Clemens J. Setz: Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid

“Gråzoner af melankoli, vanvid og ensomhed”: Clemens J. Setz’ uhyre velskrevne og bizarre noveller rummer masser af fantasifulde ideer og sans for det poetisk groteske. Men de bliver mig også lidt for fortænkte.

Jeg har ikke haft helt let ved at bestemme mig for, hvad jeg egentlig skal mene om tyske Clemens J. Setz’ novellesamling, Kærlighed på Mahlstädterbarnets tid (opr. 2011, da. 2014).

Setz skriver ualmindelig godt. Alle noveller i samlingen er rent sprogligt en nydelse at læse i Jacob Jonias oversættelse til dansk. Indholdsmæssigt er det en anden snak, men mere om det nedenfor.

Novellerne flyder over af isoleret set fascinerende, groteske ideer, og jeg blev fanget umiddelbart ind af stort set alle atten noveller i samlingen – forledt af Setz’ kreative, blødt flydende sprog, som får det eksistentialistisk sorte og foruroligende indhold til at glide ned.

Tag bare dette uddrag af bogens allerførste sætning fra historien Mælkeglas (jeg har lyst til at citere den hele, men det bliver for langt):

De var talrige som havets sand, de fandtes overalt og var allestedsnærværende i genstande, bygninger og situationer: gråzoner af melankoli, vanvid og ensomhed: åbenstående garager med en uforanderlig olieplet på gulvet, overfyldte skraldespande, trebenede hunde eller – helt forfærdeligt – stoppesteder, som man bliver lænket fast til under åben himmel; desuden småting som bøjet bestik, luffer med brune pletter, korn fra vejgruset, der svømmer rundt på køkkengulvet i smeltevandssøer efter fodtøjet, […]; en grufuld ørkesløshed og fortabelse på perronen, se til venstre: skinner, så langt øjet rækker; se til højre: det samme, og et forgæves forsøg på at klamre sig til sin mors skørter ved synet af den trøstesløse uendelighed, som man møder igen i en mere harmløs udgave som en tallinje næste dag i skolen.

“Gråzoner af melankoli, vanvid og ensomhed” – det kunne godt være den samlede overskrift for hele denne samling af små grotesker. De fleste af novellerne udspiller sig i et mere eller mindre realistisk univers, men ikke så få rummer magisk-realistiske elementer – nogle er decideret eventyrlige og andre skriver sig ind i sci-fi-genren. Mange af dem har voldelige og seksuelle under- og overtoner – en del af dem temmelig eksplicitte.

Det gennemgående tema er dog i alle tilfælde de moderne menneskers manglende evne til at føle empati og kærlighed, menneskets grundlæggende eksistentielle ensomhed, som giver sig udslag i udvendige, instrumentelle (men samtidig paradoksalt målløse) omgangsformer med hinanden.

Setz’ noveller har mange kvaliteter. Ikke desto mindre sad jeg efter læsningen af de fleste af dem noget skuffet og uforløst tilbage med en manglende fornemmelse af, hvad det egentlig var, Setz ville mig med historierne.

I de færreste af novellerne er der en tydelig pointe eller afrundet handling. Og nej, det behøver der heller ikke nødvendigvis at være for at gøre god litteratur. Det kan være så alt rigeligt at stille spørgsmål og at skabe foruroligende billeder, der ægger læseren til at tænke videre selv. Men det kræver så meget mere af forfatteren, hvis det skal bære igennem.

Mod min vane har jeg opsøgt andre anmeldelser, før jeg skrev disse linjer for at få lidt hjælp til at sætte ord på min egen læseoplevelse, som jeg ærlig talt har haft svært ved. Jeg faldt blandt andet over en anmeldelse i Information af 20. februar 2015, hvor Thomas Thurah gør sig den – også lidt famlende – betragtning, at det virker som om, Setz gennemgående mangler en solidaritet med sine personer, som giver sig udslag i en lidt kølig forfatterdistance til personerne i de fleste historier. Den observation indfanger noget rigtigt, tror jeg. Og det kan meget vel være det, der gør, at jeg ikke rigtigt bliver overbevist og dermed heller ikke helt indfanget.

Den bedste tekst i samlingen er efter min smag En meget kort historie, som ganske vist er noget atypisk i forhold til de øvrige. Det er også den absolut korteste, og jeg citerer den her i sin helhed, fordi den er så ualmindelig fin i sin blanding af magisk poesi og hverdagslig profanitet:

Efter en lang og hård arbejdsdag på kontoret opdagede Lilly, at der var vokset små vinger frem på hendes skulderblade: beskidte, lyserøde og tilsyneladende skrøbelige hudfolder, der kløede som myggestik, og som hun endda kunne bevæge lidt op og ned, hvis hun virkelig gjorde sig umage. Af ren og skær angst klippede Lilly vingerne af med en saks og skyllede dem ud i toilettet. Hun spekulerede på, om de mon ville vokse ud igen, men den bekymring viste sig at være ubegrundet. Vingerne kom aldrig tilbage, uanset hvor lange og hårde Lillys arbejdsdage blev i resten af hendes liv.

Et utvetydigt budskab til kontoriusser verden over (som mig selv …): Hvis der en dag pludselig gror vinger ud på dig, så skyl dem ikke ud i toilettet i angst, men flyv! – det sker måske ikke igen.

Et andet højdepunkt er den stramt komponerede, men alligevel vidunderligt åbne Liget. Her finder hovedpersonen et lig af en kvinde i sin lejlighed. Hans reaktion er ikke at undre sig, endsige tilkalde politiet, men derimod at forsøge at skjule liget i lejligheden. I herligt groteske scener forsøger han forgæves at presse liget ind bag radiatoren eller ind i skabet, indtil han til sidst som den bedste løsning må skubbe det ind under gulvtæppet, hvorved der ganske vist installeres en vis topografisk forhøjning i lejligheden (og så er der efterhånden også lugten).

I titelnovellen kompenserer menneskene for deres manglende evne til at udleve ægte kærlighed ved om natten at mødes og tæve løs på en lerfigur af et barn opstillet i en park.

I den postmodernistisk selvrefererende novelle, Juvelen i samlingen, besøger en kvinde et støvet museum, der udstiller værker af en forfatter ved navn Setz, som viser sig selv at være en hemmelig del af udstillingen, lænket til en seng i et baglokale.

Mødre handler om en ung mand, der opsøger prostituerede, der er specialiserede i at spille rollen som mændenes mødre – men i dette tilfælde finder han en “mor,” der spiller rollen mere indlevet, end han havde ønsket.

Efter maden rydder Agatha lidt op i hans lejlighed. Der ligger støv alle vegne, og hun bebrejder ham, at han er doven. hun ved, at det virker beroligende på unge mænd med en konstant, fredsommelig baggrundsstøj af irettesættelser.

Samlingens længste novelle, Lynaflederen eller Éducation Sentimentale, begynder med, at et par beslutter sig for at blive skilt: “Det var et vidunderligt, magisk øjeblik.” Skilsmissen sætter dem fri, mener de selv, og fører dem sammen igen i en spiral af sadomasochistiske, seksuelle eskapader, som leder dem ud i afstumpet, sociopatisk udnyttelse og fornedrelse af andre mennesker i et bizart forsøg på at opleve en eller anden form for intensitet.

Historien har vel en slags pointe i noget med, at når vi lader fortøjningerne til den anden gå, så risikerer vi også at miste vores etiske kompas … eller noget. Men de sadistiske, seksuelle udskejelser i novellen var langt fra min smag (selv om jeg er klar over, at man kan finde det så meget værre mange andre steder). Jeg syntes egentlig bare, at det var ubehagelig læsning, som ikke stod i et rimeligt forhold til historiens pointe.

Og de bizarre påfund fortsætter.

Pariserhjulet er en historie om en ung kvinde, der i grundlæggende angst for relationer med resten af verden er flyttet ind i en lejlighed i et pariserhjul (ret upraktisk).

I Visitkortene bliver en kvinde inficeret af en slags, mystisk virus, som starter med væskende bylder på hendes visitkort, men spreder sig til alt, hvad hun rører ved.

Små brune dyr er skrevet i en Borges-inspireret stil, som var det en videnskabelig portrætartikel af en computerspilsprogrammør, der opnår at blive dyrket som mystisk kultfigur på grundlag et skelsættende computerspil, der især bliver berømt og decideret myteomspundet for, at det angiveligt er programmeret, så det er umuligt at nå til den sidste level.

Og sådan kunne jeg fremhæve hver og en af novellerne, der alle bygger på sjov, bizar eller ligefrem foruroligende idé.

Clemens J. Setz demonstrerer et ubetvivleligt prosaisk talent, og når jeg nu bladrer frem og tilbage i bogen, bliver jeg fanget og begejstret af mange vidunderlige passager. Det ændrer dog ikke på mit samlede indtryk efter den første læsning: Der er noget lidt for tænkt, på grænsen til fortænkt, over de fleste af historierne.

Jeg efterlades med en tanke om, at Setz kunne skrive et uomtvisteligt mesterværk, hvis han efterlod nogle af alle sine lidt for fiffige ideer på perronen og i stedet investerede lidt mere af sit talent i at komme tættere på sine personer.

Jeg har faktisk også Setz’ roman Indigo (opr. 2012, da. 2015) stående i reolen. Anmeldelser af den giver mig dog indtryk af, at Setz ikke har bevæget sig i ovennævnte retning, men tværtimod længere i retning af de postmodernistiske formøvelser. Det ved jeg ikke, om jeg orker. Ihvertfald bliver det ikke lige nu.

K's vurdering: