Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Ise-fortællingerne er noget virkelig gammelt japansk stads. De er helt sjove at læse, men ærligt talt: Mest for den, der er mere end almindeligt nørdet interesseret i japansk litteraturhistorie.
Angiveligt kender enhver japansk gymnasieelev Ise-fortællingerne. De er klassisk pligtlæsning i skolen i Japan. Forfatteren – eller forfatterne – er ukendt, om end en del af digtene/fortællingerne i samlingen tilskrives adelsmanden og digteren Ariwara no Narihira (825-880). >> Læs videre
Sublimt, næsten ethundrede år gammelt essay om vigtigheden af skygger og mørke i japansk æstetik i alt fra toiletter til scenekunst over tøj og lakservice.
Det slår mig, at jeg er blevet forvænt: Jeg er blevet æstetisk forvænt af den høje standard, som forlaget Korridor har lagt for danske bogudgivelser igennem de seneste ti år.
Jeg har mere end én gang på disse sider bøjet mig i støvet for den måde, hvorpå Korridor igen og igen har kræset for de af os, der går bare en lille smule op i den fysiske bogs æstetik. Og nu gør jeg det igen, idet jeg husker mig selv på, at det ikke er en selvfølge. >> Læs videre
En letlæselig, humoristisk og samtidig begavet roman om graviditet som både subjektiv erfaring og social konstruktion i det moderne Japan.
Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis debutroman, som har høstet mange roser i Japan siden udgivelsen i 2022 – og nu også fortjent gør det i Danmark efter udgivelsen af den danske oversættelse ved Hanne Arnold tidligere i år. >> Læs videre
“Det er nu femogtyve år, siden jeg sidst har myrdet nogen. Eller er det seksogtyve år? Det er i hvert fald længe siden. Jeg var ikke, som nogen tror, besat af en trang til at slå ihjel eller styret af en seksuel perversion. Det var skuffelse over mig selv, der fik mig til det. En utilfredsstillet længsel efter at udføre det perfekte mord. Hver gang jeg begravede endnu et offer, spirede et nyt håb frem om, at det ville lykkes mig næste gang. Men til sidst mistede jeg troen på mig selv, og derfor stoppede jeg med at slå folk ihjel.”
Kim Byeongsu er halvfjerds år gammel og pensioneret seriemorder. Og hans sind er ved at blive ædt op af Alzheimer. Samtidig får han mistanke om, at en ny seriemorder, der tilsyneladende huserer i området, hvor han bor, har fået udkig på hans datter som det næste offer. Den gamle morder sætter sig derfor for at forebygge dette mulige drab. Men det er ikke så nemt, når ens hjerne føles som “en slimet, glat søpølse med åbent gab,” hvorigennem ordene langsomt glider ud af ens tanker. >> Læs videre
K’s bognoter ønsker alle følgere en glædelig jul – som for K og konens vedkommende (igen) i år forbigås uden julesalmer i Thailand. Det skal selvfølgelig markeres med et stykke thailitteratur.
Thailandske Prabda Yoon stiftede jeg bekendtskab med, sidst jeg var i Thailand i 2019, i form af hans novellesamling The Sad Part Was (opr. 2000, eng. 2017), og jeg var ret begejstret. I feriekufferten havde jeg allerede dengang også den senere samling, Moving Parts (opr. 2002, eng. 2018), men jeg nåede ikke at få den læst ved den lejlighed. Men nu er jeg tilbage i Thailand og med mig har jeg Prabda Yoon. >> Læs videre
En personlig reflektion i poetiske kortprosastykker om at kunne savne en søster, man aldrig har kendt, om oplevelsen af at føle sig fremmedgjort i ikke bare den by, man fysisk befinder sig i, men også i sin egen familiehistorie. Hvidt, fint, sart og stedvist rørende. Også lidt kedeligt.
Sydkoreanske Han Kang (f. 1970) fik sit internationale gennembrud med den fascinerende og foruroligende Vegetaren (opr. 2007, da. 2017). Efterfølgende er på bl.a. engelsk og dansk udkommet Human Acts (2017)/Levende og døde (2019) om studenteroprøret i Gwangju, Sydkorea i 1980, som jeg endnu har til gode (men den står et sted i reolen og venter). >> Læs videre
Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.
I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet. >> Læs videre
Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.
Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller. >> Læs videre
Yukio Mishimas Fædrelandskærlighed er et intenst, japansk kammerspil, på én gang erotisk og brutalt voldeligt. En sublim sproglig nydelse – hvis man ellers er i stand til at se bort fra Mishimas ultranationalistiske, højreorienterede ideologi og hans infantile fascination af samuraiernes krigeretos, som er markant tilstede på hver eneste side af novellen.
Normalt afholder jeg mig fra at tolke litterære værker i lyset af forfatterens biografi, men det er nærmest umuligt at læse Yukio Mishimas novelle Fædrelandskærlighed uden at sammentænke den med hans liv og ikke mindst død. >> Læs videre
Opfølgeren på Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket har mange temaer til fælles med forgængeren, men den er mere mørk og mere crazy. Men langt fra lige så god.
Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Denne talemåde kom mig i hu, da jeg i forbindelse med læsningen af japanske Sayaka Murata Earthlings (opr. 2018, eng. 2020) genlæste min egen anmeldelse af hendes Døgnkioskmennesket (opr. 2016, da. 2019). Den sidstnævnte var jeg ganske charmeret af, men jeg efterlyste, at Sayaka Murata ville udfolde de mørke undertoner i sit litterære univers lidt mere. >> Læs videre
Thailandske Prabda Yoons novellesamling, The Sad Part Was (opr. 2000), er et frisk og vittigt pust, som afmonterer de fordomme, den vesteuropæiske læser måtte have om thailandsk litteratur som lidt tung og traditionsbunden.
K og konen ferierer igen i Thailand her henover jul og nytår, og derfor er der selvfølgelig også en smule thailandsk ferielitteratur med i kufferten. >> Læs videre
En malaysisk splatter/horror/fantasy/noir-krimi, som udspiller sig i en verden befolket af mennesker, guder, dæmoner, vampyrer og andre monstre … med en hovedperson, der arbejder som gourmetkok og forbindelsesofficer for det kannibalistiske jet-set blandt dæmoner og monstre i Kuala Lumpurs parallelle undergrundsverden … Ja, det er lige så fjollet, som det lyder, men alligevel ikke helt dårligt, faktisk ganske vittigt sine steder.
Det hele skal jo ikke være højpandet finlitteratur her på siden. Og engang imellem skal man udfordre sine egne læsevaner ved at læse noget uden for de genrer, man normalt hæfter sin lid til. >> Læs videre
Muligvis den eneste engelsksprogede roman på markedet, der foregår i Brunei og er skrevet af en bruneisk forfatter. Lider desværre under mangler i både plot, struktur og eksekvering. Resultatet er grundlæggende lidt småkedeligt.
Handlingen i Written in Black er ganske simpel. Den tiårige Jonathans bedstefar er død og skal begraves. Jonathan bor alene med sin far og to søskende. Moren er bortrejst til Australien – ifølge farens forklaring, fordi hun er syg og har brug for behandling andetsteds i længere tid, men som læsere fornemmer vi tidligt, at det nok snarere er fordi, hun har forladt familien. Den ældste, sekstenårige storebror er smidt ud hjemmefra. >> Læs videre
Jazz, Perfume & the Incident er på én gang en barsk dokumentation af det indonesiske militærregimes brutale fremfærd mod uafhængighedsbevægelsen i Østtimor i begyndelsen af 1990’erne – og en slags urban samtidsroman om overfladisk kærlighed blandt jetsetterne i Jakarta – og en serie essays om jazzmusikkens historie. Forvirret? Ja, det var jeg også.
Jeg er således lidt i vildrede med, hvad jeg overhovedet skal kalde denne bog. Er det en roman? Er det journalistik? Er det noveller? Er det essays? Eller er det det hele på én gang? Jeg hælder til det sidste, men vælger alligevel at kalde Jazz, Perfume & the Incident en roman. >> Læs videre
Velskrevet, bevægende og kulturelt interessant. Thailandske Chart Korbjittis roman fra 1981 om en god mand, overfor hvem skæbnen imidlertid viser sig fra sin værste og mest uretfærdige side, er tæt på fremragende. Men det er ikke ligefrem nogen feelgood-roman.
Jeg har egentlig haft Chart Korbjittis The Judgement stående i reolen et godt stykke tid – lige siden jeg for godt tre år siden faldt over den i den lille, fine Bangkokboghandel Passport Bookshop. Siden er den blevet skubbet lidt bagud i reolen af nytilkomne bøger. Men nu, hvor K & konen igen ferierer i Thailand, var den naturligvis oplagt at pakke med i rygsækken. >> Læs videre
Spændende udvalg på i alt elleve velskrevne noveller af seks moderne forfattere fra Singapore.
Antologien Telltale: 11 Stories er redigeret af Gwee Li Sui (f. 1970), der også har forsynet samlingen med et forord og noter. Af forordet (som med fordel kan læses til sidst, så man undgår Gwee Li Suis tolkninger af novellerne, inden man selv læser dem) fremgår, at det har været et formål med samlingen at præsentere nogle moderne singaporeanske forfattere, som de temaer, der ellers angiveligt har været dominerende i litteraturen fra Singapore: Bidrag til nationsopbygning eller “exotica” om særlige asiatiske erfaringer, som ikke mindst vestlige læsere gerne efterspørger. >> Læs videre
Vigtig krigsroman om Vietnamkrigen fra et nordvietnamesisk perspektiv. Ikke uden litterære problemer, men ikke desto mindre i høj grad værd at læse.
The Sorrow of War er historien om den unge nordvietnamesiske soldat, Kien, der som syttenårig melder sig under fanerne i den langvarige og brutale krig, som senere i Vietnam skulle få betegnelsen Den amerikanske krig – i den vestlige verden kendt som Vietnamkrigen. >> Læs videre
Hører du til dem, der gerne lader dig udfordre af anderledes litteratur, men trods alt tænker, at dit læseliv er for kort til vietnamesisk, satirisk samtidslitteratur fra 1930’erne? Så læs Vũ Trọng Phụng og bliv glædeligt overrasket. Số Đỏ (eng. Dumb Luck) fra 1936 er overraskende frisk, tilgængelig, vittig og skarp, modernistisk satire, som stadig holder, også for den europæiske læser.
Jeg faldt tilfældigt over Dumb Luck i en boghandel i Hanoi (mere om Hanois boghandeler i et senere indlæg). Jeg havde ganske vist aldrig hørt om hverken romanen eller forfatteren Vũ Trọng Phụng (1912-1939) før, men jeg kunne læse mig til, at den foregår i Hanoi i 1930’erne og i dag har fået status af vietnamesisk, satirisk klassiker – efter at have været forbudt i det meste af landet indtil 1986. >> Læs videre
Stilfærdig, indtrængende, poetisk, berørende. Kim Thúys debutroman er en smuk, sanselig og personlig fortælling om Vietnam og vietnamesiske bådflygtninges skæbne.
Jeg har på disse sider tidligere omtalt vietnamesisk-franske Kim Thúys anden roman, Mãn (opr. 2013, på engelsk 2015), med stor begejstring. Ru er hendes debut fra 2009 (på dansk 2013), og den er næsten – men også kun næsten – lige så god som Mãn. >> Læs videre
Antologien Wild Mustard præsenterer noveller af nitten nyere, vietnamesiske forfattere i engelsk oversættelse. Som sådan ganske interessant og gennemgående i god kvalitet. Men som tilfældet ofte er for antologier også en lidt broget affære.
Vietnam har en ganske levende litterær scene, hvilket denne samling i høj grad demonstrerer. Formålet med antologien er ifølge medredaktør Charles Waughs introduktion at præsentere den engelsklæsende verden for et udvalg af nyere vietnamesiske forfattere og derigennem samtidig bidrage til at nuancere den vestlige verdens billede af Vietnam, som her mere end fyrre år efter Vietnamkrigens afslutning i 1975 stadig ofte har fokus på krigen og dens eftervirkninger. >> Læs videre
Hos vietnamesiske Nguyễn Huy Thiệp går underspillet humor hånd i hånd med harsk kritik af et samfund, der har mistet sine moralske pejlemærker, hvor ansvar og familiefølelse er veget for egoisme og grådighed, hvor børn kynisk lader deres forældre dø for at spare pengene til operationen, og hvor en læge ikke ser noget galt i at fodre sine hunde og grise med blendede, aborterede fostre fra klinikken.
Vietnamesisk-canadiske Kim Thúys sansemættede roman Mãn er en stilfærdig, men intens og insisterende fortælling om vietnamesiske piger og kvinders liv i og udenfor Vietnam, fra start til slut bundet sammen af duften og smagen af mad og madlavning.
Det er uhyre sjældent, at jeg tager mig selv i at ønske, at en bog var længere, end den er. Jeg tror faktisk ikke, at det er sket de sidste tyve år. En god bog har den længde, den skal have, hverken kortere eller længere. Og alt for mange bøger er desværre alt for lange.
Kim Thúys (f. 1968) fine, lille roman har også præcis den længde, den skal have – men alligevel oplevede jeg det sjældne, at jeg gerne ville have den til at blive ved. Mãn er en bog, man ikke bare læser fra ende til anden. Det er en bog, men kan tage ophold i, som i en poetisk og fremmedartet verden af dufte, smage og farver. >> Læs videre
Første krimi i en serie med den overvægtige, singaporeanske, turbanklædte sikh Inspector Singh, der turnerer rundt i Asien. Som krimi er den kedelig, men har man været i Malaysia er den lidt sjov, fordi den udspiller sig primært i Kuala Lumpur og på Borneo.
Titel: A Most Peculiar Malaysian MurderK's vurdering:
