K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Tyskland

Eduard von Keyserling: Lumre dage

Af ,
Skriv en kommentar

En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.

Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. >> Læs videre

Peter Handke: Forsøg over svampenarren

Af ,
1 kommentar

At forfatteren selv er en politisk nar, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke kan skrive fremragende og berigende litteratur om en svampenar.

Peter Handkes Forsøg over svampenarren er isoleret set et pragtfuldt, snørklet fabulerende, kringlet intellektuelt, fiktivt essay om det at søge – om menneskets søgen efter mening og formål i livet og om forfatterens søgen efter litterær forståelse. Personen Peter Handke truer dog med at stille sig i vejen for læserens nydelse. >> Læs videre

Judith Hermann: Alice

Af ,
2 kommentarer

Hold nu helt op, hvor er Judith Hermann bare god! Novellerne i Alice er ligesom novellerne i samlingen Lettipark blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter.

Det her bliver en kort anmeldelse. Alt det gode, jeg skrev om Judith Hermanns sublime novellekunst i Lettipark (2016), da jeg læste den i 2019 (er det virkelig så længe siden?), kan også siges om Alice (opr. 2009), og jeg har ikke nødigt at gentage det. >> Læs videre

Martin Walser: Mit hinsidige

Af ,
Skriv en kommentar

“At tro betyder at gøre verden så smuk, som den ikke er. Det er smukt at tro på noget. Også selvom det aldrig lykkes i lang tid. Nogle gange kun i et sekund, og mindre end et sekund. Men at tro i ét sekund er ikke for højt betalt med tusind timers tvivl og fortvivlelse. At tro lærer man kun, hvis man ikke har noget andet valg. Men så lærer man det også.”

Tyske Martin Walser (f. 1927) hører ikke til de mest kendte forfatternavne i Danmark. Hvor læst han er i Tyskland, ved jeg heller ikke, men jeg gætter på, at færre kender ham for hans litterære produktion end for de offentlige polemikker af politisk karakter, han har været omgærdet af. >> Læs videre

Clemens J. Setz: Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid

Af ,
Skriv en kommentar

“Gråzoner af melankoli, vanvid og ensomhed”: Clemens J. Setz’ uhyre velskrevne og bizarre noveller rummer masser af fantasifulde ideer og sans for det poetisk groteske. Men de bliver mig også lidt for fortænkte.

Jeg har ikke haft helt let ved at bestemme mig for, hvad jeg egentlig skal mene om tyske Clemens J. Setz’ novellesamling, Kærlighed på Mahlstädterbarnets tid (opr. 2011, da. 2014). >> Læs videre

Thomas Mann: Buddenbrooks

Af ,
6 kommentarer

Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den.

Buddenbrooks. En families forfald er Thomas Manns debutroman fra 1901, som han udgav som blot 25-årig. Romanen indtog hovedpladsen i begrundelsen for tildelingen af Nobels litteraturpris til Mann i 1929 og står stadig som et af hans hovedværker.

Buddenbrooks er historien om en rig købmandsfamilies økonomiske og moralske forfald i perioden 1835-1877. Samtidig er det historien om en epokes forfald, den klassiske borgerligheds forfald. >> Læs videre

Herta Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv

Af ,
Skriv en kommentar

Herta Müller er ikke kendt for at skrive feelgood-bøger, og sådan én er I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv heller ikke. Til gengæld er hun kendt for at skrive fremragende og vedkommende bøger, hvor hun bestandigt udfordrer sproget. Og det gælder også denne.

Nobelpristageren Herta Müller er født i Rumænien i 1953 som en del af landets tyske mindretal, men emigrerede i 1987 til det daværende Vesttyskland. I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv (opr. 1997, da. 2012) er – som størstedelen af hendes forfatterskab – skrevet i Tyskland, men foregår i Rumænien under Ceaușescus diktatur. >> Læs videre

Yvan Goll: Eurobacillen

Af ,
3 kommentarer

“… denne morgen lå jeg allerede vågen klokken seks, plaget af den ubærlige tanke om at være til. Jeg fandt den så uhyrlig, at jeg blev liggende helt stille og ubevægelig i min seng og lod, som om jeg stadig sov, vel for at snyde min dæmon.”

Bare rolig, Eurobacillen er ikke coronalitteratur. Allerede af den grund, at den første version af romanen af kom fra trykken næsten et helt århundrede før, nogen havde hørt om Covid-19. Og så er “Eurobacillen” i Yvan Golls kortroman fra 1927 i øvrigt ikke en bakterie eller virus i medicinsk-fysiologisk forstand, men derimod et billede på den europæiske værdikrise i 1920’erne. >> Læs videre

Yoko Tawada: Hvor Europa begynder & En gæst

Af ,
Skriv en kommentar

“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”

Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre

Hermann Hesse: Demian

Af ,
Skriv en kommentar

“Min historie er ikke behagelig, den er ikke sød og harmonisk som de opfundne historier, den smager af meningsløshed og forvirring, af vanvid og drøm som alle menneskers liv, når de ikke længere vil lyve for sig selv.”

Herman Hesse (1877-1962) skrev Demian i 1917, og den blev udgivet som bog første gang i 1919 under forfatterpseudonymet Emil Sinclair, navnet på romanens jeg-fortæller. Først 16 oplag senere i 1920 trådte Hesse frem som forfatteren. >> Læs videre

Nora Krug: Heimat. Et tysk familiealbum

Af ,
2 kommentarer

Tysk-amerikanske Nora Krugs familiealbum er en særegen og fremragende grafisk familiebiografi om identitet, familie, historie og nedarvet skyldfølelse.

Nora Krug blev født i 1977 og voksede op i Karlsruhe i Tyskland, men flyttede senere til USA, hvor hun i dag er bosiddende. Som tysk-amerikaner oplever hun gang på gang at blive konfronteret med Tysklands nazistiske fortid, som noget hun alene i kraft af sin tyske afstamning har en eller form for del i. >> Læs videre

Herta Müller: Livsangst og ordsult

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg tror lede ved staten og dødangst giver helt andre sætninger end ligegyldighed og almindeligheder.“ Den rumænsk-tyske nobelprismodtager, Herta Müller, i interview om at skrive og om, hvad det gør ved sproget at leve under et diktatur.

Livsangst og ordsult samlede jeg op i en boghandel for nogle år siden, lokket navnlig af titlen og af det fine, lille format – egentlig ikke af en særlig interesse for Herta Müller (f. 1953), som jeg på daværende tidspunkt ikke havde læst noget af endnu, så vidt jeg husker. Det har jeg siden rådet bod på med hendes Mennesket er en stor fasan i verden, som jeg læste tilbage i 2015 og husker som fremragende. >> Læs videre

Uwe Timm: Opfindelsen af currywursten

Af ,
Skriv en kommentar

Charmerende lille roman om “ruiner og gåpåmod, et sødligt stærkt anarki” i Anden verdenskrigs sidste måneder og den første efterkrigstid i Hamburg. Anbefales – også selv om du ikke er til currywurst.

Man skal ikke lade sig narre af den pudsige titel, for Uwe Timms succesroman handler ikke ret meget om currywurst. Men den glider ned alligevel – endda med fornøjelse, og eftersmagen er god. >> Læs videre

Volker Weidermann: Drømmere – da forfatterne tog magten

Af ,
Skriv en kommentar

Flot, dokumentaristisk roman om et par besynderlige, men højdramatiske kapitler af den tyske revolution i 1918-1919. Stedvist forvirrende i sin detaljerigdom, men intens og medrivende i sin fortællestil. Og båret af en sans for både komedien og tragedien, for drømmen og for nederlaget.

For små to uger siden (ja, der har været stille her et stykke tid, beklager) anmeldte jeg den første bog af tyske Volker Weidermanns bøger på dansk, Oostende 1936 (opr. 2014, da. 2019), og jeg var begejstret. Jeg gik derfor direkte videre til den anden af hans bøger på dansk, Drømmere. Da forfatterne tog magten (opr. 2017, da. 2019), som er oversat til ligeså flydende, fejlfrit dansk af Lone Østerlind. Og jeg er lige så begejstret. >> Læs videre

Volker Weidermann: Oostende 1936 – sommeren før mørket faldt på

Af ,
4 kommentarer

Fremragende dokumentaristisk roman om en gruppe tysksprogede, eksilerede forfattere, med hovedfokus på Joseph Roth og Stefan Zweig, som for en stund krydsede veje i den belgiske badeby Oostende i sommeren 1936.

Den tyske forfatter og litteraturkritiker Volker Weidermann (f. 1969) tegner i Oostende 1936 – ved hjælp af en gruppe eksilerede forfattere som prisme – et tidsbillede af Europa i 1930’erne. En tid, hvor rummet for udøvende kunstnere gradvist indsnævres og bliver mere og mere klaustrofobisk, hvor den åndelige luft bliver mere og mere kvælende iltfattig, og hvor antisemitismen er på vej til at materialisere sig i form af Holocaust. >> Læs videre

Irmgard Keun: Barn af verden

Af ,
1 kommentar

Fin lille roman fra 1930’ernes Europa om livet som emigranter fra Nazityskland i den kommende krigs skygge, velfortalt fra et barns synsvinkel med alvor, men også charme og humor.

Irmgard Keun har et ganske stort forfatterskab bag sig, primært romaner, hvoraf en god del også er oversat til dansk og kan findes på bibliotekerne. Ikke desto mindre gætter jeg på, at navnet Irmgard Keun for flertallet af danske læsere i dag er forholdsvis ukendt (eller også projicerer jeg her bare min egen ignorance ud på alle andre, i så fald skal jeg beklage). >> Læs videre

Judith Hermann: Lettipark

Af ,
2 kommentarer

Det burde jo ikke være kommet som en overraskelse – i betragtning af hvor mange, der har anbefalet mig at læse Judith Hermann. Og alligvel blev jeg slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst.

Judith Hermann (f. 1970) har for længst slået sit navn fast som en af det moderne Tysklands vigtigste forfattere. Hermann har fem bogudgivelser bag sig, fire novellesamlinger og en roman, som alle er udkommet på dansk på Batzer & co. >> Læs videre

Daniel Kehlmann: Tyll

Af ,
2 kommentarer

Daniel Kehlmanns seneste roman, Tyll, som udkom på dansk for nylig, er en ambitiøs historisk roman om Trediveårskrigen i 1600-tallets Tyskland. Vanligt velskrevet og af ubetvivlelig høj kvalitet i mange henseender – men alligevel formåede den ikke at engagere mig på nær i få, forbigående passager.

Tyll Ulenspiegel, på dansk også omtalt som Tiile Ugelspegel eller Till Uglspil, er en tysk litterær figur, en gøgler og narreskikkelse, kendt fra en serie folkehistorier, første gang udgivet samlet som folkebog i 1400-tallet og siden genfortalt i mange variationer. Det er blevet hævdet, at de litterære fortællinger om Tyll Ulenspiegel, skulle have udspring i en historisk person fra midten af 1300-tallet, men det er vist en omstridt sandhed. >> Læs videre

Daniel Kehlmann: Du skulle være gået

Af ,
Skriv en kommentar

Daniel Kehlmann har for længst demonstreret sin alsidighed som forfatter. Med denne lette, men fermt fortalte kortroman føjer han endnu nogle alen til sin spændvidde ved at kombinere ægteskabsdramaet og spøgelsesgyset i en slags parafrase over Stephen Kings/Stanley Kubricks The Shining.

August måned var en god måned for os mange Kehlmann-fans med nyudgivelsen af hele to af hans romaner på dansk. Tilmed to meget forskellige af slagsen: Den stort anlagte historiske roman, Tyll, fra Trediveårskrigen (opr. 2017) og så den lille gyserfortælling, Du skulle være gået (opr. 2016). >> Læs videre

Maxim Biller: I hovedet på Bruno Schulz

Af ,
Skriv en kommentar

Maxim Billers novelle er en mesterligt velskrevet, vittig og alvorlig, surrealistisk reflektion over både Bruno Schulz’ liv og forfatterskab og nyere tysk kulturhistorie.

Den polsk-jødiske forfatter og maler Bruno Schulz (1892-1942) nåede ikke at udgive meget, før han blev myrdet i 1942. Men produktionens omfangsmæssige lidenhed udlignes så rigeligt af storheden i kvaliteten og intensiteten i Schulz’ kompakte noveller.

Vi er i genren (hvis man kan tale om en sådan): Fiktiv fortælling med virkelig forfatter i hovedrollen inspireret af forfatterens litterære stil og biografi med implicitte referencer til værket. Som et andet eksempel i “genren” kan jeg nævne J. M. Coetzees også mesterlige roman, Mesteren fra Petersborg, inspireret af Fjodor M. Dostojevskij værk (omend skrevet i en aldeles anden stil – jf. forskellen på Schulz og Dostojevskij som forfattere). >> Læs videre

Hermann Hesse: Siddhartha

Af ,
Skriv en kommentar

Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.

Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre

Lutz Seiler: Kruso

Af ,
2 kommentarer

Lutz Seilers ambitiøse roman om DDR’s sammenbrud i skæbneåret 1989 er flot skrevet og i passager fremragende. I andre passager er den dog for udsyret for min smag, og så er den er desværre alt for lang og lider under manglen på en egentligt fængende handling.

Lutz Seilers (f. 1963) debutroman Kruso fra 2014 har allerede solgt mere end 350.000 eksemplarer i Tyskland og er belønnet med Deutsche Buchpreis 2014.

Seiler har før sin romandebut blandt andet udgivet kortprosa og digte, og det mærker man i skrivestilen. Seilers prosa har i mange passager et lyrisk præg, og teksten bevæger sig ofte i et grænseland mellem realisme, ekspressionisme og ind i mellem surrealisme i de mest bizarre og mareridtsagtige passager. Grundtonen er melankolsk, men den slår ikke sjældent over i tragikomik eller decideret satirisk galgenhumor. >> Læs videre

Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden

Af ,
Skriv en kommentar

Smuk, stærk og grumme grum poetisk roman fra en lille landsby i Ceausescus Rumænien.

Dette er mit første bekendtskab med nobelprisvinderen Herta Müller, men det bliver helt sikkert ikke det sidste (og ikke kun af den grund, at der står yderligere et par af hendes bøger og venter i min reol).

Herta Müller (f.1953) er vokset op i en lille landsby i Rumænien som del af det tysksprogede mindretal. Mennesket er en stor fasan i verden er udgivet i 1986, umiddelbart før hun i 1987 undslap diktaturet og udvandrede til Vesttyskland.

I bogen trækker hun på erfaringerne fra sin opvækst, må man tro, men det er ikke en selvbiografisk roman. Det er derimod et stærkt – og stærkt deprimerende – poetisk vidnesbyrd om diktaturets inderste anatomi. >> Læs videre

Judith Schalansky: Giraffens hals

Af ,
Skriv en kommentar

Originalt og sjovt bud på en litterær bearbejdning fra biologilokalet af det østtyske traume efter DDR’s sammenbrud og den tyske genforening. Værd at læse, om end ikke helt igennem vellykket.

Den 55-årige Inge Lohmark er biologi- og idrætslærer på den lille Darwin-skole i en mindre by i Forpommern i det tidligere DDR. Hun er lærer af den gamle skole og holder på orden og disciplin. Hun siger De til eleverne på gymnasieniveau og er ikke er til fals for blødsøden rundkredspædagogik, langmodighed med de dovne og uduelige elever eller utidig indblanding i elevernes sociale relationer. >> Læs videre

Michael Kumpfmüller: Livets herlighed

Af ,
Skriv en kommentar

Kafka på stranden kunne Michael Kumpfmüllers roman også have heddet. Hvis altså ikke Murakami havde snuppet den titel til en helt anden slags bog.

I Kumpfmüllers roman handler det imidlertid om “den rigtige” Kafka, Franz K. ham selv. Og om hans store kærlighed i sit sidste leveår i 1923-24, Dora Diamant.

I 1923 møder den 40-årige, tuberkuløse Kafka den 25-årige polske Dora på stranden under et kurophold ved Østersøen. De to forelsker sig lidenskabeligt – om end på en høflig og ordentlig måde – i hinanden. De flytter sammen i Berlin, og da tuberkulosen strammer grebet om Kafka, følger Dora ham også under hans sanatorieophold. Indtil sommeren 1924, hvor han dør i hendes arme. >> Læs videre

W. G. Sebald: Saturns ringe

Af ,
Skriv en kommentar

En særegen kombination af rejseskildring, erindringer og drømme, fiktion, biografi, historie og essayistik. Ikke helt let at genrebestemme.

Inspireret af Werner Herzogs dagbogsoptegnelser Om at gå i is om en fodrejse fra München til Paris 1974 kastede jeg mig fluks over W. G. Sebalds Saturns Ringe, som ligeledes – ihvertfald i udgangspunktet – er en selvbiografisk fodrejseskildring.

Der er dog tale om to meget forskellige bøger. Der er ganske vist lighedspunkter i formen: Ligesom Herzog diverterer Sebald med passager af nøgterne rejseskildringer, som glider over i personlige erindringer og drømme. Men hos Sebald fylder selve rejseberetningen relativt set langt mindre, og bogen har i højere grad karakter af et langt sammenhængende essay (eller rettere flere sammensatte essays). Og man må også advare den læser, der måtte have glædet sig over Herzogs lethed og sproglige minimalisme, om, at Sebalds bog er en noget tungere omgang, omend uhyre velskrevet (og flot fordansket af Claus Bratt Østergaard). >> Læs videre

Werner Herzog: Om at gå i is

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg gerne være alene.”

Fin lille bog om, ja, at gå. Ikke kun i is, men også i regn og andet vintervejr. Og om den verden, der passerer forbi den gående.

Om at gå i is er den tyske filminstruktør Werner Herzogs (f.1942) dagbogsoptegnelser fra en personlig 800 km lang gåtur fra München til Paris i november-december 1974, som først nu er blevet udgivet på dansk.

Afsættet for Herzogs vandretur er, at han i slutningen af november 1974 får en telefonopringning om, at den tyske filmkritiker Lotte Eisner, med kælenavnet Die Eisnerin, er syg og ligger for døden i Paris. Han griber straks sin jakke, sit kompas, sine vandrestøvler og pakker en vadsæk med det mest nødvendige. Og så går han. >> Læs videre

Georg Büchner: Lenz & Woyzeck

Af ,
Skriv en kommentar

Georg Büchner (1813-1837) er klassiker med stort K, ihvertfald i den tysksprogede del af verden. Herhjemme er han måske ikke så meget læst, selv om flere af hans værker har været oversat tidligere. Men nu har det fine forlag Basilisk udgivet en nyoversættelse af to af Büchners centrale tekster, novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, begge efterladte, ufuldendte værker.

Begge tekster er flot nyoversat af den danske forfatter og performancekunstner Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, Madame Nielsen og sikkert også noget mere). Nielsen har også forsynet teksterne med et skarpt forord, der i sig selv er en læseværdig tekst, der fortolker og perspektiverer Büchners værk. >> Læs videre

Arthur Schopenhauer: Kunsten altid at få ret

Af ,
Skriv en kommentar

De, der har hørt om den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1866), kender ham formentlig primært for hans metafysiske filosofi om viljen som altings grund, som Schopenhauer udfolder i hovedværket Verden som vilje og forestilling (og som jeg endnu har til gode, men den står og truer derhjemme i reolen). Men blandt Schopenhauers efterladte skrifter gemmer sig også denne lille sag:

Kunsten altid at få ret er en skarp og ikke uvittig gennemgang af 38 retoriske strategemer eller kunstgreb – fremstillet i 38 paragraffer, som det hørte sig til i vægtige akademiske skrifter på den tid – til brug for den, der gerne vil vinde en diskussion uafhængigt af, om den påstand, man forfægter, er sand eller falsk. Eller som Schopenhauer kalder disciplinen: ‘Eristisk dialektik’ eller ‘kunsten at disputere på en sådan måde, at man bliver ved med at have ret, hvad enten man har det eller ej’ (s.64). >> Læs videre

Judith Schalansky: Atlas over afsidesliggende øer

Af ,
Skriv en kommentar

Litterær kartografi eller kartografisk litteratur? Jeg ved ikke, hvad der er den bedste betegnelse for Judith Schalanskys smågeniale påhit og velgennemførte atlasudgivelse. Men den fungerer supergodt og kan anbefales til alle, der nogensinde har følt et strejf af romantisk udlængsel ved at kigge i et atlas.

Tyske Judith Schalansky (som nogle vil kende for Giraffens Hals, som jeg endnu selv har til gode) har udgivet et atlas, som faktisk er et rigtigt atlas og et meget smukt et af slagsen – med nøjagtige kortillustrationer af 50 små, afsidesliggende øer fra alle verdenshavene, alle gengivet i samme kartografiske målestok og fuldendt med et omfattende indeks over alle stednavne på kortene.

Samtidig er bogen et stykke skønlitteratur: Til hver ø hører en lille fortælling: beretninger om øernes ‘opdagelse’ af europæiske søfarende; pudseløjerlige anekdoter om enkelte mennesker, der har været på øen; historier om efterladte slaver og om matroserne fra mytteriet på Bounty; antropologiske iagttagelser af øboernes riter og myter; dramatiske beskrivelser af geologiske eller zoologiske fænomener på øerne og mere endnu. >> Læs videre