Det, der gør Judith Hermann til så god en forfatter, er alt det, hun ikke skriver. Det mellem linjerne. Det, vi som læsere selv skal tænke os til, forestille os, gætte på.
Det har jeg skrevet noget om i min anmeldelse af Hermanns Lettipark (opr. 2016, da. 2016), og det samme gør sig gældende i den lige så gode Alice (opr. 2009, da. 2011). Judith Hermann har sat sig fast helt i toppen af min liste over mine yndlingsforfattere. >> Læs videre
Mærkelige. Foruroligende. Forvirende. Pudsige. Morsomme. Tankevækkende. Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger kan lidt af hvert, om end ikke alle det hele på én gang. Men de alle uhyre velskrevne.
Den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuk (f. 1962) kan skrive. Og hun kan fortælle en historie, så man fanges ind af den fra start til slut. Det gælder alle historierne i denne samling. De bedste af dem bevarer deres fascination efter læsningen, mens andre flader lidt tamt ud og fordamper hurtigt. Men de faktisk alle læseværdige. >> Læs videre
Et udvalg af fire ganske korte fortællinger, som knap nok er fortællinger, men umådeligt smukke, observante og underligt eftertænksomme tekster skrevet af en rejsende forskellige steder i verden.
Denne lille udgivelse, som af omfang ikke er andet end en pamflet, indgår i Forlaget Virkeligs fine Bestiarium-serie. Der er tale om et udvalg af fire korte tekster fra to samlinger af østrigske Peter Handke, udvalgt og oversat af Madame Nielsen, som også har skrevet et glimrende efterord. >> Læs videre
Hold nu helt op, hvor er Judith Hermann bare god! Novellerne i Alice er ligesom novellerne i samlingen Lettipark blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter.
Det her bliver en kort anmeldelse. Alt det gode, jeg skrev om Judith Hermanns sublime novellekunst i Lettipark (2016), da jeg læste den i 2019 (er det virkelig så længe siden?), kan også siges om Alice (opr. 2009), og jeg har ikke nødigt at gentage det. >> Læs videre
“Gråzoner af melankoli, vanvid og ensomhed”: Clemens J. Setz’ uhyre velskrevne og bizarre noveller rummer masser af fantasifulde ideer og sans for det poetisk groteske. Men de bliver mig også lidt for fortænkte.
Jeg har ikke haft helt let ved at bestemme mig for, hvad jeg egentlig skal mene om tyske Clemens J. Setz’ novellesamling, Kærlighed på Mahlstädterbarnets tid (opr. 2011, da. 2014). >> Læs videre
Nej åh nej, jeg er ikke noget hundemenneske. Men ja åh ja, jeg er fan af Jon Fosse. Og jeg har læst Hundemanuskripterne med mild fornøjelse – for mig selv, selv om de nok havde været sjovere at læse med et barn. Måske.
Jon Fosse (f. 1959) har skrevet mesterlige bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. De fleste er i dén grad for voksne, men Fosse har også skrevet en del børnebøger. Hundemanuskripterne placerer sig et sted midt i mellem. Oprindeligt er de udgivet som tre separate udgivelser, men er på dansk samlet i én lille bog, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. >> Læs videre
“Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”
Sådan begynder den første novelle, Fugle, i Gunnhild Øyehaugs novellesamling, Onde blomster (opr. 2020), som for nylig udkom i dansk oversættelse ved Sara Koch på forlaget Gutkind.
Lige først synes det for fortælleren, som om hun fungerer udmærket trods tabet af en betydelig del af hjernen ned i toiletkummen. Snart viser det sig dog, at det var den del af hjernen, hvor al hendes viden om fugle var placeret. Og det er jo ikke så godt, når man er ornitolog og om tre uger skal forsvare sin doktorafhandling om reumatisme i bekkasinfamilien. >> Læs videre
En lidt blandet antologi bestående af fire af Dostojevskijs mindre kendte fortællinger. Titelnovellen er det hele værd, men også Bobók, hvor de døde kommer til orde, er værd at læse.
Nu, hvor jeg lige har været omkring et par af Dostojevskijs kortere og mindre kendte fortællinger, så tager vi også de fire noveller i En fæl histore og andre fortællinger med. De er oprindeligt udgivet over den lange periode 1848-1876 og samlet i denne danske udgivelse fra 2017. >> Læs videre
Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).
I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre
Den russiske nobelpristager Ivan Bunin byder på novellekunst af den fineste slags. I nogle stræk kan hans små melankolske fortællinger om døden og den flygtige, erotiske kærlighed måske nok forekomme en anelse bedagede, men han er en uovertruffen stilist og så absolut læseværdig også i dag.
Ivan Bunin (1870-1953) er formentlig ikke det navn, der først løber de fleste danske læsere i munden, hvis talen falder på store russiske forfattere. Men Bunin var ikke desto mindre den første russer, der fik Nobelprisen i litteratur (i 1933). På det tidspunkt var han emigreret fra Rusland, som han i forlængelse af Oktoberrevolutionen i 1917 forlod i 1920 for at slå sig ned i Frankrig. >> Læs videre
Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland under livegenskabet. Medrivende naturbeskrivelser. Fortalt i et adstadigt, men smukt, musikalsk sprog. Jeg er til min egen delvise overraskelse blevet lidt fan af Turgenev.
Ja, jeg var så alligevel ikke helt færdig med læsningen af russiske klassikere fra det 19. århundrede i denne omgang (og jeg påtænker som tidligere lovet at komme tilbage til flere i løbet af året). Vi skal også lige have Ivan Turgenevs jægerdagbog med. >> Læs videre
Hvis de litterære stepper i det 19. århundredes Rusland havde været en afrikansk savanne, så kunne jeg her på K’s litterære januar-safari nu sætte flueben ud for alle i The Big Five: Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Gogol, Ivan Turgenev og nu også Aleksandr Pusjkin.
Nu læser jeg så ganske vist ikke for at sætte flueben. Der er bare gået gamle russere i min læseliste. Ikke fordi de er klassikere i betydningen pligtlæsning. Men fordi de er virkelig godt litterært selskab. Og jeg er ikke færdig. Især Dostojevskij har fået fat i mig (igen), og jeg planlægger at genlæse nogle af de store romaner fra den sene del af forfatterskabet i løbet af 2022 (Idioten, Forbrydelse og straf, Onde ånder). Og så står der i øvrigt også nogle lidt yngre russere og venter i min reol. Og lidt mere Turgenev. >> Læs videre
Gogols Peterborg-fortællinger er ikke bare nødvendig læsning for elskere af klassisk russisk litteratur. De er en samling grotesker, der er fulde af liv, følelse, humor og fandenivoldske eksperimenter, så det er en fornøjelse.
Ukrainsk-russiske Nikolaj Gogol (1809-1852) har sin plads i den russiske kanon, om end han står lidt i skyggen af lyset af giganter som Pusjkin, Turgenev, Tolstoj og Dostojevskij. Det gør han nok også rimeligvis, men det er også en hård målestok (idet jeg dog endnu ikke selv har læst noget af Pusjkin og kun netop er i gang med Turgenev). Gogol er i allerhøjeste et bekendtskab værd. >> Læs videre
“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”
Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen. >> Læs videre
Små, sære, sjove, surrealistiske fortællinger om magiske metamorfoser fra japanske Yukiko Motoya.
På dansk har vi af Yukiko Motoya (f. 1979) tidligere kunnet fornøje os med kortromanen Et eksotisk ægteskab (opr. 2016, da. 2020). Ligesom denne er novellesamlingen Den ensomme bodybuilder også oversat til læseværdigt dansk af Hanne Arnold og udgives på forlaget Korridor. >> Læs videre
En sjov, lille sag om en forfatters livslange besættelse af cigaretter. Ikke et stort værk, men ganske pudsig og fornøjelig læsning, som giver appetit på at læse mere Ribeyro.
Den peruanske forfatter Julio Ramón Ribeyro (1929-1994) er i særlig grad kendt for sine noveller. Én af dem er Kun for rygere (opr. 1987), som forlaget Editorial Aurora Boreal sidste år udgav som en selvstændig bog, oversat til dansk af Pia Sloth Poulsen. >> Læs videre
“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”
Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre
Hvor er der dog mange fabelagtigt gode forfattere derude i verden, som vi endnu har til gode at få oversat til dansk (i større omfang). En af dem er spanske Medardo Fraile, som gennem en menneskealder har forsynet den spankstalende del af verden med sublime noveller.
Man ferierer i Spanien, og der er røget et par spanske forfattere fra hylden med i feriekufferten. Things Look Different in the Light af Medardo Fraile (1925-2013) samlede jeg op i en boghandel i Madrid for et par år siden – uden at jeg mindes nogensinde at have hørt om Fraile før. Men nogle gange er man heldig – og dette var en gangene. >> Læs videre
En gynækologs utroværdige bekendelser. En bevægelseshæmmet opdrætter af dræberhunde. En dreng, hvis mor tager sig betalt for at fremvise hans kønsdele i offentlige bade. Kort sagt: Tre meget bellatinske Mario Bellatin-noveller.
Vi tager lige en Mario Bellatin mere – i forlængelse af min læsning af Mrs. Murakami’s Garden. >> Læs videre
“Why is everything shaking?” I ask. “Such sadness, such suffering,” says one. “The earth shakes when this many people are in pain.”
Pergentino José (f. 1981) er en mexicansk forfatter med rødder i den zapotec-indianske befolkning i Oaxaca i det sydlige Mexico. Red Ants (opr. 2012, eng. 2020) er den første udgivelse af José på engelsk. Ifølge bagsideteksten er den oprindeligt skrevet på sierra zapotec (et af mange zapotec-sprog), men den engelske udgave synes dog oversat fra spansk. >> Læs videre
Jules Archers små historier er netop det, titlen antyder: Little Feasts, små festmåltider, der kun tager et par minutter af gnuffe i sig, men som man kan være noget længere om at fordøje. Og nogle af dem kræver en stærk mave, der er tilvænnet det groteske, så er du advaret.
De fleste af de 19 korte historier i Little Feasts (2020) er det, man med et smart begreb kan kalde flash fiction – små historier, der er for korte til at være noveller. Nogle af dem har dog lige akkurat normal novellelængde. De fleste af teksterne har været bragt før i diverse tidsskrifter og udgives her samlet i en – tro mod tekstformatet – billig, hurtig paperbackversion (med med et flot forsidedesign af Carolyn Brandt). >> Læs videre
Brasilianske Moacyr Scliars noveller er et festfyrværkeri af finurligheder, skæve karakterportrætter, politisk, social og religiøs satire, allegorier, fabler, grotesker, fantastik, magisk realisme og andre besynderligheder. Ikke altid umiddelbart meningsfuldt, men ofte tankevækkende og hele vejen igennem underholdende.
Af en novellesamling at være er The Collected Stories of Moacyr Scliar en moppedreng på 475 store sider. Der er da heller ikke tale om én, men hele seks novellesamlinger, oprindeligt udgivet i perioden 1968-1989 og med et nyt efterord af Scliar selv fra 1999. Nogle af samlingerne har tidligere været udgivet selvstændigt i engelsk oversættelse, andre findes kun på engelsk her. Alle oversat fra det portugisiske af Eloah F. Giacomelli. >> Læs videre
Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.
I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet. >> Læs videre
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.
Carlos Fuentes (11928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre
Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.
Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden. >> Læs videre
Grotesker, gotik, fantastik, eventyr og science fiction. Færøske Hanus Kambans novellesamling Guldpigen spænder genremæssigt vidt. Desværre er kun et par af historierne rigtigt gode, mens de andre hurtigt fortaber sig i glemsel.
De ti noveller i Guldpigen (opr. 2011, på dansk i 2012 ved Kirsten Brix) er hurtigt læst. Jeg læste de fleste på den korte flyvetur til Tórshavn fra Billund for omtrent toenhalv uge siden. Desværre er de lige så hurtigt glemt. >> Læs videre
“Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.”
Citatet er af Anders Bylov Jensen (forlaget Sidste Århundrede) fra forordet til denne besynderlige og fascinerende antologi af danske noveller fra 1910’erne. Han og Anders Jørgen Mogensen (forlaget Escho) har gravet sig igennem danske tidsskrifter og bogudgivelser fra perioden 1910-1920 og søgt efter tekster, der kredser om det groteske i forskellige former. >> Læs videre
En sjov lille tekst, en pudseløjerlighed, men lige så tankevækkende, som den er kort. Og ikke uden aktuelle og relevante budskaber for vor tids optagethed af klima og økologisk balance.
Forlaget Virkelig udgav i 2016-2017 tre korte tekster i udgivelsesserien Bestiarium af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, alle oversat af Karsten Sand Iversen. Den ene, Bæreposeteorien om fiktion, omtalte jeg i går. Den anden, Sur, er endnu ikke i mit bibliotek, men det er “Akaciefrøenes forfatter og andre uddrag af Tidsskrift for Therolingvistisk Forening.” >> Læs videre
Chilenske Alejandro Zambras novellesamling, Dokumenter, er her i december endelig udkommet på dansk. Hvis du mangler den sidste julegave til en kræsen læser, så er den et godt bud.
Jeg havde egentlig allerede læst chilenske Alejandro Zambras Mis documentos (opr. 2013), blot i den engelske oversættelse, der udkom for godt fire siden under titlen My documents (2015). Jeg havde derfor ikke nogen plan om at genlæse den i sin helhed i den danske version, der udkom for en uges tid siden på Skjødt Forlag. >> Læs videre
Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor.
Nescio har angiveligt status som en af Hollands største prosaister. Alligevel har han ikke være udgivet i dansk oversættelse, før denne samling udkom sidste år takket været forlaget Jensen & Dalgaard og oversætter Miriam Boolsen. >> Læs videre
