Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Små, sære, sjove, surrealistiske fortællinger om magiske metamorfoser fra japanske Yukiko Motoya.
På dansk har vi af Yukiko Motoya (f. 1979) tidligere kunnet fornøje os med kortromanen Et eksotisk ægteskab (opr. 2016, da. 2020). Ligesom denne er novellesamlingen Den ensomme bodybuilder også oversat til læseværdigt dansk af Hanne Arnold og udgives på forlaget Korridor. >> Læs videre
En sjov, lille sag om en forfatters livslange besættelse af cigaretter. Ikke et stort værk, men ganske pudsig og fornøjelig læsning, som giver appetit på at læse mere Ribeyro.
Den peruanske forfatter Julio Ramón Ribeyro (1929-1994) er i særlig grad kendt for sine noveller. Én af dem er Kun for rygere (opr. 1987), som forlaget Editorial Aurora Boreal sidste år udgav som en selvstændig bog, oversat til dansk af Pia Sloth Poulsen. >> Læs videre
“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”
Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre
Hvor er der dog mange fabelagtigt gode forfattere derude i verden, som vi endnu har til gode at få oversat til dansk (i større omfang). En af dem er spanske Medardo Fraile, som gennem en menneskealder har forsynet den spankstalende del af verden med sublime noveller.
Man ferierer i Spanien, og der er røget et par spanske forfattere fra hylden med i feriekufferten. Things Look Different in the Light af Medardo Fraile (1925-2013) samlede jeg op i en boghandel i Madrid for et par år siden – uden at jeg mindes nogensinde at have hørt om Fraile før. Men nogle gange er man heldig – og dette var en gangene. >> Læs videre
En gynækologs utroværdige bekendelser. En bevægelseshæmmet opdrætter af dræberhunde. En dreng, hvis mor tager sig betalt for at fremvise hans kønsdele i offentlige bade. Kort sagt: Tre meget bellatinske Mario Bellatin-noveller.
Vi tager lige en Mario Bellatin mere – i forlængelse af min læsning af Mrs. Murakami’s Garden. >> Læs videre
“Why is everything shaking?” I ask. “Such sadness, such suffering,” says one. “The earth shakes when this many people are in pain.”
Pergentino José (f. 1981) er en mexicansk forfatter med rødder i den zapotec-indianske befolkning i Oaxaca i det sydlige Mexico. Red Ants (opr. 2012, eng. 2020) er den første udgivelse af José på engelsk. Ifølge bagsideteksten er den oprindeligt skrevet på sierra zapotec (et af mange zapotec-sprog), men den engelske udgave synes dog oversat fra spansk. >> Læs videre
Jules Archers små historier er netop det, titlen antyder: Little Feasts, små festmåltider, der kun tager et par minutter af gnuffe i sig, men som man kan være noget længere om at fordøje. Og nogle af dem kræver en stærk mave, der er tilvænnet det groteske, så er du advaret.
De fleste af de 19 korte historier i Little Feasts (2020) er det, man med et smart begreb kan kalde flash fiction – små historier, der er for korte til at være noveller. Nogle af dem har dog lige akkurat normal novellelængde. De fleste af teksterne har været bragt før i diverse tidsskrifter og udgives her samlet i en – tro mod tekstformatet – billig, hurtig paperbackversion (med med et flot forsidedesign af Carolyn Brandt). >> Læs videre
Brasilianske Moacyr Scliars noveller er et festfyrværkeri af finurligheder, skæve karakterportrætter, politisk, social og religiøs satire, allegorier, fabler, grotesker, fantastik, magisk realisme og andre besynderligheder. Ikke altid umiddelbart meningsfuldt, men ofte tankevækkende og hele vejen igennem underholdende.
Af en novellesamling at være er The Collected Stories of Moacyr Scliar en moppedreng på 475 store sider. Der er da heller ikke tale om én, men hele seks novellesamlinger, oprindeligt udgivet i perioden 1968-1989 og med et nyt efterord af Scliar selv fra 1999. Nogle af samlingerne har tidligere været udgivet selvstændigt i engelsk oversættelse, andre findes kun på engelsk her. Alle oversat fra det portugisiske af Eloah F. Giacomelli. >> Læs videre
Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.
I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet. >> Læs videre
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.
Carlos Fuentes (1928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre
Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.
Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden. >> Læs videre
Grotesker, gotik, fantastik, eventyr og science fiction. Færøske Hanus Kambans novellesamling Guldpigen spænder genremæssigt vidt. Desværre er kun et par af historierne rigtigt gode, mens de andre hurtigt fortaber sig i glemsel.
De ti noveller i Guldpigen (opr. 2011, på dansk i 2012 ved Kirsten Brix) er hurtigt læst. Jeg læste de fleste på den korte flyvetur til Tórshavn fra Billund for omtrent toenhalv uge siden. Desværre er de lige så hurtigt glemt. >> Læs videre
“Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.”
Citatet er af Anders Bylov Jensen (forlaget Sidste Århundrede) fra forordet til denne besynderlige og fascinerende antologi af danske noveller fra 1910’erne. Han og Anders Jørgen Mogensen (forlaget Escho) har gravet sig igennem danske tidsskrifter og bogudgivelser fra perioden 1910-1920 og søgt efter tekster, der kredser om det groteske i forskellige former. >> Læs videre
En sjov lille tekst, en pudseløjerlighed, men lige så tankevækkende, som den er kort. Og ikke uden aktuelle og relevante budskaber for vor tids optagethed af klima og økologisk balance.
Forlaget Virkelig udgav i 2016-2017 tre korte tekster i udgivelsesserien Bestiarium af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, alle oversat af Karsten Sand Iversen. Den ene, Bæreposeteorien om fiktion, omtalte jeg i går. Den anden, Sur, er endnu ikke i mit bibliotek, men det er “Akaciefrøenes forfatter og andre uddrag af Tidsskrift for Therolingvistisk Forening.” >> Læs videre
Chilenske Alejandro Zambras novellesamling, Dokumenter, er her i december endelig udkommet på dansk. Hvis du mangler den sidste julegave til en kræsen læser, så er den et godt bud.
Jeg havde egentlig allerede læst chilenske Alejandro Zambras Mis documentos (opr. 2013), blot i den engelske oversættelse, der udkom for godt fire siden under titlen My documents (2015). Jeg havde derfor ikke nogen plan om at genlæse den i sin helhed i den danske version, der udkom for en uges tid siden på Skjødt Forlag. >> Læs videre
Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor.
Nescio har angiveligt status som en af Hollands største prosaister. Alligevel har han ikke være udgivet i dansk oversættelse, før denne samling udkom sidste år takket været forlaget Jensen & Dalgaard og oversætter Miriam Boolsen. >> Læs videre
En syg ko aflives ved pistolskud for pande. En hund får sparket hovedet ind af en sømbeslået støvle i en flok skoledrenges machismoleg. En banal trafiksituation fører til slagsmål mellem to ophidsede trafikanter. En oberst tager sig til sin sabel, før han iværksætter en udryddelseskrig mod et indiansk folk. En sygepasser sprøjter bevidst en overdosis ind i årerne på en patient.
Seks ud af syv noveller i samlingen Southerly (opr. 2016) af argentinske Jorge Consiglio (f. 1962) har det til fælles, at de alle kulminerer i en eller anden form for voldsom eller voldelig udgang. Men derudover er der ikke meget, der binder dem sammen. >> Læs videre
Gangstere, mordere, knivstikkere, løgnere, kvindehadere … Jorge Luis Borges’ noveller i Brodie’s Report er fyldt med usympatiske typer. Men fortælle en fortættet, god historie, det kan han.
Brodie’s Report (El informe de Brodie) hører til blandt Borges’ seneste udgivelser – fra den periode, hvor han var blevet blind og dikterede sine skrifter. >> Læs videre
“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”
Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring. >> Læs videre
“Vi går alle oven på knogler, det er et spørgsmål om at grave dybt nok og nå ned til de tildækkede døde. Jeg må grave, med en skovl, med hænderne, ligesom hundene, der altid finder ben, der altid ved hvor de gemte dem, hvor de efterlod dem glemte” (Mariana Enriquez, fra novellen Intet kød, kun knogler).
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) regnes ifølge forlagets klaptekst blandt de bedste, nyere argentinske forfattere. Og det forstår jeg godt på baggrund af Ting vi mistede i ilden (2015, da. 2017 ved Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munch). Romanen er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk, men forhåbentlig bliver det ikke den sidste. >> Læs videre
Det burde jo ikke være kommet som en overraskelse – i betragtning af hvor mange, der har anbefalet mig at læse Judith Hermann. Og alligvel blev jeg slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst.
Judith Hermann (f. 1970) har for længst slået sit navn fast som en af det moderne Tysklands vigtigste forfattere. Hermann har fem bogudgivelser bag sig, fire novellesamlinger og en roman, som alle er udkommet på dansk på Batzer & co. >> Læs videre
Der er gode ideer i denne modernistiske, erotiske historie á la Eyes Wide Shut, men Keiichirō Hirano forklarer og analyserer sine egne personer for meget efter min smag – og så bliver dét, der starter interessant og intellektuelt pirrende pludselig bare lidt fladt og kedeligt.
En japansk mand på forretningsrejse i Budapest fascineres på en bar af en ung japansk kvinde i selskab med en italiensk kvinde. De lokker ham med til et eksklusivt selskab, som viser sig at være alt andet end uskyldigt. Den japanske kvinde og mand udsættes sammen med et antal andre turister for et seksuelt dominansshow med dem selv i de ufrivillige hovedroller. Manden kommer hjem med mere end én slags skrammer på sjælen. >> Læs videre
Der er utroligt mange væsker i Misumi Kubos erotiske novelle Mikumari. Vand i swimmingpools og floder. Kropsvæsker fra fødende kvinder og ejakulerende kvinder og mænd. Sex og fødsler. Safter, sperm, blod. Ud over det hele.
Historien er fortalt af en ung mand, der gør sig sine første erotiske erfaringer med en tolv år ældre, gift kvinde i et rent seksuelt og ret saftigt forhold. Når de mødes er det altid efter et manuskript, hun har skrevet, som indbefatter japanske tegneseriekostumer og diverse øvrige rekvisitter. >> Læs videre
De kan noget, de dér japanere. The girl who is getting married er endnu en fin novelle i Strangers Press’ fine serie af chapbooks med historier af oversatte, nutidige, japanske forfattere.
Det fascinerende ved novellen The Girl Who Is Getting Married af Aoko Matsuda (f. 1979) skyldes især den notorisk ustabile fortællerstemme. Historien er fortalt af en anonym kvinde, der er på vej hen for at se “pigen, der skal giftes,” som befinder sig på toppen af en fem etagers bygning. Pigen, der skal giftes, omtales heller aldrig ved navn, men konsekvent kun netop sådan: “The girl who is getting married.” >> Læs videre
Sære. Mærkelige. Foruroligende. Grænsende til skræmmende. Men også fulde af kærlighed. Og båret af smukt, smukt sprog, som hele tiden dirrer, truer med at bryde sammen, på grænsen mellem virkelighed og mareridt.
Sådan var min oplevelse af de to tæt sammenhængende noveller (som også kunne betragtes som to kapitler af samme historie), der udgør At the Edge of the Wood af japanske Masatsugo Ono, femte chapbook i Strangers Press’ serie med smagsprøver fra nutidig japansk litteratur, Keshiki – new voices from Japan. >> Læs videre
Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre? Disse to sociologisk set mest grundlæggende spørgsmål for ethvert menneske i alle samfund til alle tider gør sig også gældende for den japanske kulturantropolog, der forelsker sig i jetski-pigen på stranden på en Stillehavsø. Og det kan der godt komme en fængende historie ud af.
Natsuki Ikezawa (f. 1945) er født på Hokkaido, Japans nordligste ø, men har tilbragt store dele af sit liv andre steder i verden – i Grækenland, Frankrig, Okinawa og forskellige stillehavsøer. Ikke mindst erfaringerne fra Oceanien slår igennem i hans novelle Mariko/Mariquita. >> Læs videre
Søvnløshed i Japan ifølge Kyoko Yoshida: En sygdom, der smitter ved fysisk berøring og gradvis sletter den søvnløses hukommelse, mens han forsvinder længere og længere ind i en verden, hvor virkelighed og drøm flyder sammen og opløses.
Pamflet nummer tre i udgivelsesserien Keshiki – new voices from Japan fra Strangers Press er Springless Sleepers af Kyoko Yoshida (f. 1969). Den lille chapbook består af tre tekster (udover et forord af Brian Evenson): >> Læs videre
Chapbook nr. 2 i den smukke udgivelsesserie Keshiki med smagsprøver på nyere japansk litteratur rummer tre fine historier om menneskets ustabile og modsætningsfyldte væren og om det umulige i at være “sig selv.”
Nao-Cola Yamazaki (f. 1978) debuterede som forfatter i 2004, men har allerede mere end ti romaner bag sig, hvortil kommer noveller, essaysamlinger og en børnebog. I Keshiki-serien er hun repræsenteret af tre selvstændige, kun meget løst forbundne historier, samlet i en chapbook under titlen Friendship for Grown-Ups. >> Læs videre
Den spændende udgivelsesserie Keshiki, der præsenterer et udvalg af nyere japanske forfattere i engelsk oversættelse, lægger udmærket fra land med et fint fortalt og utraditionelt trekantsdrama mellem tre mænd på hvert sit kontinent og i hver sin tidszone.
Sommeren er over os, og jeg har taget hul på min sommerferie – ferie fra mit prosaiske arbejdsliv, forstås, ikke ferie fra litteraturen. Sommerferiens ankomst syntes mig dog at være en passende anledning til at forlade det russiske litteraturlandskab, som jeg har opholdt mig i her i juni måned. Jeg var egentlig gået i gang med Mikhael Bulgakovs Den hvide garde, men den ville ikke rigtigt fænge – og passede på én eller anden måde heller ikke rigtigt til det smukke solskinsvejr i dag. Det gjorde til gengæld de små chapbooks i glade farver i den smukke udgivelsesserie Keshiki – new voices from Japan. >> Læs videre
Moderne russisk science fiction med elementer af fantastik og horror. Anna Starobinets’ noveller er mørke, makabre og foruroligende, men også humoristiske og kritisk eftertænksomme.
Jeg faldt tilfældigt over The Icarus Gland i en boghandel for et par år siden eller tre, jeg husker ikke helt hvor. Og så faldt jeg igen over den i min reol med ulæste bøger her forleden, da jeg gik den igennem efter at have afsluttet mit læseprojekt, Verden rundt i bøger. >> Læs videre
