Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Den seneste kortroman af den norske nobelpristager Jon Fosse er på én gang ubestrideligt fossesk med alle de uimodsigelige kvaliteter, det indebærer, og samtidig viser den alligevel en lidt anderledes side af Fosse, end vi er vante til at se, en lidt mere humoristisk og legende side, og det klæder ham faktisk godt.
Følgere af disse bognoter vil vide, at jeg er en efterhånden inkarneret Fossefan. Og hans seneste udgivelse ændrer ikke på dette, tværtimod. >> Læs videre
K’s bognoter ønsker alle følgere godt nytår – traditionen tro med nogle anbefalinger fra mit læseår 2025. En blandet buket, som ikke er udvalgt blandt nye udgivelser i 2025, men slet og ret blandt de bøger, jeg har læst i løbet af året.
Når jeg ser tilbage på mit læseår 2025, er det blandt andet kendetegnet ved, at der optræder noget færre titler på listen over læste bøger end normalt. Det er der ikke nogen særlig grund til – jeg har blot været mere optaget af andre gøremål i løbet af året. >> Læs videre
En læseværdig, godt formidlet “biografi” over Siddhatta Gotama, senere kendt som Buddha, og samtidig en introduktion til den tidligste buddhisme og det religiøse landskab, buddhismen udsprang af i Nordindien i det 5.-4. århundrede før vor tidsregning. Anbefalelsesværdig for den religionshistorisk interesserede.
Man ferierer henover julen i Thailand, og det er så god en lejlighed som nogen til at læse sig lidt ind på buddhismen. Så er det godt, at man i feriebiblioteket har medbragt Karen Armstrongs bog om Buddha (opr. 2000). >> Læs videre
En slet ikke ueffen amerikansk roman om at skrive sin egen historie som svar på eksistentiel tomhed og identitetsmæssig vildrede. Og om hvad det i virkeligheden vil sige at være martyr – i modsætning til f.eks. ayatollahernes falske martyrer. Original, vittig, smart, sarkastisk og samfundskritisk, men også følsom og vedkommende. Og virkelig godt skrevet.
Den iranskfødte, amerikanske forfatter Kaveh Akbar (f. 1989) har udgivet et par digtsamlinger, mens Martyr! (2024) er hans romandebut. Og Akbar er et ganske interessant bekendtskab, som nok kan være værd at følge. >> Læs videre
KAPOW!!! 86 år er ingen alder – ihvertfald ikke, når det gælder John Fantes kraftfulde, fanden-i-voldske, vilde, sine steder eksalterede, andre steder dybt poetiske, men hele vejen igennem sitrende, eksplosivt nærværende sprog.
Jeg er på ferie, og så må man gerne kræse lidt for sig selv. Jeg gør det blandt andet ved at genlæse Ask the Dust (opr. 1939) af John Fante (1909-1983). Og det er vitterligt litterært kræs fra den bedste skuffe. En veritabel litterær kraftudladning. For pokker, hvor skriver Fante godt i dette hovedværk.
John Fantes første bog om alter egoet Arturo Bandini er en stærk roman om at vokse op som italiensk-amerikansk dreng i Colorado i spændingsfeltet mellem den dominerende fars stolthed over at være italiener og drengens eget ønske om at være ægte amerikaner. En stærk og følsom historie – flot fortalt i Fantes kraftfulde sprog.
Wait Until Spring, Bandini (opr. 1938) er én af de fire romaner om John Fantes litterære alter ego, Arturo Bandini, der i retrospekt er blevet kendt som Bandini-kvartetten,. Jeg har for snart mange år siden læst kvartetten i dansk oversættelse og husker bøgerne som eminent gode. I forlængelse af, at jeg her i sommer læste en anden Fante-roman (Brotherhood of the Grape), fik jeg lyst til at afprøve, om bøgerne i Bandini-kvartetten stadig holder, denne gang læst på originalsproget.
Og lad mig bare afsløre det med det samme: Ja, de holder.
Stilhed. Glemsel og erindring. Sitrende spænding i spillet mellem fravær og nærvær, mellem det sagte og det usagte. Mennesker, der har oplevet tab. Mennesker, der længes efter noget, måske hinanden, men synes dømt til for evigt at række forbi hinanden. Erotik som en magtrelation. Mere stilhed.
Man er på en tidlig juleferie og arbejder stille og roligt på at komme helt ned i gear. Det falder mig egentlig ikke så svært. Slet ikke, når jeg har en bog af Kawabata ved hånden. Den japanske nobelpristager har for længst indtaget en plads blandt mine absolutte favoritforfattere, og First Snow on Fuji (opr. 1958, eng. 1999) fra den sene del af hans forfatterskab rummer de fleste af de temaer og karakteristika, vi kender og elsker ham for. >> Læs videre
“At skrive historier er at være mistroisk. At læse er at indlade sig på noget. Alle historier fortæller om et spøgelse. Når alt kommer til alt er historiens centrum et sort hul, men det er ikke sort, og det er ikke mørkt. Det kan i bedste fald gløde.”
Vi ville have fortalt hinanden alt er en lidt anderledes bog af Judith Hermann. Bogen er baseret på en forelæsningsrække, som Hermann afholdt i 2022, hvor hun var inviteret til at afholde den årlige, legendariske Frankfurter poetikforelæsning. Det blev til tre forelæsninger, som ligger til grund for bogen. >> Læs videre
Kristian Leth er en formidabel formidler, både som radiovært og som forfatter. Hans læsning af Bibelen og hans formidling af bogens tilblivelseshistorie såvel som dens virkningshistorie er både oplysende, fagligt lødig og baseret på en enorm viden og samtidig – og det er det forunderlige – lettilgængelig, letlæst og underholdende.
Jeg kan anbefale Verdens vigtigste bog (2024) til alle, der er interesseret i de idéhistoriske rødder for vores verden og baggrunden for mange af de værdier, begreber og grundforestillinger, som mange af os tager for givne. Her er noget at blive klog af for både de frådende ateister, de mere afdæmpede ikke-religiøse, de hyggekristne og de overbeviste, troende kristne – og også for praktiserende udi andre religioner og livsanskuelser. >> Læs videre
Hvordan gik det dog til, at en lille, obskur, apokalytisk, jødisk sekt bestående af en flok analfabetiske fiskere i Mellemøsten centreret omkring dyrkelse af en af den tids mange omvandrende dommedagsprofeter (som tilmed i første omgang fejlede big time ved at blive henrettet som en simpel forbryder på den mest ydmygende vis), voksede til at blive verdens største religion og nu i mange århundreder i det meste af verden har udøvet et idémæssigt overherredømme så grundigt, at det i praksis er umuligt at formulere en tanke, som ikke er præget af kristendommens tankefigurer?
Dét er det centrale spørgsmål, den britiske historiker Tom Holland (f. 1968) stiller i sit værk, Herredømmet (eng. Dominion), om kristendommens historiske betydning for udviklingen af verdenssamfundet og det moderne menneske. Det er et imponerende ambitiøst værk, flot formidlet, godt at blive klog af og tilmed underholdende. Værd at læse, også selv om Hollands perspektiv i nogle henseender bliver en tand for enøjet.
Sanselige raffinementer, litterære ekvilibrismer, æstetiske grænsesprængninger, eksemplariske bortgange og en til tider morbid humor … Gabrielle Wittkops noveller er ret vilde – og helt fantastisk smukke.
Fem ret forskellige noveller, bundet sammen af det ene, at de på den ene eller anden måde tematiserer og udfolder døden, som den kan ramme enhver, hvis tid er kommet. >> Læs videre
Et litterært stilleben fra en romersk markedsplads, hvor livets kødelighed og forgængelighed, dets liderlighed og dødelighed, klaskes op i ansigtet på den belurende beskuer i æstetisk lige så smukke som frastødende tableauer.
Østrigske Josef Winkler (f. 1959) kalder selv Natura Morta for en novelle, og det er nok også den mest passende genrebetegnelse, selv om den rent sideantalsmæssigt er en lidt lang én af slagsen. Det ville dog være mere forkert at kalde den en kortroman, for romanbetegnelsen giver konnotationer i retning af en slags fremadskridende fortælling, som Winklers lille bog ikke søger at indløse. >> Læs videre
”Der er mange måder at fortælle sit liv på, de fleste af os glemmer bare, at historien fortælles, mens vi lever det, og at de sekunder vi tilbagelægger, allerede er en del af fortællingen.“
Danske Iselin C. Hermann (f. 1959) er et nyt navn for mig på trods af, at hun faktisk debuterede tilbage i 1998. Jeg faldt tilfældigt over Tid finder sted (2025) i en boghandel forleden. Jeg blev tiltrukket af titlens filosofiske flertydighed: Tid som noget, der forløber (som når tiden går). Men også tiden som noget, der finder steder at aflejre sig, knytte sig til – erindringens steder. >> Læs videre
At læse ungarnske László Krasznahorkai kan være en både massiv, tung og krævende læseoplevelse – men også en enormt givende, inspirerende og virkelig vittig oplevelse. Både Beckett og Bibelen er med i bagagen. Og når man læser hans debutroman i Peter Eszterhás’ imponerende danske oversættelse, er det ikke svært at forstå, at Krasznahorkai forleden blev tildelt årets nobelpris i litteratur.
Jeg har tidligere med stor begejstring læst Krasznahorkais lange og tunge, men fremragende roman, Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015) samt den nyere og kortere, men næsten lige så gode Den sidste ulv (opr. 2009, da. 2024). Hans debutroman, Satantango (opr. 1985, da. 2019), har stået i min reol og ventet i nogle år, og den nylige nobelpristildeling syntes mig så god en anledning som nogen til at pille den ud af reolen og få den læst. Til min store fornøjelse. >> Læs videre
“Min far var havemand. Nu er han en have.” Således lyder den første sætning i denne på mange måder fine, selvbiografiske roman om døden, om sorg og savn, om at tage afsked, om at mindes og om forholdet mellem en far og en søn.
Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) kender vi efterhånden ganske godt her på bloggen – takket være hans faste danske oversætter, Helle Dalgaard, og forlaget Jensen & Dalgaard, der med Gartneren og Døden nu udgiver den femte Gospodinov-bog på dansk. Læs mine anmeldelser af de øvrige her. >> Læs videre
”What do we do now?
I don’t know.
Let’s go.
We can’t.
Why not?
We’re waiting for Godot.
Ah!”
Samuel Becketts skuespil Waiting for Godot (da. Mens vi venter på Godot) er en af den slags klassikere, som de fleste om ikke andet kender titlen på.
“Mens vi venter på Godot” er på dansk gået ind i sproget som en vending, der også bruges af folk, der aldrig har set stykket, heller ikke ville kunne nævne forfatteren og måske faktisk slet ikke har nogen idé om, hvor udtrykket stammer fra. >> Læs videre
“Den spadserende ledsages altid af noget sælsomt, tankevækkende og fantastisk, og han ville være dum hvis han ikke lagde mærke til dette fænomen eller ligefrem stødte det fra sig; men det gør han ikke; han hilser tværtimod alle disse sære og besynderlige forekomster velkommen, slutter i sin begejstring venskab med dem, forbrødrer sig med dem, forvandler dem til håndgribelige verdener, giver dem en krop og sjæl ligesom de på deres side giver ham en krop og sjæl.”
Citatet skyldes den unavngivne fortæller i Robert Walsers novelle, Spadsereturen (opr. 1917, da. 2025), og indgår som element i fortællerens lange mundtlige redegørelse over for en embedsmand på det lokale skattekontor i et forsøg på at unddrage sig en skatteforhøjelse ved at forklare sit erhverv som forfatter og betydningen herfor af tilsyneladende hensigtsløse spadsereture. >> Læs videre
”En trang til ro og solskin. En trang til at blive til kompost. […] Det giver et ganske lille strejf af mening at komme hertil. At dyrke grønt og dø til sidst. At blive blandet op med universet.”
Epikuræisk grøntsagsdyrkning eller topmoderne videnskabelig afkodning af brændte papyrusruller. Er det mon dét, der skal få Tara Selter ud af den attende november? Eller forlige hende og de andre med at blive der? Jeg røber ikke noget, som alle andre læsere af de første bind af Solvej Balles fænomenalt fascinerende, endnu uafsluttede syvbindsværk ikke allerede selv har gættet, ved at afsløre, at dét kommer der heller ikke noget svar på i dette nye, sjette bind af Om udregning af rumfang. >> Læs videre
Vild, voldsom vandrefalk! J. A. Bakers dagbogsoptegnelser over iagttagelser af vandrefalken i landskabet omkring Essex er vild og voldsom prosa. Voldsom i den detaljerede beskrivelse af rovfuglen som nådesløs dræber. Vild i sit sansemættede billedsprog. Vandrefalken er eminent naturlitteratur. Men den kan nok med fordel indtages i små, koncentrerede doser.
Vandrefalken (opr. 1967) af britiske John Alec Baker (1926-1986) har – ifølge klapteksten på den danske udgave – status af klassiker inden for naturlitteraturen. Jeg må med skam at melde dog tilstå, at jeg aldrig havde hørt om bogen, før jeg tilfældigt faldt over den i en boghandel for ikke så længe siden. Til min undskyldning kan det måske skyldes, at den ikke tidligere har været oversat til dansk før netop denne udgave fra 2023 på dansk ved Mads Joensen, udgivet af forlaget A Mock Book. Så meget desto større grund er der til at hylde den danske udgivelse, selv om den altså ikke er helt spritny. >> Læs videre
“Rovdyrenes tid står for døren, og overalt udvikler tingene sig på en sådan måde, at det der skal ordnes, vil blive ordnet med ild og jern.”
Rovdyrenes tid er et uhyre velskrevet og interessant, men skræmmende og dystopisk perspektiv på magtforholdene i verden i dag, om ændrede politiske spilleregler og en mere end usikker fremtid for forestillingen om oplyste demokratier bestående af myndige borgere, der gennem utvungne diskussioner i en fælles offentlighed filtrerer dårlige argumenter fra gode og stiller magthaverne til ansvar. >> Læs videre
En samling essays om sommerfuglefascination, som indeholder fortryllende nærværende naturbeskrivelser af sommerfuglenes verden tilsat smukke illustrationer. Essayenes øko-kulturkritiske elementer forekom mig dog mindre fortryllende og mere politisk påklistrede.
Der synes at være gået mode i sommerfuglebøger for tiden. Jeg har i hvert fald noteret mig, at det er svært at passere en boghandel for tiden uden at se adskillige af slagsen udstillet i vinduet. Det hænger formentlig sammen med, at det generelt er på mode at gå op biodiversitet, og i den sammenhæng byder sommerfuglene sig til som nogle af de pæneste og mest sympatiske insekter – i modsætning til pissemyrer, spyfluer, gedehamse og bænkebidere og den slags. >> Læs videre
”[Jeg] ville gerne have haft mulighed for at beskrive volden i det, der foregik i min krop, det var ikke en destruktiv vold, nej, tværtimod, det var en smuk vold, løsrivelsens vold, den, der følger med muligheden for en form for frihed.”
Édouard Louis, født Eddy Bellegueule (f. 1992), har siden debutromanen Færdig med Eddy Bellegueule (opr. 2014, da. 2015) slået sit navn eftertrykkeligt fast på både den franske og internationale litteraturscene med sine indtil nu fem selvbiografiske romaner, der alle er oversat til dansk. Forvandlingens metode (opr. 2022, da. 2023) er Louis’ sidste udgivelse, men mit første bekendtskab med forfatteren. Og det er bestemt et godt bekendtskab. >> Læs videre
Latinamerikansk gotik i forfriskende moderne klædedragt. Seks velskrevne fortællinger fra Bolivia om grumme ting som patriarkalske religiøse sekter, kold hævn, skibsforlis, ildebrande, giftdrab, levende begravelser, en morders fornemmelse for japansk origami, genfærd, tabubelagte familiehemmeligheder, mystiske ritualer og medicinske menneskeeksperimenter. Men egentlig mest om skrøbelige mennesker.
For nogle uger siden læste jeg Bernardo Esquincas mexicanske horrornoveller i samlingen The Secret Life of Insects, og jeg var ikke helt begejstret, fordi for mange af Esquincas historier hang fast i en lidt forældet gotisk tradition. Bolivianske Giovanna Rivero (f. 1972) har til en vis grad rødder i samme tradition, men hun formår på en helt anden forfriskende vis at opdatere traditionen til dette århundrede. >> Læs videre
Hvordan ville USA og resten af verden have udviklet sig, hvis flyverhelten og Hitler-sympatisøren Charles Lindberg i 1940 havde indvilliget i at stille op som republikanernes præsidentkandidat mod Franklin D. Roosevelt? Det har Philip Roth spurgt sig selv om i romanen Komplottet mod Amerika.
Den amerikanske mesterforfatter Philip Roths tyve år gamle fiktive, historisk-kontrafaktiske roman om USA i 1940’erne er som politisk analyse skræmmende aktuel her i Donald Trumps USA i 2025. Og så er romanen også god litteratur i sig selv, selv om Roth i passager gør det hele lidt mere omstændeligt og tungt, end det behøvede at være. >> Læs videre
En lille eksperimenterende ting fra britiske (sydafrikansk fødte) Deborah Levy. Om det fragmenterede selvs søgen efter at høre til et sted og til nogen. Smukt skrevet. Velskrevet med fine øjeblikke af nærmest lyrisk prosa. Men også intellektualistisk fortænkt og dermed i sidste ende uinteressant.
Swalllowing Geography (opr. 1993) kan formelt set klassificeres som en kortroman. Men reelt sprænger Deborah Levy (f. 1959) genren, for så vidt der ikke er en sammenhængende, lineær handling og knap nok en sammenhængende hovedperson. >> Læs videre
Jeg havde næsten glemt, hvor god John Fante er. Brotherhood of the Grape (opr. 1977) er et af hans sidste værker. Denne sene Fante er mere afdæmpet og ikke så vild og fandenivoldsk som den yngre, vi kender fra de første romaner i Bandini-kvartetten. Men der er stadig masser af saft og kraft i hans skrift, samtidig med at den lidt mere afdæmpede stil faktisk klæder ham.
Min opmærksomhed på dette sene værk af den italiensk-amerikanske forfatter John Fante (1909-1983) blev vakt under et besøg i Bologna tidligere på året. I Bolognas universitetskvarter finder man den fine, uafhængige boghandel La confraternita dell’uva (“Druens broderskab”), som er opkaldt efter netop John Fantes roman Brotherhood of the Grape. >> Læs videre
En japansk thriller om mord og mad og madglæde – og om misogyni, fedmefobier og forkvaklede krops- og kvindeidealer i nutidens moderne Japan. Og smør! Rigeligt med smør!
Japanske Asako Yuzuki (f. 1981) debuterede som forfatter i 2008 og har adskillige noveller og romaner bag sig. Butter (opr. 2017, eng. 2024) er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udgivet på engelsk, her i oversættelse ved Polly Barton. Og Butter rummer ikke kun rigeligt med smør, men også en hel del gode litterære kalorier.
Desværre er bogen alt for lang og overforklaret. Og så er jeg måske bare blevet for gammel til for alvor at interessere mig lige så meget for unge, japanske kvinders faderkomplekser, som Asako Yuzuki tydeligvis gør. >> Læs videre
Kyndige og fyndige ord om menneskets “forvaltning” af naturen og et argument for at skabe rammer for mere biodiversitet i Danmark. Seniorforsker Rasmus Ejrnæs’ pamflet om naturen – og ikke mindst om menneskets forhold til den – er både velskrevet, oplysende og et velkomment debatindlæg.
Jeg er kæmpefan af Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser (på trods af, at jeg selv kun har læst relativt få af dem – endnu). Ideen om at formidle universitetsforskning i små, lettilgængelige, hurtigt læste pamfletter til en overkommelig pris er fremragende, og det er herligt at se, hvordan serien er slået an og taget imod over årene. >> Læs videre
Bernardo Esquincas noveller er moderne mexicansk horror i klassisk stil. Bogen er for dig, for hvem den klassiske horrorgenre og skæbnefortællinger á la Edgar Allan Poe aldrig har mistet deres nostalgiske charme. Er du til den slags, vil du være vild med denne bog. Ellers vil du nok ikke være det.
Personligt kan jeg på en imødekommende aften godt mobilisere en vis nostalgisk følelse overfor genren. Som barn læste jeg med en vis fornøjelse antologier med klassiske spøgelseshistorier og skæbnefortællinger. Som jeg husker det, var jeg dog dengang sjældent helt tilfredsstillet af plottet og som regel skuffet over, at ikke ret mange af historierne forekom mig egentligt uhyggelige. >> Læs videre
En slet ikke ueffen italiensk krimi – eller måske mere retteligt kaldet: retssalsdrama. Den første bog i Ginarico Carofiglios serie om advokaten Guido Guerrieri fra byen Bari, hvor forfatteren selv har virket som antimafia-dommer.
I sidste måned var jeg temmelig begejstret for romanen Three O’Clock in the Morning (opr. 2017, eng. 2021) af den italienske forfatter Gianrico Carofiglio (f. 1961). Ridende på den begejstringsbølge har jeg også testet den første bog i hans krimiserie om advokaten Guido Guerrieri. >> Læs videre
