K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s Top
    • K’s årlige anbefalinger
    • Med K verden rundt i bøger
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler

Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler

Af Kasper Håkansson, 9. januar 2020
3 kommentarer

En særegen krimi fra den polske nobelpristager. Værd at læse for sit flotte sprog og skæve personportrætter. Men ikke helt vellykket som krimi.

Polske Olga Tokarczuk (f. 1962) modtog Nobelprisen i litteratur for året 2018 (først tildelt i 2019 på grund af kaoset omkring nobelpriskomiteen i 2018). Her på bloggen kender vi hende fra den fremragende Rejsende (opr. 2007, da. 2016), som hun angiveligt selv betragter som sit hovedværk.

Kør din plov over de dødes knogler (opr. 2009, da. 2012) er et lidt senere værk, om end den udkom på dansk tidligere end Rejsende.

Bagsideteksten får romanen til at lyde som en krimi, og sådan kan man vel også godt betragte den. Ihvertfald sker der i løbet af bogen en række mord, og opklaringen af mordene udgør en slags rammefortælling eller skelet for romanen.

Den, der søger en traditionel krimi eller spændingsroman, vil dog nok blive skuffet og opleve bogen som en smule tung. For Tokarczuks hovedfokus er mindre på krimiintrigen og mere på portrættet af bogens hovedperson og jeg-fortæller, den midaldrende Janina Duszejko.

Janina er en spøjs personage og en utraditionel hovedperson for en krimi (eller for en hvilken som helst anden bog for den sags skyld). Hun bor alene i et lille hus i skoven uden for en landsby i det sydligste Polen, tæt på den tjekkiske grænse. Hun tjener lige akkurat til dagen og vejen ved et deltidsjob som engelsklærer.

Af landsbybeboerne betragtes Janina som lidt af en særling, en skør, gammel kone – og som læsere er vi ikke utilbøjelige til at give dem ret. Hun er passioneret amatørastrolog, og ud over at lægge horoskoper for alle, hun kan vriste en fødselsdato ud af, bruger hun tiden på at oversætte Blake (hvorfra bogen henter sin titel) sammen med sin eneste, egentlige ven, en tidligere elev.

Frem for alt er hun naturelsker og radikal dyreaktivist. Hun forsøger – uden held – at føre sin egen kampagne mod de lokale jægere, og hendes omsorg for dyrene går så vidt som til modstand mod at fælde rådnende træer, fordi de er hjemsted for biller.

Nogle af fineste passager i bogen er beskrivelserne af naturen set med Janinas indlevende blik. Men selve portrættet af hende med alle hendes særheder er det, der for alvor bærer bogen igennem.

Den ydre handling er dog som nævnt båret af historien om en række mystiske dødsfald, som måske er mord. Det lokale politi synes på bar bund, men Janina udvikler sine egne teorier på baggrund af blandt andet sine horoskoper.

Janina fæster – i modsætning til hendes skeptiske omgivelser – gennemgående stor lid til sine egne astrologiske beregninger, men i enkelte anfald af selverkendelse indrømmer hun dog, at hun måske i virkeligheden ikke er så god en astrolog. Hun har en tendens til mest at se de mørke sider:

Der er noget defekt i min karakter som fordunkler billedet af planeternes konstellationer. Jeg ser dem gennem min frygt, og på trods af det tilsyneladende lyse sind som folk naivt og åbenhjertigt tilskriver mig, ser jeg alting som i et mørkt spejl. På samme måde som andre gennem et sodet glas betragter en Solformørkelse ser jeg på verden. Jeg ser Jorden i et formørket skær. Ser hvordan vi går rundt i blinde i et Evigt Mørke, som Oldenborrer spærret inde i en æske af et grusomt barn.

Om det er Janinas sortsyn, der får hende til at udlægge dødsfaldene som mord efter et ganske bestemt mønster, eller om der er noget om snakken, skal jeg ikke røbe.

Som krimi halter romanen lidt. Den bliver aldrig rigtig spændende, og det er et problem. Ganske vist er det som nævnt tydeligvis ikke Tokarczuks primære ærinde med romanen blot at fortælle en krimihistorie, men ikke desto mindre er en god del af bogen bygget op om denne intrige. Og når den ikke helt fungerer, så bliver romanen stedvist en smule tung.

Ikke desto mindre er den absolut værd at læse for Tokarczuks flotte sprog (i Hanne Lone Tønnesens glimrende fordanskning) og for det indlevede portræt af den sære dame i skoven.

Har du ikke læst noget af Olga Tokarczuk før, vil jeg dog så afgjort anbefale Rejsende som første stop (som dog er en helt anden slags bog, hvilket du kan læse om i min anmeldelse her).

Selv har jeg bestemt appetit på mere Tokarczuk. Yderligere fire af hendes bøger er oversat til dansk, dog desværre ikke murstensromanen Księgi Jakubowe (Jacobs bøger), der ellers – sammen med Rejsende – fremhæves særligt i nobelpriskomiteens begrundelse. Den er dog oversat til adskillige andre sprog, og en engelsk version er på vej, og måske nobelpristildelingen også kan inspirere et dansk forlag til at give sig i kast med den?

Titel: Kør din plov over de dødes knogler
Forfatter: Olga Tokarczuk
Udgiver: Tiderne Skifter
Udgivelsesdato: 21.05.2012
Sider: 240
Originalsprog: Polsk
Oversætter: Hanne Lone Tønnesen
Originaltitel: Prowadź swój pług przez kości umarłych
Opr. udgivelsesår: 2009
Læst: Januar 2020

K's vurdering:

Share this:

  • Print (Opens in new window) Print
  • Email a link to a friend (Opens in new window) Email
  • Share on Facebook (Opens in new window) Facebook
  • Share on X (Opens in new window) X
  • Share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Krimi, spænding og ramasjang, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Europa, Østeuropa, Polen

Abonner
Giv mig besked om
guest

guest

3 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
14. januar 2020 00:13

Jeg har bestilt hendes ‘Rejsende’ som jeg forventer vil lande i min lokale pakkeshop i morgen eller i overmorgen. Umiddelbart tror jeg, at jeg lige nu vil nøjes med den; jeg har det svært med krimier, og nok især med dem der ikke rigtig lykkes …

1
Svar
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
Reply to  Peter Stig Sørensen
14. januar 2020 14:48

I dag kan man på Bogmarkedet.dk i artiklen: “Vores fælles baggrundstæppe” læse om en ny hjemmeside ‘VerdenOversat’ – tænkt som et sted, hvor læsere bl.a. kan komme med forslag til oversættelse af fremmedsprogede bøger. Her kan man da agitere for en dansk oversættelse af ‘Jacobs bøger’ ! Netop da også denne fremhæves værende af høj standard i nobelpriskomiteens begrundelse for uddelingen af Nobelprisen til Olga Tokarczuk. Hm … jeg skulle mene at ‘baggrundstæppe’ er intetkøn, og at det derfor burde hedde ‘Vort’ og ikke ‘Vores’ … måske jeg bare er gammel og ikke kender mit sprog mere ?

1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Stig Sørensen
16. januar 2020 23:11

Tak for tip om Dansk Oversætterforbunds nye hjemmeside, verdenoversat.dk, jeg ikke var opmærksom på. Et sympatisk projekt – at gøre opmærksom på oversætternes betydning.

1
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Følg K's bognoter

  • 112 mailabonnenter
  • 86 venner
  • 374 følgere

Måske er du også interesseret i:

Olga Tokarczuk: Bizarre fortællinger
Olga Tokarczuk: Rejsende
Danilo Kiš: The Encyclopedia of the Dead

Vilmos Kondor: Budapest Noir
Mihail Sebastian: For Two Thousand Years
Antal Szerb: The Pendragon Legend

Mest læste seneste uge

  • John Steinbeck: Øst for ParadisJohn Steinbeck: Øst for paradis Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har…
  • Mikhail Bulgakov: En ung læges optegnelserMikhail Bulgakov: En ung læges optegnelser Rå realisme kombineret med sort humor og en fin sans for detaljer gør Bulgakovs semi-selvbiografiske…
  • imageFem gode boghandeler i London – som ikke er… London er en fed by på mange måder. Jeg kom hjem med mange indtryk fra…
  • Ahmed Bouanani: The HospitalAhmed Bouanani: The Hospital “When I walked through the large iron gate of the hospital, I must have still…
  • Christian Kracht: AirChristian Kracht: Air Schweiziske Christian Kracht (f. 1966) er en af de mest originale forfatterstemmer, jeg er stødt…

Seneste kommentarer

  • Kasper Håkansson on Mikhail Bulgakov: En ung læges optegnelser: “Enig, det er for sløjt, Lindhardt & Ronghof. I kolonnen står der ganske vist “Copyright (c) 1977, 2024 Lindhardt og…” okt 10, 13:52
  • Trine Søndergaard on Mikhail Bulgakov: En ung læges optegnelser: “Lindhardt og Ringhof laver desværre rigtig mange genoptryk af klassikere (russiske og andre) uden at gøre opmærksom på det. Og…” okt 10, 11:14
  • Peter Sørensen on Ahmed Bouanani: The Hospital: “Det var nemlig din sidstnævnte pointe der slog mig. Begge hovedpersoner befinder sig i et tomrum. Tidens gang er flydende.…” okt 10, 10:50
  • Kasper Håkansson on Ahmed Bouanani: The Hospital: “Ved genlæsning af min egen anmeldelse kan jeg godt se, at der er formuleringer, der kunne pege i retning af…” okt 10, 00:08
  • Kasper Håkansson on Solvej Balle: Om udregning af rumfang VI: “Ja, den 18. november må være et rigtig godt bud på udgivelsesdatoen 😉. Jeg glæder mig under alle omstændigheder!” okt 8, 18:16

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.338)
    • Sagprosa (150)
      • Antropologi (4)
      • Biografier og erindringer (39)
        • Rejsebeskrivelser (3)
      • Essays (27)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (26)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (30)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (28)
      • Naturvidenskab (6)
      • Samfund og debat (35)
      • Sport og fritid (6)
    • Skønlitteratur (1.243)
      • Børnebøger (11)
      • Grafiske romaner og billedbøger (15)
      • Historiske romaner (117)
      • Klassikere (256)
      • Komedie (16)
      • Krimi, spænding og ramasjang (67)
      • Lyrik og drama (64)
      • Nyere udgivelser (323)
      • Romaner og noveller (1.092)
      • Science fiction (57)
  • Boghandeler (34)
  • Øvrige indlæg (36)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 112 mailabonnenter
  • 86 venner
  • 374 følgere

Copyright © 2026 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz