En englænder i Bologna. Enkemand, alenefar og privatdetektiv. Et mistænkeligt dødsfald i anarkistiske kredse med tråde tilbage tilbage 1970’ernes militante, politiske aktivisme i Italien.
Min anledning til at læse krimien A Quiet Death in Italy var mit nylige besøg i Bologna, idet romanen udspiller sig netop her.
Engelske Tom Benjamin er italiensk gift og selv bosat i Bologna og kender byen godt. Det mærker man også som læser af bogen, hvis handling er forankret i Bologna på en troværdig måde – det vil sige, uden blot at gøre byen til en turistet kulisse for romanen. >> Læs videre
På tre-fire dage i Bologna kan man nå at få spist en hel del pasta, parmesan og mortadellapølse, mens man spadserer fra restaurant til restaurant ad byens smukke arkader og søjlegange – og der er ingen tvivl om, at det er dét, man bør prioritere sin tid i Bologna til. Men ind i mellem måltiderne kan nogle af os naturligvis også nå at besøge nogle boghandlere.
For den ikke-italiensklæsende boghandelturist kan jeg lige så godt afsløre med det samme, at det er svært at finde engelsksproget litteratur hos de bolognesiske boghandlere. Der er ganske mange butikker, som alle nemt kan nås til fods inden for de ikke længere eksisterende bymure. Men vi er jo i Italien, og her læser man på italiensk. Det er selvfølgelig fair nok, men for mig betyder det, at jeg kommer til at rejse hjem med en noget lettere kuffert end planlagt. >> Læs videre
“It’s red, I’ve never seen a red like Bologna’s. Ah! If we knew the secret of that red … It’s a city to return to, la proxima volta.”
John Berger (1926-2017) var en engelsk kunstkritiker, essayist, romanforfatter, dramatiker m.m. Mest kendt er han måske for tv-serien Ways of Seeing (1972), som han efterfølgende også bearbejdede til en bog. Serien var en kritik af den skjulte ideologi i traditionel, vestlig æstetik, og John Berger tilskrives æren for i denne serie at have introduceret begrebet “the male gaze,” som efterfølgende er blevet et standardbegreb i feministisk kulturkritik. >> Læs videre
Historisk drama fra renæssancetidens Bologna, Italien. Romanen kan læses for sine historiske miljøbeskrivelser, selv om de mest fremstår som staffage for et lettere kulørt drama. Ikke lige mig, men læsere med andre præferencer vil måske finde den underholdende.
Man slår sine folder i Bologna i nogle af disse påskedage. Det betyder selvfølgelig også, at man har kigget sig omkring efter noget bolognesisk ferielekture. Helst havde jeg læst en oversat italiensk roman, som foregår i Bologna, men det er ikke lige lykkedes mig at finde noget sådant, som var oversat til et sprog, jeg kan læse, og som i øvrigt appellerede til min smag. Så Bologna i litteraturen bliver i denne omgang repræsenteret af en to-tre britiske forfattere. >> Læs videre
Edwidge Danticats debutroman om en kompliceret mor/datter-relation og om identitetsdannelse som haitiansk immigrant i USA er en flot debut, og den er værd at læse. Breath, Eyes, Memory falmer dog lidt i lyset af Danticats senere værker.
Breath, Eyes, Memory (1994) var Edwidge Danticats (f. 1969) debutroman. Det var også den bog, der for alvor gjorde hende kendt, da den i 1998 blev optaget i Oprah Winfrey’s Book Club. At bogen har været promoveret af Oprah Winfrey, skal imidlertid ikke komme den til skade. Oprah har faktisk ikke nogen dårlig litteratursmag. >> Læs videre
En afdæmpet, men stærk og interessant fortalt roman om skyld, fortrængning og forsoning – fra “Papa Doc” Duvaliers brutale regime i Haiti til den haitianske diaspora i Brooklyn, New York.
Haitiansk-amerikanske Edwidge Danticat (f. 1969) væltede mig af stolen på den gode måde med novellesamlingen Krik? Krak! (1995), da jeg læste den for snart ni år siden. Nu syntes jeg, at det var på tide at læse noget mere af hende. >> Læs videre
En sær, allegorisk roman – muligvis over Cubas moderne historie. Sprogligt original og meget ambitiøs, måske også for ambitiøs. For sproglige feinschmeckere og tilhængere af det groteske og surrealistiske.
Severo Sarduy (1937-1993) var født i Cuba, men rejste i 1960 til Frankrig på et studieophold, som han besluttede ikke at vende tilbage fra – angiveligt især på grund af Castro-regimets intolerance over for homoseksuelle (et klogt valg, tænker man, når man har læst landsmanden Reinaldo Arenas’ erindringer). >> Læs videre
Den satiriske komedie, Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere hører til blandt den russiske mesters mere forglemmelige værker.
Efter fire år i sibirisk fangelejr efterfulgt af seks års soldatertjeneste vendte Dostojevskij i 1959 tilbage til forfattergerningen. Det gjorde han i første omgang med de to kortere, humoristiske romaner, Onkels drøm (opr. 1959) og Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere (også 1959). De to romaner deler i øvrigt flere temaer, men jeg kunne bedre lide Onkels drøm, selv om heller ikke den hører til forfatterskabets ypperste værker. Ingen af dem havde Dostojevskij i øvrigt nogen særlig succes med i sin tid. >> Læs videre
Graham Greenes klassiske spionsatire holder stadig. En komedie i den lettere genre, som ikke desto mindre er velskrevet og veldrejet, og som man læser med et lille smil om læberne hele vejen igennem.
Jeg har læst Vor mand i Havana i en dansk oversættelse for mange år siden som ganske ung – og havde ikke megen erindring om den, andet end at det var noget med nogle støvsugertegninger. I forlængelse af min læsning i den seneste tid af cubanske forfattere og andre Cubarelaterede bøger blev jeg imidlertid inspireret til at genlæse Graham Greens klassiker, denne gang på originalsproget. >> Læs videre
Overvældende original og overdådigt outreret. Men også opskruet, overgearet, overdoseret og overanstrengt. Alejandro Jodorowsky er benådet med en vild og voldsom kreativitet, men han savner begrænsningens nådegave – og hænger fast i surrealisternes pubertære sex- og voldsfascination, hvilket fik denne læser til at miste interessen og sympatien.
Et løvetæmmerpar, som kun spiser råt kød og lærer løverne at tale hebraisk. En usynlig, flyvende rabbi, der er hentet tilbage fra mellemstadiet mellem livet og døden. En kvindelig loppecirkusdirektør, der lader sine lopper drikke blod af sine bryster. En tidligere russisk zar, der lever som eneboer i skoven for at dyrke sin seksuelle fetich for får – og en kvinde, der iklæder sig fårepels for at snyde zaren til at kopulere med hende – hvorefter hun føder et monster af en søn, der bliver psykopatisk massemorder, indtil han undertvinges af en kvindelig efterkommere af en løvetæmmer.
Dette er bare nogle få af en næsten endeløs stribe af farverige karakterer, der befolker chilensk-franske Alejandro Jodorowskys surrealistiske slægtsroman, Where the Bird Sings Best (opr. 1982). >> Læs videre
En langsom thriller med en dansk gymnasielektor i rollen som ufrivillig helt i en spionhistorie, der udspiller sig i Florida og især Cuba. Miljøbeskrivelserne fra Cuba bærer det lidt tynde plot igennem. Og så er (myten om) Hemingway en lille smule med hele vejen.
Min anledning til at interesse mig for Leif Davidsens thriller På udkig efter Hemingway (2008) var et nyligt ferieophold i Cuba (som til en vis grad har plaget følgere af disse noter i de seneste uger, og jeg kan lige så godt annonce på forhånd, at jeg muligvis ikke er helt færdig cubansk litteratur i denne omgang, selv om jeg har haft et par afstikkere til andre dele af Latinamerika). >> Læs videre
Argentinsk, dystopisk roman om et fremtidssamfund, hvor dyr er blevet giftige at spise – hvilket imidlertid ikke har gjort menneskeheden til veganere, men derimod til kannibaler …
Argentinske Agustina Bazterricas anden roman, Tender is the Flesh (opr. 2017, eng. 2020), er en i bogstaveligste forstand uappetitlig sag. Og det er tydeligvis også meningen med den. Faktisk er denne hensigt så tydelig, at det imod forfatterens åbenlyse intention tager noget af bogens kritiske brod. >> Læs videre
Af med deres hoveder!!!! Comemadre er en vidunderligt gakket og grotesk, men samtidig skarp og vittig satire over den moderne kropsforståelse, som den udfolder sig i hele spændet fra klassisk eksperimentel videnskab til nutidig performance- og installationskunst. Roque Larraquy hiver sine læsere rundt ved næsen på måder, så selv Gogol ville blive flov – mens Monty Python ville se en åndsfælle.
Comemadre (opr. 2010, eng. 2018) af argentinske Roque Larraquy (f. 1975) er ikke som de fleste romaner. Det gælder i flere henseender. Ikke alene er bogen opdelt i to distinkte fortællinger, som foregår med ca. éthundrede års tidsmæssig distance. De to fortællinger er også tematisk helt forskellige, ihvertfald for en umiddelbar betragtning. >> Læs videre
En herpetologisk thriller fra Haiti om truede frøer, truede ægteskaber og truede befolkninger.
Det er nogle uger siden, jeg læste In the Palm of Darkness, da jeg i en periode ikke lige har haft mulighed for at komme til tasterne med boganmeldelser. Det siger måske noget om bogen, at jeg her et par uger efter havde svært ved umiddelbart at genkalde mig handlingen. Den gjorde med andre ord ikke så stort indtryk på trods af, at Mayra Montero tydeligvis har ret store ambitioner med den. >> Læs videre
En god idé, fortællemæssigt interessant udført, kreativ og velskrevet. Der er gode ting at sige om Marcial Galas roman om en ung, cubansk transvestit med synske evner, der indrulleres i Fidel Castros krig i Angola. Desværre afmonterer bogens egen grundidé den spænding, historien ellers kunne have opretholdt. I stedet føles bogen med sine mange gentagelser alt for lang.
Romanens hovedperson og fortæller, den unge cubanske mand Raúl Iriarte, har hele sit liv vidst, at han var født i en forkert kønnet krop. Allerede som barn yndede han at klæde sig i pigetøj, og som ung går han i byen forklædt som pige. En ikke ufarlig fornøjelse, da homoseksualitet i Cuba i 1970’erne er forbudt ved lov og strafbart. >> Læs videre
“Once upon a time, Cuba had cherished the magnificent dream of the Revolution, and our tragedy stemmed from the attempt to prolong that dream.”
Således karakteriser den cubanske forfatter og journalist Carlos Manuel Álvarez (f. 1989) sit hjemland i det indledende kapitel til artikel- og essaysamlingen The Tribe. Bogens artikler har karakter af narrative, journalistiske reportager med essayistisk præg – en form, der ifølge bogens bagsidetekst i Latinamerika går under betegnelsen crónica. >> Læs videre
Udmærket underholdende western-ramasjang i historiske omgivelser i form af Cuba i tiden omkring den spansk-amerikanske krig i 1898.
Følgere af disse bognoter kan aflæse, at K er på ferie, når der begynder at optræde historiske ramasjangromaner i spalterne. Her er det én af amerikanske Elmore Leonard, som nogle sikkert kender for hans noir-krimier, men han har også begået en del westernromaner. >> Læs videre
Skulle der stadig være nogle få tilbage derude, som lider af romantiserende revolutionsforestillinger om Fidel Castros Cuba, så vil Reinaldo Arenas’ erindringer være en passende antidosis. Velskrevne erindringer fra en mand, der har oplevet forfølgelse og fængsling i Cuba på grund af såvel sin seksualitet som sin litterære virksomhed som “kontrarevolutionær” forfatter.
Reinaldo Arenas (1943-1990) fik i sin levetid kun udgivet én roman i hjemlandet Cuba. Uden for Cuba – via europæiske udgivelser af hans udsmuglede, skønlitterære værker – opnåede han imidlertid at blive en markant stemme såvel imod Castros diktatoriske regime som for homoseksuelles rettigheder generelt. >> Læs videre
Det bliver nok ikke Leonardo Padura, der omvender mig til krimigenren. Heller ikke selv om hans Havanakvartet om kriminalkommissær Conde for så vidt rummer interessante kig ind i cubansk kultur og samfund i 1980’erne. Krimiintrigen er kedelig, persontegningerne er klichéfyldte og forudsigelige, og de ellers udmærkede stemningsbilleder fra Havana er ikke nok til at kompensere herfor.
Man ferierer i Cuba i disse uger, og det er selvfølgelig en lejlighed til at læse op på noget cubansk litteratur. Jeg lagde ud med Alejo Carpentiers klassiker The Kingdom of This World. Og nu går vi til noget helt andet, som man siger: >> Læs videre
Cubansk romanklassiker om den haitianske revolution omkring år 1800 og den gale konge, Henri I af Haiti. Alejo Carpentiers mesterværk er uomgængelig inden for caribisk litteratur som en visionær forløber for den latinamerikanske magiske realisme og fantastik. Men romanen er meget mere end pligtlæsning for litteraten. Her 75 år efter den første udgivelse står den stadig stærkt i egen ret med sin intense, tætpakkede prosa og mørke, surrealistiske stemning.
Alejo Carpentier (1904-1980) blev født i Schweitz af fransk-russiske forældre, men emigrerede med sine forældre som otteårig til Cuba, hvor han voksede op og endte med at blive en af Cubas nationalforfattere og i det hele taget en af de helt store latinamerikanske forfattere i det tyvende århundrede. The Kingdom of This World (spa. El reina de este mundo) fra 1949 var Carpentiers anden roman og er et af hans mest kendte og læste værker. Den har status af cubansk klassiker, selv om romanen hovedsagelig forgår på Haiti. >> Læs videre
Noget af det, god litteratur kan, er at give en adgang til livsverdener og perspektiver, som ellers er meget langt fra ens egne. For eksempel fra mennesker, der lever under helt andre økonomiske, sociale, kulturelle og geografiske forhold end én selv. Eller fra mennesker med andre politiske, religiøse, etniske eller seksuelle identititer.
Canadiske Billy-Ray Belcourts novellesamling Coexistence (2024) kan noget af netop dét. Billy-Ray Belcourt (f. 1994) har sine rødder i det indianske cree-folk (the Driftpile Cree Nation) og er samtidig homoseksuel. Mange af novellerne i samlingen Coexistence (1994) tematiserer netop dette at være “queer indigenous” i vores tid. >> Læs videre
Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Men frygtelig lang.
Georges Perec (1936-1982) var et af de mere prominente medlemmer af det franske, eksperimenterende forfatterkollektiv, der går under navnet OuLiPo, en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle (Værksted for den mulige litteratur), grundlagt i 1960 af Raymond Queneau (1903-1976). >> Læs videre
H. Rider Haggards Hun er klassisk og genredefinerende eventyrramasjang. Værd at kende til for den bredt litteraturhistorisk interesserede. For denne læser også en nostalgisk tur ned ad Memory Lane. Men samtidig en noget støvet og i flere henseender forældet roman.
Den britiske forfatter Sir Henry Rider Haggard (1856-1925) var enormt produktiv. Han nåede at udgive mere end 50 romaner, primært eventyrromaner, en række faglitterære bøger om blandt andet landbrugsforhold samt en lang stribe avisartikler. >> Læs videre
Satirisk roman om at være splittet mellem forskellige kulturelle identiteter og loyaliteter. Og om et gakket kvindesyn (og mandesyn, for den sags skyld) i islamiske indvandrermiljøer i Frankrig.
Romanens hovedperson og jeg-fortæller er Mohamed Ben Mokhtar, en 40-årig parisisk bankmand. Han har succes i sit arbejde, er velhavende og ser godt ud (i hvert fald ifølge ham selv). Han er født i Frankrig af algierske forældre og bor stadig hjemme hos sin mor, som traditionen foreskriver for endnu ugifte algierske, muslimske mænd. Og så er han stadig jomfru. >> Læs videre
Et aldeles glimrende, nærværende og inspirerende essay om at betragte kunst og arkitektur og om at være til stede som menneske dér, hvor man er, med dem, man er sammen med. Og det er ikke en forudsætning af have været i Siena eller at have nogen særlig forhåndsinteresse for middelalderlig, sienesisk kirkekunst.
Libysk-britiske Hisham Matar (f. 1970) fik lov at indlede mit læseår 2025 med romanen In the Country of Men (2006). Han fik også lov at fortsætte det med det lange essay A month in Siena (opr. 2019). >> Læs videre
