Jenny Erpenbeck: Kairos

Raffineret komponeret og virkelig stærk roman om DDR’s sidste år set “indefra,” det vil sige set fra perspektivet af levende mennesker i Østberlin. Spundet ind i en lidenskabelig kærlighedshistorie, der dog for min skyld godt kunne have været kortet lidt ned.

Kairos (opr. 2021, da. 2024) af tyske Jenny Erpenbeck har vundet meget hæder, herunder i den danske oversættelse ved Andreas Fehlauer, og det er velfortjent.

Romanen fortæller den lidenskabelige og tragiske kærlighedshistorie om to mennesker, der møder hinanden ved et tilfælde på Berlin Alexanderplatz i det daværende Østberlin i 1986 og indleder en intens kærlighedsaffære. Den nittenårige Katharina, som ved romanens begyndelse er i lære som typograf, og den 34 år ældre Hans, forfatter, medarbejder ved statsradioen, gift og far til en syttenårig dreng.

Samtidig er romanen et portræt af DDR’s sidste dage fra romanens begyndelse i 1986 over murens fald i november 1989 og til de første år i det nye, genforenede Tyskland.

Og jeg skal advare om visse spoilers, for hvis jeg på nogen måde skal begrunde min vurdering af bogen, så bliver jeg nødt til at afsløre noget om, hvordan det i store træk går med Hans og Katharinas forhold. Jeg afslører dog mindre end bogens bagsidetekst faktisk gør, men nu er du for en ordens skyld advaret.

Læst som et vidnesbyrd om den levede verden i Østberlin i tiden op til og umiddelbart efter Berlinmurens fald i november 1989.

Det er også en stærk – og stærkt foruroligende – kærlighedshistorie, som gennemspiller en række af kærlighedslivets mulige og modsigelsesfyldte facetter. Fra boblende forelskelse og lidenskabeligt erotisk begær over blindende besættelse, følelsesmæssig indespærring, psykisk og fysisk dominansudøvelse til sygelig jalousi og (selv)destruktiv hævntørst mv.

Selve den lidenskabelige kærlighedshistorie fylder meget i romanen, og også for meget efter min smag. Men lad mig ile med at understrege, at her er der vitterligt tale om personligt smagsdommeri, som bunder i, at jeg som regel ikke finder kærlighedsromaner vældig interessante i sig selv.

Og faktisk er kærlighedshistorien i Kairos så stærkt fortalt, at selv jeg blev indfanget. For en stund. Men som siderne blev vendt, blev jeg også lidt utålmodig med dén del af romanen.

Især den anden del af parrets kærlighedshistorie, hvor Hans viser sig fra sin mest usympatiske, utilgivende, dominerende, indespærrende, hykleriske og i bund og grund selvbedragende side, blev mig for lang. Som læser er det virkelig svært at forstå, hvorfor den unge kvinde, der burde have livet for sig, bliver hængende ved den gamle egoistiske idiot, som tydeligvis er ødelæggende for hendes liv.

Men når jeg blev utålmodig med del, er det retfærdigvis måske også, fordi romanen faktisk er ret effektiv i det stykke: Det er givetvis Erpenbecks intention, at vi som læsere skal blive desperat utålmodige, og at det skal være svært at forstå, hvorfor den unge begavede kvinde, der kunne have livet for sig, bliver hængende ved den gamle nar, uanset hvor intellektuel og finkulturelt dannet har er (den slags kan man tillade sig at skrive, når man selv er endnu ældre). Men alligevel.

Måden, hvorpå kærlighedsdramaet udfolder sig, skal formentlig også delvist forklares i romanens kompositoriske idé: De to spor i romanen, Hans og Katharinas kærlighedshistorie og historiens om DDRs endeligt, er ikke uafhængige. De spejler og supplerer hinanden, og fra en kompositorisk betragtning gør de det ret flot.

Ikke i den forstand, at Katharina og Hans’ kærlighedshistorie slet og ret er at læse som en allegori over eller kommentar til Murens fald. Det kunne let være blevet plat og fladt. Kærlighedshistorien har sit eget liv og sin egen puls i romanen. Men den resonerer med den politiske udvikling i verden omkring dem.

Én mulig – men også lidt vel rigid – tolkning er at læse Hans som billedet på den gamle DDR-stat. Han er socialisten, der var søn af en nazist, født samme år som Hitler blev rigskansler, men senere smed sin Hitler Jugend-uniform væk (selv om det egentlig ikke var ham selv, men hans forældre, der gjorde det, og først, da krigen var ved at være tabt) og senere aktivt tilvalgte den “virkeliggjorte demokratiske socialisme” og flyttede til DDR af egen fri vilje.

Katharina derimod kan ses som billedet på den unge østtyske generation, som aldrig har kendt andet end DDR-staten og egentlig gerne vil elske sit land, men også har en udlængsel, en frihedstrang og – mere prosaisk – gerne vil kunne købe billige jeans og andet smart tøj.

Katharina og Hans bliver i løbet af romanen i stigende grad fremmede for hinanden, ligesom den unge østtyske generation og DDR-staten med dens stivnede paroler, dens autoritære besiddertrang over for sine egne borgere, deres liv og sågar deres inderste tanker.

Hans og Katharinas forhold ødelægger dem begge. Måske kan Katharina komme videre, men for altid forslået og skuffet. Lidt ligesom “die Ossies” i det nye forenede Tyskland …

Og nu er det lige før, at jeg i begejstring over romanens flotte komposition får lyst til at rette min samlede vurdering til fem stjerner. Men det gør jeg ikke. Der er ganske vist solid litterær bund i Erpenbecks fortælling om afslutningen på DDR som stat og livsform, og hun skriver fremragende (og her skal også lyde applaus til Andreas Fehlauers fordanskning). Men jeg står fast på, at kærlighedshistorien om Katharina og Hans er alt for langstrakt, og det trækker samlet set romanen ned på fire stjerner.

Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale bogen varmt. Og det skal heller ikke forhindre mig i at læse mere Erpenbeck.

K's vurdering: