Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler

En særegen krimi fra den polske nobelpristager. Værd at læse for sit flotte sprog og skæve personportrætter. Men ikke helt vellykket som krimi.

Polske Olga Tokarczuk (f. 1962) modtog Nobelprisen i litteratur for året 2018 (først tildelt i 2019 på grund af kaoset omkring nobelpriskomiteen i 2018). Her på bloggen kender vi hende fra den fremragende Rejsende (opr. 2007, da. 2016), som hun angiveligt selv betragter som sit hovedværk.

Kør din plov over de dødes knogler (opr. 2009, da. 2012) er et lidt senere værk, om end den udkom på dansk tidligere end Rejsende.

Bagsideteksten får romanen til at lyde som en krimi, og sådan kan man vel også godt betragte den. Ihvertfald sker der i løbet af bogen en række mord, og opklaringen af mordene udgør en slags rammefortælling eller skelet for romanen.

Den, der søger en traditionel krimi eller spændingsroman, vil dog nok blive skuffet og opleve bogen som en smule tung. For Tokarczuks hovedfokus er mindre på krimiintrigen og mere på portrættet af bogens hovedperson og jeg-fortæller, den midaldrende Janina Duszejko.

Janina er en spøjs personage og en utraditionel hovedperson for en krimi (eller for en hvilken som helst anden bog for den sags skyld). Hun bor alene i et lille hus i skoven uden for en landsby i det sydligste Polen, tæt på den tjekkiske grænse. Hun tjener lige akkurat til dagen og vejen ved et deltidsjob som engelsklærer.

Af landsbybeboerne betragtes Janina som lidt af en særling, en skør, gammel kone – og som læsere er vi ikke utilbøjelige til at give dem ret. Hun er passioneret amatørastrolog, og ud over at lægge horoskoper for alle, hun kan vriste en fødselsdato ud af, bruger hun tiden på at oversætte Blake (hvorfra bogen henter sin titel) sammen med sin eneste, egentlige ven, en tidligere elev.

Frem for alt er hun naturelsker og radikal dyreaktivist. Hun forsøger – uden held – at føre sin egen kampagne mod de lokale jægere, og hendes omsorg for dyrene går så vidt som til modstand mod at fælde rådnende træer, fordi de er hjemsted for biller.

Nogle af fineste passager i bogen er beskrivelserne af naturen set med Janinas indlevende blik. Men selve portrættet af hende med alle hendes særheder er det, der for alvor bærer bogen igennem.

Den ydre handling er dog som nævnt båret af historien om en række mystiske dødsfald, som måske er mord. Det lokale politi synes på bar bund, men Janina udvikler sine egne teorier på baggrund af blandt andet sine horoskoper.

Janina fæster – i modsætning til hendes skeptiske omgivelser – gennemgående stor lid til sine egne astrologiske beregninger, men i enkelte anfald af selverkendelse indrømmer hun dog, at hun måske i virkeligheden ikke er så god en astrolog. Hun har en tendens til mest at se de mørke sider:

Der er noget defekt i min karakter som fordunkler billedet af planeternes konstellationer. Jeg ser dem gennem min frygt, og på trods af det tilsyneladende lyse sind som folk naivt og åbenhjertigt tilskriver mig, ser jeg alting som i et mørkt spejl. På samme måde som andre gennem et sodet glas betragter en Solformørkelse ser jeg på verden. Jeg ser Jorden i et formørket skær. Ser hvordan vi går rundt i blinde i et Evigt Mørke, som Oldenborrer spærret inde i en æske af et grusomt barn.

Om det er Janinas sortsyn, der får hende til at udlægge dødsfaldene som mord efter et ganske bestemt mønster, eller om der er noget om snakken, skal jeg ikke røbe.

Som krimi halter romanen lidt. Den bliver aldrig rigtig spændende, og det er et problem. Ganske vist er det som nævnt tydeligvis ikke Tokarczuks primære ærinde med romanen blot at fortælle en krimihistorie, men ikke desto mindre er en god del af bogen bygget op om denne intrige. Og når den ikke helt fungerer, så bliver romanen stedvist en smule tung.

Ikke desto mindre er den absolut værd at læse for Tokarczuks flotte sprog (i Hanne Lone Tønnesens glimrende fordanskning) og for det indlevede portræt af den sære dame i skoven.

Har du ikke læst noget af Olga Tokarczuk før, vil jeg dog så afgjort anbefale Rejsende som første stop (som dog er en helt anden slags bog, hvilket du kan læse om i min anmeldelse her).

Selv har jeg bestemt appetit på mere Tokarczuk. Yderligere fire af hendes bøger er oversat til dansk, dog desværre ikke murstensromanen Księgi Jakubowe (Jacobs bøger), der ellers – sammen med Rejsende – fremhæves særligt i nobelpriskomiteens begrundelse. Den er dog oversat til adskillige andre sprog, og en engelsk version er på vej, og måske nobelpristildelingen også kan inspirere et dansk forlag til at give sig i kast med den?

K's vurdering: