Jon Fosse: Låst guitar

Jon Fosses Låst guitar (opr. 1985) har nogle af de kvaliteter, vi kender hans senere værk for, men bogen skiller sig også ud. Både i kraft af den lidt anderledes sproglige klædedragt og dens noget mørke og ret brutale tematikker. Ubetvivleligt en bog med mange litterære kvaliteter, men den var ikke rigtig noget for mig.

Det er næppe gået faste følgere af disse noter forbi, at jeg er en stor fan af norske Jon Fosse (f. 1959), og du kan her på bloggen finde anmeldelser af de fleste af hans til dansk oversatte værker. Med Låst guitar, oversat til dansk af Madame Nielsen‚ griber Baltzer & co. langt tilbage i Jon Fosses bagkatalog, helt tilbage til hans anden roman fra 1985.

Låst guitar er et hårdt og isnende hjerteskærende portræt af den tyveårige, enlige mor, Liv. Hun bor alene i en lejlighed i en forstadsblok med sin etårige søn. Ved romanens begyndelse finder vi hende uden for hendes egen lejlighedsdør, smækket ude, da hun skulle ud med affaldet. Samtidig er drengen smækket inde.

Herfra følger vi Liv, mens hun bevæger sig rundt i byen uden at evne at løse problemet. Hun ved, at hun skal finde en løsning, at hun skal handle, at hun skal finde en vicevært, der kan lukke hende ind. Hendes hoved er fyldt af tanker om det. Men det er også fyldt af alle mulige andre tanker. Om ulykken, der vansirede hende, da hun var pige. Om rå rock og en sort guitar. Om ham, hun tilfældigt fulgte med en aften, og som gjorde hende gravid. Om stoffer og hård sex. Om moren og faren, som hun forlod for at tage til byen. Om fødslen. Om flytningen til lejligheden. Om et sammenbrud, en indlæggelse og medicinering. Og så skal hun også møde sin bror inde i byen. Og så er der de små grå dyr, der går hen over hendes hud, og de stikker hul i huden …

Livs indre er et forvildet og desperat kaos, på grænsen til at gå i opløsning. Men hun kan ikke omsætte det i handling.

For fans af Fosses senere værk er der noget både velkendt og noget anderledes ved Låst guitar.

Fosses værk er kendetegnet ved hans udstrakte brug af sproglige gentagelser i et ofte nærmest messende format. Fosses personer hænger i eksistentiel forstand fast i sproget, deres liv står ofte stille, eller næsten stille, de flytter sig kun langsomt gennem livet, afspejlet i sproglige gentagelser, der kun forskyder sig via bittesmå variationer. De mange sproglige gentagelser finder vi også i Låst Guitar. Livs indre verden er et kaos af tankemyldrende gentagelser, og det er et helt afgørende greb i skildringen af hendes tilstand.

Den bløde, flydende rytme i sproget, som vi kender Fosse for i de senere værker, genfinder vi imidlertid ikke i Låst guitar. Her er stilen snarere hård og abrupt staccato. Det kan være et udtryk for, at Fosse i 1985 endnu ikke havde fundet sin stil. Men det kan også være et helt bevidst stilvalg. Hvilket ville give god mening, for selv om jeg ærlig talt ikke rigtig fandt mig godt til rette med skrivestilen, så må jeg indrømme, at den bidrager til troværdigheden i portrættet af den unge Liv.

En anden lille forskel, man hurtigt bemærker, er tegnsætningen. Den senere Fosse er også kendt for ikke at bruge mange punktummer (om nogen overhovedet). Men i Låst guitar er der masser af punktummer, som deler teksten op i små, korte meningsdele. Til gengæld har han valgt helt at droppe stort begyndelsesbogstav i sætningerne. Det ser lidt fjollet ud, men man vænner sig til det (men havde Fosse skrevet bogen i dag, ville jeg gætte på, at han bare havde udskiftet alle punktummerne med kommaer).

Men det har faktisk en effekt: Kombinationen af de manglende begyndelsesversaler og de mange punktummer bidrager til at understøtte indtrykket af, at det, vi læser, er Livs uafbrudte tankestrøm, og også til at skabe denne forpustede og forpustende, desperate stemning.

Et lidt længere citat fra en af de første sider illustrerer formen:

tyve år. hvorfor græder den lille? er jeg nødt til at hente hjælp? viceværten? sønderrevet hud, lagt lag på lag og snøret sammen. mit ansigt. huden strækker sig ud, og arrene i ansigtet. hente hjælp? få nogen til at låse døren op? låst inde. døren smækkede. jeg hører døren smække! pungen ligger i jakkelommen. børnetilskud. socialhjælp. postanvisninger. hente penge på postkontoret. overgangsydelse. en lang dans, og den sorte guitar spiller brede farver ind i min krop, bløde farver. stærke farver. brune øjne. jeg tog med ham til byen. fik brev fra mor. du skal komme hjem igen, skrev hun. kunne ikke bare sådan rejse. hjem igen. ind til byen igen. den lille græder! jeg må få døren op! langt sort hår, kraftigt hår. langt hår, tykt ned over skuldrene, og lys i farverne. sommer og brune varme kroppe i bandbilen. chillummerne. en bil let hen over asfalten. langt hår. rå rock. der flyder rå rock ud ad vinduerne. hård og sugende rock fra den sorte guitar.

Og sådan bliver det ved.

Der er ingen tvivl om, at bogen har mange kvaliteter. Personligt brød jeg mig imidlertid ikke så meget om den. Det har noget at gøre med den abrupte rytme i skrivestilen. Men det har også at gøre med, at bogen undervejs bliver ret brutal på en måde, der er meget ubehagelig, netop fordi den er overbevisende.

Jeg tøver ikke med at kalde Låst guitar for virkelig god litteratur, men den var ikke for mig.

Ifølge mit princip om, at jeg her på bloggen deler stjerner ud i henhold til min personlige, mere eller mindre idiosynkratiske læseoplevelse, så får Låst guitar derfor tre stjerner, selv om den efter en lidt mere nøgtern litteraturkritisk vurdering måske nok havde fortjent fire. Således helgarderet.

K's vurdering: