Eugen Ruge: I tider med aftagende lys

Min bedste anbefaling uden forbehold: En slet og ret mesterlig roman om levende mennesker i DDR’s historie og Tyskland i dag. Fortalt i knap og spændstig, letlæst prosa med stor indlevelse. Jeg kan næsten ikke få armene ned – det er bare så godt, det her!

I tider med aftagende lys er en glimtvis fortalt slægtsroman om en familie i fire generationer. På én gang en serie af indlevede, troværdige personskildringer og et portræt af DDR’s historie.

Romanen fortælles i 20 kapitler, som springer frem og tilbage i tid i perioden 1952 til 2001 med to tilbagevendende omdrejningspunkter: Den 1. oktober 1989 (familiens gamle nestor Wilhelms 90 års fødselsdag, som også er dagen, hvor Wilhelms rodløse barnebarn Alexander flygter til vesten via hullet i Ungarn) og året 2001 (hvor Alexander flygter fra det hele igen med en kræftdiagnose og en planløs plan om at opsøge det Mexico, hvor bedsteforældrene ifølge familie- og partimyten i 1950’erne lagde grunden til til familiens status i det hedengange DDR).

Hvert kapitel i romanen fortælles fra perspektivet af et skiftende medlem af familien, og dét, der gør Eugen Ruges roman særligt overbevisende, er, at han lader alle personer i slægten komme til orde på deres egne præmisser uden at dømme dem: Den ældste generation Wilhelm og Charlotte, som begge er overbeviste og idealistiske DDR-socialister fra den nye stats spæde start, og som kæmper til det sidste for at fastholde drømmen, fordi de ikke kan andet – på trods af blandt andet Charlottes kampe mod kønschauvinisme. Sønnen Kurt, der bliver en af DDR’s officielle og ideologiske historieskrivere – på trods af sin egen fortid som sovjetisk Gulagfange sammen med sin bror, som ikke overlevede. Kurts russiske semi-alkoholiske kone, der aldrig bliver rigtig accepteret i familien. Deres søn Alexander, der er splittet mellem på den ene side sin families socialistisk-idealistiske fortid og på den anden side den nye tid, hvor sprækkerne mod vesten bliver større og større.  Og endelig Alexanders søn Markus, der vokser op som Ossie i perioden omkring murens fald.

For hver generation blegner drømmen om den “virkeligt eksisterende socialisme” i DDR for til sidst at ende i rodløs nihilisme i stoffer på diskotekerne i det nye Østberlin.

Eugen Ruge veksler overbevisende sin skrivestil fra kapitel til kapitel med personperspektivet: Fra den femårige drengs naivistiske, søgende og undrende verdensbillede og tilhørende simple vokabular, over de midaldrendes mere eller mindre reflekterende sprogbrug fra hvert deres perspektiv, til den russiske præsenile gammelmors let forvirrede, rablende tankestrøm. Det er med til at gøre alle personskildringerne meget overbevisende. Svagest og mest farveløs står pudsigt nok – eller måske naturligt nok (?) – omdrejningsfiguren Alexander, som generationsmæssigt er på alder med Eugen Ruge selv.

Eugen Ruges litterære teknik med at lade forskellige personer fortælle de samme kritiske scener fra hvert deres perspektiv kender vi fra William Faulkner, og den er her på fornemste vis opdateret til indledningen af det 21. århundrede.Det er virkelig flot gjort.

Konklusion: Læs den, læs den, læs den!

K's vurdering: