Jon Fosse: Det er Ales

Jon Fosse skriver her – som altid – i et musikalt, messende sprog, du som læser kan læne dig ind i som i en tryg favn, der blidt vugger dig, ikke i søvn, men ind i en verden, hvor nutid og fortid går i ét forbundet af stemninger og erindringsbilleder, hvor alting på én gang foregår langsomt og roligt, men samtidig udløser hjertebanken og intens knugen i maven og halsen.

Med andre ord: Fosse har gjort det igen, var jeg lige ved at sige, men så rettede jeg mig selv til: Fosse gjorde det altså også allerede for 21 år siden og har så gjort det igen og igen lige siden. For den nyeste Fosse-udgivelse på dansk, som Batzer & Co. udsendte i sidste måned i oversættelse ved altid gode Karsten Sand Iversen, stammer nemlig oprindeligt fra 2003 og er således kun ny for danske læsere.

Det bliver den ikke ringere af. Det er Ales (opr. 2003, da. 2024) holder samme svimlende standard, som kendetegner næsten alle de af Jon Fosses bøger, Batzer & co. hidtil har udgivet på dansk (og som alle er anmeldt her på disse sider i årenes løb).

For Fosse-fans er der ikke noget nyt under solen i Det er er Ales. De fleste karakterer hedder som vanligt enten Asle eller Ales. Fosses rytmiske, næsten messende skrift er lige så hypnotisk, som vi kender den fra andre bøger. Det eneste, der afslører, at der er tale om en relativt tidlig Fosseroman er, at han faktisk diverterer med en håndfuld punktummer undervejs, en vane han siden synes helt at have aflagt.

Handlingsmæssigt er vi i Det er er Ales også i et velkendt Fosse-univers. Signe og Asle har levet sammen som mand og kone i et lille hus på en isoleret plet tæt på fjorden, oven for Bådehuset (er det mon ikke det samme bådehus, vi kender fra romanen Bådehuset (opr. 2007)?).

Den korte roman udspiller sig i 2002, mens den gamle Signe ligger på slagbænken i huset og tænker tilbage på den novemberdag for 23 år siden, hvor Asle forsvandt. Hun ser sig selv stå og kigge ud af vinduet, ser Asle gå ud af døren for sidste gang og gå ned til sin lidt for lille robåd, som han har for vane at sejle ud på fjorden i mindst en gang dagligt, uanset vejret. Og den dag var vejret hårdt, og Asle kom ikke tilbage.

[…] børn det fik de jo aldrig, hun og han, det blev kun de to, hun og han, tænker hun, han var her, og så var han borte, forsvandt, han kom til hende, pludselig kom han vel gående hen imod hende, med sit sorte lange hår, aldrig før havde hun set ham, og så kom han bare gående, og så, ja så, en tid varede det jo, men så flyttede hun ind hos ham, tænker hun, og så blev hun boende hos ham, tænker hun, blev der sammen med ham, i mange år var det sådan, men så, lige så pludseligt som dengang han kom gående hen imod hende blev han borte for hende og nu er der gået mange år og hun har ikke set ham, ingen har set ham, han blev bare borte, han var der, forsvandt, var borte […]

Mens Signe tænker tilbage, kommer de tidligere generationer i Asles familie, der har boet i huset før dem, til live: Den gamle tipoldemor Ales, som griller ulden af fårehoveder over et bål på stranden med den lille oldefar Kristoffer, som siden bygger en lille båd til sin søn Asle, der druknede på sin syvårs fødselsdag, og Asles bror Olaf, der blev gift med Asles bedstemor.

I Fosses blide, rytmiske strøm af ord glider Signes tanker ubesværet og næsten uden punktummer over i Asles, og fortidens familiemedlemmer toner frem af landskabet og glider ind og ud af hinanden for Signes øjne og i Fosses sætninger.

Det er vidunderligt smukt, og det er ganske særligt fossesk. Det er på den ene side en gentagelse af samme form, vi kender så godt fra andre af hans bøger, og samtidig tilføjer bogen noget nyt – endnu et lag i det efterhånden tæt sammenvævede mønster, Fosses værk kan ses som.

Et sted i bogen tænker Signe om Ales, at “var der noget, han ikke kunne lide, så var det store ord:”

[…] store ord, de skjulte og tildækkede bare, de store ord, de lod ikke det der var få lov at være og leve, men fjernede det ind i noget der ville være stort, sådan tænkte han, og sådan var han, han kunne lide det der ikke ville være stort, tænker hun, i livet, i alt, og sådan var det også med hans båd der, en lille træbåd, en lille robåd […]

Og sådan tænker jeg også om Fosse. Han bryder sig ikke om store ord, han holder sig til de små, gentager dem gerne, og igennem dem giver han liv og plads til det, der er, til det, der betyder noget.

Er du en af de heldige, der har hele Jon Fosses forfatterskab til gode, så er Det er Ales så godt et sted at starte som noget. En hurtigt læst smagsprøve af højeste kvalitet.

For mit eget vedkommende luner jeg mig ved tanken om, at Fosse har et kæmpestort antal romantitler bag sig, at endnu kun et mindretal af dem er oversat til dansk – og at de gode, kvalitetsbevidste folk hos Batzer & Co. har demonstreret, at de ikke er bange for at gribe langt tilbage i bagkataloget, når der skal findes kandidater til den næste danske Fosse-udgivelse.

K's vurdering: