K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Batzer & co.

Robert Walser: Spadsereturen

Af ,
Skriv en kommentar

“Den spadserende ledsages altid af noget sælsomt, tankevækkende og fantastisk, og han ville være dum hvis han ikke lagde mærke til dette fænomen eller ligefrem stødte det fra sig; men det gør han ikke; han hilser tværtimod alle disse sære og besynderlige forekomster velkommen, slutter i sin begejstring venskab med dem, forbrødrer sig med dem, forvandler dem til håndgribelige verdener, giver dem en krop og sjæl ligesom de på deres side giver ham en krop og sjæl.”

Citatet skyldes den unavngivne fortæller i Robert Walsers novelle, Spadsereturen (opr. 1917, da. 2025), og indgår som element i fortællerens lange mundtlige redegørelse over for en embedsmand på det lokale skattekontor i et forsøg på at unddrage sig en skatteforhøjelse ved at forklare sit erhverv som forfatter og betydningen herfor af tilsyneladende hensigtsløse spadsereture. >> Læs videre

Judith Hermann: Hjem

Af ,
2 kommentarer

Hvis man lige har brug for at læse noget, der med sikkerhed er godt, så er det godt at have en bog af Judith Hermann ved hånden. Hun har endnu ikke sveget mig og gør det heller ikke her i romanen Hjem.

Hjem (ty. Daheim) er Judith Hermanns anden roman (den første var Al kærligheds begyndelse (opr. 2014, da. 2016), som jeg endnu har til gode). Hermann er ellers mest kendt for sine noveller – og bedømt på Hjem, så er det også novelleformen, der passer hende bedst. Den form mestrer hun til gengæld også på et niveau, som er svært at overgå, hvilket jeg har haft lejlighed til at falde i svime over ved flere lejligheder her på siden. >> Læs videre

Jon Fosse: Det er Ales

Af ,
Skriv en kommentar

Jon Fosse skriver her – som altid – i et musikalt, messende sprog, du som læser kan læne dig ind i som i en tryg favn, der blidt vugger dig, ikke i søvn, men ind i en verden, hvor nutid og fortid går i ét forbundet af stemninger og erindringsbilleder, hvor alting på én gang foregår langsomt og roligt, men samtidig udløser hjertebanken og intens knugen i maven og halsen.

Med andre ord: Fosse har gjort det igen, var jeg lige ved at sige, men så rettede jeg mig selv til: Fosse gjorde det altså også allerede for 21 år siden og har så gjort det igen og igen lige siden. For den nyeste Fosse-udgivelse på dansk, som Batzer & Co. udsendte i sidste måned i oversættelse ved altid gode Karsten Sand Iversen, stammer nemlig oprindeligt fra 2003 og er således kun ny for danske læsere. >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller

Af ,
Skriv en kommentar

Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.

Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel. >> Læs videre

Miguel de Unamuno: Tåge

Af ,
Skriv en kommentar

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk. >> Læs videre

Jon Fosse: Hvidhed

Af ,
Skriv en kommentar

I Jon Fosses seneste, korte fortælling, Hvidhed, viser den norske mesterforfatter sig (igen) fra sin bedste side.

Hvidhed er den første Jon Fosse-udgivelse (ihvertfald på dansk) efter hans magnum opus Septologien I-VII (2019-2021). I modsætning til det sidstnævnte værk er Hvidhed en ganske kort fortælling, egentlig en lang novelle på 54 små sider. >> Læs videre

William Blake: Ægteskabet mellem Himmel og Helvede

Af ,
Skriv en kommentar

“Lad ikke længere Daggryravnens Præster, klædt i dødens sort, med hæse toner forbande glædens sønner. Ej heller de godtagne brødre, som af ham, tyrannen, kaldes fri, sætte grænser eller lægge tag. Ej heller bleg og from liderlighed kalde dét for jomfruelighed der ønsker, men ikke handler! For alt hvad der lever er Helligt.”

Den engelske digterfilosof William Blake (1757-1827) er et ret vildt bekendtskab! Jeg har længe haft på min liste at læse hans mest berømte tekst, The Marriage of Heaven and Hell (opr. 1789-1790). Og i går bød muligheden sig til, da jeg i en boghandel faldt over Batzer & Co.’s genudgivelse af Niels Brunse oversættelse fra 1995. >> Læs videre

Judith Hermann: Sommerhus, senere

Af ,
Skriv en kommentar

Judith Hermann kender til mennesker. Hun kan skrive om dem i et enkelt sprog, der er lige til at gå til, og som samtidig rummer sprækker så dybe som livet, som man kan falde langt ned i og frygte for aldrig at komme op ad igen. Og alligevel kommer man fra læsningen med håbet i behold.

Jeg har på disse sider før prist Judith Hermanns noveller, og for at undgå for mange gentagelser om hendes sublime skrivestil skal jeg for så vidt nøjes med at henvise til mine tidligere omtaler af hendes værker her. >> Læs videre

Judith Hermann: Spøgelser, overalt

Af ,
1 kommentar

Det, der gør Judith Hermann til så god en forfatter, er alt det, hun ikke skriver. Det mellem linjerne. Det, vi som læsere selv skal tænke os til, forestille os, gætte på.

Det har jeg skrevet noget om i min anmeldelse af Hermanns Lettipark (opr. 2016, da. 2016), og det samme gør sig gældende i den lige så gode Alice (opr. 2009, da. 2011). Judith Hermann har sat sig fast helt i toppen af min liste over mine yndlingsforfattere. >> Læs videre

Peter Handke: Forsøg over svampenarren

Af ,
1 kommentar

At forfatteren selv er en politisk nar, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke kan skrive fremragende og berigende litteratur om en svampenar.

Peter Handkes Forsøg over svampenarren er isoleret set et pragtfuldt, snørklet fabulerende, kringlet intellektuelt, fiktivt essay om det at søge – om menneskets søgen efter mening og formål i livet og om forfatterens søgen efter litterær forståelse. Personen Peter Handke truer dog med at stille sig i vejen for læserens nydelse. >> Læs videre

Judith Hermann: Alice

Af ,
2 kommentarer

Hold nu helt op, hvor er Judith Hermann bare god! Novellerne i Alice er ligesom novellerne i samlingen Lettipark blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter.

Det her bliver en kort anmeldelse. Alt det gode, jeg skrev om Judith Hermanns sublime novellekunst i Lettipark (2016), da jeg læste den i 2019 (er det virkelig så længe siden?), kan også siges om Alice (opr. 2009), og jeg har ikke nødigt at gentage det. >> Læs videre

Bruno Schulz: Sanatoriet under timeglasset

Af ,
Skriv en kommentar

Bruno Schulz er en mundfuld. Adskillige, faktisk. Hans billedrige, ekspressionistiske og surrealistiske prosa er en litterær keto-kur, uden tomme kulhydrater, men fyldt med kalorierige proteiner. Sanatoriet under timeglasset suger sin læser ind, men kræver også en læser med sindet stemt rigtigt. De litterære kvaliteter er uomtvistelige, men for mig blev den lidt for meget.

Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to bøger, inden han blev myrdet i 1942. Men disse to var rigeligt til at indskrive ham i den europæiske kanon. Jeg har tidligere skrevet om Schulz’ vilde og voldsomme, men også poetiske stil i min anmeldelse af hans første bog, Kanelbutikkerne (opr. 1934). Den karakteristik gælder også Sanatoriet under timeglasset (opr. 1937), og jeg skal derfor ikke gentage (alt for meget af den) her. >> Læs videre

Per Petterson: Jeg nægter

Af ,
2 kommentarer

Melankolsk og krads realisme om venskab og skrøbeligheden af menneskelige relationer. Norske Per Petterson er ubetvivleligt god, også i Jeg nægter. Jeg bliver dog ikke helt så fanget, som mange andre læsere tydeligvis er blevet.

Jeg har aldrig rigtigt fået dyrket Per Petterson (f. 1952), som jo ellers er et stort navn både i Norge og internationalt, herunder i Danmark. Jeg læste for nogle år tilbage hans internationale gennembrudsroman Ud og stjæle heste. Jeg var ikke i tvivl om dens kvaliteter, men ramte mig ikke helt på det tidspunkt. >> Læs videre

Jon Fosse: Nej åh nej. Hundemanuskripterne 1-3

Af ,
Skriv en kommentar

Nej åh nej, jeg er ikke noget hundemenneske. Men ja åh ja, jeg er fan af Jon Fosse. Og jeg har læst Hundemanuskripterne med mild fornøjelse – for mig selv, selv om de nok havde været sjovere at læse med et barn. Måske.

Jon Fosse (f. 1959) har skrevet mesterlige bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. De fleste er i dén grad for voksne, men Fosse har også skrevet en del børnebøger. Hundemanuskripterne placerer sig et sted midt i mellem. Oprindeligt er de udgivet som tre separate udgivelser, men er på dansk samlet i én lille bog, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Vårnat

Af ,
7 kommentarer

Norske Tarjei Vesaas (1897-1970) er godt på vej til at etablere sig som en af mine favoritter blandt de mange stærke nordiske forfattere.

Vårnat (opr. 1954) er et lille intenst drama, som foregår over bare en enkelt nat, en varm forårsnat på kanten af sommeren. Historien er fortalt fra den fjortenårige Hallsteins perspektiv. Han er alene hjemme med sin attenårige søster, Sissel, mens forældrene er kortvarigt bortrejst. >> Læs videre

Imre Kertész: Detektivhistorie

Af ,
Skriv en kommentar

En lille roman om magtens logik i en totalitær stat. Ikke Kertész’ bedste, men i høj grad læseværdig.

Detektivhistorie (opr. 1977) er ifølge Imre Kertész’ eget forord til den danske oversættelse ved Peter Eszterhás fra 2005 skrevet ganske hurtigt, konkret foranlediget af en efterspørgsel fra Kertész’ ungarnske udgiver. Den har da heller ikke samme tyngde som de øvrige bøger af Kertész, jeg har læst (senest De skæbneløse (opr. 1975)), men mindre kan gøre det. Detektivhistorie er også litteratur af høj klasse. >> Læs videre

Imre Kertész: De skæbneløse

Af ,
4 kommentarer

Ungarnske Imre Kertész’ roman De skæbneløse, der delvist bygger på hans egne erfaringer som interneret i koncentrationslejrene i Anden Verdenskrigs sidste år, er et forfærdeligt og næsten uudholdeligt vidnesbyrd om, hvor umenneskelig menneskeheden kan være. Obligatorisk læsning.

Jeg kan godt selv have det sådan, at jeg næsten ikke magter at læse flere bøger om Holocaust. Vi kender jo historien, og behøver vi at genbesøge den igen og igen? Ja, det gør vi. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Et latterligt menneskes drøm

Af ,
Skriv en kommentar

Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).

I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Den sagtmodige

Af ,
Skriv en kommentar

“Åh, mennesket forstår sig specielt godt på gemenheder. Men var det gement? Hvordan kan man i denne situation bedømme et menneske?”

Jeg annoncerede for nyligt en Dostojevskij-pause, men han er ikke sådan lige at slippe. Især ikke, når Batzer & co. netop har genudgivet oversættelser af to af hans såkaldte “Fantastiske fortællinger,” begge oversat af Ole Husted Jensen: Den sagtmodige (opr. 1876) og Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Et svagt hjerte

Af ,
1 kommentar

Jeg fortsætter i sporet fra Hvide nætter med endnu et af Dostojevksijs små ungdomsværker. Ligesom førnævnte er Et svagt hjerte oprindeligt udgivet i 1848 og er også tidligere oversat til dansk, men genudgivet i en ny dansk oversættelse ved Tine Roesen i 2021 i anledning af 200-året for Dostojevskijs fødsel.

Et svagt hjerte (som nærmest bare er en lang novelle) handler om to venner, Arkadij og Vasja, to unge lavtstående embedsmænd, som deler lejlighed. En nytårsdag kommer Vasja hjem og fortæller, at han – nærmest til sin egen overraskelse – er blevet forlovet. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Hvide nætter

Af ,
4 kommentarer

Jeg er helt forvirret og i tvivl om, hvordan jeg skal læse Dostojevskijs ungdomsværk Hvide nætter. Er det en overskruet, næsten kvalmende sentimental bagatel, som i bedste fald har litteraturhistorisk interesse, for så vidt den peger frem mod senere temaer og teknikker i forfatterskabet? Eller er det en lille, subtilt tvetydig, ironisk genistreg?

Hvide nætter (opr. 1848) hører til blandt Dosotjevskijs ungdomsværker fra tiden før tugthusopholdet i Sibirien, som dannede baggrund for fængselsromanen Det døde hus (1861), jeg anmeldte forleden. Værket er nyudgivet på forlaget Batzer & co. i slutningen af 2021 i en ny dansk oversættelse ved Trine Søndergaard. >> Læs videre

Jon Fosse: Bådehuset

Af ,
Skriv en kommentar

Havde jeg ikke tidligere læst noget af Jon Fosse, så havde Bådehuset sikkert fået en højere score hos mig, måske endda en topvurdering. Men det er svært ikke at sammenligne med Fosses senere, mere modne værker, og så kommer Bådehuset lidt til kort.

Bådehuset (opr. 1989, da. 2007) er ikke desto mindre i egen ret en meget fin, lille melankolsk historie, som er flot fortalt i Jon Fosses karakteristiske stil, som du kan læse mere om i mine anmeldelser af andre af hans værker. >> Læs videre

Jon Fosse: Det andet navn / Jeg er en anden / Et nyt navn (Septologien I-VII)

Af ,
Skriv en kommentar

Jon Fosse bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Hans seneste storværk, Septologien, er mesterligt. Én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden.

Norske Jon Fosse (f. 1959) er ikke så meget for punktummer. Han har vist aldrig brugt dem ret meget. Og nu er han helt holdt op. Septologiens 948 sider er uden et eneste punktum. Ikke engang et slutpunktum. >> Læs videre

Jon Fosse: Melancholia I-II

Af ,
3 kommentarer

Melancholia fremhæves ofte som et af Fosses hovedværker. Det er nu ikke det bedste, jeg har læst af ham. Personligt foretrækker jeg de senere Morgen og aften og Andvake-trilogien. Men det siger nu mest om de sidstnævntes mesterlighed, for Melancholia er også en fremragende bog.

Melancholia fremstår dog ikke ligeså helstøbt som de nævnte. Og for min smag løber Fosses karakteristiske stil med de mange besværgende gentagelser lidt af med ham i dele af værket. Andet bind er imidlertid det hele værd. >> Læs videre

Judith Hermann: Lettipark

Af ,
2 kommentarer

Det burde jo ikke være kommet som en overraskelse – i betragtning af hvor mange, der har anbefalet mig at læse Judith Hermann. Og alligvel blev jeg slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst.

Judith Hermann (f. 1970) har for længst slået sit navn fast som en af det moderne Tysklands vigtigste forfattere. Hermann har fem bogudgivelser bag sig, fire novellesamlinger og en roman, som alle er udkommet på dansk på Batzer & co. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Af ,
Skriv en kommentar

Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.

Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk. >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Fuglene

Af ,
Skriv en kommentar

Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af klassiker, ikke bare i norsk litteratur, men i verdenslitteraturen. Hver sætning er en nydelse i den danske nyoversættelse af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Tarjei Vesaas (1897-1970) var den første nordmand, der blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Det var for romanen Is-slottet (1963), men mon ikke priskomiteen også har skelet til Fuglene (1957) ved den lejlighed, selv om prisen uddeles for et enkelt værk, ikke det samlede forfatterskab? >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

Af ,
Skriv en kommentar

“Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og så må vi se hvad der sker.”

I Fisk har ingen fødder leverer Jón Kalman Stefánsson et portræt af en islandsk slægt i tre generationer forankret i den lille by Keflavik i det sydvestligste hjørne af Island. “Island er et barsk land,” hedder det i romanens begyndelse, “og dog er Keflavik utvivlsomt det værste sted i landet.” Byen har titusinde indbyggere, husede indtil 2006 en amerikansk flybase og kan i dag bryste sig af at have Islands eneste internationale lufthavn, men ingen fiskekvoter. >> Læs videre

Hédi Kaddour: De toneangivende

Af ,
Skriv en kommentar

De toneangivende har objektivt set alle de ingredienser, der skal til for at gøre et storslået historisk drama: En iscenesættelse i et fransk protektorat i Nordafrika i 1920’erne, en tematisering af tidens politiske og kulturelle brydninger på tværs af Atlanten og Middelhavet, et væld af farverige kulturelle detaljer, personlige og politiske intriger og komplicerede kærlighedsdramaer. Men hvorfor er den så alligevel så umådelig kedsommelig?

Som følgere af disse noter vil have bemærket, så gør jeg det en del i de små, skæve, grænsende til mærkelige udgivelser. Men jeg holder faktisk også af en god, handlingsdrevet fortælling, herunder ikke mindst en god, tyk, historisk roman med udsyn. Baseret på bagsideteksten og de overvejende særdeles positive anmeldelser både herhjemme og i Frankrig var det min forventning, at den prisbelønnede De toneangivende ville være en sådan af slagsen. Ak, jeg blev desværre skuffet. >> Læs videre

Galsan Tschinag: Den blå himmel

Af ,
Skriv en kommentar

Den blå himmel giver et spændende indblik i det tuvinske nomadefolks traditionelle levevis i Mongoliet. Den er som sådan værd at læse, selv om den som romanfortælling betragtet er knap så spændende.

Den blå himmel er en delvist selvbiografisk roman af den tuvinsk-mongolske forfatter Galsan Tschinag, også kendt under sit tuvinske navn Irgit Schynykbaj-oglu Dshurukuwaa (eller: måske ikke ligefrem kendt, men det hedder han ihvertfald på tuvinsk).

I romanen følger vi drengen Dshurukuwaa og hans dagligliv som tuvinsk nomade i Altajbjergene i det vestlige Mongoliet på et tidspunkt i slutningen af 1940’erne eller måske lige i starten af 1950’erne. >> Læs videre