Jeg har altid været irriteret på fodnoter, både i faglitterære tekster, men da især i skønlitteratur (én af flere grunde til, at jeg ikke tror, jeg gider besværet med at læse David Foster Wallaces Infinite Jest). Der går sjældent noget galt, hvis man skriver efter den tommelfingerregel, at hvis noget ikke er vigtigt nok til at komme med i brødteksten, så skal det slet ikke med.

Enrique Vila-Matas vælger den omvendte vej: Han har droppet hovedteksten og har kun skrevet fodnoterne. Bartleby & co. udgøres således af i alt seksogfirs fodnoter til en tekst, der ikke er skrevet. Eller som den fiktive forfatter til fodnoterne udtrykker det: Fodnoter til en fantasmetekst, der er under “midlertidig suspension” i “Nægtelsens Litteraturhistorie”.

Bogens udgangspunkt og inspiration kommer fra Herman Melvilles novelle Skriveren Bartleby, som handler om en i udgangspunktet ellers dygtig og pligtopfyldende kontorist, en skriver og kopist på et advokatfirma, som på et tidspunkt imidlertid vælger at sige nej til verden ved altid at svare det samme, hvad enten man spørger ham, hvor han er født, om han vil påtage sig et stykke arbejde, eller om han vil fortælle noget om sig selv: “Helst ikke …”

Med denne Bartleby som forbillede sætter Enrique Vila-Matas’ fiktive forfatter til fodnoterne sig for – ikke at skrive en bog – men at samle eksempler fra litteraturens verden på det, han kalder “bartlebysyndromet”: Forfattere, der holdt op med at skrive (eller aldrig begyndte på det), selv om de kunne have skrevet stor litteratur.

Bogens fortæller er en (næsten) navnløs, ensom, pukkelrygget kontorist, som har simuleret en depression for at tage sygeorlov, så han kan opspore disse bartlebier. Fortælleren udgav efter eget udsagn for femogtyve år siden en lille roman om kærlighedens umulighed, men har ikke skrevet siden. Det vil sige, ikke før han med den foreliggende bog påbegynder denne serie af “fodnoter, der skal kommentere en tekst, der er usynlig, men ikke derfor uden eksistens.”

Der er her fra starten en implicit, men tydelig reference til Jorge Luis Borges, som i en fodnote til sin fantastiske historie om Biblioteket i Babel understreger, at “det er nok, at en bog er mulig for at eksistere. Kun den umulige kan udelukkes.”

Selve ideen om at skrive fodnoter til en usynlig tekst er faktisk også tyvstjålet fra Borges (som i prologen til novellesamlingen Fiktioner bekender, at han – “fornuftigere, dummere, dovnere” end andre, der i stedet har skrevet omfattende værker – har “foretrukket at fabrikere fodnoter over imaginære bøger”). Vila-Matas’ fortæller krediterer ganske vist ikke Borges for ideen, men jeg opfatter det nu ikke som plagiat, bare litterært koketteri – en del af ideen med Bartleby & co. er, at læseren selv skal opdage de litterære referencer, som bogen er fuld af (og som jeg fanger nogle af, mens givetvis en hel masse andre går hen over hovedet på mig, og fred være med det).

Fortælleren i Vila-Matas’ bog er som nævnt næsten navnløs: Et enkelt sted citeres hans veninde María Lima Mendes (én af bogens fiktive blandt mange virkelige forfattere, der afstod fra at skrive) dog for at at kalde ham Marcelo. Hvilket jeg ikke kan læse som andet end endnu en af talrige spøgefulde referencer til verdenslitteraturen, her til den ligeledes næsten navnløse fortæller i Marcel Prousts På sporet af den fortabte tid, som kun et enkelt sted eller to (ihvertfald indtil nu i min læsning, og jeg er i bind 9 ud af 13) tiltales af sin veninde som Marcel.

Bartleby & co. former sig som en blanding af dels fodnoter om disse virkelige og fiktive forfattere og deres forskellige måder at nægte at skrive (som har form af en slags små essays) og dels fortællerens egne dagbogsoptegnelser, hvori vi lærer noget om hans liv.

Som et af de mest sublime eksempler på Nægtelsens Kunst, altså dette at afstå fra at skrive og begrundelsen for det, kan nævnes den østrigske forfatter Hugo von Hofmannsthal, som i det såkaldte Chandos-brev (1902) lader (den fiktive) Lord Chandos skrive til sir Francis Bacon, at han er holdt op med at skrive, fordi ethvert objekt “hvert øjeblik pludselig for mig kan åbenbare en karakter så sublim og bevægende, at samtlige ord i verden er for fattige til at beskrive dem.” Ordene og dermed litteraturen må altså give fortabt overfor verden.

Blandt de mange andre forfattere i samlingen af “bartlebier” er navne som Robert Walser, Arthur Rimbaud, Marcel Duchamp, J. D. Salinger, Franz Kafka og – med et løseligt slag på tasken – op mod hundrede andre, hvoraf jeg aldrig før har hørt om de fleste.

Vila-Matas selv kan faktisk godt skrive (og har i øvrigt udgivet masser af bøger, selv om denne er den eneste, der er oversat til dansk), og han har også evner for at skrive en god historie. Det demonstrerer han især i de af noterne, som rummer den pukkelryggede, navnløse fortællers historie (og som er de bedste dele af bogen). Men også i en del af noterne om de mange forfattere, Vila-Matas trækker frem, gemmer der sig små fine historier og iagttagelser.

I lange stræk nød jeg således at læse disse noter. Når man først har indstillet sig på bogens form, så er den egentlig helt sjov og – i betragtning af de mange navne – overraskende let at læse. Temmelig mange af de 86 fodnoter fangede mig således faktisk ind i deres finurlighed, mens jeg læste dem. Men nu, dagen efter at have afsluttet bogen, er jeg allerede ved at glemme den.

For i sidste ende er finurligheden mig alligevel lidt for villet, for anstrengt, kunstlet. Og især: uden mening.

Ideen om den usynlige, ikke-tilstedeværende tekst fungerer ikke rigtig. Bogen lægger med sin grundidé op til, at man som læser skal blive nysgerrig efter i tankerne at konstruere den ikke-tilstedeværende, ikke-skrevne tekst, som den foreliggende bog prætenderer at være fodnoter til. Altså løbende stille sig spørgsmålet: Hvis den usynlige tekst havde været skrevet eller ville blive skrevet, hvad ville den så egentlig handle om?

Problemet er, at man som læser ret hurtigt mister interessen for denne “usynlige tekst.” Den er der tydeligvis ikke, heller ikke i usynlig form. Det er så muligvis en pointe, javel, men ikke en særlig interessant én. Vila-Matas’ bog er slet og ret en serie kun løst disponerede noter om forskellige forfattere, der af den ene eller anden grund holdt op med at skrive, iblandet en lille historie om en pukkelrygget kafkask – eller melvillesk – særling.

Det er pudsigt nok, men så heller ikke mere.

Mange af de omtalte forfatteres “nej” til at skrive er i øvrigt ikke særlig interessante. De holdt bare op med at skrive af en mængde forskellige grunde: de mistede inspirationen, de gik i druk, de fik andre interesser. Kun ganske få af dem synes reelt at opfylde kriteriet for det radikale nej.

Der er en hel del Borges-wannabe over Enrique Vila-Matas i denne bog. Men han er ikke Borges, og skulle jeg vælge om, havde jeg nok hellere læst, eventuelt genlæst, noget mere af Borges. Faktisk har jeg således inspireret netop siddet og bladret lidt rundt i nogle af Borges’ noveller og essays, og jeg bliver helt høj over, hvor god han er. Det er heller ikke altid nemt at finde meningen med Borges’ tekster, men han kan til gengæld noget helt andet, nemlig trænge ind i læserens hjerne, gøre noget foruroligende ubestemmeligt ved den og blive inde i den. Det kan Vila-Matas ikke.

Til gengæld har Vila-Matas inspireret mig til at anskaffe mig Melvilles Bartleby, The Scrivener. Den går jeg i gang med om lidt. Det vil så vise sig, om jeg skylder ham tak for dét.

K's vurdering: