Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.

Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.

En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne blive en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med.

Teksten flyder afsted, og perspektivet skifter gerne midt i en sætning ubesværet fra den ene person til den anden, levende som død, fra fortællingens nutid til fortid, fra virkelighed til drømme og syner og fra tanker til tale og handling.

Men Fosses trilogi er ikke bare stil og form, det er også en god historie, og det er kombinationen af formen og indholdet, der løfter disse bøger op i verdensklassen.

Handlingen er uhyre enkel i de tre små kortromaner, Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd, der tilsammen udgør en trilogi. De tre bøger udgør tre distinkte historier, men de er i høj grad sammenhængende, de bør læses i den rigtige rækkefølge, og de kunne sagtens have været samlet til én sammenhængende roman. De hænger så tæt sammen i både stil og handling, at jeg må undre mig over, at de er udgivet over en samlet periode på ti år.

Den stærke, sitrende tråd igennem alle tre bøger er kærligheden mellem Asle og Alida, Alida og Asle. De er vokset op i den lille bygd Dølgen, men efter at både Asles far og mor er døde, forlader de bygden og sejler ind til den store by Bjørgvin (det oprindelige navn for Bergen) for at søge lykken sammen.

I Andvake (som er et gammelt norrønt ord for ‘søvnløshed,’ ‘åndens vågen’ eller ‘årvågenhed’) møder vi Asle og den højgravide Alida, mens de en dag, aften og nat i efterårskulde og regnvejr går rundt i den fremmede by Bjørgvin fra dør til dør og spørger efter mulighed for nattely. Men ingen vil lukke dem ind. Det lyder som en historie, vi kender om to, der hedder Josef og Maria, og der er da heller ingen tvivl om, at Fosse spiller op til det bibelske tema. Ligesom hans historie i sin enkelthed har samme kraftfulde, universelle potentiale, som vi kender fra bibelsk mytologi og eventyr.

Men der sker noget i løbet af historien, og pludselig går der mere Dostojevskij end Lukas i den, for Asle er ikke Josef, han har også træk fra Raskolnikov. Asle elsker ikke Gud, han elsker Alida, og der er intet, han ikke vil gøre og gør for Alida. Alida, som er hjertensgod, men også lidt naiv, grænsende til det enfoldige, og frem for alt bare elsker Asle.

I Olavs drømme har Asle og Alida skiftet navne til Olav og Åsta. De bor i et hus i en bygd uden for Bjørgvin med deres lille søn Sigvald, som blev født i Andvake. Bogen følger Olav en enkelt dag, hvor han går til Bjørgvin med penge på lommen for at købe vielsesringe til Åsta og ham. Men han kommer til at gå på værtshus og møder sin skæbne på vejen.

Historien er også her uhyre enkel, den følger eventyrets eller mytens form i en grad, så vi som læsere helt fra starten ved, at dette kun kan ende skidt, og alligevel læser vi videre og håber og hepper på vores antihelt, men ak, historien kræver jo som altid det, den kræver.

Endelig skifter perspektivet i Kveldsvæld (som er norrønt for ‘at blive træt om aftenen’ eller i overført betydning ‘livstræthed’) til Alida, via hendes nu gamle datter Ales, og vi får historien om, hvad der hændte hende den dag, Asle gik til staden, og siden. Historien er velkendt og simpel, men ikke banal, og den er stærkt, smukt, rørende og medrivende fortalt.

Det er mig umuligt at finde et passende citat, som kan yde Fosses stil retfærdighed, for taget ud af sammenhæng får man ikke rytmen i bogen med, som er det helt afgørende, men så alligevel:

[…] og hun siger at nej, han kan ikke gå til Bjørgvin i dag, det vil gå galt for dem så, der vil ske noget galt, noget væmmeligt, noget forfærdelig væmmeligt, noget hun ikke engang vil tænke på vil ske så, noget der ikke er til at holde ud, noget der vil ødelægge alt, han bliver væk, for altid væk, hun kan mærke det på sig, hun ved det, og det mærker hun så sikkert, det hun ved så sikkert, det må hun sige til ham, hun kan ikke lade være, det skal siges, siger hun og så tager hun ham i hånden og hun griber om hans hånd og hun siger at han ikke må gå fra hende, for så får hun ham aldrig at se igen, siger hun og han siger at nej, han må gå til Bjørgvin i dag, der er jo temmelig langt at gå, og i dag er vejret fint, det blæser ikke, det regner ikke, hun kan jo bare se hvor blinkende stille fjorden ligger der, hvor blå fjorden er i dag, og det er mildt, i dag er dagen at gå til Bjørgvin, det er han sikker på […]

I Andvake er der en håndfuld punktummer strøet ud tæt på hinanden på bogens første sider, men ellers stort set ingen, i Olavs drømme er der vist kun to, og i Kveldsvævd stødte jeg ikke på nogen, eller også overså jeg dem bare, det kan jeg sagtens have gjort, for Fosses prosa suger læseren ind, man flyder med, eller bliver nærmere revet med, får næsten åndenød af at læse, som om Fosse glemmer at trække vejret, når han skriver, og det forplanter sig til karaktererne i bogen og til læseren, så man glemmer også selv at trække vejret, læser bare videre, for de her bøger, det er bøger der skal læses i ét hug, eller ihvertfald i tre, et til hver, og det gør man også, for hvis klicheen om bogen, der ikke er til at lægge fra sig, nogen sinde har passet på nogen bøger, så passer den på dem her, jeg tog dem i tre hurtige rap, én i går aftes, én i morges og én her til aften,

og det er ikke kun fordi Fosse ikke giver os det punktum, det pusterum, det naturlige tidspunkt at lade bogen hvile på, det er også fordi man bliver suget ind i historien, som faktisk er elementært spændende, både spændende og elementær, lige så stærk som den er enkel, og pludselig kommer der alligevel et enkelt punktum. Og punktummet markerer et brud. Og så fortsætter ordstrømmen,

ja, ordene fosser ud af ham Fosse ja, og det er ret godt, det er endda virkelig, virkelig godt, og det er godt, at ham Fosse fik litteraturprisen i år fra Nordisk Råd ja, for det var det, der gjorde, at jeg fik øje på ham ja, og det er jeg glad for ja, og der er fem store stjerner fra mig, og jeg vil helt sikkert læse mere Fosse, og det må gerne være lige nu, og så det er jo godt, at Batzer & co. allerede har udgivet flere af hans bøger på dansk, og ellers ville det nok også gå på norsk endda, og jeg beklager, at jeg plager jer med mit forsøg på at skrive uden punktummer, for jeg er ingen Fosse, men det er der på den anden side ikke mange, der er.

K's vurdering: