Gyrðir Elíasson: Stumfilmene

“Under tornadoen kom han uforvarende til at smække yderdøren på katten, som deltes i to. Pludselig havde han to katte, men de var faktisk begge døde.“

For nylig læste jeg to novellesamlinger af islandske Gyrðir Elíasson, Papirskibsregnen (opr. 1988, da. 1991/2026) med fire længere noveller og Mellem træerne (opr. 2009. da. 2011), som var en større samling kortere noveller. Med Stumfilmene får vi så fornøjelsen af Elíasson i det helt korte format.

Bogen rummer i alt 207 prosastykker fordelt over kun 286 sider. Ganske få af dem strækker sig over tre-fire sider, og de kan med lidt god vilje kaldes korte noveller. Men mange af prosastykkerne er kun på en halv side eller endda bare et par sætninger. Vi er med andre ord i formatet kortprosa, som Elíasson måske er allermest kendt for.

Og det er der gode grunde til. Det var ganske vist langt fra alle teksterne i bogen, som faldt i min smag, men tilstrækkeligt mange til, at jeg kan anbefale den.

Citatet i manchetteksten ovenfor om de to halve, men faktisk døde, katte udgør et eksempel. Teksten er ikke et udsnit, men den fulde og hele historie med titlen “Formering.” Og den er egentlig et meget godt eksempel på Elíassons form i denne samling:

Et kort glimt af en situation eller et liv, som ikke er en rigtig fortælling, ikke har nogen egentlig indledning eller afslutning eller for den sags skyld en afrundet handling. Men alligevel lige akkurat giver os læsere tilstrækkeligt med stof til, at vi selv kan forestille os en verden omkring situationen og et før og et efter.

Og så rummer den ikke mindst en finurlig humor, som vi også genfinder i de fleste af Elíassons tekster, selv om den kan antage forskellig form (og i nogle tilfælde er knap så finurlig).

Bogens titeltekst, Stumfilmene, er et andet eksempel. I teksten, som kun er lidt mere end én side lang, bruger en kvinde sit liv på at vente på en telefonopringning, som aldrig kommer. Om natten ligger hun vågen i soveværelset og kigger i mørket op på loftet, hvor der dukker billeder op, som minder hende om stumper af gamle 8 mm familiefilm fra midten af det 20. århundrede:

De var lydløse, men i farver, dog temmelig falmede, som om filmen havde ligget i vand eller noget og farverne havde mistet al saft. Ja, det var netop sådan, det var, det var som at kigge på verden gennem et glas vand. På disse filmsekvenser var han med, og også hun, men hvem der havde taget disse kortfilm, som fra hendes hoved blev projiceret op på soveværelsets loft, det vidste hun ikke, selv havde hun ikke bevidst gemt disse begivenheder, der dukkede op dér. Ikke desto mindre huskede hun, at de havde fundet sted, hun havde bare glemt dem. Hen under morgen faldt hun som regel i søvn et lille stykke tid, dødtræt af disse smugkig på gamle bidder af sit liv.

Og dér slutter den tekst, og den er nok i endnu højere grad end historien om de to halve og døde katte repræsentativ for Elíassons kortprosa i samlingen. Samtidig forekommer titlen, Stumfilmene, mig ganske velvalgt som titel på samlingen som helhed.

Rigtig mange af de øvrige tekster kan således netop karakteriseres rammende med billedet af stumfilmsekvenser: Nogle lidt falmede, slørede brudstykker af liv, som minder om noget, nogen har glemt, og som Elíasson fremviser for os uden kontekst i øvrigt.

Elíasson har i mange af teksterne en overlagt vane med kun at tage tilløbet til at skrive om det vigtige, der ligger ham på sinde, men inden han når til at skrive om det, er teksten ofte slut. Eller han er kun i stand til at fortælle, at han ikke er i stand til at fortælle dét, han vil fortælle. Eller også har han glemt det.

Når Elíasson er bedst, giver han mig mindelser om min litterære helt, Jorge Luis Borges, herunder dennes diktum om blot og bar mulighed som tilstrækkelig eksistensbetingelse. Eller også er det den labyrintiske stemning, der giver mig associationen: Følelsen af, at man af teksten bliver lokket ind i et univers, hvis egensindige regler, man først for sent indser, at man ikke helt forstår eller accepterer.

Uanset hvad det er, så skriver Elíasson rent sprogligt uendeligt mere enkelt og ligetil end Borges. Det er faktisk meget let at læse Elíasson. Det er til gengæld nogle gange ret svært at forstå ham. Men måske behøver man heller ikke at forsøge så hårdt at forstå det hele. Man kan også bare nyde turene. De er ikke så lange, men lange nok til i de fleste tilfælde i det mindste at fremkalde et smil eller en tanke. Og i de bedste af dem kan man endda blive poetisk berørt.

Ved havet

På et vist stadium af livet forsvinder ens drømme. Jeg ved ikke, hvor de rejser hen, men jeg ved, at de bor i et hus med mange vinduer, og at der er udsigt over havet. Hver aften sidder de i stole ved vinduerne, hver for sig, og tænker, eller tænker ikke. Undertiden rækker de ud efter et spil kort, eller snakker bare sammen, i lavt tonefald, mens de slubrer varm kakao. Hvad jeg ikke ved noget om, er dette hus’ placering, jeg har ingen idé om, hvor det er, og kan derfor aldrig finde det.

Der er dog også en hel del af de mere end 200 prosastykker i Stumfilmene, som jeg ikke fandt så interessante. Måske endda flertallet. Og efter min smag bevæger Elíassons humor sig lidt for ofte faretruende nær kanten til det tø-hø-onkelagtige eller fortaber sig i det rene ordspilleri, som jeg ikke finder så interessant i sig selv.

Men der er bare noget ved Elíassons stil, som får mig til hele tiden lige at ville læse den næste tekst også. Og efter den, så også lige den næste. Der gælder for alle de korte prosastykker i denne samling således det samme, som jeg oplevede med novellesamlingen Mellem træerne, at jeg bliver fanget ind fra første sætning og nyder at læse hele teksten helt frem til den sidste sætning.

Nogle gange bliver jeg så bare lidt skuffet, ikke fordi jeg savner en pointe, men tværtimod fordi Elíasson i lidt for mange af teksterne netop forsøger at slutte af med en slags punchline, nogle gange i form af et ordspil. Faktisk kan jeg bedst lide Elíasson, når han lader sine tekster være meget åbne.

Nogle af hans lidt mere vittighedsagtige tekster rammer mig dog ret godt. For eksempel har jeg som Proust-fan svært ved at stå for nedenstående kærligt ironiserende pastiche over “den proustianske madeleine,” her i form af en kvalmefremkaldende Beckett-trilogi (bemærk, hvordan Elíasson i modsætning til Proust, hvis erindringers detaljerigdom ingen grænser kender, ikke helt kan huske titlen på alle bøgerne). Måske bliver jeg ekstra charmeret, fordi jeg selv har haft samme Becket-trilogi stående ulæst i reolen et godt stykke tid (dog uden decideret kvalmefremkaldende symptomer) …

Forespørgsel

Efteråret 1988, nærmere bestemt i oktober, gav jeg mig til at læse i den netop udkomne Picador-udgave af Becketts trilogi Molloy/Malone dies/ (og nu kan jeg ikke huske, hvad den tredje bog hedder). Om aftenen, efter at jeg var begyndt på bogen, fik jeg en virus med voldsomme opkast og kastede op hele den næste dag. Nu, godt og vel 30 år senere, får jeg stadig kvalme, når jeg ser denne bog i min reol, og jeg læste aldrig videre efter den aften. Er der nogen, der ved, hvordan serien ender?

Jeg kunne have lyst til at citere endnu flere steder, men jeg stopper, inden jeg risikerer ophavsretlige problemer. Og så vil jeg i øvrigt bare henvise til mine nylige anmeldelser af Papirskibsregnen og Mellem træerne, for det, jeg i den sammenhæng har skrevet om Elíassons stil og temaer, gælder i høj grad også Stumfilmene.

K's vurdering: