Taijun Takeda: Lysende mos

Jeg havde svært ved for alvor at engagere mig i historierne i japanske Taijun Takedas Lysende mos (opr. 1964), som for mig fremstod en smule bedagede. Dertil kommer, at den danske udgave er plaget af alt for mange grammatiske fejl, mangelfuld korrektur og dårligt (dansk) sprog, som ødelægger læseoplevelsen.

Bogen rummer fire ret forskelligartede fortællinger. Mit bedste bud på en samlende tråd er, at de – på ganske vist meget forskellig vis – alle handler om mennesker i eksistentielt pressede livssituationer.

Jeg havde ikke tidligere hørt om Taijun Takeda (1912-1976), da jeg faldt over bogen i en boghandel, men jeg blev fristet af den danske udgivelses utroligt lækre og elegante omslagsdesign ved Michelle Melissa Jakobsen.

På forsiden er den originale japanske titel, Hikarigoke, skrevet med det japanske hiragana-alfabet (ひかりごけ) i en støvet gul farve, som korresponderer elegant med den danske titel og forfatternavnet i afdæmpet turkis. Det hele på en næsten sort baggrund, der ellers kun er præget af en æterisk blågrøn, blegt selvlysende mos- eller algelignende plamage, som spreder sig hen over forside, bogryg og bagside.

Den samme omhyggelighed og æstetiske sikkerhed præger desværre ikke den danske oversættelse og korrekturlæsningen af selve teksten.

Dels er der de åbenlyse stavefejl eller sjuskefejl, der burde have været fanget i korrekturen: En eller den, hvor der skulle have stået et eller det. Hendes i stedet for sin. Dobbeltkonsonanter i ord, der staves med enkeltkonsonant. Brug af “hverken … og” frem for “hverken .. eller.” Ord, der er faldet ud, eller omvendt ord (eller ligefrem hele delsætninger), der står to gange ved siden af hinanden. Steder, hvor oversætteren tydeligvis har vaklet mellem den ene eller den anden formulering, men hvor begge varianter så har fået lov at stå uredigeret tilbage. Og den slags.

Men der er også mange steder, hvor problemet ikke er grammatik eller slåfejl, men kluntede ordstillinger og akavede sætningskonstruktioner. Jeg kender ikke – og har ikke forudsætninger for at læse – den japanske originaltekst, men teksten rummer en del tilfælde af slet og ret dårligt dansk, som ikke kan undskyldes af nogen originaltekst.

Og så er der endelig de steder, hvor sprogbrugen skærer mig i ørerne som en gaffel, der trækkes hen over en tallerken, men hvor jeg samtidig må erkende, at det muligvis primært skyldes, at jeg hører til en uddøende art af sprogkonservative læsere, mens andre (yngre) læsere formentlig ikke ville studse over de samme passager.

Det gælder for eksempel den gentagne brug af den sproglige trafikulykke, “det ligner, at …” Ja, jeg er smertefuldt bevidst om, at denne form i de senere år har vundet stor udbredelse, først i talesproget, så på de sjaskede sociale medier, for nu oftere og oftere at høres anvendt af journalister og andre såkaldt “rutinerede sprogbrugere.” Kald mig gerne konservativ, men det skærer mig i ørerne, hver eneste gang jeg hører eller læser denne vending, men det er trods alt første gang, jeg er stødt på den så mange gange i en litterær oversættelse (jeg fristes her over evne til at citere min favoritsprogrevser, Susanne Staun: “Du kan simpelthen ikke sige: ‘Det ligner, at det er en kamel.’ Jo, hvis du er en snotnæset femårig og ingen endnu har stukket dig en syngende lussing.”)

Nuvel, jeg medgiver, at disse lidt gammelsure, sproglige opstød fylder meget i denne anmeldelse. Og nogle vil sikkert mere, at det er tarveligt ligefrem at indlede anmeldelsen af bogen med disse anker. Men pointen er, at de desværre også fyldte så meget i min læsning, at de bidrog til at ødelægge min læseoplevelse.

Jeg er dog ikke så sikker på, at en anden oversættelse og en grundigere korrektur ville have været tilstrækkelig til at udløse egentlig begejstring over bogen, som jeg mestendels fandt lidt småkedelig.

Der er som nævnt indledningsvist ikke tale om en roman, men om en samling af fire noveller (hvoraf de længste dog er så lange, at de kunne betegnes som kortromaner). Hvis jeg skal være ærlig, så gik dette dog først op for mig, da jeg var kommet et stykke ind i bogens anden fortælling, På de forvistes ø.

Indtil da havde jeg hensvævet i den misforståelse, at jeg var i gang med en roman (af en slags). Misforståelsen skyldtes formentlig, at bogens bagside alene omtaler handlingen i titelfortællingen, og at forlaget har valgt ikke at forsyne bogen med nogen anden form for introduktion eller rammebeskrivelse af bogen. Lige præcis dette skal nu ikke lægges forlaget til last. Tværtimod synes jeg, at jeg alt for ofte støder på introduktioner eller bagsidetekster, der røber og forhåndsfortolker alt for meget. Så hellere den spartanske tilgang. Det er trods alt ikke så svært at google sig frem til lidt mere kontekst, hvis man som læser har brug for det undervejs eller efter endt læsning.

Den ovenfor nævnte fortælling, På de forvistes ø, var for mig den stærkeste. Det er en grum, eksistentialistisk fortælling om magt i menneskelige relationer, personlige traumer, fortrydelse og hævn. Mere kan jeg ikke skrive uden at ødelægge for meget af læseoplevelsen, som blandt andet består i spændingen ved den gradvise afdækning af personernes relationer og forhistorier.

Titelhistorien, Lysende mos, fandt jeg til gengæld ikke specielt interessant. Bogens bagsideomtale stiller “et gruopvækkende drama om kannibalisme” i udsigt – som led i “en undersøgelse af den menneskelige psyke i en ekstrem situation,” hvori der stilles spørgsmålet, “om mennesket er i stand til at fælde dom over noget, det ikke selv har oplevet.”

Det lyder spændende, og der er sådan set ikke noget forkert i beskrivelsen. Jeg synes bare ikke, at novellen udfolder temaet på en specielt interessant måde. Selve teksten er ukonventionelt opdelt i to dele: En slags rammefortælling, som jeg fandt uforholdsmæssig lang og uinteressant, og så selve fortællingens kerne, der er skrevet som et skuespilmanuskript, komplet med replikker, regibemærkninger og vejledning til instruktøren.

I regibemærkningerne til skuespildelen fremgår det, at det er en vigtig pointe, at hovedkarakteren i første akt taler med en “ukultiveret dialekt,” mens han i anden akt skal fremstå som en helt anden person, der nu taler “det intellektuelle rigsjapansk.”

Der er muligvis taler om en idiosynkrasi fra min side, men jeg har altid haft det utrolig svært med litterære forsøg på at skrive replikker på “dialekt.” Det er som regel ret slemt på originalsproget (en funklende undtagelse, der bekræfter reglen, er William Faulkner, der mestrede teknikken), men det bliver næsten altid aldeles rædderligt, hvis en dialekt på et andet sprog søges omsat i en dansk oversættelse.

I det aktuelle tilfælde udsættes vi læsere for replikker som disse:

HACHIZŌ

Er’d kun os, hva? Er’d kun vor’s båd, der mødt den her skæbne?

[…]

GOSUKE

Spør’ kaptajnen.

HACHIZŌ

Måske er’d kun os. Selvfølig er’d kun os.

GOSUKE

Selv hvis det ik’ er tilfældet, er’d en rigtig lortesituation.

[…]

GOSUKE

Nishikawa! Du arbejder gonnok hårdt, hva’.

Det er næsten ikke til at holde ud at læse. Hvorfor ikke bare skrive i regibemærkningerne, at dén og dén karakters replikker skal fremføres i dén og dén dialekt, og så skrive replikkerne i almindeligt skriftsprog? Den oprindelige fejl skyldes her uomtvisteligt den oprindelige forfatter, men det er samtidig et tilfælde, hvor det ville have været oplagt, om oversætteren havde smidt håndklædet i ringen og erkendt, at et forsøg på at “oversætte” en eller anden japansk dialekt fra 1940’erne til dansk kun ville kunne gå galt og derfor ikke var forsøgt.

Nå, beklager, nu faldt jeg igen tilbage i oversættelsen. Tilbage til fortællingerne i bogen:

Fortællingen De vanskabte udspiller sig i et buddhistisk munkekloster, fortalt af en ung novice. Måske en fortælling inspireret af forfatterens egen tid i et buddhistisk kloster? Historien fangede mig ikke rigtigt, men den rummer nogle fine scener, ikke mindst i de dele, der har fokus på de seksuelt frustrerede unge novicer. Tag f.eks. en passage som denne:

Indhyllet i hørmen fra disse 80 andre mænd i hvide kåber var der øjeblikke, hvor jeg mærkede hver eneste pore i min ungdommelige hud hige efter det andet køn, når jeg om eftermiddagen lå og stirrede op i loftet med mine hvide sokkeklædte fødder over kors. I disse øjeblikke forekom det mig, at det måske netop var kvindekønnet, der var himlen.

Endelig tematiserer den sidste novelle, Lugten af havets hud, patriarkalske normer i et lille japansk fiskersamfund, hvor de mandlige fiskere, der ikke selv har formået at fange en eneste fisk i månedsvis, alligevel går i panik over det sorte uheld, det formodes at ville bringe, hvis en kvinde kommer ombord i en af deres både.

I en bedre oversættelse og med en mere omhyggelig korrekturlæsning, havde bogen måske sneget sig op på tre stjerner hos mig, men i den foreliggende udgave kan det desværre ikke blive til mere end to.

Lysende mos er den anden bog af Taijun Takeda på dansk. Tidligere har Forlaget Silkefyret udgivet hans roman Fuji, også oversat af Mads Schanz.

K's vurdering: