Annette von Droste-Hülshof: Jødebøgen. En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen

Baronesse Anna Elisabeth Franziska Adolphine Wilhelmine Louise Maria von Droste zu Hülshoff (1797-1848), også kendt som Annette von Droste-Hülshof, ringer måske ikke klokker hos så mange danske læsere. Men i Tyskland er hun veletableret i den litterære kanon.

For mig selv var hun et helt nyt navn indtil Forlaget Ti Vilde Heste for en måned siden udgav en ny dansk oversættelse af kortromanen Jødebøgen med undertitlen En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen (opr. 1842). Forlaget Ti Vilde Heste var i øvrigt også et nyt forlagsnavn for mig – med skam at melde, da jeg kan se, at mikroforlaget har været på banen med udgivelser siden 2021.

Annette von Droste-Hülshof skrev først og fremmeste digte, men kortromanen Die Judenbüche er ikke desto mindre hendes mest berømte værk.

Bogen bygger på en virkelig begivenhed, et mord på en jødisk borger i en lille landsby i Westfalen i 1783. Man kan således kalde bogen en af historiens første true crime-romaner. Droste har dog – af hensyn til de efterladte, hvoraf nogle stadig var i live, da hun skrev bogen – ændret navne og flyttet handlingen til tyve år tidligere.

Annette von Droste-Hülshoff (1797-1848). Portræt malet af Johann Sprick, 1838.

I fortællingen hærges området omkring landsbyen af bander, der stjæler tømmer, og i det hele taget søger alle personer i landsbyen blot at mele deres egen kage. Der er ingen sympatiske personer i historien.

På et tidspunkt begås et mord, som i en vis forstand er fortællingens omdrejningspunkt, men det sker faktisk ret sent i bogen. Droste er meget mere optaget af at fortælle om baggrund og opvækst for den person, der måske/måske ikke er skyldig i mordet.

Jeg skal ikke afsløre, om mordet bliver afsløret, men jeg kan godt afsløre, at der undervejs optræder artefakter, hvis mulige forbindelse til intrigen aldrig bliver afklaret. Her således et eksempel på, hvor Droste også bliver moderne, idet hun som fortæller træder tilbage og reflekterer over, hvordan det må være at læse historien om en økse, hvorom det aldrig blev afklaret, om den var knyttet til en vis forbrydelse:

Øksen lå stadig tyve år efter som et unyttigt corpus delicti i retsarkivet, hvor den vel stadig ligger med sine rustpletter. I en opdigtet historie bør man ikke straffe læserens nysgerrighed på den måde, men da alt dette er sket i virkeligheden, kan jeg hverken gøre fra eller til.

Forlaget reklamerer på bagsiden af bogen for, at Droste – bl.a. andet med Jødebøgen – er en af de første, der peger på Tysklands i det slet skjulte voksende antisemitisme. Det er muligvis rigtigt, men det er kun i retrospekt og på baggrund af det følgende århundredes smertelige erfaringer med Holocaust, at det egentlig er relevant at benævne Jødebøgen som en bog om antisemitisme. Temaet er så afgjort er til stede – og ikke kun fordi, mordofferet i kriminalintrigen er jøde – men det er ikke dét, der gør bogen interessant i dag.

Hvad gør den så interessant? Tja, forleden fortalte jeg en god ven og begavet læser om, at jeg lige var gået i gang med denne bog, og efter beskrivelsen erklærede han, at det mest af alt lød som pligtlæsning. I situationen forsvarede jeg bogen (jeg var jo lige gået i gang med den, og man værner jo om sine små), men for at være helt ærlig:

Jødebøgen har først og fremmest litteraturhistorisk interesse. Det er ikke en banger, som man siger nu om stunder.

Sproget, her i Eva Botoftes nyoversættelse til dansk, er ganske vist overraskende friskt og ligetil for en snart to århundreder gammel tekst (bogen har været oversat til damask . Men det er ikke ligefrem en historie, man bliver grebet af. Ej heller af de sproglige finesser.

Til gengæld er bogen litteraturhistorisk interessant, især fordi den kan ses som pegende frem mod senere moderne litteratur, for så vidt den indeholder en flertydighed, der inddrager læseren som medfortolker af historien. Derudover gør Dorste brug af forskellige interessante – om end ikke unikke for 1800-tallets litteratur – greb, såsom f.eks. et markant dobbeltgængermotiv, vi også kender fra Fjodor M. Dostojevskij, H. C. Andersen og flere andre i tiden.

Og så er det en kort roman, der er hurtigt læst. Og det er jo i sig selv en anbefaling, hvis man har brug for at understøtte sin selvforståelse som litterært dannet menneske med noget klassisk, tysk nittenhundredetalslitteratur.

K's vurdering: