At rejse er at leve, som bekendt. Og med Olga Tokarczuk kan man både rejse og leve, mens man læser i lænestolen. At være rejsende med Tokarczuk er både sjovt, tankevækkende, bevægende, lærerigt og horisontudvidende – og i det hele taget en udsøgt fornøjelse.
Jeg kom lidt skævt ind på bogen, måske forledt af påskriften ‘roman.’ Rejsende er både en roman og ikke en roman. Den er ihvertfald på ingen måde en traditionel roman forstået som én lang, sammenhængende fortælling.
Rejsende er derimod et spøjst konglomerat af en stor mængde små og større tekster. I omfang spænder bogens kapitler fra helt korte prosastykker på 10-12 linjer til egentlige noveller på 30-40 sider. Tematisk og genremæssigt er spændet endnu større: Fra punktnedslag i videnskabshistorien med detaljerede redegørelser for eksempelvis typer af konserveringsprocesser over semihistoriske biografiske noveller, frit spundet over faktiske historiske personer og begivenheder, over korte personlige rejseessays til den rene fiktion.
Det tog mig lige de første 50-100 sider at forlige mig med bogens koncept og form. Men da jeg først havde accepteret begge dele, vendte min indledende skepsis sig til begejstring.
Det hele er på den ene side meget ukurant, på den anden side bundet sammen af tonen og af de gennemgående temaer om at rejse og at bevæge sig. Vi er på rejse i verden fra det ene fysiske sted til det andet, på rejse i menneskekroppen, på rejse i livet og i alle tilfælde på en erkendelsesrejse, vi ikke ved, hvor ender. Og på den måde bliver bogen måske alligevel samlet set til en slags roman.
De bærende dele af bogen er de længere, novelleagtige fortællinger. En af de bedste handler om den flamske, étbenede anatom, kirurg og konservator Philip Verheyen, som i 1693 var den første, der beskrev og navngav achillessenen. Torkaczuk leverer et levende portræt af anatomen som en gammel mand, der har trukket sig tilbage fra verden og sidder og dissekerer sit eget, afsatte, konserverede ben igen og igen for at aflure dets hemmeligheder. Det er historisk veldokumenteret, at Verheyen som ung mand fik afsat sit ben på grund af en infektion. Til gengæld er det – så vidt jeg har kunnet afdække – en myte, at han fik benet konserveret med henblik på at kunne blive begravet sammen med det.
Sand eller ej, myten om det konserverede ben giver anledning til gode billeder, som blandt andre den unge Verheyens studiekammerater drages af:
Det var som om denne stump af menneskekroppen, dette præparat levede sit eget liv, nedsænket i alkohol, i en evig rus, og dér drømte sine egne drømme om løb, om dyngvådt morgengræs, om strandens varme sand.
Fortællingen om Verheyen er ét eksempel af flere på, hvordan Torkaczuk uden at blinke trækker på en kombination af historiske fakta og myter og blander dem med fiktion med en fascinerende og fængende historie som resultat.
Stilen og temaet i historen om Verheyen – og flere andre historier i Rejsende – minder mig om Daniel Kehlmanns mesterlige roman Opmålingen af verden om den opdagelsesrejsende naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt og matematikeren Gauss. Tokarczuk kan noget af det samme udi blanding af naturvidenskabshistorie, biografi og fiktion. Og dét er en stor anbefaling.
Blandt de længere novelleagtige historier er i en helt anden genre også den om Konicki, som i nutiden er på ferie på en lille ø i Kroatien, hvor hans kone og søn forsvinder og eftersøges i tre dage – tilsyneladende bare, fordi de faldt i staver et sted i landskabet, da de gik væk fra bilen for at tisse. Eller måske skete der noget andet. Hverken vi eller Konicki finder nogensinde ud af det. De bliver forenet, men hans tvivl om, hvad der faktisk skete, gnaver deres forhold i stykker. At rejse kan også være at forsvinde – i et landskab eller i et ægteskab.
Og bogen rummer dusinvis af andre historier – alle sammen afbrudt af og iblandet små miniessayistiske tekststykker om at rejse og være i bevægelse. Ikke i form af traditionelle rejsebeskrivelser, hvor det handler om de steder, den rejsende besøger, men mere med opmærksomheden på selve det at rejse: Reflektioner over lufthavne som byer i sig selv. Et traditionelt polsk ritual om, at man altid skal sætte sig i ét minut på en stol i entreen, inden man begiver sig ud på en rejse. Tanker om, hvor den rejsende egentlig befinder sig i tiden, når man flyver med eller mod klodens rotation. Og meget andet.
Der er i det hele taget plads til en del små filosoferende, ironiske finurligheder. Jeg var for eksempel ret vild med en kun godt én side lang redegørelse for en ny invasiv art på jordkloden:.
Specialister omtaler plastikposer som et nyt kapitel i vores eksistens, som nogen der vender vrangen ud på naturens evige vaner fordi de kun består af overflade. Indeni er de tomme, og dette historiske fravær af ethvert indhold giver dem uventet store evolutionære fordele. De er mobile og lette. Med hanken kan de hægte sig fast på andre genstande eller de kan sætte sig i andre væsners organer og på den måde udvide deres habitat.
En særlig bonus i bogen er et mindre antal smukke sort-hvide optryk af gamle kort over rejser, mennesket og verden. En af dem er forsideillustrationen, som optræder i historien om anatomen Verheyen i form af illustrationen på en adgangsbillet til en eksklusiv sektion af en konserveret kvinde. En anden er en planche med et stiliseret billede af verdens længste floder, som nærmest fremstår som et billede af menneskets indre organer – og på den måde måske bedst af alt binder de mange sidespor i bogen sammen.
Jeg er tæt på at give fuldt hus i bedømmelsen, men som roman betragtet er Olga Tokarczuks Rejsende dog alligevel en tand for sammensat og fragmenteret til at ramme fem fulde stjerner. Men værd at læse, dét er den.
Forfatter: Olga Tokarczuk
Udgiver: Tiderne Skifter
Udgivelsesdato: 16.06.2016
Sider: 399
Originalsprog: Polsk
Oversætter: Hanne Lone Tønnesen
Originaltitel: Bieguni
Opr. udgivelsesår: 2007
Læst: September 2016
K's vurdering:
Olga Tokarczuk: Rejsende – læst d. 15. januar 2020. …. Den løftede ikke på loftet for mig. Især de første 100 sider var mig noget uinspirerende. Sætningen: “Det første skud med fjernbetjeningen ramte lige i panden på det blanke, tanketomme tv og åbnede kanal 348” – var mig lidt for søgt. Havde det bare havde været den alene. Derfor var det kun med den stædighed (der normalt hører anmeldere til), at jeg fik læst bogen til ende. For megen “overfladedannelse”, brugen af læresætninger (pensum i psykologi) sådan lidt skjult sat ind som “dokumentation” for overfor læseren diskret at “afsløre” faglig… Læs mere »
Jeg var heller ikke benovet over de første 50-100, kan jeg se, at jeg noterede om min læsning i sin tid. Samlet var jeg nu alligevel begejstret, som det fremgår. Det lykkedes således bestemt for Tokarczuk at fange denne læser. Og som jeg husker bogen, fandt jeg, at blandingen af fiktion og videnskabelige referencer m.v. fungerede godt. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at hendes stil ikke vil være alles kop te.
Nu hvor jeg blev så skuffet over og vred på Olga Tokarczuk, kan jeg ikke afvise den tanke, at jeg meget vel kan blive nødt til at læse hendes ‘Jacobs bøger’ i fald den skulle blive oversat til engelsk og gerne til dansk. Jeg vil bestemt gerne give mig selv den chance at kunne forlige mig med hende – trods alt, og måske opdage at jeg har gjort hende uret. Lykkes det ikke, får jeg da ro i sindet af at vide at hun og jeg bare ikke har kemi med hinanden :0)