“I would prefer not to.” Sådan lyder den anæmiske skriverkarl Bartlebys svar på enhver anmodning, hans arbejdsgiver eller andre stiller ham overfor i Herman Melvilles pudseløjerlige og psykologisk foruroligende novelle fra 1853.

Og sådan ville mit svar også have lydt indtil for nylig, hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var interesseret i at læse noget mere af den fejrede gigant i amerikansk litteratur, Herman Melville (1819-1891). I would prefer not to. Jeg ville foretrække at lade være. Helst ikke.

Jeg havde således næsten forsvoret, at jeg skulle læse noget af Melville igen, efter at hans murstensroman Moby Dick (1851) nær havde taget livet af min lyst til at læse litteratur for nogle år siden. Den stadig står for mig som en af de kedeligste bøger, jeg nogensinde har tvunget mig selv til at læse, klassiker eller ej. Måske er jeg et offer for ignorantens arrogance, men hver gang jeg ser Melvilles monster af en hvalbog trone i toppen af lister over verdens bedste bøger nogensinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem, der har placeret den dér, sgu ikke kan have læst bogen selv, eller hvis de har, så ufrivilligt spiller med i Kejserens nye klæder. Ja, ja, den har mange kvaliteter, men den er og bliver først og fremmest kedelig.

Men tidligere i denne uge læste jeg så spanieren Enrique Vila-Matas’ pudsige essay-roman Bartleby & co. om dem, han kalder litteraturhistoriens bartlebier, skrivenægterne, forfatterne, der holdt op med at skrive (læs anmeldelsen her). Vila-Matas tager netop Melvilles historie om skriveren Bartleby som sit udgangspunkt, og det inspirerede mig alligevel til at gå til kilden. Bartleby, the Scrivener udmærker sig i modsætning til Moby Dick også ved kun at være en lang novelle eller kort roman, så den er ganske overkommelig at give sig i kast med.

Og jeg må tilstå, at jeg herefter må revurdere min hidtidige dom over Melville (men ikke over Moby Dick!). For Bartleby er ikke bare ganske overkommelig, den er også ganske god, faktisk virkelig god, en regulær fornøjelse.

Bartleby er en af de mere besynderlige personager i litteraturhistorien, men også én man bør unde sig selv at stifte bekendtskab med.

Historien fortælles af en unavngiven, aldrende advokat på et advokatkontor i Wall Street, New York, og udspiller sig i Melvilles samtid, midten af det 19 århundrede, hvor Wall Street allerede var ved at etablere sig som New Yorks finanscentrum. Advokaten har et par skrivere ansat, hvis hovedopgave er at kopiere juridiske dokumenter i hånden, og i starten af historien ansætter han en tredje, Bartleby. Bartleby viser sig i starten yderst effektiv, han kopierer samvittighedsfuldt fra tidlig morgen til sen aften uden at gøre væsen af sig.

Men alle opgaver udover at at kopiere dokumenter i ensomhed afviser den indadvendte Bartleby sagtmodigt, men definitivt. Uanset om han bliver bedt om at gå et ærinde eller bidrage til kontrollen af egne eller andres kopier, er svaret hver gang det samme:

I would prefer not to.

Og snart holder han også op med at skrive og tilbringer dagen på kontoret med at stå bag en skærm og kigge ind i væggen. Ethvert spørgsmål om arbejde eller om han vil fortælle, hvor han er født, om han har familie, om han vil spise eller noget som helst andet, får det samme svar: “I would prefer not to.”

Melvilles mærkelige, kafkaske (før Kafka) historie om Bartlebys passive modstand mod verden har været udsat for talrige fortolkninger i løbet af de mere end 150 år, siden den først blev udgivet.

En mulig tolkning er politisk (og støttes af, at historien har undertitlen A Story of Wall Street): Bartleby tager ikke imod penge; han afviser at indordne sig under og bidrage til den nye merkantile samfundsorden og dens regler; han frasiger sig enhver form for ambition og udgør dermed en kilde til bundløs forundring, frustration og foruroligelse for det samfund omkring ham, som bygger på forudsætninger om menneskenes ambitioner og evne og vilje til at indrette sig efter regler.

Men Bartlebys passive modstand stikker dybere og er mere radikal end som så: Han afviser at indgå i enhver form for social relation, og hans milde og høflige, men urokkelige modstand kan således tolkes som en afvisning af det menneskelige samfund som sådan – eller af verden i det hele taget.

Ikke at Bartleby har nogen særlige præferencer for at gøre noget andet eller være et andet sted. Han foretrækker bare at lade være med at engagere sig i noget, denne verden kan tilbyde. I sidste ende fører det ham frem mod selvdestruktion i form af stille henvisnen. Der er ikke noget med Carpe Diem her.

Bartleby er således snarere en tragisk end heroisk skikkelse. Men en skikkelse, som med sin stilfærdige insisteren ubevidst installerer det foruroligende spørgsmål hos fortælleren og dermed hos læseren, om Bartleby måske har en pointe? “Ah, Bartleby! Ah, humanity!”

Bartleby, the Scrivener er også oversat til dansk som Skriveren Bartleby, men har man mod på at læse Melvilles lidt gammeldags engelsk, så er det så absolut at anbefale. Melvilles sprog er formfuldendt og en ren nydelse. Man får lyst til læse bogen højt for sig selv for rigtigt at kunne smage på sætningerne.

Så kunne jeg finde på at læse flere af Melvilles kortere historier? I just might prefer to.

K's vurdering: