Jeg har altid været irriteret på fodnoter, både i faglitterære tekster, men da især i skønlitteratur (én af flere grunde til, at jeg ikke tror, jeg gider besværet med at læse David Foster Wallaces Infinite Jest). Der går sjældent noget galt, hvis man skriver efter den tommelfingerregel, at hvis noget ikke er vigtigt nok til at komme med i brødteksten, så skal det slet ikke med.

Enrique Vila-Matas vælger den omvendte vej: Han har droppet hovedteksten og har kun skrevet fodnoterne. Bartleby & co. udgøres således af i alt seksogfirs fodnoter til en tekst, der ikke er skrevet. Eller som den fiktive forfatter til fodnoterne udtrykker det: Fodnoter til en fantasmetekst, der er under “midlertidig suspension” i “Nægtelsens Litteraturhistorie”. >> Læs videre