Mærkelige. Foruroligende. Forvirende. Pudsige. Morsomme. Tankevækkende. Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger kan lidt af hvert, om end ikke alle det hele på én gang. Men de alle uhyre velskrevne.

Den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuk (f. 1962) kan skrive. Og hun kan fortælle en historie, så man fanges ind af den fra start til slut. Det gælder alle historierne i denne samling. De bedste af dem bevarer deres fascination efter læsningen, mens andre flader lidt tamt ud og fordamper hurtigt. Men de faktisk alle læseværdige.

Jeg var tidligere overordentlig begejstret for Tokarczuks Rejsende (opr. 2007, da. 2016) og lidt mindre for Kør din plov over de dødes knogler (opr. 2009, da. 2012). Novellesamlingen Bizarre fortællinger (opr. 2018, da. 2022) er den seneste udgivelse af Tokarczuk på dansk, oversat lydefrit af Hanne Lone Tønnesen.

Advarsel: Hvis du hører til dem, der ikke kan tåle at høre noget som helst om plottet i en novelle, før du selv læser den, så stop læsningen her. Men det er mig svært at skrive meget meningsfuldt om disse noveller, uden at afsløre bare en smule.

Bogen bærer sin titel med rette, for er der noget, der forener de ti historier i denne samling, så er det det bizarre. Om end de er bizarre på forskellig vis.

Enkelte af historierne kan genremæssigt kategoriseres som fantastik, hvor tæppet under det virkelige hives væk. Det gælder især Strømpesømme, en af samlingens bedste historier, hvor en aldrende, sørgende mand pludselig registrerer, at nogle af hverdagens genstande ændrer karakter – og mest foruroligende, at de for alle andre tilsyneladende aldrig har haft en anden karakter.

Andre er små skæbnefortællinger, som for eksempel den korte Flypassageren, hvor et barns værste mareridt viser sig at være billedet af ham selv som voksen. Eller den pragtfulde Henkogningsglas, hvor en 50+ årig, stadigt hjemmeboende, uduelig, ugidelig, øldrikkende, tv-fodboldseende mand spiser sig ihjel i sin afdøde mors gamle henkogte pickles (hvoraf nogle har en noget særlig karakter).

Atter andre noveller har science fiction-karakter. Besøget udmaler således en fremtid, hvor problemet med familielivet er løst ved, at de fleste bor sammen med androider, der er mere eller mindre kopier af én selv, og hvor mødet med andre i stigende grad er skræmmende oplevelser, der skal kontrolleres.

I Transfugium har man opfundet en måde, hvorpå utilpassede mennesker kan vælge at lade sig transformere tilbage til den natur, vi som mennesker ellers har fremmedgjort os fra.

I Allehelgensbjerget sammenbringer Tokarczuk en fremtidsverden, hvor det med psykologiske metoder er muligt at forudsige menneskers fremtid, med historier om den kristne kirkes opfindelse af helgener.

Og i den mest syrede fortælling, Kalenderen over menneskenes helligdage, kombinerer hun en vision om en fremtid mere end 300 år herfra, hvor plastic er blevet nedbrudt af en kunstigt fremskabt bacille (som skulle komme plasticforureningen i havene til livs, men endte med at nedbryde alle kunststoffer), med den urgamle, religiøse syndebukkefigur, hvor en ophøjet og tilbedt figur hvert år må lade livet for at genopstå og derigennem opretholde denne verden.

Den eneste fortælling, der sprogligt skurrer lidt hos mig, er De grønne børn. Den er henlagt til Polen i det 17. århundrede og skal forstille at være skrevet af en engelsk læge i tjeneste hos den polske konge. Den er tilsyneladende tilstræbt skrevet i en sproglig stil, der skal smage lidt af 1600-tallet, men den sproglige form virkede på mig mestendels lidt påtaget og anstrengt. Det kan måske skyldes oversættelsen, det kan jeg ikke afgøre, men indtil andet er bevist, giver jeg Tokarczuk skylden.

Det er med andre ord en blandet pose bolsjer, vi præsenteres for. Men alle fortællinger er kendetegnet ved, at Tolkaczuk har noget på hjerte, hun vil sige os noget om den menneskelige tilstand. Og så er de som sagt – næsten – alle velskrevne og en fornøjelse at læse.

K's vurdering: