Anna Kavan: Is

”Jeg var blevet usikker på virkelighedens natur, hvad angik både mine omgivelser og mit eget indre. Intet af det, jeg så, havde nogen substans, det hele var gjort af tåge og nylon, der var intet inde bagved.”

Således skriver jeg-fortælleren et sted i Anna Kavans hovedværk fra 1967, Ice, som udkom på dansk tidligere på året. Og sådan kan læseren også få det med romanen undervejs i læsningen.

Jeg tillader mig at antage, at jeg ikke er den eneste danske læser, for hvem den britiske forfatter Anna Kavan, født Helen Emily Woods (1901-1968), var et ret ukendt navn indtil tidligere i år, hvor forlagene Sidste Århundrede og Baggaardsbaroner gik sammen om at udgive Kavans Is i Lasse Skjold Bertelsens flydende oversættelse (i forlængelse af forlaget Demontes udgivelse af Kavans novellesamling En skinnende grøn mark (opr. 1958) i 2023).

Og der skal lyde et tak til forlagene for de initiativer, for Kavan er uomgængeligt et interessant bekendtskab, om end hun nok ikke ligefrem er for alle, måske heller ikke for mig.

Is er en temmelig syret sag, som ikke er så nem at sætte på formel. På bogens bagklap er science fiction-forfatteren Brian Aldiss citeret for at kalde Kaven for “de Quinceys arvtager og Kafkas søster,” og det er ikke helt skævt.

Kavan var således inspireret af blandt andre Kafka, og stemningen i Is kan meget rammende betegnes som netop kafkask. Stemningsmæssigt bragte den for mig især Kafkas roman Slottet i hu – men også den groteske novelle I straffekolonien. Personligt fik jeg også stemningsmæssige associationer til den noget yngre, uruguayanske Mario Levrero (1940-2004), for dem, der har dén reference.

Kavan er dog et større syrehoved end de nævnte, selv end Levrero.

Romanen foregår i en verden på vej mod undergang. Muligvis på grund af nogle atomvåbensprængninger ved polerne er jordens klima blevet ustabilt, temperaturerne falder, og gigantiske ismasser spreder sig fra polerne med fare for til sidst at ville omslutte hele kloden.

Fortvivlet så hun sig omkring. Hun var fuldkommen omgivet af de vældige isvægge, der blev gjort smeltende ved eksplosioner af blændende lys, så de bevægede og forandrede sig i en uophørlig smeltende bevægelse, skred frem i rivende strømme af is, med laviner så store som oceaner, og oversvømmede den dødsdømte verden overalt.

Verdens undergang er imidlertid kun staffage for romanens egentlige omdrejningspunkt, som består i en unavngiven jeg-fortællers evindelige jagt på en mystisk, skrøbelig, smuk, ung kvinde med langt, sølvfarvet hår, gennem hele bogen kun omtalt som “pigen.”

Fortælleren søger hende på tværs af forskellige byer, lande og kontinenter, til søs, i bil, med helikopter, til hest. Igen og igen finder han hende, igen og igen undviger hun ham. Gang på gang – og på vidt forskellige steder finder han hende på mystisk vis i hænderne på en vis sadistisk kommandant, som udøver en besynderlig magt over hende.

Romanen er gennemgående fortalt i førsteperson fra jeg-fortællerens perspektiv, men ind i mellem glider perspektivet ikke desto mindre ubesværet over til en alvidende fortæller, som synes at vide alt om pigens færden.

Pigen bliver igen og igen udsat for forskellige former for psykisk og fysisk ydmygelse. Hun bliver sågar slået ihjel igen og igen: Kastet ud fra en klippe som ofring til en drage i havet. Dræbt og mishandlet af hærgende middelaldersoldater. Skudt med pistol på et hotelværelse. Knust af is. I næste afsnit er hun uden yderligere forklaring imidlertid i live igen.

Imens går verden under: Ismasserne nærmer sig, verdens befolkninger går i krig med hinanden – tilsyndeladende til alle tider: Det ene øjeblik synes fortællingen at udspille sig i middelalderen, hvor krige udkæmpes til hest med sværd og lanser. Det næste øjeblik flyves fortælleren bort i en helikopter. For siden at gøre tjeneste som lejesoldat et sted i Afrika. Og i næste nu laver han radioprogrammer for verdensfreden.

Og i perioder afløses krigsførelsen af en paradoksal feststemning, idet hele verden bestemmer sig for at lukke øjnene for den uafvendelige katastrofe og i stedet feste sig igennem den i parader, karnevaller, optog og baller – som det spillende orkester, der går ned med Titanic:

At tale om katastrofen var en lovovertrædelse under de nye bestemmelser. Loven foreskrev et liv i fornægtelse.

Man skal ikke ret langt ind i romanen, før det står klart, at Kavan på radikal vis har kappet fortøjningerne til den realistiske verden. Der er ganske vist en ydre handling, eller rettere sagt en hel masse ydre handlingsforløb, som imidlertid ikke giver nogen sammenhængende mening. Scenerne hænger ikke sammen, de glider kun sammen sprogligt – som i en drøm.

Det drømmeagtige, hallucinatoriske præg er markant bogen igennem. Ikke mærkeligt, at nogen har udlagt romanen som en allegori over Anna Kavans eget heroinmisbrug.

Et markant og gennemgående tema er også mænds undertvingelse af kvinder gennem vold og seksualitet (heldigvis dog uden at bogen er plaget af meget eksplicitte scener af den art). Både fortælleren og kommandanten synes således kun at efterstræbe pigen med det sølverne hår for at underkaste hende deres magt og vilje (er de overhovedet to forskellige mænd eller blot to psykiske repræsentationer af den samme? begynder man ret tidligt i bogen at spørge sig selv).

Fortælleren vil på én gang beskytte pigen og udøve vold mod hende. I én af de scener, hvor han finder hende død og molestreret, synes hans beklagelser således ikke så meget at hidrøre fra de lidelser, hun har gennemgået, men fra dét, at det er andre end ham selv, der har påført hende dem og har brækket knoglerne i hendes fine underarme:

Jeg følte mig bedraget. Jeg og jeg alene skulle have brækket dem ømt og kærligt; jeg var den eneste, der havde lov til at påføre hende sår.

Denne psykopatiske dobbelthed i fortællerens efterstræbelse af pigen er i sig selv naturligvis ubehagelig og skræmmende – men det bliver ikke for alvor uhyggeligt på grund bogens surrealistiske og drømmeagtige præg, hvor den ene hæsblæsende og vilde scene afløser den næste, og derfor aldrig bliver rigtigt vedkommende.

Blandt nutidige læsere vil der givetvis også være dem, der læser Is som et dystopisk forvarsel om vor tids klimakatastrofe. Læst i sammenhæng forekommer det mig nu mere nærliggende, at isen, der i romanen gradvist overtager hele verden, primært skal forstås metaforisk som billede på fortællerens indre, psykologiske landskab, som gradvist, men uafvendeligt går under som følge af sin egen destruktive og fremmedgørende natur.

Rent sprogligt skriver Anna Kavan medrivende enkelt, her i Lasse Skjold Bertelsens fordanskning. Hendes evne til at lade den ene absurde scene næsten sømløst glide over i den næste, fuldstændig som de fleste af os kender det fra drømme, er mesterlig. Der er også mange enkeltscener, som virker besynderligt fascinerende i deres dunkelhed. Og særligt de sproglige billeder af de voldsomme, verdensødelæggende ismassers bevægelser er i sig selv utroligt flotte.

Men det blev for mærkeligt for mig. For grotesk, for plotløst, for hallucinatorisk. Absurditeterne blev mig for usammenhængende. Jeg bilder mig ellers ind, at jeg ikke er en af den slags læsere, der nødvendigvis kræver en sammenhæng og en forklaring på alting i et romanværk. Men der er grænser.

Jeg kunne have levet med formen i en kortroman på under 100 sider, men 260 sider i samme stil blev for meget. Jeg mistede interessen for pigen, for fortællerens og kommandantens interesse i hende og til sidst også for verdens undergang.

Jeg bliver i den forbindelse nødt til at deklarere, at jeg læste bogen ganske hurtigt. Det indbyder den sådan set også til, da den umiddelbart er skrevet i et enkelt og meget letlæseligt sprog, som på det nærmeste læser sig selv. Idet letlæseligt er noget ganske andet end letforståeligt.

Jeg må også indrømme, at jeg forfaldt til skrålæsning i de sidste kapitler, efterhånden som jeg mistede interesse for bogen.

Jeg kan på den baggrund selvfølgelig ikke fuldstændigt afvise, at jeg kunne have fået mere ud af bogen, hvis jeg havde dvælet lidt mere ved hver side, og anstrengt mine hjernevindinger lidt mere for at fravriste de enkelte scener eller bogen som helhed en mere sammenhængende mening via psykoanalytiske, dekonstruktivistiske eller andre fortolkningsstrategier. Men jeg tror det nu ikke. Jeg tror bare, at jeg ville have fået mere ondt i hovedet.

Så selv om romanen åbenlyst har kvaliteter, så faldt den ikke helt i min smag.

I smag faldt til gengæld i høj grad designet af den danske version af Is. Det er en grafisk og designmæssigt umanerligt lækker sag, holdt i støvet sort, isblåt og rødt med matchende isblåt farvede snit. Point til Onkel Hawaii fra Baggaardsbaroner for illustrationer, omslag og grafisk tilrettelæggelse.

K's vurdering: