Yasunari Kawabata: Thousand Cranes

Den traditionelle, japanske teceremoni spiller en hovedrolle i dette mesterligt underspillede erotiske trekants- eller måske snarere sekskantsdrama.

Jeg er umådeligt tilfreds og tryg ved, at der står endnu tre romaner og en samling af noveller af den japanske mesterforfatter Yasunari Kawabati (1899-1972) i min reol. For Thousand Cranes har kun givet mig appetit på mere.

Thousand Cranes (opr. 1952) hører til blandt nobelpristageren Kawabatas mest berømte romaner – sammen med Snow Country (opr. 1948). Og det er en fortjent klassiker.

Romanen begynder, hvor Kikuji, en mand i trediverne, hvis forældre begge er døde inden for de seneste år, møder frem til en teceremoni på invitation af en af hans afdøde fars tidlige elskerinder, Chikako. Teceremonien er samtidig et forsøg fra farens tidligere elskerinde på at arrangere et bryllup mellem sønnen og en ung kvinde.

Tilstede er imidlertid også en anden af farens tidligere elskerinder, enken fru Ota, og dennes datter. Fru Ota var farens elskerinde efter Chikako, og han holdt ved hende til det sidste. Chikako nærer derfor en sygelig jalousi til fru Ota, og hendes forsøg på at agere giftekniv for Kukijo kan vi kun fortolke som et forsøg på – selv efter farens død – at hævde sig selv som en afgørende person i farens liv.

Kikuji er romanens protagonist, men dens egentlige hovedperson er i virkeligheden hans afdøde far. Romanpersonernes forhold til faren er omdrejningspunktet for deres indbyrdes relationer, og farens skygge er til stede gennem hele romanen – som den mand, kvinderne omkring Kikuji elskede, og som Kikuji uden at søge det, men på den anden side heller ikke uvilligt, indtræder som stedfortræder for.

For mens Kikuji ikke er uindtaget i pige med tørklædet med de tusind traner-mønsteret, som farens første elskerinde, Chikako, forsøger at få ham gift med, så indleder han alligevel et erotisk forhold til fru Ota, hans fars senere elskerinde. Og jeg røber ikke for meget ved at afsløre, at han siden hen også fatter interesse for fru Otas datter.

Lyder det vældigt komplekst og forvirrende? Det er det egentlig ikke, når man læser romanen. Ikke forvirrende, ihvertfald, men de følelsesmæssige relationer er så afgjort komplekse.

Man kunne kalde Thousand Cranes en kærlighedshistorie, men kærligheden vedrører egentlig kun Kikujis afdøde far. Set fra protagonisten Kikujis synspunkt er der snarere tale om et erotisk drama, som nok så meget handler om hans og de øvrige centrale personers forhold til faren.

Husarerne skal dog neddæmpe forventningerne. Kawabata er antydningernes mester, og de mest intense, erotiske øjeblikke udspiller sig i form af næsten-berøringer og nedslåede blikke.

I den sammenhæng spiller den traditionelle teceremoni en hovedrolle. Kikujis far samlede på antikke tekopper, og håndteringen af dem indgår som nøgleelementer i udfoldelsen af romanpersonernes forhold.

Kikuji could not bring himself to say that the Shino bowl was like her mother. But the two bowls before them were like the souls of his father and her mother.
The tea bowls, three or four hundred years old, were sound and healthy, and they called up no morbid thoughts. Life seemed to stretch taut over them, however, in a way that was almost sensual.
Seing his father and Fumiko’s mother in the bowls, Kikuji felt that they had raised two beautiful ghosts and placed them side by side.

Kawabatas stil er udpræget minimalistisk. Det væsentligste sker mellem linjerne og ordene, og dét er i høj grad kilden til min fascination. Der er store følelser i spil overalt i romanen, men samtidig er stemningen præget af en ro og stilhed, der kun får de følelsesmæssigt dramatiske begivenheder til at stå tydeligere frem.

Romanen foreligger også på dansk som De tusind traner (ved Karina Windfeld-Hansen, Hasselbalch 1966), som nu om stunder vist kun fås antikvarisk eller på biblioteket. Så vidt jeg kan se af bibliotekets oplysninger er den danske udgave dog oversat via en tysk oversættelse. På den baggrund foretrak jeg at læse den engelske udgave ved Edward G. Seidensticker, der er oversat direkte fra den japanske original.

Opdatering pr. 24-02-2026: Tusind traner udkom i september 2025 i en ny dansk oversættelse ved Hanne Arnold på forlaget Hoff & Poulsen. Jeg kunne godt finde på at genlæse romanen i denne udgave på et tidspunkt.

K's vurdering: