Natsuko Imamura: Asa – The Girl Who Turned into a Pair of Chopsticks

Tre historier om fremmedgørelse, udstødelse og forvandling. Fortalt i en legende tone i et univers på grænsen mellem virkelighed og fantasi – som i alle tre tilfælde dog ender mørke og meget alvorlige steder. Ikke en egentlig dårlig bog, men heller ikke helt vellykket, og i hvert fald ikke i min smag.

Nogle kunne måske finde på at hævde, at jeg allerede på grundlag af titlen og det barnligt udseende omslag kunne have forudset, at Asa: The Girl Who Turned into a Pair of Chopsticks ville være en lidt for fjollet bog for min smag.

Men den kom med en anbefaling fra og et efterord af Sayaka Murata (det var hende med Døgnkioskmennesket). Og jeg kendte Natsuko Imamura i forvejen fra Kvinden i den lilla nederdel, som forlaget Korridor udgav tilbage i 2019 i Mette Holms oversættelse. Den var jeg ganske vist ikke ukritisk begejstret for, men den havde dog tilstrækkeligt gode takter til, at jeg var villig til at give Natsuko Imamura en chance mere. Den har hun så fået nu.

Bogen består af tre historier, som alle tidligere har været udgivet andetsteds. Der er tale om tre noveller, hvoraf den ene dog er lang nok til at kunne kaldes en kortroman. Jeg har læst dem i den engelske oversættelse ved Lucy North.

Alle tre handler om personer, som på den ene eller anden måde skiller sig ud, er utilpassede, udstødte, og som undergår forvandlinger i et magisk-realistisk univers.

I titelnovellen, Asa: The Girl Who Turned into a Pair of Chopsticks, møder vi pigen Asa, som allerede fra hun er helt lille gør sig den smertelige erfaring, at ingen mennesker vil tage imod noget at spise fra hendes hånd. Det bliver hendes livs traume, men efter at have mistet livet i en ulykke bliver hun genfødt som et par engangsspisepinde. Her oplever hun endelig den lykke, at nogen vil spise af/med hende, og en mand knytter sig endda til hende (altså i form af spisepinde) i en sådan grad, at han herefter kun vil spise med netop disse spisepinde.

Ja, det er lidt fjollet. Med en smule anstrengelse kan man hive nogle pointer om menneskenes forhold til tingene ud af historien, men jeg følte mig ikke decideret beriget.

Den anden og længste historie er Nami, Who Wanted to Get Hit (and Eventually Succeeded). Her møder vi pigen Nami, som skiller sig ud på en anden måde: Hun kan ikke blive ramt af noget, i fysisk forstand: Når der bliver spillet stikbold i skolegården, kan ingen ramme hende med bolden. Det samme gælder de irriterende drenge, der kaster med agern eller vandballoner, og den gamle tigger, der kaster dåser. Det lyder måske ikke så slemt, men for Nami bliver det traumatiserende, fordi denne egenskab skiller hende ud fra fællesskabet.

Efterhånden som pigen bliver ældre, udvikler historien, der starter relativt udskyldigt og fortælles i en let og legende tone, sig imidlertid til en mørk og ubehagelig fortælling om selvskade og seksuelle overgreb.

Endelig handler den tredje novelle om en pige, der er så doven, at hun ikke engang gider rejse sig, og følgelig trækker sig rundt i verden liggende på maven.

Natsuko Imamura anlægger i alle tre historier en naivistisk, børnebogsagtig fortælletone, som resonerer fint med titel og forsidedesign. Men man skal ikke lade sig narre. Den tilsyneladende lette og legende tone og den plasticagtige overflade dækker over – og fungerer i et vist omfang som kontrast til – nogle historier om nogle grumme menneskeskæbner og menneskelivets ubønhørlighed. Det er absolut ikke nogen børnebog.

Det var dog heller ikke en bog for mig. Jeg synes ikke helt, at Imamura lykkes med forehavendet. Det var godt for bogen, at den var så hurtigt læst – ellers havde jeg næppe fuldendt den.

K's vurdering: