Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Sanselige raffinementer, litterære ekvilibrismer, æstetiske grænsesprængninger, eksemplariske bortgange og en til tider morbid humor … Gabrielle Wittkops noveller er ret vilde – og helt fantastisk smukke.
Fem ret forskellige noveller, bundet sammen af det ene, at de på den ene eller anden måde tematiserer og udfolder døden, som den kan ramme enhver, hvis tid er kommet. >> Læs videre
”Der er mange måder at fortælle sit liv på, de fleste af os glemmer bare, at historien fortælles, mens vi lever det, og at de sekunder vi tilbagelægger, allerede er en del af fortællingen.“
Danske Iselin C. Hermann (f. 1959) er et nyt navn for mig på trods af, at hun faktisk debuterede tilbage i 1998. Jeg faldt tilfældigt over Tid finder sted (2025) i en boghandel forleden. Jeg blev tiltrukket af titlens filosofiske flertydighed: Tid som noget, der forløber (som når tiden går). Men også tiden som noget, der finder steder at aflejre sig, knytte sig til – erindringens steder. >> Læs videre
Latinamerikansk gotik i forfriskende moderne klædedragt. Seks velskrevne fortællinger fra Bolivia om grumme ting som patriarkalske religiøse sekter, kold hævn, skibsforlis, ildebrande, giftdrab, levende begravelser, en morders fornemmelse for japansk origami, genfærd, tabubelagte familiehemmeligheder, mystiske ritualer og medicinske menneskeeksperimenter. Men egentlig mest om skrøbelige mennesker.
For nogle uger siden læste jeg Bernardo Esquincas mexicanske horrornoveller i samlingen The Secret Life of Insects, og jeg var ikke helt begejstret, fordi for mange af Esquincas historier hang fast i en lidt forældet gotisk tradition. Bolivianske Giovanna Rivero (f. 1972) har til en vis grad rødder i samme tradition, men hun formår på en helt anden forfriskende vis at opdatere traditionen til dette århundrede. >> Læs videre
Noget af det, god litteratur kan, er at give adgang til livsverdener og perspektiver, som ellers er meget langt fra ens egne. For eksempel fra mennesker, der lever under helt andre økonomiske, sociale, kulturelle og geografiske forhold end én selv. Eller fra mennesker med andre politiske, religiøse, etniske eller seksuelle identititer.
Canadiske Billy-Ray Belcourts novellesamling Coexistence (2024) kan noget af netop dét. Billy-Ray Belcourt (f. 1994) har sine rødder i det indianske cree-folk (the Driftpile Cree Nation) og er samtidig homoseksuel. Mange af novellerne i samlingen Coexistence (1994) tematiserer netop dette at være “queer indigenous” i vores tid. >> Læs videre
Chilensk surrealisme for fuld udblæsning – uden filter eller bremse. Originalt, vildt, imponerende fantasifuldt, modigt, sjovt – men også for mærkeligt og for usammenhængende for min smag.
Jeg var egentlig fan på forhånd – efter mit første møde med Juan Emar i form af den forrygende samling Dagen i går. Jeg har derfor virkelig arbejdet undervejs, og efterfølgende, for også at kunne begejstres for Ten (opr. 1937, eng. 2024). Men … jeg kan ikke. Ikke for alvor. >> Læs videre
Tre historier om fremmedgørelse, udstødelse og forvandling. Fortalt i en legende tone i et univers på grænsen mellem virkelighed og fantasi – som i alle tre tilfælde dog ender mørke og meget alvorlige steder. Ikke en egentlig dårlig bog, men heller ikke helt vellykket, og i hvert fald ikke i min smag.
Nogle kunne måske finde på at hævde, at jeg allerede på grundlag af titlen og det barnligt udseende omslag kunne have forudset, at Asa: The Girl Who Turned into a Pair of Chopsticks ville være en lidt for fjollet bog for min smag.
Men den kom med en anbefaling fra og et efterord af Sayaka Murata (det var hende med Døgnkioskmennesket). Og jeg kendte Natsuko Imamura i forvejen fra Kvinden i den lilla nederdel, som forlaget Korridor udgav tilbage i 2019 i Mette Holms oversættelse. Den var jeg ganske vist ikke ukritisk begejstret for, men den havde dog tilstrækkeligt gode takter til, at jeg var villig til at give Natsuko Imamura en chance mere. Den har hun så fået nu. >> Læs videre
Ved hjælp at tredive stemmer fra graven tegner østrigsk fødte Robert Seethaler et flimrende portræt af en østrigsk landsby i det tyvende århundrede. Hvor bogen er bedst, formår Seethaler med få pennestrøg at give sine karakterer liv og blod og nærvær. Men formen gør også romanen lidt for flimrende samlet set.
Af Robert Seethaler (f. 1966) har jeg på disse sider tidligere været svært begejstret for hans internationale gennembrudsroman, Et helt liv (opr. 2014, da. 2016). Jeg havde på den baggrund også pæne forventninger til Fælleden (opr. 2018, da. 2019), som er den anden bog af Seethaler på dansk. De blev delvist indfriet. >> Læs videre
Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.
Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel. >> Læs videre
Små stilfærdige, men ikke desto mindre intense noveller om almindelige menneskers hverdagserfaringer i det moderne Iran. Absolut værd at læse.
Iranske Zoyâ Pirzâd (f. 1952) har tre novellesamlinger og to romaner bag sig. Som alle andre eftermiddage (opr. 1991) er hendes første novellesamling og den hidtil eneste eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk. >> Læs videre
“As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”
Italienske Natalia Ginzburg (1916-1991) efterlod et stort forfatterskab bestående af romaner, noveller og essays. For mig er hun et nyt bekendtskab, men et særdeles spændende et af slagsen. Teksterne i samlingen Little Virtues er ihvertfald fra allerøverste hylde. >> Læs videre
En samling uhyre velskrevne og veloversatte, veldoserede og veltænkte noveller af italienske Antonio Tabucchi. Om tid, om erindring, om historiens gang og om ikke at kunne undslippe selv samme historie, hverken den store eller den lille personlige.
Vi snupper lige en Tabucchi mere, nu vi er i gang, i forlængelse af Pereira Maintains (opr. 1994) og Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). >> Læs videre
Godt tænkte og dygtigt udførte noveller. Novellesamlingen Little Misunderstandings of No Importance fra 1985 efterlader ikke tvivl om Antonio Tabucchis høje niveau som forfatter. Jeg blev bare ikke rigtig grebet af ret mange af disse historier, som talte lidt for meget til mit intellekt og lidt for lidt til maven og hjertet.
Jeg var i sidste uge meget begejstret for italienske Antonio Tabucchis roman, Pereira Maintains (opr. 1994). Forvetningerne var derfor også høje til Tabucchis novellesamling Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). De blev kun delvist indfriet. >> Læs videre
Noveller og essays om håb og håbløshed i efterkrigstidens Napoli. De bedste tekster i Anna Maria Orteses samling, Havet når ikke Napoli, er aldeles fremragende. Andre dele af bogen er imidlertid så tids- og personbundne, at det var meget svært for denne læser at fatte interesse for dem.
Anna Maria Ortese (1914-1998) var født i Rom, men voksede op i blandt andet Napoli. Havet når ikke Napoli blev hendes litterære gennembrud som forfatter i Italien. Bogen er oprindeligt udgivet i 1953, men genudgivet på italiensk i 1994 med et nyt forord af forfatteren selv og en lille supplerende tekst. Oversat til intenst dansk af Siri Rønne Christiansen efter 1994-udgaven. >> Læs videre
Poe er klassiker. Han er sjov at læse, fordi hans gyser- og horrorfortællinger, hans detektivhistorier og hans forsøg ud i science fiction-genren på mange måder peger fremad i litteraturhistorien og populærkulturen i bredere forstand, hvor Poe har sat sig talrige og uudviskelige spor. Læst for sig selv fremstår de fleste af Poes mere end 175 år gamle fortællinger dog også noget støvede.
På trods af Edgar Allan Poes (1809-1849) klassikerstatus har jeg med skam at melde faktisk aldrig tidligere læst noget af ham (ikke hvad jeg husker af, ihvertfald, men jeg skal ikke udelukke, at jeg har været henover et par af hans fortællinger via de samlinger af klassiske gyserhistorier og skæbnefortællinger, jeg en overgang dyrkede som ganske ung, men dem har jeg i så fald glemt). >> Læs videre
Agota Kristof er bedst kendt for sine romaner, men hun begik sig også i den helt korte novelleform, som samlingen Det er lige meget demonstrerer. Der er fine (virkelig fine) historier iblandt, men samlingen præsenterer ikke Kristof, når hun er bedst. Lidt for mange af teksterne fremstår for mig som eksperimenter og ufærdige udkast.
Jeg er en stor fan af Agota Kristof (1935-2011), som mine anmeldelser af andre af hendes værker bevidner. Jeg er også glad for den helt korte novelleform, som kan noget særligt i de rigtige hænder. Mine forventninger var derfor store til samlingen Det er lige meget, som udkom på dansk sidste år på det lille forlag Aleatorik i oversættelse ved Malte Damgaard Hansen. >> Læs videre
Man kommer i en omtale af den japanske forfatter Ryūnosuke Akutagawa (1892-1927) ikke uden om en henvisning til filminstruktøren Akira Kurosawa (1910-1998). Akutagawas to noveller Rashomon og I et krat udgør således en væsentlig inspirationskilde for Kurosawas film Dæmonernes port (1950).
Begge fortællinger indgår i den lille samling af tre Akutagawa-noveller, oversat til dansk af Shannon Færch, som forlaget Escho udgav i slutningen af 2023. >> Læs videre
Flere lumre dage. Sådan kunne titlen på denne nye samling på dansk af tre af Eduard von Keyserling sene fortællinger også passende have lydt med reference til von Keyserlings lidt tidligere mesterfortælling.
For stemningen, scenografien og karaktertyperne er i høj grad de samme som dem, vi her på bloggen med begejstring husker fra Lumre dage (opr. 1906). >> Læs videre
K’s bognoter ønsker alle følgere en glædelig jul – som for K og konens vedkommende (igen) i år forbigås uden julesalmer i Thailand. Det skal selvfølgelig markeres med et stykke thailitteratur.
Thailandske Prabda Yoon stiftede jeg bekendtskab med, sidst jeg var i Thailand i 2019, i form af hans novellesamling The Sad Part Was (opr. 2000, eng. 2017), og jeg var ret begejstret. I feriekufferten havde jeg allerede dengang også den senere samling, Moving Parts (opr. 2002, eng. 2018), men jeg nåede ikke at få den læst ved den lejlighed. Men nu er jeg tilbage i Thailand og med mig har jeg Prabda Yoon. >> Læs videre
Hekseri, hjemsøgelser, åndemaneri og ondsindede forbandelser. Døde, rådnende spædbørn, der går igen. Kannibalistisk nekrofili. Seksuel fetichistisk besættelse af døende, menneskelige organer. Og såmænd også et par gotiske spøgelseshistorier i næsten klassisk stil. Det hele serveret med et feministisk twist og et strejf af samfundskritik. Mariana Enriquez’ noveller er ikke for sarte maver, men de giver appetit på at læse mere.
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) fik sit store, internationale gennembrud med novellesamlingen Ting vi mistede i ilden (opr. 2015, da. 2017), som her på bloggen udløste fem stjerner, da jeg anmeldte den tilbage i 2019. >> Læs videre
”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”
Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik. >> Læs videre
Jeg er glad for, at jeg ikke er litteraturstuderende på universitetet og har fået stillet en opgave i Solvej Balles novellesamling/roman, Ifølge loven (opr. 1993). Jeg ville være temmelig meget i vildrede med, hvordan jeg skulle få skrevet noget klogt.
Heldigvis er jeg bare en almindelig læser og som sådan kan jeg slet og ret vælge at nyde Solvej Balles sprog, hendes finurlige iagttagelser, hendes fiktive, semividenskabelige udredninger, skæve vinkler og underfundige, underspillede humor. Uden at skulle stilles til regnskab i form af at levere indsigtsfulde analyser. >> Læs videre
En samling små, meget velskrevne, ganske fine, men også noget forglemmelige noveller om folk og fæ og fiskere på Bornholm og omegn. Rakel Haslund-Gjerrild demonstrerede i denne debutsamling gode takter, som hun senere har udfoldet med større dybde og tyngde.
Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) er vi her på bloggen tidligere stødt på i kraft af hendes særdeles vellykkede biografiske roman om den flamboyante maler Kristian Zahrtmann, Adam i Paradis (2021). Hun debuterede imidlertid som forfatter fem år tidligere med novellesamlingen Øer (2016). >> Læs videre
Amerikanske Lydia Davis kan så afgjort noget i novelleformen og den helt korte prosaform. De bedste tekster i denne samling er skarpe, humoristiske og menneskeligt rørende. En god del af historierne var mig dog også tæt på lidt ligegyldige. Og så gør oversættelsen til dansk ikke noget godt for Davis’ enkle, men finurlige sprog, der ellers er hendes store styrke.
Jeg stødte første gang på Lydia Davis i kraft kortprosasamlingen Can’t and Won’t: Stories (2014), som jeg læste for nogle år tilbage. Den var jeg dengang lidt lunken overfor. >> Læs videre
I Jon Fosses seneste, korte fortælling, Hvidhed, viser den norske mesterforfatter sig (igen) fra sin bedste side.
Hvidhed er den første Jon Fosse-udgivelse (ihvertfald på dansk) efter hans magnum opus Septologien I-VII (2019-2021). I modsætning til det sidstnævnte værk er Hvidhed en ganske kort fortælling, egentlig en lang novelle på 54 små sider. >> Læs videre
Kort, men velfortalt og stærk novellesamling med historier fra slutningen af den portugisiske koloniale periode i Mozambique i 1950’erne og 1960’erne.
Forfatteren Luís Bernardo Honwana (f. 1942) var i 1960’erne aktiv i den militante gren af oprørsbevægelsen FRELIMO i kampen mod det portugisiske kolonistyre. Han blev arresteret flere gange og tilbragte tre år i fængsel. Efter Mozambiques selvstændighed fik Honwana en længere politisk karriere som bl.a. Chief of Staff for Mozambiques præsident og kulturminister, og siden beklædte han flere ledende poster i UNESCO frem til 2002, hvor han trak sig tilbage. >> Læs videre
På mindre end 90 små sider lykkes det på det nærmeste Parsipur at indfange hele civilisationshistorien med disse ni korte fabulerende, fantastiske historier, som er forenet af en forrygende og flydende fortælleglæde.
Hvis iranskfødte Shahrnush Parsipurs (f. 1946) mest kendte bog, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019) genremæssigt kunne indkredses som noget i retning af magisk realisme, så har Parsipur med Mænd fra forskellige civilisationer ladt realismen helt bag sig til fordel for en slags fabulerende fantastik. >> Læs videre
Yasunari Kawabata (1899-1972) er bedst kendt for sine romaner, men skal man tage hans egne ord for gode varer, så var hans foretrukne form den helt korte historie. Han udgav i sin levetid mere end 140 af disse historier, som han (i engelsk oversættelse) selv kaldte Palm-of-the-Hand Stories, historier så korte, at de kunne ligge på en håndflade.
Den engelsksprogede udgivelse Palm-of-the-Hand Stories (opr. 1988) rummer 70 af disse korte historier, skrevet over et halvt århundrede. 43 af dem stammer fra 1920’erne, ti fra første halvdel af 1930’erne, seksten fra perioden 1944-1964 og en enkelt fra 1972. >> Læs videre
Femten noveller. Femten korte slag med kant. Om femten mere eller mindre slagne mennesker på kanten. Dorthe Nors’ noveller er en opvisning i det, novellen som form kan. Men de er ikke bare form, de er alle små stykker levende liv. På én gang mørke og humoristiske, medrivende, rørende, tragiske, tankevækkende og uhyre velskrevne. Hvorfor i alverden har jeg ikke læst noget af Nors før?
Dorthe Nors’ noveller virker nærmest henkastede, som var de hastigt nedskrevne, flygtige indtryk og associationer, der griber ind hinanden og hurtigt fører videre til de næste. Men jeg tror ikke, at jeg tager fejl i, at der kælet omhyggeligt for både komposition og hver en sætning i disse historier. Hvis ikke, altså hvis disse historier bare kommer uden videre til Dorthe Nors, så er der ingen retfærdighed til, så god har man simpelthen ikke lov til at være!
Syv medrivende noveller om – i overført betydning – syv tomme huse: Om tab, om sorg, om noget, der mangler. Samanta Schweblin kan skrive og med få greb fremmane karakterer, der fascinerer, berører og foruroliger.
Argentinske Samanta Schweblin fik sit store internationale gennembrud med den mystiske og krybende uhyggelige Redningsafstand, (2014, da. 2017), og har siden også haft succes med bl.a. den finurlige overvågningsroman Kentuki (2018, da. 2021). >> Læs videre
“There are no windmills in Basra. Where do I put all these delusions? Who am I supposed to fight?”
Ovenstående korte digt står som epigraf til flash fiction-samlingen No Windmills in Basra (opr. 2018, eng. 2022) af irakiske Diaa Jubaili (f. 1977). Med sin på én gang humoristiske, implicitte reference til Don Quixotes legendariske kamp mod vejrmøllerne og sin – med Iraks nyere krigshærgede historie i baghovedet – samtidig tragisk-sørgmodige, ja, fortvivlede tone rammer digtet ganske godt noget af grundstemningen i samlingen. >> Læs videre
