“Min historie er ikke behagelig, den er ikke sød og harmonisk som de opfundne historier, den smager af meningsløshed og forvirring, af vanvid og drøm som alle menneskers liv, når de ikke længere vil lyve for sig selv.”
Herman Hesse (1877-1962) skrev Demian i 1917, og den blev udgivet som bog første gang i 1919 under forfatterpseudonymet Emil Sinclair, navnet på romanens jeg-fortæller. Først 16 oplag senere i 1920 trådte Hesse frem som forfatteren. >> Læs videre
Tysk-amerikanske Nora Krugs familiealbum er en særegen og fremragende grafisk familiebiografi om identitet, familie, historie og nedarvet skyldfølelse.
Nora Krug blev født i 1977 og voksede op i Karlsruhe i Tyskland, men flyttede senere til USA, hvor hun i dag er bosiddende. Som tysk-amerikaner oplever hun gang på gang at blive konfronteret med Tysklands nazistiske fortid, som noget hun alene i kraft af sin tyske afstamning har en eller form for del i. >> Læs videre
“Jeg tror lede ved staten og dødangst giver helt andre sætninger end ligegyldighed og almindeligheder.“ Den rumænsk-tyske nobelprismodtager, Herta Müller, i interview om at skrive og om, hvad det gør ved sproget at leve under et diktatur.
Livsangst og ordsult samlede jeg op i en boghandel for nogle år siden, lokket navnlig af titlen og af det fine, lille format – egentlig ikke af en særlig interesse for Herta Müller (f. 1953), som jeg på daværende tidspunkt ikke havde læst noget af endnu, så vidt jeg husker. Det har jeg siden rådet bod på med hendes Mennesket er en stor fasan i verden, som jeg læste tilbage i 2015 og husker som fremragende. >> Læs videre
Charmerende lille roman om “ruiner og gåpåmod, et sødligt stærkt anarki” i Anden verdenskrigs sidste måneder og den første efterkrigstid i Hamburg. Anbefales – også selv om du ikke er til currywurst.
Man skal ikke lade sig narre af den pudsige titel, for Uwe Timms succesroman handler ikke ret meget om currywurst. Men den glider ned alligevel – endda med fornøjelse, og eftersmagen er god. >> Læs videre
Flot, dokumentaristisk roman om et par besynderlige, men højdramatiske kapitler af den tyske revolution i 1918-1919. Stedvist forvirrende i sin detaljerigdom, men intens og medrivende i sin fortællestil. Og båret af en sans for både komedien og tragedien, for drømmen og for nederlaget.
For små to uger siden (ja, der har været stille her et stykke tid, beklager) anmeldte jeg den første bog af tyske Volker Weidermanns bøger på dansk, Oostende 1936 (opr. 2014, da. 2019), og jeg var begejstret. Jeg gik derfor direkte videre til den anden af hans bøger på dansk, Drømmere. Da forfatterne tog magten (opr. 2017, da. 2019), som er oversat til ligeså flydende, fejlfrit dansk af Lone Østerlind. Og jeg er lige så begejstret. >> Læs videre
Fremragende dokumentaristisk roman om en gruppe tysksprogede, eksilerede forfattere, med hovedfokus på Joseph Roth og Stefan Zweig, som for en stund krydsede veje i den belgiske badeby Oostende i sommeren 1936.
Den tyske forfatter og litteraturkritiker Volker Weidermann (f. 1969) tegner i Oostende 1936 – ved hjælp af en gruppe eksilerede forfattere som prisme – et tidsbillede af Europa i 1930’erne. En tid, hvor rummet for udøvende kunstnere gradvist indsnævres og bliver mere og mere klaustrofobisk, hvor den åndelige luft bliver mere og mere kvælende iltfattig, og hvor antisemitismen er på vej til at materialisere sig i form af Holocaust. >> Læs videre
Fin lille roman fra 1930’ernes Europa om livet som emigranter fra Nazityskland i den kommende krigs skygge, velfortalt fra et barns synsvinkel med alvor, men også charme og humor.
Irmgard Keun har et ganske stort forfatterskab bag sig, primært romaner, hvoraf en god del også er oversat til dansk og kan findes på bibliotekerne. Ikke desto mindre gætter jeg på, at navnet Irmgard Keun for flertallet af danske læsere i dag er forholdsvis ukendt (eller også projicerer jeg her bare min egen ignorance ud på alle andre, i så fald skal jeg beklage). >> Læs videre
Det burde jo ikke være kommet som en overraskelse – i betragtning af hvor mange, der har anbefalet mig at læse Judith Hermann. Og alligvel blev jeg slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst.
Judith Hermann (f. 1970) har for længst slået sit navn fast som en af det moderne Tysklands vigtigste forfattere. Hermann har fem bogudgivelser bag sig, fire novellesamlinger og en roman, som alle er udkommet på dansk på Batzer & co. >> Læs videre
Daniel Kehlmanns seneste roman, Tyll, som udkom på dansk for nylig, er en ambitiøs historisk roman om Trediveårskrigen i 1600-tallets Tyskland. Vanligt velskrevet og af ubetvivlelig høj kvalitet i mange henseender – men alligevel formåede den ikke at engagere mig på nær i få, forbigående passager.
Tyll Ulenspiegel, på dansk også omtalt som Tiile Ugelspegel eller Till Uglspil, er en tysk litterær figur, en gøgler og narreskikkelse, kendt fra en serie folkehistorier, første gang udgivet samlet som folkebog i 1400-tallet og siden genfortalt i mange variationer. Det er blevet hævdet, at de litterære fortællinger om Tyll Ulenspiegel, skulle have udspring i en historisk person fra midten af 1300-tallet, men det er vist en omstridt sandhed. >> Læs videre
Daniel Kehlmann har for længst demonstreret sin alsidighed som forfatter. Med denne lette, men fermt fortalte kortroman føjer han endnu nogle alen til sin spændvidde ved at kombinere ægteskabsdramaet og spøgelsesgyset i en slags parafrase over Stephen Kings/Stanley Kubricks The Shining.
August måned var en god måned for os mange Kehlmann-fans med nyudgivelsen af hele to af hans romaner på dansk. Tilmed to meget forskellige af slagsen: Den stort anlagte historiske roman, Tyll, fra Trediveårskrigen (opr. 2017) og så den lille gyserfortælling, Du skulle være gået (opr. 2016). >> Læs videre
Maxim Billers novelle er en mesterligt velskrevet, vittig og alvorlig, surrealistisk reflektion over både Bruno Schulz’ liv og forfatterskab og nyere tysk kulturhistorie.
Den polsk-jødiske forfatter og maler Bruno Schulz (1892-1942) nåede ikke at udgive meget, før han blev myrdet i 1942. Men produktionens omfangsmæssige lidenhed udlignes så rigeligt af storheden i kvaliteten og intensiteten i Schulz’ kompakte noveller.
Vi er i genren (hvis man kan tale om en sådan): Fiktiv fortælling med virkelig forfatter i hovedrollen inspireret af forfatterens litterære stil og biografi med implicitte referencer til værket. Som et andet eksempel i “genren” kan jeg nævne J. M. Coetzees også mesterlige roman, Mesteren fra Petersborg, inspireret af Fjodor M. Dostojevskij værk (omend skrevet i en aldeles anden stil – jf. forskellen på Schulz og Dostojevskij som forfattere). >> Læs videre
Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.
Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre
Lutz Seilers ambitiøse roman om DDR’s sammenbrud i skæbneåret 1989 er flot skrevet og i passager fremragende. I andre passager er den dog for udsyret for min smag, og så er den er desværre alt for lang og lider under manglen på en egentligt fængende handling.
Lutz Seilers (f. 1963) debutroman Kruso fra 2014 har allerede solgt mere end 350.000 eksemplarer i Tyskland og er belønnet med Deutsche Buchpreis 2014.
Seiler har før sin romandebut blandt andet udgivet kortprosa og digte, og det mærker man i skrivestilen. Seilers prosa har i mange passager et lyrisk præg, og teksten bevæger sig ofte i et grænseland mellem realisme, ekspressionisme og ind i mellem surrealisme i de mest bizarre og mareridtsagtige passager. Grundtonen er melankolsk, men den slår ikke sjældent over i tragikomik eller decideret satirisk galgenhumor. >> Læs videre
Smuk, stærk og grumme grum poetisk roman fra en lille landsby i Ceausescus Rumænien.
Dette er mit første bekendtskab med nobelprisvinderen Herta Müller, men det bliver helt sikkert ikke det sidste (og ikke kun af den grund, at der står yderligere et par af hendes bøger og venter i min reol).
Herta Müller (f.1953) er vokset op i en lille landsby i Rumænien som del af det tysksprogede mindretal. Mennesket er en stor fasan i verden er udgivet i 1986, umiddelbart før hun i 1987 undslap diktaturet og udvandrede til Vesttyskland.
I bogen trækker hun på erfaringerne fra sin opvækst, må man tro, men det er ikke en selvbiografisk roman. Det er derimod et stærkt – og stærkt deprimerende – poetisk vidnesbyrd om diktaturets inderste anatomi. >> Læs videre
Originalt og sjovt bud på en litterær bearbejdning fra biologilokalet af det østtyske traume efter DDR’s sammenbrud og den tyske genforening. Værd at læse, om end ikke helt igennem vellykket.
Den 55-årige Inge Lohmark er biologi- og idrætslærer på den lille Darwin-skole i en mindre by i Forpommern i det tidligere DDR. Hun er lærer af den gamle skole og holder på orden og disciplin. Hun siger De til eleverne på gymnasieniveau og er ikke er til fals for blødsøden rundkredspædagogik, langmodighed med de dovne og uduelige elever eller utidig indblanding i elevernes sociale relationer. >> Læs videre
Kafka på stranden kunne Michael Kumpfmüllers roman også have heddet. Hvis altså ikke Murakami havde snuppet den titel til en helt anden slags bog.
I Kumpfmüllers roman handler det imidlertid om “den rigtige” Kafka, Franz K. ham selv. Og om hans store kærlighed i sit sidste leveår i 1923-24, Dora Diamant.
I 1923 møder den 40-årige, tuberkuløse Kafka den 25-årige polske Dora på stranden under et kurophold ved Østersøen. De to forelsker sig lidenskabeligt – om end på en høflig og ordentlig måde – i hinanden. De flytter sammen i Berlin, og da tuberkulosen strammer grebet om Kafka, følger Dora ham også under hans sanatorieophold. Indtil sommeren 1924, hvor han dør i hendes arme. >> Læs videre
En særegen kombination af rejseskildring, erindringer og drømme, fiktion, biografi, historie og essayistik. Ikke helt let at genrebestemme.
Inspireret af Werner Herzogs dagbogsoptegnelser Om at gå i is om en fodrejse fra München til Paris 1974 kastede jeg mig fluks over W. G. Sebalds Saturns Ringe, som ligeledes – ihvertfald i udgangspunktet – er en selvbiografisk fodrejseskildring.
Der er dog tale om to meget forskellige bøger. Der er ganske vist lighedspunkter i formen: Ligesom Herzog diverterer Sebald med passager af nøgterne rejseskildringer, som glider over i personlige erindringer og drømme. Men hos Sebald fylder selve rejseberetningen relativt set langt mindre, og bogen har i højere grad karakter af et langt sammenhængende essay (eller rettere flere sammensatte essays). Og man må også advare den læser, der måtte have glædet sig over Herzogs lethed og sproglige minimalisme, om, at Sebalds bog er en noget tungere omgang, omend uhyre velskrevet (og flot fordansket af Claus Bratt Østergaard). >> Læs videre
“Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg gerne være alene.”
Fin lille bog om, ja, at gå. Ikke kun i is, men også i regn og andet vintervejr. Og om den verden, der passerer forbi den gående.
Om at gå i is er den tyske filminstruktør Werner Herzogs (f.1942) dagbogsoptegnelser fra en personlig 800 km lang gåtur fra München til Paris i november-december 1974, som først nu er blevet udgivet på dansk.
Afsættet for Herzogs vandretur er, at han i slutningen af november 1974 får en telefonopringning om, at den tyske filmkritiker Lotte Eisner, med kælenavnet Die Eisnerin, er syg og ligger for døden i Paris. Han griber straks sin jakke, sit kompas, sine vandrestøvler og pakker en vadsæk med det mest nødvendige. Og så går han. >> Læs videre
Georg Büchner (1813-1837) er klassiker med stort K, ihvertfald i den tysksprogede del af verden. Herhjemme er han måske ikke så meget læst, selv om flere af hans værker har været oversat tidligere. Men nu har det fine forlag Basilisk udgivet en nyoversættelse af to af Büchners centrale tekster, novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, begge efterladte, ufuldendte værker.
Begge tekster er flot nyoversat af den danske forfatter og performancekunstner Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, Madame Nielsen og sikkert også noget mere). Nielsen har også forsynet teksterne med et skarpt forord, der i sig selv er en læseværdig tekst, der fortolker og perspektiverer Büchners værk. >> Læs videre
De, der har hørt om den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1866), kender ham formentlig primært for hans metafysiske filosofi om viljen som altings grund, som Schopenhauer udfolder i hovedværket Verden som vilje og forestilling (og som jeg endnu har til gode, men den står og truer derhjemme i reolen). Men blandt Schopenhauers efterladte skrifter gemmer sig også denne lille sag:
Kunsten altid at få ret er en skarp og ikke uvittig gennemgang af 38 retoriske strategemer eller kunstgreb – fremstillet i 38 paragraffer, som det hørte sig til i vægtige akademiske skrifter på den tid – til brug for den, der gerne vil vinde en diskussion uafhængigt af, om den påstand, man forfægter, er sand eller falsk. Eller som Schopenhauer kalder disciplinen: ‘Eristisk dialektik’ eller ‘kunsten at disputere på en sådan måde, at man bliver ved med at have ret, hvad enten man har det eller ej’ (s.64). >> Læs videre
Litterær kartografi eller kartografisk litteratur? Jeg ved ikke, hvad der er den bedste betegnelse for Judith Schalanskys smågeniale påhit og velgennemførte atlasudgivelse. Men den fungerer supergodt og kan anbefales til alle, der nogensinde har følt et strejf af romantisk udlængsel ved at kigge i et atlas.
Tyske Judith Schalansky (som nogle vil kende for Giraffens Hals, som jeg endnu selv har til gode) har udgivet et atlas, som faktisk er et rigtigt atlas og et meget smukt et af slagsen – med nøjagtige kortillustrationer af 50 små, afsidesliggende øer fra alle verdenshavene, alle gengivet i samme kartografiske målestok og fuldendt med et omfattende indeks over alle stednavne på kortene.
Samtidig er bogen et stykke skønlitteratur: Til hver ø hører en lille fortælling: beretninger om øernes ‘opdagelse’ af europæiske søfarende; pudseløjerlige anekdoter om enkelte mennesker, der har været på øen; historier om efterladte slaver og om matroserne fra mytteriet på Bounty; antropologiske iagttagelser af øboernes riter og myter; dramatiske beskrivelser af geologiske eller zoologiske fænomener på øerne og mere endnu. >> Læs videre
“Fortællinger om hverdag og vanvid i Berlins gader” lyder undertitlen til russisk-tyske Wladimir Kaminers (f.1967) forrygende gode patchwork af en roman fra 2000, som nu for første gang udgives på dansk i anledning af 25-året for berlinmurens fald.
Undertitlen er en passende og præcis varedeklaration, for det er lige præcis dét, Russerdisco er: Fortællinger om hverdag og vanvid i Berlins gader. Bogen består af ca. 50 korte tekststykker på typisk kun 3-4 sider, hver især et glimt fra livet i Berlin i 1990’erne, som det opleves for de mange russiske og andre indvandrere. >> Læs videre
Eugen Ruge (f.1954) var ham med den eminente generationsroman om DDR’s historie, I tider med aftagende lys (2012, på dansk 2013). Så det var med ret høje forventninger, jeg gik i gang med Ruges seneste, Cabo de Gata.
Forventningerne indfris, også selv om Cabo de Gata er “en lille bog” sammenlignet med forgængeren I tider med aftagende lys. Her finder man ikke det store persongalleri eller det historiske swung – om end historien i form af opløsningen af DDR klinger svagt med i baggrunden som en del af bogens stemning af desillusion og melankoli).
Men det er ikke desto mindre en meget velfortalt, meget fin og meget ren, lille historie, som det er en fornøjelse af læse. >> Læs videre
Hospitalsroman om en levertransplantation.
Tyske David Wagner (f.1971) har med afsæt i sit eget sygdomsforløb begået en overordentlig fin og dybt personlig roman om at leve med en dødelig leversygdom, om at vente på muligheden for en levertransplantation (det vil sige: vente på, at et andet menneske med en sund lever skal dø) og om efter transplantationen at vågne op med noget af et andet og ukendt menneske i sig. >> Læs videre
F for fremragende, forrygende og finurlig!
Tyske Daniel Kehlmann (f.1975) har været en af mine favoritter siden hans internationale gennembrud med Opmålingen af verden (2003, på dansk 2005). Det virker som om, han simpelthen ikke kan skrive noget, der ikke er godt.
Hans seneste roman “F” (som netop er udkommet i flydende dansk oversættelse af Niels Brunse på Lindhardt & Ringhof) er ingen undtagelse. >> Læs videre
I Anden Verdenskrigs sidste år blev 131 tyske byer ramt af ødelæggende allierede luftbombardementer. Nogle byer blev tæt på jævnet med jorden, flere end 600.000 civile tyskere mistede livet under bombardementerne, og tre en halv million boliger blev ødelagt. Bedst kendt er sønderbombningen af Dresden i krigens sidste dage, men værre gik det faktisk ud over Hamburg.
I essaysamlingen Luftkrig og litteratur fra 2001, som Tiderne Skifter her i juni 2014 har udgivet på dansk, spørger den tyske forfatter W. G. Sebald (1944-2001) til, hvordan denne luftkrig er bearbejdet i den tyske offentlighed. Hans korte svar er, at det er den stort set ikke. >> Læs videre
Flot tidsbillede af tysk kulturliv i en brydningstid. Florian Illies’ bog 1913 – århundredets sommer er en imponerende kraftpræstation – et stort tænkt og meget sikkert gennemført kulturhistorisk portræt af en tid og et kulturområde. Jeg læste den med fornøjelse, om end ikke uden anstrengelse.
Bogen er genremæssigt vanskelig at sætte i bås. Den placerer sig et sted mellem på den ene side romanfiktion og på den anden side kulturhistorisk analyse og journalistik. Og vurderingen af bogen og fornøjelsen ved at læse den afhænger en del af læserens tilgang til bogen i den henseende. >> Læs videre
Lessings klassiske skuespil Nathan den vise – et dramatisk digt i fem akter fra 1779 kan stadig læses, men mest for dets idéhistoriske interesse. Det er trods alt noget gammelt stads, og det fornægter sig ikke.
Gotthold Ephraim Lessing (1729-1781) var i sin tid en fremtrædende tysk oplysningsfilosof, humanist, digter, dramatiker og religionskritiker. Litteraturhistorisk fik han enorm betydning for tysk dramatik og digtning, bl.a. ved at bryde med de hidtidige formkrav i tysk dramatik og digtning. >> Læs videre
Foruroligende, postmodernistisk, ironisk kritik anno 1979 af samfundets evne til at håndtere sin traumatiske fortid og nutid.
How German Is It – Wie Deutsch Ist Es (og ja, det er hele den originale amerikanske titel, og den er uden spørgsmålstegn – dem må man selv sætte) læses umiddelbart som en kritik af det moderne Vesttysklands manglende evne til at håndtere landets nazistiske fortid og en nutid præget af venstreorienteret terrorisme (anno 1979). Men den er ikke helt nem at få hold på. >> Læs videre
Min bedste anbefaling uden forbehold: En slet og ret mesterlig roman om levende mennesker i DDR’s historie og Tyskland i dag. Fortalt i knap og spændstig, letlæst prosa med stor indlevelse. Jeg kan næsten ikke få armene ned – det er bare så godt, det her!
I tider med aftagende lys er en glimtvis fortalt slægtsroman om en familie i fire generationer. På én gang en serie af indlevede, troværdige personskildringer og et portræt af DDR’s historie.
>> Læs videre
