Antonio Tabucchi: Little Misunderstandings of No Importance And Other Stories

Godt tænkte og dygtigt udførte noveller. Novellesamlingen Little Misunderstandings of No Importance fra 1985 efterlader ikke tvivl om Antonio Tabucchis høje niveau som forfatter. Jeg blev bare ikke rigtig grebet af ret mange af disse historier, som talte lidt for meget til mit intellekt og lidt for lidt til maven og hjertet.

Jeg var i sidste uge meget begejstret for italienske Antonio Tabucchis roman, Pereira Maintains (opr. 1994). Forvetningerne var derfor også høje til Tabucchis novellesamling Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). De blev kun delvist indfriet.

Jo, det er skam nogle fine noveller. Antonio Tabucchi (1943-2012) er tydeligvis en forfatter, der tænker sine historier godt igennem. For stort set alle historierne i samlingen gælder det, at de er præget af flere betydningslag og af en rigelighed af både implicitte og eksplicitte intertekstuelle referencer til politik, historie, filosofi og litteratur. Den litteraturhistoriske og analytisk orienterede læser vil således kunne fremføre mange raffinerede og spidsfindige pointer om hver enkelt af novellerne.

Som faste læsere af K’s bognoter vil være bekendt med, så hører heller ikke jeg til foragtere af den slags litteratur, der kræver en ekstra indsats fra læseren for at kunne udvinde noget af dens overskud af mening. Og jeg bliver endda (som regel) heller ikke fornærmet, hvis en god historie rummer referencer, jeg ikke på stående fod kan afkode, så længe det ikke blokerer helt for at få et udbytte af teksten – og det gør det (for det meste) ikke hos Tabucchi.

Alligevel kom jeg ikke helt op at ringe over novellerne i denne samling. Jeg blev ikke fanget ind af ret mange af de elleve historier – hvis jeg overhovedet blev det af nogen af dem. Og jeg blev slet ikke grebet af en uimodståelig trang til at holde mig længe oppe for at læse videre. Ikke sådan at forstå, at det ligefrem var en kamp at læse sig igennem bogen, men jeg manglede bare noget. Eller også var der noget i vejen.

Og det, der var i vejen, var nok, at Tabucchi efter min smag har investeret lidt for meget hjerne og lidt for lidt hjerte i historierne, for nu at sige det lidt plat. Selv om det ville være for meget at betegne Tabucchis noveller som decideret fortænkte, så fremstod de for mig ikke desto mindre som for tænkte.

De elleve noveller i samlingen er vidt forskellige målt på, hvornår og hvor i verden, de foregår. Det, der – med lidt god vilje – forener historierne, er en optagethed af, hvordan tilfældigheder, uskyldige misforståelser, forvekslinger, små erindringsforskydninger og andre på overfladen ubetydelige fejl kan medvirke til at forme et helt liv eller en livsbane.

Titelnovellen er et godt eksempel. Her befinder fortælleren sig i en retssal, hvor en af hans ungdomsvenner sidder på anklagebænken, muligvis anklaget for en eller anden form for socialrevolutionær aktivitet. En anden ungdomsven fra samme kreds er dommeren, der skal dømme, mens en tredje er dødeligt syg.

I historien forsøger fortælleren at få styr på minderne fra deres ungdom sammen for måske at finde frem til det eller de afgørende punkter i deres fælles historie, der måske kan forklare, hvordan de alle er endt i den nuværende situation. Og som titlen antyder, så synes de afgørende punkter mest at bestå i små tilfældigheder, misforståelser og ubevidste valg.

[…] you know how it is: the roles that we assume become real. In life things easily get locked in, and an attitude freezes into a choice.

Blandt mine favoritter i samlingen i øvrigt var Sleight of the Hand, en melankolsk historie om en kriminel kurer i New York, som er bevidst om, at han er ved at blive for gammel til sit job, hvilket man sjældent får lov til i hans metier. Vi følger ham på hans sidste job, hvor en pengeudveksling i operaen bliver til et uventet intimt møde mellem to kontaktpersoner uden for deres ellers tildelte roller.

Om The Trains that Go to Madras skriver Tabucchi selv i sit korte forord til samlingen, at han ville have ønsket, at den havde været skrevet af Rudyard Kipling. Det ville jeg nu ikke ønske, men der er noget herligt kiplingsk over mødet mellem to mænd på et tog mellem Bombay og Madras, hvor der midt i den spraglede, indiske vrimmel også trækkes tråde til Anden Verdenskrigs koncentrationslejre.

Jeg kunne også godt lide melankolien i den afsluttende historie, Cinema, hvor to skuespillere mødes efter mange år i forbindelse med genindspilningen af den eneste succesrige film, de nogensinde har medvirket i. Dengang lykkedes det dem ikke at gribe muligheden for kærlighed sammen, og ingen af dem har siden haft succes med deres liv, hverken privat eller professionelt. Genindspilningen af den gamle film bringer måske et håb fra fortiden, mens skuespillerne udlever deres eget liv gennem filmens replikker. Det er en ganske fin historie om forspildte chancer og det umulige i at ændre historien ved at forsøge at genopføre afgørende øjeblikke fra en tabt tid.

Der er flere fine historier i samlingen, men for næsten dem alle sammen gælder det som nævnt, at jeg ikke rigtigt fik dem ind under huden, mens jeg læste dem. Derfor bliver det ikke til mere end tre stjerner herfra.

K's vurdering: