Opfølgeren på Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket har mange temaer til fælles med forgængeren, men den er mere mørk og mere crazy. Men langt fra lige så god.

Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Denne talemåde kom mig i hu, da jeg i forbindelse med læsningen af japanske Sayaka Murata Earthlings (opr. 2018, eng. 2020) genlæste min egen anmeldelse af hendes Døgnkioskmennesket (opr. 2016, da. 2019). Den sidstnævnte var jeg ganske charmeret af, men jeg efterlyste, at Sayaka Murata ville udfolde de mørke undertoner i sit litterære univers lidt mere.

Og dét skal jeg da lige love for, at hun gør i Earthlings, som for nylig udkom i engelsk oversættelse ved Ginny Tapley Takemori. Desværre mere end godt er. Jeg ønskede mig tilbage til den mere tilbageholdne stil i Døgnkioskmennesket.

Seksuelle overgreb mod børn, incest mellem 11-12-årige, selvmordsforsøg, bestialske splatteragtige morddrab og groteske kannibalismescener er noget af det, man skal forberede sig på … Man skal med andre ord ikke lade sig narre af den pussenussede forside med billedet af hovedpersonens søde, lille tøjbamse-pindsvin.

En udpenslet scene med en voksen mands seksuelle overgreb mod den elleveårige jeg-fortæller, Natsuki, var tæt på at være for hård kost for mig. Mord- og kannibalismescenerne er til gengæld så bizart splattede, at de næsten er morsomme. Hvis man er til den slags. Det er jeg nok ikke helt.

Plyspindsvinet hedder i øvrigt Piyyut og er i virkeligheden – det vil sige i pigen Natsukis fantasi – et rumvæsen fra planeten Popinpobopia udsendt af det magiske politi, som har udstyret fortælleren med magiske kræfter og en tryllestav.

Earthlings deler i sin grundfigur en del træk med Døgnkioskmennesket. Også her er hovedpersonen en utilpasset ung pige, der har svært ved at leve op til sine forældres og samfundets krav om konformitet.

Men Natsuki i Earthlings har ikke et arbejde i en døgnkiosk, hvor hun kan finde tryghed i butikkens klare regler og rutiner. I stedet tyr hun til fantasier om, at hun egentlig ikke er en jordbo, men et rumvæsen fra planeten Popinpobopia, som skal finde sit rumskib, så hun kan komme hjem igen sammen med sin fætter og barndomskæreste, Yuu. Og så taler hun med sit plyspindsvin og forsøger med svingende held at mobilisere sine “magiske kræfter” for at gøre sig usynlig eller forlade sin krop, når verden omkring hende bliver for svær at udholde, og det gør den tit.

Natsuki er et forsømt barn, som svigtes af alle voksne omkring hende, og som børn gør, internaliserer hun omverdenens afvisning og vokser op med en grundfølelse af at være mislykket og uønsket.

The person who had given birth to me said I was a dead loss, so I decided it really must be true. I was probably causing a nuissance to he neighbors just by existing. My sister said I gave her the creeps. I was such a useless lump that she felt stressed out just looking at me.

Historien om den elleveårige Natsuki fylder godt og vel den første tredjedel af romanen. Herefter spoles 23 år frem til den voksne Natsuki, der som 34-årig stadig er dybt traumatiseret af sin barndom og ikke har forladt forestilingerne om at være fra det ydre rum. Hendes liv er lagt an på at bare at overleve i en verden, hvor hun ser sig ude af stand til at leve op til samfundets konforme krav om at gå på arbejde, stifte familie og producere børn.

Hun lever i et proforma-ægteskab med en tilsvarende kønsforskrækket mand (et skalkeskjul, der skal holde begges familier på afstand), og sammen med ham og den genfundne fætter fra barndommen beslutter hun sig for at udleve fantasien om at være et rumvæsen og helt bryde med resten af samfundet. Og så går historien ellers helt amok, uden at jeg skal afsløre mere end de stikord, jeg allerede har givet ovenfor.

Den første del af bogen var den bedste i form af portrættet af den forsømte pige, omend man også i denne del skal belave sig på mere end én grænseoverskridende scene. Den anden del om den voksne Natsuki bruger meget energi og mange sider på karakteristikken af det konforme samfund, som Natsuki og hendes mand kalder Fabrikken, med dets krav om at rette ind efter forventningerne til et normalt liv med mand, børn og job. Det er ikke ligefrem en ny kritisk figur, og i Earthlings er den for karikeret til at være interessant.

Usædvanlig er til gengæld den groteske finale i hovedpersonernes radikale forsøg på at undslippe deres jordiske væren og samfundets krav og realisere deres sande popinpobopianske natur. Finalen har en vis grotesk kvalitet over sig, men samlet set bliver det mig for meget. Alt i alt ikke en bog, jeg vil anbefale.

Jeg har læst den engelske oversættelse fra japansk, men der er også en dansk udgave af romanen på vej på forlaget Grif under arbejdstitlen Jordboere, oversat af Mette Holm (ifølge forlagets hjemmeside planlagt til udgivelse i august 2021).

K's vurdering: