Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor.
Nescio har angiveligt status som en af Hollands største prosaister. Alligevel har han ikke være udgivet i dansk oversættelse, før denne samling udkom sidste år takket været forlaget Jensen & Dalgaard og oversætter Miriam Boolsen. >> Læs videre
Det postsovjetiske Ukraine i 2010’erne er i Sergij Zjadans gestaltning et på mange måder trøstesløst samfund præget af arbejdsløshed, forfald, korruption, kriminalitet og håbløshed. Men midt i det hele er der samtidig masser af liv – vildt, råt, hårdt og brutalt liv, men også liv drevet af tro, håb og kærlighed.
Zjadans Mesopotamien (opr. 2014) er en roman om en by i Ukraine, men det er især en roman om mennesker, som kunne være fra mange forskellige steder i verden. Det er mennesker med håb og drømme om et bedre liv og især om kærlighed – også selv om de ofte selv forveksler hurtig sex med den kærlighed, det venskab, den nærhed, som de i virkelighed søger. >> Læs videre
Fermt komponeret brasiliansk roman om at miste sig selv i sproget og skriften – i en slags lingvistisk variant over Fausttemaet.
Chico Buarque (f. 1944) er i hjemlandet Brasilien især kendt som sanger og musiker, men han har også en hel del skuespil og bøger på samvittigheden. En af dem er romanen Budapeste, der udkom på dansk i 2015 under titlen Fortabt i Budapest i Tine Lykke Prados glimrende oversættelse (Jensen & Dalgaard).
Protagonisten og jegfortælleren i romanen er den midaldrende José Costa. Med base i Rio de Janeiro ernærer han sig som succesfuld ghostwriter, dvs. en anonym forfatter, der lever af at skrive i andres navn. >> Læs videre
En kort, men intens, boliviansk roman baseret på historiske begivenheder om den tyske familie Ertls liv i spændet fra nazistisk propagandaæstetik til marxistisk guerillakrig i Bolivia. Velfortalt, men ikke uforglemmelig.
Den tyske kameramand og bjergbestiger Hans Ertl (1908-2000) arbejdede i 1930’ernes Nazityskland sammen med blandt andre filminstruktøren Leni Riefenstahl, der er berømt for sin fornyelse af filmæstetikken – og berygtet for at bruge sit talent i nazipropagandaens tjeneste, hvorfor hun også er kendt som “Hitlers chefinstruktør.” >> Læs videre
Et melankolsk, ironisk-kærligt og rastløst strejftog gennem de labyrintiske kældergange i menneskesindet og det 20. århundredes historie.
Hvad er opskriften på Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik? Bland lige dele W. G. Sebald og Günther Grass, tilsæt et par knips Jorge Luis Borges, ryst godt sammen med en sækfuld brokker fra Bulgariens historie i det 20. århundrede, en god portion personlige erindringsstumper fra et levet liv og et skvæt antik mytologi. Servér i små glas og indtag i store mængder.
Resultatet er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman. Det er dog også en noget blandet affære, som man godt kan blive træt i hovedet af hen på aftenen. >> Læs videre
Andrus Kivirähk (f. 1970) er ifølge forlagets præsentation på bogklappen “Estlands mest elskede nulevende forfatter.” Det håber jeg ikke er rigtigt for den estiske litteratur eller esternes bogsmag.
Slangehvisleren foregår i Estland i en tid, der på nogen måder minder om middelalderen, men samtidig er en fiktiv eventyrverden. Vi følger drengen Leemet gennem hans opvækst fra barn til voksen. Leemet tilhører skovfolket, som kan tale det urgamle slangesprog, og lever et simpelt, men harmonisk liv i pagt med naturen.
Skoven er en mytisk verden: Leemets bedste ven er en hugorm. Menneskene holder ulve som husdyr, som de malker og rider på. Der er talende menneskeraber i skoven, som eksperimenterer med at fremavle kæmpelus. Menneske lever mest af elgkød, som de jager ved at betvinge elgene med slangesprog.
Men skovfolket er en uddøende race: Flere og flere flytter ind til landsbyen, hvor de glemmer slangesproget og bliver fremmede for naturen. De slår sig på agerbrug, underlægger sig en feudal struktur under “jernmændene” fra Europa og lader sig omvende til den nye religion fra paven i Rom. Snart vil Leemet være den sidste slangehvisler i verden.
Tja, her er en del læsere sikkert allerede stået af. Og det er med god grund. >> Læs videre
“Kramfaje nuppa nappa meje
stinkelbener edderreje
bille utte raps antenner
funkelgnister, trumbannister
guldsafiranunkelknister”
Nej, det er ikke K’s bognoter, der er blevet hacket eller har fået virus. Det er bare Birgitte Krogsbølls skønne børnebog Funkelgnister med den passende undertitel Rim, råb og remser.
Nu læser vi jo ikke så tit børnebøger her hos K’s. Det har da også den særlige anledning, at Birgitte Krogsbølls Funkelgnister er en af syv digtbøger, der er blevet udtaget som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015, og som jeg har sat mig for at læse allesammen. >> Læs videre
En på mange måder fin, interessant og sympatisk roman om forholdet mellem sprog, identitet og erindring. Men også lidt træg i fortællingen og på kanten til det fortænkte og overambitiøse.
Jeg har glædet mig til at læse italienske Diego Maranis roman, siden den udkom på dansk i 2013, alene på grund af titlen: Ny finsk grammatik – det lyder tilpas mærkeligt til i sig selv at appellere til sådan nogle som mig. Og yderligere tilskyndet af gode anmeldelser havde jeg måske dermed stemt forventningerne for højt. Ihvertfald blev jeg en smule skuffet, selv om romanen har flere kvaliteter – og også tilstrækkelige kvaliteter til at gøre den læseværdig.
Den ydre handling er for så vidt enkel: En mand findes under 2. verdenskrig svært forslået med svære hovedlæsioner på en havnekaj i Trieste. Han samles op af et tysk hospitalsskib, hvor han vågner op uden sprog, uden identitet og uden hukommelse. De eneste tegn på hans mulige identitet er navnet Sampo Karjaleinen syet ind i hans sømandsjakke og et lommetørklæde med de broderede initialer S.K.. >> Læs videre
