“Det er nu femogtyve år, siden jeg sidst har myrdet nogen. Eller er det seksogtyve år? Det er i hvert fald længe siden. Jeg var ikke, som nogen tror, besat af en trang til at slå ihjel eller styret af en seksuel perversion. Det var skuffelse over mig selv, der fik mig til det. En utilfredsstillet længsel efter at udføre det perfekte mord. Hver gang jeg begravede endnu et offer, spirede et nyt håb frem om, at det ville lykkes mig næste gang. Men til sidst mistede jeg troen på mig selv, og derfor stoppede jeg med at slå folk ihjel.”

Kim Byeongsu er halvfjerds år gammel og pensioneret seriemorder. Og hans sind er ved at blive ædt op af Alzheimer. Samtidig får han mistanke om, at en ny seriemorder, der tilsyneladende huserer i området, hvor han bor, har fået udkig på hans datter som det næste offer. Den gamle morder sætter sig derfor for at forebygge dette mulige drab. Men det er ikke så nemt, når ens hjerne føles som “en slimet, glat søpølse med åbent gab,” hvorigennem ordene langsomt glider ud af ens tanker. >> Læs videre