Modernitet og tradition brydes i Junichiro Tanizakis klassiker fyldt med japansk dukketeater, geishaer, raslende silkekimoner og tavst ægteskabsdrama.

Jeg er stadig i gang med det japanske læsetema, som jeg – uden at have planlagt det på forhånd – udfolder i disse dage. Hertil hører selvfølgelig også Junichiro Tanizaki (1886-1965), som ved siden af Yasunari Kawabata er en at Japans mest anerkendte forfattere fra første halvdel af det 20. århundrede. Some Prefer Nettles (opr. 1955) er det første, jeg læser af ham.

Historien udspiller sig primært i Tokyo i 1920’erne. Kaname lever i et glædesløst ægteskab med sin kone Misako. Det er flere år siden, at de holdt op med at sove sammen, og efter deres fælles overenskomst har Misako taget en elsker, som hun også planlægger at gifte sig med.

De har i et par år på moderne vis været enige om, at de skal skilles, men de er på den anden side samtidig fanget af tidens normer og deres egen frygt for fremtiden, og ingen af dem tør derfor tage det afgørende skridt og erklære – over for verden, over for deres fælles søn, over for hinanden eller for så vidt over for sig selv – at det er nu, det skal ske.

Junichiro Tanizaki (1886-1965)

Romanen er fortalt overvejende fra Kanames perspektiv. Dens styrke er hans indre dialog, hans evindelige usikkerhed og ubeslutsomhed. Dels i forhold til den stiltiende besluttede, men ikke eksekverede skilsmisse fra Misako. Men i bredere forstand også i forhold til hans oplevelse af at være splittet med tradition og modernitet, mellem det klassiske Japan og indflydelsen fra det moderne Europa og USA.

Kaname er som udgangspunkt en moderne fremskridtets mand, og modernitet er lig med vestlighed. Men i løbet af romanen drages han mere og mere mod den japanske tradition – som et slags tilflugtssted for den grundlæggende tristhed, der mere end noget andet opfylder ham.

Det traditionelle Japan inkarneres i romanen især af det rituelle, klassiske, japanske dukketeater i Osakatraditionen, som Kaname til sin egen overraskelse pludselig begynder at kunne se en skønhed i. Men også af svigerfarens unge, dukkelignende elskerinde, geishaen.

En god del af Kanames tvivl og overvejelser romanen igennem går således med at overveje, hvilken type kvinde, han egentlig søger. I første del af bogen giver han i en samtale med sin fætter (hvis tidligere kone endnu tidligere arbejdede som geisha) udtryk for, at hans præferencer går mest i retning af den moderne, frigjorte kvinde:

I wouldn’t consider marrying a woman who’s actually been a professional. I’ve never taken to geisha. What I have in mind is a smart, intelligent, modern woman with something of the courtesan in her.

Senere hen – under indtryk af sin fascination af svigerfarens servile, dukkelignende elskerinde – bevæger hans tanker sig i andre baner:

A sensitive woman, a woman with ideas, can only get more troublesome and less likeable with the years. Surely, then, one does better to fall in love with the sort of woman one can cherish as a doll.

Det er romanens store styrke, at Junichiro Tanizaki ikke afgør for læseren, hvad alle disse plagsomme overvejelser ender med. Oplevelse af en splittelse mellem tradition og modernitet og mellem øst og vest er et altdominerende tema i romanen, men hvis der er nogen konklusion, så er det, at ingen af delene findes andre steder end i vores hoveder.

Som det måske allerede fremgår af ovenstående, skal man som læser bære over med kønsopfattelser, der ligger langt fra det 21. århundredes Danmark. Kaname og Misako portrætteres som et vældigt moderne ægtepar, al den stund at han er indstillet på at lade hende “gå fri” og gifte sig med en anden mand, som hun indtil da ses amourøst med. Han er en vældig tolerant fyr i det stykke, må man forstå.

At Kamane så samtidigt jævnligt frekventerer prostituerede, er der ingen, der stiller spørgsmålstegn ved (undtagen måske ham selv). Det er ikke noget, han behøver sin kones tilladelse til. Og det nærmeste, Kaname kommer på at ses med en “moderne kvinde med ideer” (ud over den kvinde, han vil skilles fra) er en polsk prostitueret, der for ham imidlertid primært inkarnerer det eksotiske ved en fremmed (vestlig) kvinde.

Men her skal vi selvfølgelig huske, at romanen er skrevet i 1950’erne og udspiller sig i 1920’ernes Japan, omtrent 100 år fra nu. Og det tjener til Junichiro Tanizakis ære, at han i højere grad udstiller den nævnte dobbeltmoralskhed, end han sanktionerer den.

Det hele er fortalt i en stemning af næsten lydløst glidende, japanske skydedøre og sagte raslen af silkekimonoer. Og så selvfølgelig dukketeater.Det er meget fint og nænsomt og følsomt skrevet. Men – tør jeg skrive det – også en lille smule langtrukkent …

Jeg havde ærlig talt svært ved at fastholde interessen for det ægteskabelige drama – for slet ikke at tale om scenerne fra dukketeatret (note til mig selv: hvis du kommer til Japan, så undgå klassisk dukketeater i Osaka-stilen).

Ikke desto mindre, så tror jeg ikke, at Some Prefer Nettles bliver mit sidste møde med Junichiro Tanizaki. Han skriver i et så smukt sprog og med en sådan tvetydig finfølelse, at det trods alt kalder på mere.

Måske havde romanen også fortjent at blive læst under andre rammer end i en solstol ved stranden. Det kan ikke afvises, så jeg afskriver ikke Junichiro Tanizaki. Bedømt på de “objektive” litterære kvaliteter, hvis en sådan standard findes, kunne Some Prefer Nettles have fortjent flere stjerner, men min vurdering her på siden afspejler nu engang min personlige læseoplevelse, og den var lidt tung her i sommersolen.

Udfoldelsen af temaet om japansk tradition versus modernitet i en lidt sørgmodig, længselsfuld tonart har Junichiro Tanizaki i Some Prefer Nettles til fælles med Yasunari Kawabata i The Master of Go, som jeg læste forleden. Tanizaki er på sin vis mere moderne i sin tvetydighed end Kawabata, der toner lidt mere rent nostalgisk flag.

Alligevel kunne jeg bedre lide Kawabata, samtidig med at jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor. Den på ingen måde litterære reflektion over min smag er, at det måske slet og ret har at gøre med, at Kawabatas go-spil med dets martialske konnotationer bare er mere sejt end Tanizakis lidt fesne dukketeater …

• Lignende indlæg
• Vintage

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket

Yasunari Kawabata: The Master of Go

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Ismail Kadaré: Three Elegies for Kosovo

Mohammed Hanif: A Case of Exploding Mangoes

J. M. Coetzee: Waiting for the Barbarians

Caryl Phillips: The Final Passage