Tommaso Landolfi: Gogols kone

En herlig lille pudseløjerlighed for yndere af sort humor, surrealistisk gakkethed og litterære pasticher.

Italienske Tommaso Landolfi (1908-1979) kender vi her på bloggen fra den hallucinatorisk-surrealistiske science fiction-roman Krebsedronning (opr. 1950, da. 2025). Landolfis novelle Gogols kone (opr. 1944, da. 2026) er ligesom Krebsedronning oversat til dansk af Rasmus L. Bojesen, og det er en lige så gakket affære, om end af en anden karakter.

Der kun tale om en kort novelle, og man kunne sagtens mene, at det er lidt bombastisk at udgive den som en selvstændig bog. Og nogen økonomisk effektiv udgivelsesform er det da heller ikke, ihvertfald ikke for bogkøberen. Men jeg hører nu til dem, der er glade for de små formater, og Landolfis fortælling har en kvalitet, der så afgjort berettiger den til en selvstændig udgivelse.

Som titlen indikerer, handler novellen om den russiske forfatter Nikolaj Gogol og hans kone. Og hvis nogen skulle finde på at spørge til, hvorvidt historien bygger på historiske begivenheder eller er rent fiktiv, så besvarer spørgsmålet hurtigt sig selv, da læseren allerede på side to erfarer, at Gogols benævnte kone i novellen er en oppustelig dukke af gummi.

Historien fortælles på tvetydigt utroværdig vis af en vis Foma Paskalovitj (er det en bevidst allusion til Dostojevskijs bedrageriske karakter, Foma Fomitj?), angiveligt Gogols nærmeste ven, som hævder her at præsentere, “hvad jeg med sikkerhed ved og hævet over enhver tvivl kan bevise om dette kontroversielle anliggende, og som derfor – håber jeg da – efterfølgende ikke længere vil være kontroversielt” (for Gogol-forskningen, må man forstå).

Denne fortæller har angiveligt ofte haft lejlighed til at observere, hvad den berømte forfatter ellers har holdt skjult for alle, nemlig Gogols af lige dele hengivenhed og modvilje sammensatte forhold gennem flere år til sin oppustelige, ægteviede kone.

Oppusteligheden har flere fordele, herunder at Gogol selv kan give hustruen, altså dukken, forskellige fysiske udtryk og karaktertræk, afhængigt af, hvilken slags kvinde, han er mest tilbøjelig til at elske i nuet. Blot kan han aldrig genskabe hende i præcis den samme tidligere form, når han først har lukket lidt luft ud eller pustet mere ind (hvilket i øvrigt sker med en fodpumpe stukket ind i endetarmsåbningen).

Jeg fandt novellen forrygende morsom og umanerligt charmerende i den måde, hvorpå Landolfi formår at parafrasere Gogols skrivestil, så man let kunne forledes til at tro, at den var forfattet af mesteren selv. Ikke mindst Næsen og Kappen og andre af de groteske noveller i Gogols Petersborgfortællinger rinder i hu.

Tag som eksempel novellens første linjer:

… Med hensyn til det omtålelige emne, Nikolaj Vasiljevitjs hustru, er jeg nødt til at tøve. Har jeg ret til at afsløre, hvad ingen ved, hvad min uforglemmelige ven har holdt skjult for alle (og det med god grund), hvad utvivlsomt vil føre til de mest ondsindede og tankeløse fortolkninger, for slet ikke at nævne, at det uden tvivl vil fornærme de tarvelige og frelste hyklere eller, ja, hvorfor ikke også dem, de ærlige sjæle, hvis sådanne stadig skulle findes?

Man fornemmer allerede her, hvordan Landolfis fortæller minder om de fortællerstemmer, vi støder på i nogle af Gogols egne fortællinger: demonstrativt hændervridende i tonen, selvmodsigende og i det hele taget ikke helt troværdige.

På overfladen kan historien kan tage sig ud som mestendels fjolleri. Men det er også en bizar og skræmmende fortælling om fremmedgjort kærlighed. Og på et andet plan er allegori over kunstnerens forhold til sit værk: Dukken, som forfatteren puster op til den ønskede form, bliver træt af, skaber på ny – og efterhånden kommer til at stå i et afhængighedsforhold til, præget af såvel had som kærlighed.

Udgivelsen er forsynet med et kort efterord af … ja, vi ved ikke af hvem, for det har forlaget glemt at oplyse. Under alle omstændigheder virker dette efterord lidt vingeskudt, for så vidt primært gengiver Landolfis personlige biografi, kun lige akkurat får nævnt hans oversætterarbejde, men helt undlader at omtale hans egen litterære produktion. Dog er bagerst optrykt en “Bibliografi,” idet man dog må gætte sig til, at der er tale om værker af Tommaso Landolfi, for det står der sådan set heller ikke nogen steder. Lidt for sjusket, Multivers, når I nu tager jer så fint betalt for så lille en udgivelse. Men da det er så herlig en lille fortælling, kan vi tilgive meget.

K's vurdering: