Yōko Ogawa: The Memory Police

Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.

Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller.

Og Ogawa har også et talent. Der er gode ideer og nogle fine scener i romanen The Memory Police. Der er bare ikke nok af dem til at fylde en hel roman ud, og den blev mig derfor temmelig lang i spyttet.

Romanen kan læses som en slags homage til George Orwells 1984 (1949), som der selvfølgelig også refereres til i bagsideteksten, men for så vidt også til Ray Bradburys Fahrenheit 451 (1953).

The Memory Police foregår på en unavngiven ø (man kan forestille sig en af de japanske øer, men det kunne være hvor som helst) i en ikke defineret tid. At dømme efter de genstande, der optræder i romanen kunne det være når som helst i den første halvdel af det 20. århundrede eller deromkring (måske endnu en hilsen til Orwell og Bradbury), men det er ikke så vigtigt.

Øen regeres af unavngivne magthavere, som kun manifesterer sig i form af romantitlens Memory Police. Befolkningen på øen har vænnet sig til, at ting med jævne mellemrum “bliver forsvundet.” De vågner op en morgen, registrerer at noget er anderledes for i løbet af dagen at finde ud af, at noget er ved at forsvinde fra deres erindring, ikke længere giver mening og derfor må destrueres:

Klokke, frimærke, parfume, roser, skibe, fugle … Én for en forsvinder flere og flere af dagligdagens genstande. De ophører simpelthen med at have mening for menneskene på øen, og mere eller mindre instinktivt skiller de sig af med dem.

It doesn’t hurt, and you won’t even be particularly sad. One morning you’ll simply wake up and it will be over, before you’ve even realized. Lying still, eyes closed, ears pricked, trying to sense the flow of the morning air, you’ll feel that something has changed from the night before, and you’ll know that you’ve lost something, that something has been disappeared from the island.

Nogle personers erindringer er dog tilsyneladende immune overfor disse “forsvindinger.” De bliver ved med at huske tingene. Og her kommer “hukommelsespolitiet” ind i billedet. Hukommelsespolitiet patruljerer gaderne og laver uvarslede razziaer i hjemmene. Finder de “glemte” eller “forsvundne” genstande, bliver indehaverne ført bort – nogle kommer torturerede retur, andre forsvinder eller vender døde tilbage.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i The Memory Police er en ung kvindelig romanforfatter, hvis mor nogle år tilbage blev et af hukommelsespolitiets ofre. Hun finder ud af, at hendes mandlige redaktør (i modsætning til hende selv) er en af dem, hvis hukommelse ikke påvirkes af “hukommelsesforsvindingerne.” Hun beslutter at hjælpe ham og indretter et godt skjult safe house i sit eget hus til ham.

Størstedelen af romanen handler herefter om, hvordan hun søger at beskytte sin redaktør (som hun er hemmeligt – måske også for sig selv – forelsket i) mod hukommelsespolitiet, mens flere og flere ting i samfundet forsvinder. Til sidst begynder sågar også befolkningens egne lemmer at forsvinde.

Den mest effektfulde forsvinding i romanen er forsvindingen af netop begrebet roman som sådan. Den dag, hvor befolkningen vågner op til en verden uden romaner, flokkes de til spontane bogafbrændinger, og stort set alle bøger på øen – og selvfølgelig også biblioteket – går op i et flammehav (her har vi hilsenen til Ray Bradbury).

Romanens forsvinding er et hårdt slag for romanforfatterens redaktør, der har sine erindringer og verdensbegreber intakte, og som desperat forsøger at fastholde jeg-fortællerens erindring og bevidsthed om at være forfatter og få hende til at skrive videre. Imens glemmer hun mere og mere af verden og sig selv.

Romanen har fortællemæssigt en del indbyggede problemer i og med, at den er fortalt i jeg-form, og for at fortællingen skal give mening for læseren, er Ogawa nødt til at lade fortælleren berette om forsvundne genstande på en måde, som hun i henhold til historiens logik rent faktisk burde have glemt. Nuvel, det kan vi bære over med, men det skurrer en smule.

The Memory Police byder sig oplagt til som en dystopisk roman om et autoritært samfund, hvor de anonyme magthavere kontrollerer befolkningen ved at manipulere med dens erindringer. Det bliver dog aldrig i nærheden af klart, hvad magthaverne har ud af det (for slet ikke at tale om, hvordan de gør det), eftersom effekten i sidste ende er, at samfundet går i opløsningen og forsvinder.

Mere interessant bliver romanen, hvis man læser den som en parabel over kvindens rolle i Japan (og mange andre steder): Kvinden, der ikke er noget uden sin mand, og som forventes at opofre sig for ham i en grad, så hun til sidst selv opløses og forsvinder som individ.

Læst sådan er Ogawas historie dog mere raffineret end som så, for så vidt den mand, som hovedpersonen og jeg-fortælleren gradvist opløses for, samtidig holdes indespærret af hende selv. For at beskytte ham, bevares, men ikke desto mindre holder hun ham isoleret fra hans kone og nyfødte barn, som han aldrig har set, for til gengæld så at sige at optage ham i sig selv. Mens hun ikke desto mindre selv forsvinder.

Historien om en kvinde, der forsvinder i forholdet til en mand, er spejlet i en novelle, som jeg-fortælleren forsøger at skrive undervejs i fortællingen, og som vi får serveret i brudstykker i romanen. Det er en historie om en stum kvinde, der indespærres på et loftsværelse af sin skrivemaskinelærer, som hun er betaget af. Under indespærringen mister hun gradvist sin selvstændighed som menneske i en slags Stockholmsyndrom.

I den første del af romanen var jeg irriteret over den indbyggede novelle, som fyldte for meget i forhold til hovedhistorien, og det gør den også. Men novellen er egentlig en fin, lille historie, og i sidste ende syntes jeg faktisk, at det var novellen i romanen, der stod stærkest. For mig blev novellen det centrale, mens romanen udenom blev til, ja, et udenomsværk, som jeg kunne have været foruden.

Det er næppe sådan, Ogawa har tænkt det, men det siger mig, at hun måske er stærkere i novelle- end i romanformen. Defor har jeg besluttet mig for at give Ogawa en chance mere, og næste anmeldelse herfra bliver af hendes novellesamling Revenge, som jeg er i gang med nu.

The Memory Police fandt jeg imidlertid for lang og i lange stræk lidt småkedelig. Der var simpelthen ikke gods nok i den til en hel roman.

K's vurdering: