Sayaka Muratas internationale bestseller om den socialt utilpassede Keiko, der er mislykket som menneske, men perfekt som døgnkioskmedarbejder, fortjener hypen. En sympatisk og charmerende lille historie med et mildt kritisk-satirisk potentiale. God sommerstrandlæsning.

Japanske Sayaka Murata (1979) har selv arbejdet på deltid i et supermarked, hvilket angiveligt gav hende ideen til Døgnkioskmennesket, som netop er blevet udgivet på dansk på forlaget Grif, oversat af den rutinerede Mette Holm.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren Keiko er 36 år og ugift, har aldrig været forelsket og aldrig haft sex. Helt fra barnsben har hun været lidt til en side og er altid blevet betragtet som mærkelig – af sine forældre, af sine lærere og af sine klassekammerater.

Hun lærer som helt lille skolepige hurtigt, at for at blive accepteret i samfundet skal man tale og handle på bestemte måder efter bestemte regler. Hun kan bare ikke gennemskue, hvad disse regler er.

Hun forstår for eksempel ikke, heller ikke i retrospekt som voksen, hvorfor alle omkring hende bliver så chokerede, da hun som pige i første klasse handler resolut, da to drenge er oppe at slås i skolegården, og alle råber “Stop dem!” uden at nogen gør noget, mens lille Keiko henter en skovl og slår den ene af drengene hårdt i hovedet med den. Holdt drengene da ikke op med at slås, sådan som alle ønskede?

Sayaka Murata (f. 1979). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Keikos håndteringsstrategi er at trække sig ind i sig selv, aldrig sige noget eller gøre noget, som hun ikke er instrueret præcist i.

Hun går i skole og på universitetet og tager sine eksamener, fordi det forventes af hendes bekymrede, men i øvrigt overbærende og kærlige forældre. Men først da hun får job som løsarbejder i en døgnkiosk (en 7Eleven-lignende butik), finder hun sin rette hylde.

I døgnkiosken anviser medarbejdermanualen detaljeret, hvordan hun som medarbejder i enhver tænkelig situation skal tale og handle.

Når hun trækker i medarbejderuniformen, er hun ikke længere et mislykket menneske, som ikke kan finde ud at leve op til omverdenens forventninger, og som verden omkring hende ikke kan finde ud af at forholde sig til. I medarbejderuniformen er hun derimod den perfekte døgnkioskmedarbejder – og hun begynder selv at regne sin “ægte” fødselsdag fra den dag, hun blev ansat i døgnkiosken.

Jeg kunne høre døgnkiosken tale til mig. Den fortalte mig, hvad den ville have, og hvordan det skulle være, så jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.

Efter atten år i kiosken stiger presset fra omverdenen imidlertid for, at hun skal blive “kureret” og begynde at leve et normalt liv lige som alle andre. Det vil sige, at hun skal blive gift og få børn – eller i det mindste få sig et rigtigt arbejde, der passer til hendes alder.

Historien henter sin charme fra at være fortalt af Keiko selv. Via Keikos på sin vis naive og uforstående, men samtidig meget observante blik og hendes indre dialog får Sayaka Murata sagt ikke så lidt om normer og fordomme i det japanske samfund i dag – og om menneskelige relationer i almindelighed.

Fortællingen rummer antydninger af en mørk, underliggende farlighed i Keikos personlighed. Som her, hvor hun er på besøg hos søsteren, der er nybagt mor:

Den lille begyndte at græde. Min søster skyndte sig hen og tog ham op for at trøste ham. Sikke meget besvær hun gør sig, tænkte jeg og kiggede over på bordet, hvor den lille kniv lå, som vi havde skåret kagen over med. Det ville være så let at få ham til at tie stille.

Det bliver dog ikke til så meget med det farlige. I sidste ende foretrækker Sayaka Murata at holde sig inden for rammerne af feelgood-genren. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at historien har et uforløst potentiale. Det kunne jeg godt tænke mig at se Sayaka Murata udfolde i fremtiden.

Som den står, er Døgnkioskmennesket en sød, lille, charmerende sag. Men den er særdeles velskrevet (her i Mette Holms oversættelse til dansk) og letlæst. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så gjorde det mig temmelig meget mere fornøjet at besøge Sayaka Muratas døgnkiosk end at være i klassisk, japansk dukketeater med Junichiro Tanizaki (uagtet sidstnævntes klassikerstatus og åbenlyse litterære kvaliteter i øvrigt).

Tak til Søren S. for anbefalingen, som hermed gives videre. Døgnkioskmennesket er perfekt sommerstrandlæsning.

Og så lukker jeg ned for det japanske tema i denne omgang. Jeg har ikke flere japanske bøger på hylden, så nu skal vi videre til noget helt andet.

K's vurdering: