Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Bosniske Selvedin Avdić vil gerne en hel masse med sin roman om Sarajevo ti år efter den bosniske krig – men han lykkes ikke rigtigt med noget af det.
Syv rædsler (opr. 2010, da. 2018) udspiller sig i 2005 i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Jeg-fortælleren, en navnløs og arbejdsløs journalist, har holdt sig i isoleret i sin lejlighed i ni måneder, hvor han har koncentreret sig om at gå i hundene, efter at hans kone har forladt ham. >> Læs videre
”Der er mange måder at fortælle sit liv på, de fleste af os glemmer bare, at historien fortælles, mens vi lever det, og at de sekunder vi tilbagelægger, allerede er en del af fortællingen.“
Danske Iselin C. Hermann (f. 1959) er et nyt navn for mig på trods af, at hun faktisk debuterede tilbage i 1998. Jeg faldt tilfældigt over Tid finder sted (2025) i en boghandel forleden. Jeg blev tiltrukket af titlens filosofiske flertydighed: Tid som noget, der forløber (som når tiden går). Men også tiden som noget, der finder steder at aflejre sig, knytte sig til – erindringens steder. >> Læs videre
“Min far var havemand. Nu er han en have.” Således lyder den første sætning i denne på mange måder fine, selvbiografiske roman om døden, om sorg og savn, om at tage afsked, om at mindes og om forholdet mellem en far og en søn.
Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) kender vi efterhånden ganske godt her på bloggen – takket være hans faste danske oversætter, Helle Dalgaard, og forlaget Jensen & Dalgaard, der med Gartneren og Døden nu udgiver den femte Gospodinov-bog på dansk. Læs mine anmeldelser af de øvrige her. >> Læs videre
Storhed. Vanvid. Umådelig viljestyrke. Uendelig lidelse. Stridende urkræfter. En mytologisk kappedyst mellem helte og guder. Det er the Grand Tours. Det er landevejscykling. Og det er næppe nogensinde formidlet større og mere ikonisk end i Dino Buzzatis reportager fra det legendariske Giro d’Italia 1949.
Lige nu er det cykelsæson. Det gør det også til Dino Buzzati-sæson. Det vil nok være en overdrivelse at hævde, at man ikke behøver at være interesseret i cykelsport for at kunne nyde Buzzatis journalistiske reportager fra Giro d’Italia i 1949. Men kan man mobilisere bare en lille smule begejstring for de store landevejsløb, så er Buzzatis klassiske reportager helt vidunderlige. >> Læs videre
Det er ikke Moacyr Scliars allerbedste bog. Men når man er Moacyr Scliar, så kan mindre end bedst stadig være fremragende. Og Max og kattene er en rigtig god bog. Den udkom på dansk i den forgangne uge. Jeg har læst den før, men nu har jeg genlæst den. Også denne gang med fornøjelse.
Jeg har for ikke så mange år siden læst Moacyr Scliars roman om Max og kattene i en engelsk oversættelse (anmeldt her) om den unge, tyske mand, der på flugt fra nazisterne i Tyskland forulykker med et skib på vej til Brasilien og pludselig befinder sig i en lille jolle midt på havet i selskab med en sulten jaguar. >> Læs videre
“På dagen i går, her i byen Agustín de Tango, så jeg om formiddagen endelig et skue, jeg så længe havde længtes efter at overvære: at se en person blive guillotineret.”
Således lyder den første sætning i den latinamerikanske klassiker, Juan Emars Dagen i går (opr. 1935). Og derfra går det ellers bare derudad. Den med længsel ventede guillotinering går mere skævt end glat og udvikler sig til en vidunderligt grotesk og langtrukken scene, som blandt andet omfatter en stor folkemængdes lidet kristelige omgang med den henrettedes ikke helt rent afhuggede hoved og hans stadig levende krop. Og festen fortsætter … >> Læs videre
Stenstrandzen. En bog for fossilsamlere og fans af Dorte Karrebæks geniale streg. Man skal nok være en hel del af begge dele for at elske denne bog. Jeg er en hel del af begge dele.
Jeg er ud af en stensamlerfamilie. Jeg er opdraget med, at sandstrande, hvor man bader og soler sig, er tarvelige og kedelige steder for pøblen. En god strand er en stenstrand, hvor man kan finde fossiler. Rigtig strandaktivitet er at gå langsomt langs vandet i dét spor, hvor der er sten, med blikket rettet nedad og med såvel øjne som sind i den perfekte fossilfinderbalance: Dedikeret og fokuseret, men samtidig åben for indtryk fra millionårgamle aftryk i sten. >> Læs videre
“Vær opmærksom på, at historien altid er tættere på, end det ser ud til i bakspejlet …” Georgi Gospodinovs Tidsskjul er en genial satire over den politiske sygdom at længes nostalgisk efter fortiden.
Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) er en af mine absolutte favoritter blandt de aktuelle, europæiske forfattere. De tre tidligere af hans bøger, der er oversat til dansk er alle fremragende – på trods af, at han også har det med at køre mig lidt træt ind i mellem med sine til tider lidt for anstrengte og ofte gentagne lommefilosofiske reflektioner. >> Læs videre
Fremragende og stærkt bevægende ukrainsk roman fra 2017 om at være civilist midt i krigens kaos. Konkret en fortælling fra krigen i Donbas-regionen i Ukraine mellem ukrainere og russiske seperatister (støttet af den russiske hær), men samtidig en universel beretning om krig og menneskelighed til alle tider.
Forlaget Jensen & Dalgaard præsenterer Og midt i alt dette går frontlinjen som en roman om “en glemt krig” i Ukraine. Det var sandt på udgivelsestidspunktet. Det er desværre ikke sandt længere. “Desværre,” skriver jeg – ikke fordi krigen i Donbas-regionen i Ukraine, som reelt har pågået siden 2014, ikke har fortjent verdens opmærksomhed før – men naturligvis fordi årsagen til, at vi alle nu kender til den, er Putins brutale invasion af hele Ukraine og den voldsomme krig, der lige nu pågår i landet. >> Læs videre
Det er juledag, og det markerer vi her på bloggen med nisser og trolde og andet krapyl fra den skandinaviske folklore. Okay, bevares, lige præcis nisser optræder der måske ikke så mange af i Juhani Karilas folkloristiske fantasy-øko-thriller, men til gengæld er romanen befolket af alle mulige andre vætter.
I det hele taget kan man nok ikke rigtigt kalde Jagten på den lille gedde for en julebog – også af den grund, at den foregår en kogende varm og myggebefængt sommer i det østlige Laplands moselandskab. Men hvorom alting er: Jeg har læst den, den er ret letbenet, den er lidt fjollet, men den er ikke uden charme og underholdningsværdi. >> Læs videre
“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”
Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen. >> Læs videre
Det livsfarlige arbejde i Angolas og Zaires diamantminer. En kaotisk og blodig borgerkrig. Vilkårlig vold i hænderne på et diktatorisk regimes efterretningstjenester. Profeter, medicinmænd og kloge koner. Limsniffende gadebørn. Drømmen om et bedre liv degenereret til penge, penge, penge. Det hele leveret til rytmerne af inciterende, congolesisk rumba og blandet med masser af øl og sprut. Sådan går Stodderdansen i Fiston Mwanza Mujilas anden roman.
Fiston Mwanza Mujilas (f. 1981) debutroman, Tram 83 (opr. 2014, eng. 2015, da. 2017), slog mig helt bagover i begejstring, da jeg læste den i den engelske oversættelse for omtrent fem år siden. >> Læs videre
En underholdende, smukt skrevet fortælling om skønheden i naturens mangfoldighed og om kvinders frigørelse over fire århundreder. Inspireret af historiske kvindelige naturhistorikere og kunstnere – og af sommerfuglens metamorfose, græshoppens sang og ildfluernes dans. Desværre kammer den over i lidt for meget sentimental øko-politisk prædiken – som det er svært at være uenig i, men som bare heller ikke fungerer ret godt litterært.
Finske Selja Ahavas roman, Kvinden der elskede insekter (opr. 2020, da. 2021), tager afsæt i en række historiske personer, først og fremmest naturforskeren og kunstneren Maria Sibylla Merian (1647-1717) og den opdagelsesrejsende fotograf og naturforsker Isabella Bird (1831-1904), men flere andre historiske personer passerer forbi. >> Læs videre
Salt er en lille, sjov, pudseløjerlighed fra Flandern. Måske ikke ligefrem verdenslitteratur af stor tyngde, men Marc Reugebrink er med sin lette pen, monty pythonske humor og kringlede, finurlige fantasi ganske godt og fornøjeligt selskab.
Det er ikke så tit, man støder på oversat skønlitteratur fra Flandern, den hollandsk- (eller rettere: flamsk-)talende del af Belgien. Dét alene var jo nok til at vække min interesse for den første roman på dansk af hollandskfødte (men i Flandern bosiddende) Marc Reugebrink, Salt (opr. 2019, da. 2021), som udkom i fredags i Miriam Boolsens veloplagte fordanskning. >> Læs videre
Arkaisk jordbrug er på godt og ondt en markant og særegen læseoplevelse. En ikonisk historie med ny- og gammeltestamentelige konnotationer om landbrugsjord, incestuøst begær og undertrykkende familierelationer, fortalt i Raduan Nassars vildt og voldsomt fossende, ekspressionistiske og lyriske prosa.
Sidste uge bød på en dobbeltudgivelse af de første danske oversættelser af brasilianske Raduan Nassars to (eneste) romaner, Galdens bæger (opr. 1978) og Arkaisk jordbrug (opr. 1975), begge fornemt fordansket af Tine Lykke Prado. I sidste uges anmeldelse af Galdens bæger kan du også læse en smule om forfatteren. >> Læs videre
Et brasiliansk skænderi af mytologiske dimensioner, emmende af magt og sex, iklædt sublime sproglige gevandter. Nyklassisk, brasiliansk forfatter er endelig oversat til dansk.
Raduan Nassar (f. 1935) er næppe et navn, der ringer klokker hos mange danske læsere. For mig var han ihvertfald helt ukendt indtil Jensen & Dalgaards udgivelse i går af hele to romaner fra hans hånd, begge oversat til dansk af altid gode Tine Lykke Prado. >> Læs videre
En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.
Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse. >> Læs videre
“Der findes ikke løgn i litteraturen, i fiktionen, og jeg vil gå så langt som at sige at der ikke findes sandhed i det virkelige liv.”
Portugisiske Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke (opr. 2018), som udkommer på dansk i dag i Ole Eistrups udmærkede og letlæste oversættelse til dansk, er en roman om mange ting. Men især er det en roman om fortællingens kraft, om hvordan menneskene digter sig selv og hinanden – som forudsætning for overhovedet at kunne være mennesker. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Normalt læser jeg ikke mange børnebøger, slet ikke billedbøger, men da forlaget Jensen & Dalgaard tilbød mig at læse med på den danske udgivelse af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien (opr. 1945), blev jeg alligevel nysgerrig – al den stund, at jeg var meget begejstret for Buzzatis voksenroman Tartarernes ørken.
Bjørnene fra Sicilien præsenterer sig som en mytologisk fortælling fra “tidernes morgen dengang, / da dyr de var gode som dagen er lang, / men mennesker til gengæld feje og snu, / og Sicilien slet ikke var som nu.” >> Læs videre
Novelleformen passer Georgi Gospodinov godt, og selv om samlingen her ikke er helt på højde med romanerne, så er den i høj grad værd læseværdig.
Jeg var begejstret for bulgarske Georgi Gospodinovs to romaner, der er oversat til dansk som En naturlig roman (opr. 1997, da. 2006/2018) og Melankoliens fysik (opr. 2012, da. 2017). Og jeg er også begejstret for hans noveller i Helle Dalgaards flotte fordanskning. >> Læs videre
“I dag er det et år siden Emma og jeg blev skilt. Hun har stadig nogle af mine drømme og andre bagateller, som jeg ikke har fået hentet.”
Bulgarske Georgi Gospodinovs (f. 1968) gennembrudsroman fra 1997, En naturlig roman, har med god grund fejret store triumfer i både hans hjemland og internationalt, hvor den er udkommet på ihvertfald 23 sprog. Det er en fremragende roman, flot fordansket af Helle Dalgaard. >> Læs videre
Et meget langstrakt og adstadigt antrit var lige ved at få mig til at opgive denne græske groteske undervejs. Men finalen er så vidunderligt sorthumoristisk bizar og makaber, at jeg tilgiver Dimitris Sotakis det lange opspil og ender med alligevel at anbefale Ovnstegt rumæner med grøntsager, om end halvlunkent.
Romanen, som udkommer i dag på forlaget Jensen & Dalgaard på dansk ved Elisabeth Anagnostaki Moestrup, er den første udgivelse af græske Dimitris Sotakis (f. 1973) på dansk. >> Læs videre
“Mennesker har behov for lidt galskab, for at de ikke skal blive gale. De har behov for netop det, der strengt taget er det mest unødvendige, som for eksempel leg, magi og drømme.”
Sådan hedder det et sted mod slutningen af finske Leena Krohns roman Fortabelsen, der udkom i den forgangne uge på forlaget Jensen & Dalgaard i dansk oversættelse ved Siri Nordborg Møller. >> Læs videre
Der er god energi og sjove ideer i tyrkiske Özgür Mumcus roman, og siderne vender sig selv hurtigt. Men jeg savnede et skarpere fokus og nogle mere troværdige persontegninger. Og i sidste ende sad jeg tilbage med et ubesvaret spørgsmål om, hvad det egentlig var, Mumcu gerne ville med sin historie.
Fredsmaskinen (opr. 2016) udkom i denne uge på dansk på forlaget Jensen & Dalgaard i oversættelse ved Sadi Tekelioglu. >> Læs videre
Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor.
Nescio har angiveligt status som en af Hollands største prosaister. Alligevel har han ikke være udgivet i dansk oversættelse, før denne samling udkom sidste år takket været forlaget Jensen & Dalgaard og oversætter Miriam Boolsen. >> Læs videre
Det postsovjetiske Ukraine i 2010’erne er i Sergij Zjadans gestaltning et på mange måder trøstesløst samfund præget af arbejdsløshed, forfald, korruption, kriminalitet og håbløshed. Men midt i det hele er der samtidig masser af liv – vildt, råt, hårdt og brutalt liv, men også liv drevet af tro, håb og kærlighed.
Zjadans Mesopotamien (opr. 2014) er en roman om en by i Ukraine, men det er især en roman om mennesker, som kunne være fra mange forskellige steder i verden. Det er mennesker med håb og drømme om et bedre liv og især om kærlighed – også selv om de ofte selv forveksler hurtig sex med den kærlighed, det venskab, den nærhed, som de i virkelighed søger. >> Læs videre
Fermt komponeret brasiliansk roman om at miste sig selv i sproget og skriften – i en slags lingvistisk variant over Fausttemaet.
Chico Buarque (f. 1944) er i hjemlandet Brasilien især kendt som sanger og musiker, men han har også en hel del skuespil og bøger på samvittigheden. En af dem er romanen Budapeste, der udkom på dansk i 2015 under titlen Fortabt i Budapest i Tine Lykke Prados glimrende oversættelse (Jensen & Dalgaard).
Protagonisten og jegfortælleren i romanen er den midaldrende José Costa. Med base i Rio de Janeiro ernærer han sig som succesfuld ghostwriter, dvs. en anonym forfatter, der lever af at skrive i andres navn. >> Læs videre
En kort, men intens, boliviansk roman baseret på historiske begivenheder om den tyske familie Ertls liv i spændet fra nazistisk propagandaæstetik til marxistisk guerillakrig i Bolivia. Velfortalt, men ikke uforglemmelig.
Den tyske kameramand og bjergbestiger Hans Ertl (1908-2000) arbejdede i 1930’ernes Nazityskland sammen med blandt andre filminstruktøren Leni Riefenstahl, der er berømt for sin fornyelse af filmæstetikken – og berygtet for at bruge sit talent i nazipropagandaens tjeneste, hvorfor hun også er kendt som “Hitlers chefinstruktør.” >> Læs videre
Et melankolsk, ironisk-kærligt og rastløst strejftog gennem de labyrintiske kældergange i menneskesindet og det 20. århundredes historie.
Hvad er opskriften på Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik? Bland lige dele W. G. Sebald og Günther Grass, tilsæt et par knips Jorge Luis Borges, ryst godt sammen med en sækfuld brokker fra Bulgariens historie i det 20. århundrede, en god portion personlige erindringsstumper fra et levet liv og et skvæt antik mytologi. Servér i små glas og indtag i store mængder.
Resultatet er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman. Det er dog også en noget blandet affære, som man godt kan blive træt i hovedet af hen på aftenen. >> Læs videre
