Vũ Trọng Phụng: Dumb Luck

Hører du til dem, der gerne lader dig udfordre af anderledes litteratur, men trods alt tænker, at dit læseliv er for kort til vietnamesisk, satirisk samtidslitteratur fra 1930’erne? Så læs Vũ Trọng Phụng og bliv glædeligt overrasket. Số Đỏ (eng. Dumb Luck) fra 1936 er overraskende frisk, tilgængelig, vittig og skarp, modernistisk satire, som stadig holder, også for den europæiske læser.

Jeg faldt tilfældigt over Dumb Luck i en boghandel i Hanoi (mere om Hanois boghandeler i et senere indlæg). Jeg havde ganske vist aldrig hørt om hverken romanen eller forfatteren Vũ Trọng Phụng (1912-1939) før, men jeg kunne læse mig til, at den foregår i Hanoi i 1930’erne og i dag har fået status af vietnamesisk, satirisk klassiker – efter at have været forbudt i det meste af landet indtil 1986.

Det fangede min interesse som passende ferielæsning i Hanoi, og som sådan holder romanen i dén grad, hvad bagsideteksten stiller i udsigt. Som turist i Hanoi er det sjovt at følge romanen, som den bevæger sig rundt i byens gamle centrum, i områderne omkring Hanois søer og i det såkaldt franske kvarter – kvarterer som på flere måder er genkendelige også her mere end 70 år efter, at romanen første gang udkom som føljeton i en af Hanois aviser i 1936.

Men faktisk er Dumb Luck en begavet, vittig og ret underholdende satire, som sagtens kan læses i dag i helt egen ret og ikke kun som et lokalt, historisk levn. Vũ Trọng Phụngs satire over snobberi, hykleri, egoisme, pamperi, overtro og almindelig menneskelig dårskab har universel gyldighed, og han skriver sig flot ind på en plads i den klassiske, satiriske verdenslitteratur, som vi kender den fra Voltaire og Holberg og frem.

Når det er sagt, så er der dog ikke tvivl om, at det fulde udbytte af romanen forudsætter lidt mere viden om det kulturelle klima i Vietnam i 1930’erne, end den gennemsnitlige danske læser formentlig er i besiddelse af. Selv om jeg normalt ikke er tilhænger af at spolere en læseoplevelse af introduktioner, så kan jeg i dette tilfælde derfor anbefale, at man orienterer sig i medoversætter Peter Zinomans grundige introduktion til den engelske udgave af bogen, som ridser den historiske og kulturelle kontekst op.

De primære ofre for Vũ Trọng Phụngs beske satire er den frankofile, vietnamesiske overklasse i hans samtid. Det elitære, kulturelle miljø i Hanoi, Vietnam (dengang fransk Indokina), var på den tid præget af en galopperende moderniseringsbevægelse. Og modernisering betød europæisering. Ud med traditionelle, vietnamesiske dyder og ind med europæisk tøjmode, sport, fransk sprog og liberale ideer om sex, kvinders ligeberettigelse og “ægtheden” blandt de “almindelige mennesker.”

Verden vil bedrages kunne også have været overskriften over Vũ Trọng Phụngs gakkede fortælling. Han spinder historien omkring figuren Xuân den Rødhårede. Xuân er en i grunden ikke specielt intelligent, fattig vagabond og charlatan. Han er imidlertid oratorisk begavet, har en fotografisk hukommelse og har et talent for at spille tennis.

Disse talenter, kombineret med en række for ham heldige tilfælde (deraf romanens titel), er imidlertid nok til i løbet af romanen at bringe ham til tops i Hanois europæisk orienterede jetset anno 1936: som feteret ekspedient i en eksklusiv modetøjsforretning, som falsk lægestuderende og ekspert i både traditionel og moderne medicin og freudiansk psykoanalyse, som “tennisprofessor,” som svigermors drøm og til sidst sågar som selve nationens frelser.

Kvinderne begærer Xuân den Rødhårede, mændene misunder ham og søger at sole sig i hans lys, mens han selv ikke gør andet end at eftersnakke alle de andre – i rollen som en slags kombineret Jeppe på bjerget og Erasmus Montanus.

Først og fremmest bæres Xuân frem af snobberiet og medløberiet i Hanois elitære “moderniseringsbevægelse,” hvor alle konkurrerer om at være de mest moderne og europæiserede og ingen tør råbe (eller overhovedet ser), at kejseren ikke har noget tøj på – for når det kommer til stykket, har ingen af dem selv tøj på.

Romanen flyder over af vidunderligt vittige udstillinger af overfladiskheden og hykleriet i den elitære moderniseringsbevægelse. Her er det for eksempel reaktionen hos den feterede, mandlige modedesigner, da det går op for ham, at Xuân som ekspedient i Hanois førende modetøjsforretning, The Europeanization Tailor Shop (ejet af ægteparret Mr. og Mrs. Civilization), har givet hans egen kone de samme anbefalinger til en europæisk, sexet tøjstil, som modedesigneren i moderniseringens navn giver til alle andre kvinder:

“Shut up, you idiot! Don’t you know that there are different kinds of women? When we campaign for the reform of women, we mean other people’s wives and sisters, not our own! Don’t you understand? It’s one thing for other women to reform, but you’re my wife. Of course, I would never permit you to become one of those modern women!”

Det hele er faktisk ret sjovt, meget velskrevet og veloversat til engelsk, og jeg gnæggede godt i skægget undervejs i romanen, efterhånden som Vũ Trọng Phụng får spiddet hele parnasset.

Referencen ovenfor til europæisk litteratur er ikke tilfældig. Vũ Trọng Phụng tilhører den første generation af vietnamesiske forfattere, som voksede op med det nye romaniserede, vietnamesiske skriftsprog, quốc ngữ, som i begyndelsen af det tyvende århundrede afløste kinesiske skrifttegn som dominerende skriftsprog og officielt skriftsprog i uddannelsessystemet i fransk Indokina.

For Vũ Trọng Phụng og andre af hans samtidige, unge forfattere – og læsere i det hele taget – betød det, at de de facto var afskåret fra den tidligere vietnamesiske og sydøstasiatiske litteratur, som var skrevet med kinesiske skrifttegn. De vendte sig derfor naturligt mod den europæiske, og især franske, litteratur, og det er derfor også denne litterære tradition, som Vũ Trọng Phụng er formet af som forfatter.

Af Peter Zinomans introduktion kan man i øvrigt også forstå, at mange af romanpersonerne er bygget over virkelige, samtidige personer fra Hanois kulturliv, som angiveligt har været let genkendelige for læserne af føljetonromanen i Vũ Trọng Phụngs samtid. Den del af introduktionen gled jeg nu let henover (så meget feinschmecker er jeg trods alt ikke), og det oplevede jeg ikke som en hæmsko i læsningen. Alle figurerne i romanen fungerer således fint som universelle typer, uagtet mulige konkrete samtidsreferencer.

Alt i alt en overraskende og fornøjelig læseoplevelse, som har bidraget til yderligere at nuancere det billede af Vietnams righoldige litteratur, jeg har dyrket de sidste par uger.

K's vurdering: