En på mange måder fin, interessant og sympatisk roman om forholdet mellem sprog, identitet og erindring. Men også lidt træg i fortællingen og på kanten til det fortænkte og overambitiøse.

Jeg har glædet mig til at læse italienske Diego Maranis roman, siden den udkom på dansk i 2013, alene på grund af titlen: Ny finsk grammatik – det lyder tilpas mærkeligt til i sig selv at appellere til sådan nogle som mig. Og yderligere tilskyndet af gode anmeldelser havde jeg måske dermed stemt forventningerne for højt. Ihvertfald blev jeg en smule skuffet, selv om romanen har flere kvaliteter – og også tilstrækkelige kvaliteter til at gøre den læseværdig.

Den ydre handling er for så vidt enkel: En mand findes under 2. verdenskrig svært forslået med svære hovedlæsioner på en havnekaj i Trieste. Han samles op af et tysk hospitalsskib, hvor han vågner op uden sprog, uden identitet og uden hukommelse. De eneste tegn på hans mulige identitet er navnet Sampo Karjaleinen syet ind i hans sømandsjakke og et lommetørklæde med de broderede initialer S.K..

På det grundlæg vurderer hans læge Petri Friari, som selv har finske aner og genkender navnet som finsk, at den ukendte mand må være finne. Petri Friari sætter sig for at lære manden en smule finsk og får ham senere sendt til Finland. Her arbejder Sampo Karjaleinen målrettet på at lære det finske sprog i et i stigende grad desperat og modløst forsøg på at finde ind til nogle erindringer og sin personlige identitet. “For uden erindring kan et menneske ikke leve”.

I Finland er der også en kvindelig sygeplejerske, som måske er et håb om kærlighed, og en stofmisbrugende præst, som måske i virkeligheden er en finsk shaman. Og 2. verdenskrig buldrer derudaf med russiske bombardementer og en truende invasion.

Fortællestrukturen og -formen er til gengæld langt fra enkel, og de litterære og filosofiske ambitioner er høje. Præmissen for romanens form er kort fortalt, at lægen Petri Friari efter krigen har fundet nogle efterladte notesbogoptegnelser fra manden kaldet Sampo Karjaleinen, som han nu udgiver med sine egne kommentarer. Bogen veksler således mellem Friaris kommentarer til “manuskriptet” og Sampo Karjaleinens optegnelser.

Fortællestrukturen sætter systematisk spørgsmålstegn ved fortællestemmernes troværdighed. Friari understreger gang på gang, at han på grund af manuskriptforfatterens utilstrækkelige finske har været nødt til at fylde huller ud eller omformulere passager for at gøre det læsbart. Det stiller uvægerligt det spørgsmål for læseren, om det, vi læser, i virkeligheden mere er udgiveren Friaris værk, end det er Sampo Karjaleinens? Fortsætter Friari med sin redaktion af det efterladte skrift i virkeligheden blot den konstruktion af den identitetsløses identitet, som han påbegyndte på hospitalskibet, da han erklærede den identitetsløse for finsk?

Og i forlængelse af det må man som læser spørge, om romanens virkelige hovedperson faktisk er “udgiveren” Friari, som forsøger at komme overens med sin egen fortid og personlige identitet gennem bearbejdning af det fundne manuskript og rekonstruktionen af stakkels Sampa Karjaleinens historie. Romanen giver ikke noget entydigt svar, og det er et plus.

Indlejret i den beskedne ydre handling gemmer sig derudover et filosofisk tema om forholdet mellem sprog, erindring og identitet – og det gælder både den personlige, individuelle identitet og erindring samt den kollektive, nationale identitet og historieskrivning og mytologi.

Der er en del lange passager med fortællinger fra finsk nationalmytologi, som spiller ind i dette tema. De er ret kedelige. Til gengæld er der også en del passager med filosofiske reflektioner over sproget som sådan, og om forholdet mellem nationalsprog og historie. Og de passager er de bedste i bogen.

For os ignoranter udi det finske sprog, som er vante til at betragte finsk som det rene yksi-kaksi-kolme-kaudervælsk, er det næsten en åbenbaring at læse de mange passionerede hyldester til sproget i Ny finsk grammatik. Prøv bare engang at smage på dette lille uddrag af én af flere kærlighedserklæringer til det finske:

Lydene i vort sprog fandtes rundt om os, i naturen, i skoven, i havets bølgegang, i dyrenes kalden, i tystheden af sne, der falder. Vi har blot samlet dem sammen og givet os til at udtale dem […]. [Finsk] er et sprog med lyde, der er blide og bløde, som smagen og konsistensen af kødet fra de aborrer og ørreder, man på sommeraftener steger ved bredden af søerne, hvis bund er dækket af alger, der er røde som jægernes træhytter og som bærrene, der om sommeren bløder på buskene.

Det er sådan noget, der kan få sådan nogen som mig til at overveje at begynde at studere finsk. Hvis det altså ikke lige var for advarslen om, at “en udlænding, der forsøger at lære finsk, fordrejer sine egne ansigtstræk, han fjerner sig fra sit eget jeg og risikerer ikke længere at kunne genkende sig selv”. Dette sidste er måske det, der undervejs i romanen sker for vores hovedperson, for allerede tidligt antydes det, at hypotesen om hans finske oprindelse måske ikke holder stik, og at det vil gå ham ilde. Sampo Karjalainens sande – eller ihvertfald tidligere – identitet afsløres dog først på de allersidste sider i bogen.

Parallelt med ovennævnte temaer løber der igennem romanen også et tema om Finlands problematiske historie i mellemkrigstiden, herunder borgerkrigen mellem de røde og de hvide og sprogstriden mellem finsk og svensk (som vi fornylig også har læst om i den nordiske litteraturprisvinder Kjell Westös Luftspejling 38). Denne del af historien får dog aldrig får alvor luft under vingerne hos Marani, selv om den egentlig fylder en del.

Jeg var glad for de sprogfilosofiske refleksioner og for passager som den ovenfor citerede om det finske sprog (og dem er der flere af). Men alligevel kedede jeg mig lidt. For det hele blev mig en kende for fortænkt. Måske fordi Marani vil alt for meget og mere, end han magter. Personerne fik aldrig rigtigt liv, de virkede mere som skabeloner konstrueret for at kunne aflevere nogle pointer. Især forekom hele grundpræmissen for hovedfiguren Sapo Karjaleinen mig utroværdig. Hvis et menneske vågner op uden sprog og uden erindring om et sprog, hvordan kan han så overhovedet – og heller ikke i retrospekt – sætte ord på sine tanker og iagttagelser fra den første tid efter opvågningen, før han lærte et nyt sprog fra bunden? Og den slags.

Men alt i alt ikke nogen dårlig bog, faktisk ganske interessant. Bare lidt kedelig.

• Lignende indlæg
• Jensen & Dalgaard

Sprogspillet. For folk, der godt kan lide at være sammen med ord

Amara Lakhous: Civilisationssammenstød over en elevator på piazza Vittorio

Jakobína Sigurðardóttir: I barndom

Franco Arminio: Postkort fra de døde

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Chico Buarque: Fortabt i Budapest

Rodrigo Hasbún: Affekter

Georgi Gospodinov: Melankoliens fysik