Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.

I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet.

Den japanske originaltitel betyder noget i retning af “Stille lig, uendelig sorg” (i google-oversættelse), men på engelsk har bogen i Stephen Snyders oversættelse fået titlen Revenge. Og hævn er da også ét af de gennemgående temaer.

De elleve historier fremstår som afsluttede noveller, men de hænger ikke desto mindre sammen, finder man ud af efterhånden, omend kun ganske løseligt. En hovedperson i én af novellerne optræder som biperson i en anden. Genstande eller steder går igen. En person i én novelle læser en avisartikel om det, der er hovedhistorien i anden.

Sammenhængen er meget løs, men nok til, at man bør læse novellerne i den rækkefølge, de er præsenteret i. Det er på den måde lige på kanten til, at man ville kunne kalde det en roman.

Ogawa har et potentiale, og det er tilstede i de fleste af novellerne i samlingen. Hun har en sans for det groteske og morbide, som også appellerer til denne læser.

Der er f.eks. historien om Old Mrs J, som i sin køkkenhave dyrker nogle besynderlige gulerødder i form af menneskehænder, men af hvilken gødning kommer denne mærkelige form, og hvor er egentlig den gamle Fru J’s mand blevet af?

I Welcome to the Museum of Torture forvilder en ung kvinde, som er rasende på sin kæreste, sig ind på et morbidt torturmuseum, hvor alle de udstillede genstande ifølge den mystiske omviser er karakteriseret ved at have været i brug.

I torturmuseets baghave holdes i øvrigt en bengalsk tiger, hvis dødsstund er omdrejningspunktet i den ganske fine, lille historie om The Last Hour of the Bengal Tiger.

I en af de mest groteske historier, Sewing for the Heart, får en taskemager den særlige opgave at sy en taske til en kvindes hjerte, som hun fra fødslen har båret uden på sin krop, og taskemageren udvikler en nærmest erotisk besættelse af dette udvendige, dunkende hjerte.

Den bedste novelle samlingen var efter min smag dog den første, Afternoon at the Bakery, som ikke har samme groteske præg som flere af de andre, men til gengæld er et bevægende portræt af en mors sorg over sin afdøde dreng.

Der er fine antrit til noget, der kunne være godt, i mange af historierne. Men jeg syntes ikke, at Ogawa får dem helt godt nok forløst. Nogle af dem var for uafsluttede, mens andre omvendt endte lidt tamt i for banale punchlines.

Jeg tog mig selv i at blive mere optaget af at finde tegnene på sammenhæng mellem historierne, mere end af historierne i sig selv. Det er selvfølgelig meget sjovt, men det er ikke helt godt nok, og ikke nok til, at Revenge kommer til at sætte sig nogle afgørende spor i min litterære erindring.

K's vurdering: